Papers, Please

Bragt i Gameplay Magazine

52_papers please

Mesterligt svensk indiespil går direkte i hjertekulen med tung melankoli og politiske temaer.

FAKTA

Format

Pc

Genre

Hovedbrud

Udvikler

Lucas Pope

Udgiver

Distributør

Alder

Fra 18 år

Prøv også

The Sims, Startscenen i Half-Life 2

Hvis du går rundt med en lille skran- kepave i maven, kan du få lov at udleve den i svenske Lucas Popes indiespil Papers, Please. Året er 1982, du er den ”heldige” borger i den ktive kommuni- stiske stat Arstotzka, der har vundet et job som grænseinspektør. Som inspek- tør skal du kontrollere, at alle, der søger adgang, har dokumenterne i orden. Hvis alt stemmer, får de det grønne stempel i passet, hvis de mangler en tilladelse, el- ler nogle papirer er udløbet, bliver de af- vist, og hvis de udgiver sig for en anden eller har forfalsket dokumenter, kan du få dem smidt i arresten til ”afhøring”.

I sig selv er det monotome og ensfor- mige arbejde overraskende sjovt. Man lærer hurtigt at gennemskue dokumen- terne, og det er vigtigt at være hurtig, for éns løn er afhængig af, hvor mange man får behandlet. Ved hver dags af- slutning får man et overbliksbillede over sin økonomi og sin families tilstand. Hvis man ikke har tjent nok, må man und- lade at købe mad eller varme en dag, hvilket fører til, at éns familiemedlem- mer begynder at fryse og bliver sultne, hvilket i værste fald fører til sygdom og ere udgifter til medicin. Incitamentet til at være lidt kreativ på pengefronten er bestemt til stede, når éns familie sulter og fryser. En af grænsevagterne tilbyder lidt ekstra, hver gang man får ansøgere anholdt, og det ender ligefrem med, at en godkendelse føles som en asko. Papers, Please fanger perfekt de fremmedgørende mønstre og mekanikker, der er i et samfund domineret af kontrol og overvågning, hvor den politiske agenda gennemsyrer alle instanser, og hvor ydmygelse er en del af hverdagen. Man kan smide folk i scanneren – både for at se, om de gemmer smuglervarer, men også for at bestemme deres køn. En mor tigger om at komme ind og se sin søn, selvom hun ikke har de rigtige tilladelser – hvad gør du? Lader hende komme ind, men får en påtale og får sværere ved selv at brødføde din familie, eller afviser du hende og sluger de moralske tømmermænd?

Du vælger selv, om du vil være den ledeste bureaukrat, der ikke bøjer reglerne for nogen, eller om du vil lade de medmenneskelige hensyn veje tungest. Du kan også bekæmpe systemet indefra ved at støtte en underjordisk terror-/frihedsorganisation. Det er disse etiske overvejelser, der gør Papers, Please så interessant, provokerende og grænseoverskridende. (læs også ”Når spil overskrider vores grænser” i sidste nummer af Gameplay, -red.).

Præsentationen af spillet er simpel, men effektiv. Det er lavet i 16-bit-grafik, og skærmen er opdelt i tre dele: En oversigt over grænseposten med den lange kø af immigranter og bommene og vagterne; et frustrerende lille skrivebord, hvor man omstændeligt skal arrangere og sammenholde stakkene af dokumenter; og endelig selve skranken, hvor hver ansøger står og afventer dommen. Lydbilledet er fint fanget med et monumentalt og dystopisk musiktema, syntetiserede vrøvlestemmer og gode lydeffekter. Megafonen, der skrattende kalder den næste frem, eller den overraskende lyd, når gitteret falder i, og alarmen lyder, når en selvmordsbomber pludselig springer over bommen.

Efter et par dage på vagten kan du nærmest lugte brunkålens dunst komme ud af de grå betonklodser, når du nedbøjet går hjem til familien. Det er deprimerende, provokerende og helt fantastisk.

Christian Jess Rasmussen

VURDERING 9/10

En perfekt blanding af spil, idé og historie, der samtidig har noget på hjerte politisk og etisk. Papers, Please er en lille perle af et indiespil, som spiller mere på følelser end visuelt lir.