69 lever i Mærsk – Adam O. RUINER

Den noget ensidige fremtidsvision i RUINER kombineres med en uelegant og klodset brug af tegneseriemediet, og kun de fine, panoramiske tegninger af et forfaldent København vækker rigtig begejstring.

At der i pressematerialet til udgivelsen står, at den danske tegneseriedebutant Adam O har malet plakater for det forgangne ungdomshus på Jagtvej 69 og været involveret i det autonome miljø, er nærmest redundant. Efter at have læst hans tegneserie, sad jeg nemlig tilbage med en følelse af, at have været udsat for en ordentlig gang dogmatisk venstrefløjspropaganda. Nogle af de vigtige budskaber i værket synes at være: Facebook dårligt, Christiania godt – TV dårligt, rygning godt. Adam O kan bestemt ikke beskyldes for at være nuanceret i sine budskaber.

I RUINER befinder vi os i et fremtidigt København, som efter en katastrofe, der udryddede (næsten) hele menneskeheden, er i ruiner. Den eneste overlevende er tilsyneladende Ask, som således befinder sig mutters alene i hovedstaden. Det er et post-apokalyptisk scenarie af den mest klassiske slags.

RUINER er delt op i to spor, tegningerne og teksten, og de to arbejder på ingen måde sammen. Tegningerne viser alle Københavns vigtigste seværdigheder for den post-apokalyptiske turist. Der er flotte og imponerende helsidestegninger af folketingssalen, Tivoli, Hovedbanegården, Landsretten osv. – alt sammen forfaldent og overbevokset – som ikke mindst vækker genkendelsens glæde. Dog går der lige lovligt meget turisttur i den, når vi til sidst runder både Den Lille Havfrue og Storebæltsbroen.

Gennem dette forfaldne og forladte København bevæger Ask sig. En ung punkrocket fyr med gult strithår, motorbriller i panden, cowboyvest og militærstøvler, der bor i et Mærsk containerskib. Ask ryger en cigaret, han surfer på et skilt ned ad et gelænder, han kigger på et billede, han bliver jagtet af ulve, han måler radioaktiviteten i et æble og forkaster det, han drikker kaffe, han ryger igen, han griner. Det er det, der foregår på billedsiden i RUINER – altså nærmest ingenting.

Ved siden af, og fuldstændigt løsrevet fra billedsiden, kører en indre monolog i store tekstblokke. Det kan sammenlignes med at se en film, hvor der på lydsiden udelukkende er en voice-over, ingen replikker, intet liv, ingen handling.

Den historie Ask fortæller, er ikke uden sine meritter, men er, som sagt, for propagandistisk, blåøjet og ikke mindst frelst til, at den glider ned. Det er den paranoide autonomes fremtidsvision, der manes frem, med præventive anholdelser, øget overvågning og kontrol, suspendering af grundloven og en sovende og ligeglad befolkning. Den er et sammenkog af klassiske fremtidsdystopier fra litteratur og tegneserier og PALLE ALENE I VERDEN med punk-attitude og huller i sokkerne. Kort sagt handler den om terrorpakker, som i 4. udgave når det rødglødende punkt, hvor hver borger får indopereret en sporingschip i rygsøjlen. Freedomchippen kan ikke alene afsløre sin ejermand, den kan også paralysere ham, hvis myndighederne ønsker det således. Så er vejen til katastrofen banet.

Heldigvis er der mange fine tegninger i RUINER. Især de store, grumsede panoramiske billeder af København er gode og, fornemmer man, det er nok her, historien er udsprunget fra. Måske burde Adam O overveje at få en anden til at levere ordene til den næste udgivelse, mens han selv leverer tegningerne.