Åh, at være digter! – Roberto Bolaño DE VILDE DETEKTIVER

Bragt på LitteraturNu

Endelig er Bolaño blevet oversat til dansk. Endelig, siger jeg, selvom jeg ikke kendte ham før. Efter at have læst DE VILDE DETEKTIVER er det nemlig klart, at vi nu i Danmark er blevet introduceret til et stykke verdenslitteratur af højeste klasse.

Der bliver desværre ikke føjet nyt til den chilenske forfatter Arturo Bolaños forfatterskab, da han døde af leversvigt i 2003 som 50-årig. Han skrev sine romaner fra sit eksil i en by udenfor Barcelona, men var først og fremmest digter. Romanerne blev skrevet for at brødføde hans familie og hvilket held for verdens læsere!

DE VILDE DETEKTIVERS hovedperson er Bolaños let genkendelige alter-ego Arturo Belano. Han må, ligesom Bolaño, flygte fra Chile, da Augusto Pinochet tager magten. Hans første eksil bliver Mexico City i 70’erne. Byen koger i den tid over af avantgardistiske digtergrupper, skriveskoler, fri sex og masser af tjald og fester. En ny generation er klar til at ofre alt for deres poesi: føde, bolig, ja selv livet, om nødvendigt.

Arturo Belano starter den avantgardistiske digtergruppe visceralrealisterne (indvoldsrealisterne), med sin ven og partner Ulises Lima. Gruppen er en løst sammensat forsamling af unge digterbohemer, der rapser bøger i antikvariaterne, har lange diskussioner om litteraturens fortræffeligheder og knalder på kryds og tværs. Hvad de egentlig vil, og hvad der binder dem sammen, er uklart udover et behov for at vælte det herskende, fædrene digtervælde.

Bogen er opdelt i tre dele. I første del følger vi den 17-årige jurastuderende og digteropkomling Juan García Madero. I hans frekventering af Mexico Citys cafeer, støder han en dag på Belaño og Lima, som inviterer ham indenfor hos visceralrealisterne. Han støder også ind i mange søde servitricer, som entusiastisk skoler ham i kødets poesi. Denne første del fremstår i det hele taget som en skøn og forførende blanding af poesi og erotik og giver en sublim skildring af et miljø og en tid.

Sværere og langt mere eksperimenterende bliver Bolaño i bogens anden del, som også er den længste. Her falder Juan Garcías charmerende fortællerstemme bort, til fordel for et polyfonisk kor af perifære stemmer, som beretter om Belanos og Limas eventyr ude i verden. De over 50 afsnit er nøjagtig placeret i tid og rum. For det meste underlagt den samme kronologiske fremdrift, der fortsætter frem til 90’erne, mens en enkelt nat i ’76 bliver ved med at dukke op.

Selvom denne del er bogens sværest tilgængelige, er det også her Bolaño virkelig viser sit format som forfatter. Hver person har sin helt egen distinkte stemme. Nogle afsnit fremstår som svar på en usynlig interviewers spørgsmål, andre som bekendelser, dagbøger, samtaler osv. Digtene og litteraturen er konstant i centrum, men livets uudgrundelighed og absurde udviklinger er mindst lige så meget under behandling. Et humoristiske klimaks er Belanos fejde med en spansk litteraturkritiker, der bliver afgjort med sværd på en spansk strand.

I bogens korte, tredje del, er vi igen sammen med Juan García, som drøner gennem Sonoraørkenen i en ramponeret Ford Impala, med Belano, Lima og en prostitueret ved navn Lupe. Belano og Lima leder efter spor af den mystiske digterinde Cesárea Tinajero, som forsvandt i ørkenen i 20’erne. I skarp forfølgelse er en morderisk alfons og en korrupt politimand.

Iben Hasselbach har leveret en fremragende oversættelse, hun fortsætter arbejdet med det posthume storværk 2666, som skal udkomme senere i år. Læs Bolaño og læs litteratur skrevet med poesiens hjerteblod.