And Then There Were None

5/6

Bragt i Soundvenue

Agatha Christies klassiske guldalderkrimi/mysterie ’And Then There Were None’ fra 1939 grundlagde den meget populære gysergenre, hvor en isoleret gruppe mennesker myrdes én efter én af en ukendt morder, enten en morder indefra gruppen eller én udenfor. Genren er blevet brugt så meget, at den nu nærmest er kliché og mest af alt bruges af nye medier som i computerspilet ’Until Dawn’ eller til at lege med publikums forventninger og gå nye overraskende veje som i Joss Whedons ’Cabin in the Woods’.

At det originale oplæg dog stadig står stærkt i dag, beviser BBC’s superlækre miniserie over romanen, der blev sendt i december og er tilgængelig i BBC’s webshop. Plottet er som følger: I 1930’erne inviteres ti fremmede til en lille isoleret ø ud for Englands kyst. Værtsparret er dog ikke at finde i det store palæ, men det er til gengæld et mystisk tjener- og ægtepar, der servicerer gæsterne.

Under middagen afspiller en automatisk startet grammofonspiller et anklageskrift mod de otte gæster, som alle beskyldes for at være mordere. Hurtigt bliver gæsterne selv myrdet én efter én af en ukendt morder, tilsyneladende på samme facon som i børnerimet ’Ten little soldiers’, der hænger overalt i huset. Og hver gang en gæst lader livet, forsvinder én af de 10 soldaterstatuer fra spisestuen.

Mens mysteriet udfolder sig, og ligene dynger op, får vi adgang til de ottes fortid via en række flashbackscener, og nogle af dem er i hvert fald ikke så uskyldige, som de påstår. Som seer kan man selvfølgelig deltage i den klassiske krimidisciplin og gætte med på, hvem der er morderen, og hvad der sker. Det hele er yderst velproduceret med en utroligt lækker billedside. Det ensomme hus i silhuet på klippeøen, mens uvejret metaforisk eskalerer i takt med karakternes stigende anspændte sindstilstand, er klassisk gotisk horrorstemning, når det er bedst.

I karakterernes tøj og i interiør fanges 30’er-stemningen perfekt. Det ulmende soundtrack leder tankerne hen på Scorseses ’Shutter Island’, der også elegant opbygger en højstemt stemning med musik. Castet er også A-materiale. Der er kendte ansigter som Charles Dance (dommeren), Sam Neil (generalen), Miranda Richardson (en religiøs gammeljomfru) og Noah Taylor (butleren), men også de nyere ansigter gør det glimrende, og især australske Maeve Dermody, som spiller en slags hovedrolle og udgør et naturligt fikspunkt, gør det godt som den sympatiske guvernante med en høj moral og en sort fortid.

Ind imellem mordopklaring og de vilde beskyldninger på kryds og tværs mellem karaktererne bliver der også plads til at kommentere lidt på 30’er-tidsåndens mørke bagsider med kvindeundertrykkelse, racisme, seksualitet og klasseskel. Det ses i den mandschauvinistiske læge Edward Armstrong (en tøndebrystet Toby Stevens), der behandler neurotiske kvinder, men tydeligvis selv er den mest hysteriske på øen, og i den frigide og religiøse Emily Brent (Miranda Richardson), der mener, at døden er en passende straf for udenomsægteskabelig sex. Det føles aldrig som et påhæng eller pligtstof.

Der er en mørk, atmosfærisk dysterhed i ’And Then There Were None’, som lige netop undgår at blive kliché. Serien går ikke efter jump scares, men efter en mere dyb psykologisk suspense og paranoia, hvor karakterernes langsomt udfoldede skyld bliver den stærkeste spændingsmotor.

Ved siden af det psykologiske spil er der en makaber blodighed, der kendetegner den slags gotiske gys, og der levnes heldigvis også plads til en selvbevidst sort humor, der harmonisk eksisterer side om side med dysterheden.


Kort sagt:
’And Then There Were None’ drypper af god krimistemning og blodig gotisk horror. Med et noget nær perfekt cast og en svimlende lækker produktion i billede og lyd kan miniserien kun anbefales til alle, der er ude efter en spændingsserie, hvor begreberne skyld, hævn og retfærdighed undersøges, og som samtidig har lidt mere på hjerte end ren underholdning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *