Antiheltens galaktiske rejse – Alexandro Jodorowsky og Moebius INKALEN

Bragt på LitteraturNu

I et makkerskab skabt i himlen kreerede den chilenske filmskaber og forfatter Jodorowsky og den franske tegneseriekunstner Moebius (alias Jean Giraud) i 1981 deres magnum opus INKALEN. Den må siges at være ældet flot på de 28 år, der er gået siden den første udgivelse.

Det gør heller ikke skade, at den er blevet hældt på så fin en ny flaske i form af en luksuriøs hardback-udgave fra forlaget Faraos Cigarer. Noget man efterhånden er blevet forvænt med fra deres side. INKALEN er for første gang samlet i ét bind og er den afgørende sidste brik i Faraos Cigarers komplette udgivelser af Jodorowskys Inkal-historier, hvis vigtigste andre dele hedder FØR INKALEN, en prequel til INKALEN, og afslutningen DEN SIDSTE INKAL.

INKALEN er et klassisk europæisk album, langt fra USA’s glitrede udgivelser, i en tid hvor graphic novels var et ret ukendt begreb. Den er en fantastisk fabulerende og rablende science fiction-historie fyldt med vanvittige, syrede ideer, og en ordentlig omgang metafysisk samfundssatire. Og så bærer den også stærkt præg af Jodorowskys forkærlighed for tarotkort!

Det ses ikke mindst i værkets hovedperson John Difool (=The Fool), som er en lidt ynkelig ’klasse R’ privatdetektiv, der nyder en god ’Visky’ og en tur med en ’substitutluder’. Difool og hans trofaste følgesvend, betonfuglen Deepo, rodes under en rutinesag (som for en klasse R detektiv er lettere ydmygende) ind i en galakseomspændende sag, der involverer den mystiske og magtfulde Inkal.

Inkalen er universets urkraft, og der er mange, der gerne vil have fat i den: det papegøjeagtige, firbenede folk, Bergerne, de onde teknokrater, Technosfolket, undergrundsgruppen AMOK, deres leder Tanatah, og hendes søster, den smukke og mystiske Animah – rotternes dronning. Søstrene ender med at hjælpe John Difool, som derudover også får følge af den antropomorfe ulv Kill, krigermunken Metabaronen og det androgyne barn Soluna.

Jodorowsky og Moebius mødte hinanden under forberedelserne til indspilningen af Frank Herberts sci-fi klassisker DUNE. Et af filmhistoriens legendariske projekter, der aldrig blev til noget. Inspirationen tog de dog med sig over i INKALEN, som bærer tydeligt præg af Herberts univers. At Star Wars feberen også var i fuld gang på det tidspunkt, lader sig bestemt også mærke.

Samtidig er INKALEN helt sin egen. Den fremstiller et dystopisk, klasseopdelt samfund, hvor den store pøbel er bedøvede ’tv-vrag’, teknologi er den nye religion og kloning og organiseret organhøstning en realitet. Jodorowskys forkærlighed for det erotiske og lurvede skinner også tydeligt igennem, og i bedste franske auteurstil er de herrer ikke bange for at vise et par bare kvindebryster.

I tegneserieverdenen har der været nogen kontrovers om farvelægningen, som er ny i forhold til de oprindelige udgivelser. Da dette er mit første møde med INKALEN, kan jeg sige mig helt fri for nostalgiske følelser, og med de sammenligninger jeg har set, kan jeg absolut støtte op om den nye farvelægning. Den er mere naturalistisk end den originale, som til tider virker helt arbitrær, og er med til at fremhæve Moebius’ fine streg. Den skyggeeffekt, der er brugt på ansigterne, er dog en anelse for Photoshop-agtig og bliver faktisk lidt irriterende.

Man bør absolut unde sig selv at stifte eller genstifte bekendtskab med INKALEN og Inkalen-serien i det hele taget, som udover de 6 albums også indeholder et fyldigt forord med bibliografier, interviews og et ikke før udgivet kapitel.