Broken Sword 5 – The Serpent’s Curse

Den ukuelige amerikanske optimist George Stobbart og hans trofaste sidekick Nicole Collard er tilbage i femte titel i Broken Sword-Serien, denne gang finansieret gennem Kickstarter. Den dybe tallerken bliver ikke genopfundet, men hvis du er fan, vil du nok forblive fan.

Tim Schafers Broken Age åbnede ballet for brugerfinansierede spil i 2012 (også anmeldt i dette nummer – red.), og ikke mindst for det klassiske point-and-click adventurespil. Også Charles Cecil og Revolution red med på bølgen, of fik finansieret Broken Sword 5, af hvilket episode 1 af 2 nu er tilgængelig. Broken Sword er et klassisk adventurespil, der især udmærker sig ved de flotte og stemningsfulde baggrunde, gode stemmeskuespillere, atmosfærisk musik og lyd, Dan-Brown-agtige historier med religiøse og okkulte konspirationer og gamle hemmeligheder. På den måde, er der ikke pillet ved formlen siden det første spil fra 1996 – overhovedet! Jo, karakterne er nu animeret i 3D i stedet for 2D, hvilket ikke nødvendigvis er et fremskridt.

Også historien føles som genbrug; ligesom det første spil lægger The Serpent’s Curse ud med et mord i Paris, et ’tilfældigt’ møde mellem George Stobbart og Nicole Collard, og en mordopklaring der viser sig at række mørke tråde ned gennem historien ud i religiøse og okkulte hemmeligheder. George Stobbart, den ærkeamerikanske californier, er dog avanceret fra turist til kunstforsikringsmand i Paris, mens Nicole Collard, stadig er sexy reporter for en parisisk avis. Selv om de to helte, som man skiftes til at styre, allerede blev forenet i et kys i det første spil, er de seksuelle spændinger stadig høje her efter 18 år. Nicole Collard har stadig paris’ hotteste frisure anno 1996, og det (samme?) røde miniskørt, nylonstrømper og sorte høje hæle, ligesom hendes engelske er ligeså godt som Prins Henriks danske.

Udover den gennemsyrende nostalgi, er de 4-5 timers spilletid i episode 1 ganske underholdende. De stærkeste kort på hånden, er stadig de smukke håndtegnede baggrunde, pariserstemningen og lydbilledet. Historien går fra simpel forsikringssvindel, til en gnostisk konspiration om at vække djævlen ved hjælp af et gammelt maleri. Men episode 1 føles mere som en teaser til den rigtige historie, som man lige får løftet sløret for til allersidst, og står derfor en smule uforløst. Her er både klassiske inventory- og dialog-puzzles, såvel som et par ud-af-boksen puzzles. Niveuaet er generelt passende, lige lovligt nemt måske, med et par svære fartbump hen ad vejen. Historien fortælles lineært, man ledes i hånden fra lokation til lokation, trods forsøget på at give en illusionen af frit valg med et oversigtskort, her i første episode, udelukkende i Paris og London. Spillet forsøger sig også med seriens kendetegnende platte Benny-Hill-humor, som nogle nok synes er sjov. Der er den inkompetente og inkontinente politisergent Moue, den engelske aristokrat Lady Piermont, en kliche over den rige, alkoholiserede, flirtende ’rige dame’, en ond Putin-lignende ruser, der samler på kunst og Fabergé-æg. 

Overall: 6/10

At spille Broken Sword 5 er ligeså nostalgisk (og hyggelig) som at se genudsendelser af Hercule Poirot under slumretæppet, med en kop varm Earl Grey i hånden. Man bliver ført i hånden, man bliver sjældent overrasket, men det kan slå nogle timer ihjel en kedelig søndag eftermiddag. Gamle fans kan fortsætte her.

The Last of Us: Left Behind

Bragt i Gameplay Magazine

The Last of Us: Left Behind

FAKTA

Format

PS3

Genre

Action-adventure

Udvikler

Naughty Dog

Alder

Fra 18 år

Prøv også

Gone Home

Sidste års bedste spil, var i min bog The Last of Us. Sjældent har jeg været mere engageret i spilkarakterer end jeg var i Joel og Ellie. Det var for mig en perfekt fusion af spil og historie, der var pacet på den helt rigtige måde, med nok variationer til at holde én engageret hele vejen.

Nu er den første udvidelse kommet der kan købes og hentes direkte på PSN. I The Last of Us: Left Behind styrer man udelukkende Ellie, teenagepigen fra det oprindelige spil. Udgangspunktet er en scene fra The Last of Us, hvor Ellie og Joel flygter fra kannibaler ved Universitetet i Colorado, og Joel falder ned på en metalstang. I Left Behind, skal Ellie finde et førstehjælps-sæt til at lukke Joels sår, i et forladt (og dog) indkøbscenter. Sekvenserne med Ellie der begiver sig længere og længere ind i centret, på jagt efter nål og tråd, krydsklippes med begivenheder der fandt sted tre uger før The Last of Us startede.

Her er Ellie i militærskole, hendes bedste veninde Riley har været forsvundet i seks uger. En aften dukker Riley op på Ellies stue med et Firefly-hundetegn om halsen. Ellie er sur på Riley over hendes lange fravær, men lader sig alligevel lokke med til et indkøbscenter, hvor de plejede at hænge ud. Sekvenserne med Ellie alene i indkøbscentret, på jagt efter førstehjælp, jagtet af inficerede og kannibaler, vil være kendt stof for gamle spillere. Dog får man her muligheden for at spille mennesker og inficerede ud mod hinanden. Spillets virkelige trumf er sekvenserne med Ellie og Riley. Jeg har aldrig set et venskabsforhold mellem to teenagepiger skildret med en sådan indlevelse, finfølelse og overbevisning. Det er et stærkt stykke historiefortælling, og igen får man præsenteret karakterer der virkelig kommer ind under huden på en.

Spillet kampsekvenser er udelukkende begrænset til nutidssekvenserne med Ellie alene, men det betyder ikke at man bare er tilskuer til Ellies og Rileys eventyr i indkøbscentret. I stedet får man lov at kæmpe med vandpistoler, lege med en fotoautomat, konkurrere om hurtigst muligt at smadre alle ruderne i en bil, lege med halloween-masker og mere. Alt imens kører snakken mellem de to piger, Ellie varmer langsomt op overfor Rileys charme, og pigerne finder hinanden i en scene der er reelt rørende uden at blive for sentimentalt.

Spillere af Left Behind vil jo nok allerede kende historien i The Last of Us, og derfor vide hvordan det ender med Ellie og Riley. Men det faktum fratrækker ikke noget fra historien, tværtimod giver det alle scenerne en smertelig kant. Vi ved det ender dårligt, men håber ulogisk at det ikke gør. Det gør scenerne skæbnetunge og let melankolske, og man nyder de korte øjeblik af bekymringsfri leg og fjollerier på trods af, eller netop fordi man ved at det bliver de sidste nemme øjeblikke i lang tid for Ellie. Præcis som personerne i den post-apokalyptiske verden der er The Last of Us, nyder hvert et sekund livet giver dem. Som Riley siger til Ellie i en af de sidste scener: der er en million måder vi skulle have døet på før i dag, og en million måder vi kan dø på før i morgen, men vi kæmper for hver et sekund vi får lov at tilbringe med hinanden, uanset om det er to minutter eller to dage.

Overall: 10

Left Behind bygger oven på ophavet uden at snuble. Spillets virkelige trumf kommer i udforskningen af forholdet mellem Ellie og Riley kombineret med de perfekt pacede actionsekvenser, hvor man står alene mod overmagten, dertil den nyskabende brug af de spilmekaniske grundelementer. Her går produktion og historie op i en højere enhed, resultatet er sublimt.

Papers, Please

Bragt i Gameplay Magazine

52_papers please

Mesterligt svensk indiespil går direkte i hjertekulen med tung melankoli og politiske temaer.

FAKTA

Format

Pc

Genre

Hovedbrud

Udvikler

Lucas Pope

Udgiver

Distributør

Alder

Fra 18 år

Prøv også

The Sims, Startscenen i Half-Life 2

Hvis du går rundt med en lille skran- kepave i maven, kan du få lov at udleve den i svenske Lucas Popes indiespil Papers, Please. Året er 1982, du er den ”heldige” borger i den ktive kommuni- stiske stat Arstotzka, der har vundet et job som grænseinspektør. Som inspek- tør skal du kontrollere, at alle, der søger adgang, har dokumenterne i orden. Hvis alt stemmer, får de det grønne stempel i passet, hvis de mangler en tilladelse, el- ler nogle papirer er udløbet, bliver de af- vist, og hvis de udgiver sig for en anden eller har forfalsket dokumenter, kan du få dem smidt i arresten til ”afhøring”.

I sig selv er det monotome og ensfor- mige arbejde overraskende sjovt. Man lærer hurtigt at gennemskue dokumen- terne, og det er vigtigt at være hurtig, for éns løn er afhængig af, hvor mange man får behandlet. Ved hver dags af- slutning får man et overbliksbillede over sin økonomi og sin families tilstand. Hvis man ikke har tjent nok, må man und- lade at købe mad eller varme en dag, hvilket fører til, at éns familiemedlem- mer begynder at fryse og bliver sultne, hvilket i værste fald fører til sygdom og ere udgifter til medicin. Incitamentet til at være lidt kreativ på pengefronten er bestemt til stede, når éns familie sulter og fryser. En af grænsevagterne tilbyder lidt ekstra, hver gang man får ansøgere anholdt, og det ender ligefrem med, at en godkendelse føles som en asko. Papers, Please fanger perfekt de fremmedgørende mønstre og mekanikker, der er i et samfund domineret af kontrol og overvågning, hvor den politiske agenda gennemsyrer alle instanser, og hvor ydmygelse er en del af hverdagen. Man kan smide folk i scanneren – både for at se, om de gemmer smuglervarer, men også for at bestemme deres køn. En mor tigger om at komme ind og se sin søn, selvom hun ikke har de rigtige tilladelser – hvad gør du? Lader hende komme ind, men får en påtale og får sværere ved selv at brødføde din familie, eller afviser du hende og sluger de moralske tømmermænd?

Du vælger selv, om du vil være den ledeste bureaukrat, der ikke bøjer reglerne for nogen, eller om du vil lade de medmenneskelige hensyn veje tungest. Du kan også bekæmpe systemet indefra ved at støtte en underjordisk terror-/frihedsorganisation. Det er disse etiske overvejelser, der gør Papers, Please så interessant, provokerende og grænseoverskridende. (læs også ”Når spil overskrider vores grænser” i sidste nummer af Gameplay, -red.).

Præsentationen af spillet er simpel, men effektiv. Det er lavet i 16-bit-grafik, og skærmen er opdelt i tre dele: En oversigt over grænseposten med den lange kø af immigranter og bommene og vagterne; et frustrerende lille skrivebord, hvor man omstændeligt skal arrangere og sammenholde stakkene af dokumenter; og endelig selve skranken, hvor hver ansøger står og afventer dommen. Lydbilledet er fint fanget med et monumentalt og dystopisk musiktema, syntetiserede vrøvlestemmer og gode lydeffekter. Megafonen, der skrattende kalder den næste frem, eller den overraskende lyd, når gitteret falder i, og alarmen lyder, når en selvmordsbomber pludselig springer over bommen.

Efter et par dage på vagten kan du nærmest lugte brunkålens dunst komme ud af de grå betonklodser, når du nedbøjet går hjem til familien. Det er deprimerende, provokerende og helt fantastisk.

Christian Jess Rasmussen

VURDERING 9/10

En perfekt blanding af spil, idé og historie, der samtidig har noget på hjerte politisk og etisk. Papers, Please er en lille perle af et indiespil, som spiller mere på følelser end visuelt lir.