Halloween

Bragt på Soundvenue

3/6

’Halloween’: Imødeset slasher-reboot er lidt for oldschool

den store Hollywood-kalender er der en fed rød cirkel om den 31. oktober 2018. Der er det nemlig 40 år siden, handlingen fandt sted i John Carpenters slasher-klassiker ’Halloween’ fra 1978, der også blev startskuddet for en 19-årig Jamie Lee Curtis’ skuespillerkarriere.

Det er selvfølgelig ikke første gang, franchisen malkes, faktisk er instruktør David Gordon Greens film den 11. i ’Halloween’-universet, og flere af forgængerne var (uheldigvis) også med Jamie Lee Curtis på rollelisten, inklusive 20-års-filmen ’H20’.

I det aktuelle reboot er historien i de ni mellemliggende film retconned væk, og den prøver at rense lidt ud i rækken af dårlige efterfølgere ved udelukkende at tage afsæt i den originale film fra 1978, og hvad der nu sker her 40 år senere.

Laurie Strode (Curtis) er blevet en halvskør gammel bedstemor, der lever isoleret i skoven i bedste prepper-stil i et hus spækket med fælder og våben. Det traumatiske møde med psykopaten Michael Myers som 19-årig babysitter har ensporet hendes liv, så det udelukkende handler om at forberede sig og vente på den endelige konfrontation med morderen, som er indespærret på en mentalinstitution.

Man kan sige mange dårlige ting om den nye ’Halloween’, men historien, der skyder fortællingen i gang, er nu meget sjov. Vi følger to britiske undersøgende journalister, der meget oppe i tiden er ved at lave en podcast om gamle kriminalsager. De besøger Michael på institutionen, hvor han har siddet i fire årtier, og møder også hans nye læge Sartain, der ligesom hedengangne Loomis (Donald Pleasance) er lidt for fascineret af sit subjekt. Med sig har de Michaels gamle ansigtsmaske, der vækker et eller andet i ham.

Dagen før Halloween skal Michael flyttes til en mere sikker institution (lol, dårlig timing). Og hvad klokken så har slået, kan man næsten regne ud, den endelige konfrontation mellem de to traumatiserede sjæle er selvfølgelig uundgåelig – selvom jeg sad og håbede, at filmen ville finde på noget andet. Laurie får chancen for at sige »hvad sagde jeg« til alle skeptikerne, særligt sin fremmedgjorte datter Karen (Judy Greer), som de sociale myndigheder tog fra hende, da de ikke fandt, at et liv med våben- og overlevelsestræning var en gunstig barndom for en lille pige. Lauries prepper-hus kommer selvfølgelig i spil, om end den store plan er grinagtigt ringe udtænkt.

Michael Myers i ‘Halloween’

Gysergenren har i dag bevæget sig i en ny fascinerende retning med film som ’The Witch’, ’It Follows’, ’Get Out’ og ’Hereditary’. Man skal ikke forvente, at ’Halloween’ er en af den slags film. Den er en old school slasher-film tilsat en vis moderne genrebevidsthed og et par ret sjove dialog-scener, der falder lidt udenfor. Det handler primært om teenagere, der myrdes én efter én af den altid stille kæmpe Michael Myers. Og Gordon Green gør ikke noget forsøg på at forklare Michaels handlinger, hvilket er en stor fordel for filmen. Som figur er han da også oppe i de kanoniske gyserrækker med Leatherface, Jason og Freddy Krueger.

’Halloween’ formår et stykke hen ad vejen at kopiere Carpenters oplæg (komplet med et opdateret score fra Carpenter og søn), men der mangler desværre spænding i mange af mordscenerne, som udspiller sig på forudsigelig vis. Man må også tåle en række fladpandede dialoger og forbløffende underlige handlinger som det føromtalte, yderst ringe klimatiske møde mellem Laurie og Michael, der tangerer ren fan-service.

Hvis man elsker originalen og 80’er slasherfilm i det hele taget, vil ’Halloween’ sikkert ramme en nostalgisk nerve. Og filmen er måske også god nok til at være en højtidsfilm, man fordøjer med store mængder popcorn for derefter hurtigt at glemme igen. Har man højere forventninger til gysergenren, bør man kigge andre steder hen.

Shoplifters

’Shoplifters’: Årets guldpalmevinder knuser hjertet indefra

5/6

Bragt på Soundvenue

Hirokazu Koreeda er særdeles feteret herhjemme. Alle hans film bliver vist i de danske biografer, og det er der vist ikke andre japanske instruktører, der kan bryste sig af. Men det er med god grund. Koreeda mestrer den for Japan så karakteristiske slice-of-life-stil, hvor man som tilskuer føler, man træder ind i en anden virkelighed. Hans realistiske dialoger, hvor samtalen flyder som pingpong mellem karaktererne, føles så ægte og impulsive, for eksempel i hans mesterværk ’Still Walking’.

Hos Koreeda er der ofte ingen store konflikter eller en stor plotudvikling, ligesom der er meget lidt eksponering. I stedet fokuserer hans film på det mellemmenneskelige drama, mere end ofte i familiens rammer. Konflikterne er nok fejet under gulvtæppet, men følelserne er store og ægte. Samtidig er der noget helt særligt japansk på spil i Koreedas film, ofte i det voldsomme sammenstød med landets stærke traditioner og en ny globaliseret modernitet, der er helt unik, men også efterlader mange mennesker i randeksistenser på grænsen til eller i ekstrem fattigdom.

I ’Shoplifters’, der vandt Guldpalmen på årets Cannes-festival, følger vi også en familie, om end en umage én af slagsen. Faren Osamu (den evige Koreeda-proletar Lily Franky) og moren Nobuyo bor med deres søn Shota samt morens søster og mor Hatsue (Koreedas evige bedstemor Kirin Kiki), der klipper tånegle, så de lander i nudelsuppen under aftensmaden. De bor i et forfaldent lille hus, der emmer af fortidens storhed, hvor man havde karper i den lille dam i haven, men nu er rodet og trangt. Det står omgivet af modernitetens frontsoldater – de høje betonboligblokke – og er eftertragtet af ejendomsmæglere, der vil rive det ned og bygge etageboliger.

Forældrene har hårdt manuelt arbejde, men familiens lever primært af bedstemor Hatsues pension og så organiserede rapserier i supermarkeder, hvor far og søn i parløb vælter slik og instant nudler ned i rygsække og lommer. Efter et vellykket togt støder far og søn på en lille pige Yuri, der fryser og er sulten. De tager hende hjem for at give hende et varmt måltid, men opdager, at hun er blevet udsat for voldelige overgreb, og hurtigt bliver hun en del af den lille røverfamilie.

Fokus i filmen er, hvad der binder mennesker sammen. Om det er blod, penge, sex eller hemmeligheder. Familien har lavet deres eget lille bolværk mod det moderne liv og det til tider hjerteløse sociale system, og selvom deres moralske kompas nok peger i den forkerte retning (og mere end man umiddelbart tror), har de hjertet på rette sted. De har valgt selv at definere værdierne og grundlaget for deres samvær, ofte på andres bekostning.

Filmens store trick er dog at glide ubemærket ind i hjertet for at knuse det indefra til sidst. Man kan i starten følge sentimentaliteten, strygerne og den lille pige Yuris store våde mangaøjne op afstand, men før man har opdaget det, har man fuldstændig accepteret den virkelighed, man ser udfoldet på lærredet.

Måske dvæler Koreeda lidt for meget i de samme sætstykker. Men det tager ikke fra ’Shoplifters’, at det er en af de mest følelsesmæssigt overrumplende film, jeg har set længe.

Hold the Dark

Bragt på Soundvenue

’Hold the Dark’: Stortalents voldelige Netflix-film taber tråden

3/6

Instruktør Jeremy Saulnier er efter sine to første film – de mørke, genreeksperimenterende thrillere ’Blue Ruin’ og ’Green Room’ – blevet udråbt som en nyt stort instruktørtalent. Forventningerne til hans tredje film ’Hold the Dark’, som for nyligt blev vist på Toronto Film Festival, og som nu kan ses på Netflix, er derfor også høje. Filmen er Saulniers mest ambitiøse og dyre produktion hidtil og er baseret på William Giraldis roman af samme navn fra 2014.

I filmen kontaktes naturforfatteren Russell Core (Jeffrey Wright direkte fra ’Westworld’-berømmelse, selvom han altid vil være Belize fra ’Angels in America’ for mig) af den unge mor Medora Slone (altid gode Riley Keough). Hun skriver, at hendes seksårige søn af blevet taget af ulve i en lille flække i Alaskas ubarmhjertige ødemark. Core, som er ulveekspert, har skrevet en bog om en ulv, der tog et barn, som han slog ihjel. Nu er Slone ude efter hævn over ulvekoblet, som efter sigende også har taget andre børn i området.

Alaska er et ubarmhjertigt, mørkt og koldt sted i ’Hold the Dark’. Ikke ulig Wyoming i Taylor Sheridans ’Wind River’, en film ’Hold the Dark’ har en del til fælles med. Der er noget uforståeligt og mørkt på spil i forholdet mellem Core og Slone – i det hele taget er der noget inciterende over mystikken i filmens start. Filmens problem er mere svarene på de mystiske spørgsmål, den stiller. Eller manglen på samme.

Der er en eksplosiv voldelighed i filmen, ikke mindst katalyseret af Medora Slones mand Vernon Slone (en usædvanligt kold Alexander Skarsgård), der er udstationeret soldat i Irak. Han vender hjem efter at være blevet såret i en overraskende sekvens, hvor vi pludselig kommer fra Alaskas kulde til Iraks hede ørken i tiden omkring slaget ved Fallujah under krigen. Efter sig trækker han et blodigt spor af død, illustreret i foruroligende og effektfulde voldsscener.

Han har, modsat de andre ’hvide’ amerikanere i området, den originale stammebefolknings respekt. En af hans allierede, Cheeon (Julian Black Antelope), har en temmelig sublim skududveksling med en hær af lokale politibetjente. Filmen er fyldt med suveræne enkeltscener, men formår ikke rigtigt at binde dem sammen på tilfredsstillende vis. Og mystikken, der virker som en voldsomt velkørende motor til at begynde med, løber efterhånden tør for benzin, kulminerende i en ærgerlig slutning.

Man mærker Saulniers håndværksmæssige tæft, og måske er det manus og romanoplæg, der er stukket af med filmen. Forhåbentligt samler han det hele sammen i sin næste film.

2001: A Space Odyssey

Bragt på Soundvenue

2001: A Space Odyssey’: Kubricks klassiker i IMAX-format sender gåsehud ned af ryggen

6/6

2018 har stået i den amerikanske instruktør Stanley Kubricks tegn. Han ville være fyldt 90 i år, i Cinemateket i København er de fleste af hovedværkerne blevet vist, og i kunstforeningen Gl. Strand har der været en stor udstilling med manuskripter, modeller og rekvisitter fra hans film. Kubrick bliver af gode grunde betragtet som en af verdens største instruktører. Hans perfektionistiske tilgang til filmmediet brød nye grænser, både genremæssigt og teknologisk, og hans film rakte endda ind i den virkelige verden og påvirkede design, mode og sprog.

Kubricks monumentale science fiction-værk ’2001: A Space Odyssey’ fylder også rundt i år. 50 år er der gået, siden filmen havde premiere i 1968 til en blandet modtagelse. Siden er filmen blevet hyldet som en af verdens bedste film og et sci-fi-hovedværk, der stadig påvirker genren i dag. Hvem kan således lave en film med en menneskelignende AI’er uden at forholde sig til HAL 9000, supercomputeren i ’2001’ – fra ’Ex Machina’ og ’Alien’ til ’Moon’ og Christopher Nolans sci-fi-epos ’Interstellar’, der på mange måder er 2001’s åndelige efterfølger, hvor rumrejsen tager en uventet filosofisk og surrealistisk drejning, og hvor grænserne mellem tid og rum ophæves.

Nolan har passende stået bag en restaurering af ’2001’ i 4K og IMAX, der er en del af årets CPH PIX-festival. Og for os, der kun har set filmen på fjernsyn i varierende kvalitet, er det en oplevelse, man bør unde sig selv. Filmen er ikke specielt lettilgængelig. Dens tempo er adstadigt, men der er en utrolig selvtillid i dens langsomhed. Dens hypnotiske kraft virker utvivlsom bedst i biografsalens aflukke.

Det må have været mindblowing at opleve filmen i 1968, et år før mennesket satte fod på månen. Og filmen rådyrker da også det rum-æstetiske, i hvad man næsten kan betegne som space porn. Langsomt svævende rumfartøjer, en vægtløs fyldepen og rumstewardesser med ’grip shoes’, der pludselig går på loftet (et klip som man også kan se på Louisianas aktuelle udstilling om Månen). Alt sammen ledsaget af Johan Strauss’ klassiker, den lystfulde og legende ’An der schönen blauen Donau’.

Det er nærmest kun i netop de langsomme rumsekvenser, at filmen virker en smule bedaget. Hvilket faktisk er imponerende for en 50 år gammel film, der ellers virker usædvanligt frisk og tidssvarende i sine fantastiske praktiske effekter. Det undrer ikke, at effektmageren Douglas Trumbull har en finger med i spillet. Trumbull var også effektmand på ’Blade Runner’, nok højdepunktet for praktiske effekter.

For dem, der ikke kender filmen, er den opdelt i fire sekvenser. Vi starter millioner af år tilbage i den afrikanske ørken, hvor en stamme menneskeaber kæmper for overlevelse mod rovdyr og konkurrerende stammer. En morgen står en perfekt rektangulær sort monolit i ørkensandet.  Efter at have rørt den finder abestammen ud af at bruge knogler som våben, hvilket gør dem i stand til at besejre de konkurrerende stammer. Og her følger filmhistoriens mest ikoniske match-cut, hvor der klippes fra en knogle, der snurrer rundt i luften, til en satellit, der hænger i verdensrummet millioner af år senere. I næste sekvens, der især dyrker føromtalte rumæstetik, findes en ny monolit på overfladen af månen, og i tredje og fjerde sekvens følger vi en ekspedition i rummet, der prøver at klarlægge monolitens oprindelse.

Det er i den tredje sekvens, hvor vi følger ekspeditionens start, at der er mest plot og action. Det er også her, vi præsenteres for filmens egentlige stjerne, supercomputeren HAL, som hjælper de to astronauter Poole og Bowman med at navigere til Jupiter med rumskibet Discovery One. Resten af besætningen er nedfrosset (endnu en genremæssig nyopfindelse). Den ufejlbarlige computer har en funktionsfejl, der gør, at den vurderer, at det mest rationelle er at slå besætningen ihjel.

AI’eren, der beslutter, at menneskeheden er en trussel mod missionen, er, som så meget andet i ’2001’, yderst aktuelt i dag. »I’m sorry Dave, I can’t do that«, som HAL høfligt formulerer sig, mens han planlægger at tage livet af hele besætningen. Det er en elementært spændende del af filmen, der også indeholder lange klaustrofobiske rumvandringer, hvor man kun kan høre vejrtrækningen i rumdragten og den sivende ilt. ’Sunshine’, ’Gravity’ og alle andre film med pirrende rumvandringer må vedkende sig arven fra Kubrick.

Som flere af Kubricks film iscenesætter ’2001’ et lidt koldt univers, og kritikerlegenden Roger Ebert kaldte ikke helt unfair HAL for fortællingens mest menneskelige karakter. Alligevel står filmen stadig som en uomgængelig klassiker, der er en nydelse i IMAX-formatet, også i lydbilledet. Åbningsscenen, hvor Richard Strauss’ storladne ’Also sprach Zarathustra’ med de rystende pauker akkompagnerer Månen, Jordens og solens dans i rummet, sender gåsehud ned ad ryggen.

Don’t Worry, He Won’t Get Far On Foot

Bragt på Soundvenue

‘Don’t Worry, He Won’t Get Far On Foot’: Joaquin Phoenix leverer et dybt og indfølt portræt

4/6

Hvis man skulle være lidt streng, kan man godt sige, at Gus Van Sant ikke har lavet en god film i 10 år. Ikke siden ’Milk’ i 2008, hvor Sean Penn spillede Harvey Milk, San Franciscos første homoseksuelle borgmester, har Van Sant haft et rigtigt publikums- og kritikerhit.

I det hele taget har man aldrig kunnet være sikker på, hvad man fik, når man så en ny film af Van Sant. Det er da også ofte de tidlige film ’Drugstore Cowboy’ og ’My Own Private Idaho’ fra henholdsvis 1989 og 1991, der nævnes i forbindelse med hans navn.

Nu er han heldigvis tilbage med en film, der godt nok ikke er et rent hit, men heller ikke et miss – en gedigen film, der tydeligt bærer Gus Van Sants fingeraftryk: en følsom portrætfilm af en amerikansk original og en historie om afhængighed, fald og oprejsning i den marginaliserede del af USA. Filmen, med nok årets længste titel ‘Don’t Worry, He Won’t Get Far On Foot’genforener Van Sant med Joaquin Phoenix, de arbejdede sidst sammen i 1995 på filmen ‘To Die For’. Phoenix spiller John Callahan, en alkoholiker, der som 21-årig bliver lam i det meste af kroppen i et trafikuheld, hvor en drikkefælle (spillet af Jack Black i filmen) under stærk påvirkning totalsmadrer Callahans bil.

Filmen hopper fragmentarisk frem og tilbage i Callahans liv som lammet og kørestolslænket. I kørestolen opdager han et talent for at tegne humoristiske tegneseriestriber – ofte med lidt kontroversielt indhold om handicappede, nonner og den slags – som bliver hans redningsanker ud af depressionen og alkoholen (det, og en smuk svensk stewardesse, spillet af Rooney Mara). Filmen er baseret på den rigtige John Callahans selvbiografi af samme navn (Callahan døde i 2010 under en operation), Callahan fik i 27 år bragt sin stribe i en lokalavis i Portland, Oregon.

Det er en opløftende og inspirerende historie, som man samtidig har set mange gange før – om et menneske, der kæmper sig op at et dybt, sort hul og får skabt et liv for sig selv. Callahans alkoholmisbrug sender ham i armene på Anonyme Alkoholikere og deres 12-trins program. Hans sponsor bliver Donnie, en homoseksuel rigmandssøn, der ligner en slags Bee Gees-Jesus med dybt nedknappet skjorte og langt hår. I sin kæmpevilla holder han private møder med en gruppe blandt andet bestående af Corky, den rige forstadshustru, der en dag blev træt af det hele (spillet af Kim Gordon fra Sonic Youth), og tyskeren Hans (Udo Kier fra blandt andet ‘Riget’).

Callahans historie bliver derfor også en hyldest til AA og sponsorordningen, Donnie vifter alle sine grislinges (som han kalder sin sponsorbørn) undskyldninger for misbruget bort og trænger direkte ind i problemernes kerne. Det er ganske smukt at se Callahan komme igennem de 12 trin.

Joaquin Phoenix og Jonah Hill i ‘Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’.

Filmen er sjov, det er fornøjeligt at se Joaquin Phoenix komme drønende ned ad fortovet i sin elektriske kørestol med hovedet hoppende som en bobbelhead-figur på instrumentbrættet. Men det er først og fremmest castet, og især Phoenix, der løfter materialet op. Phoenix beviser endnu engang sit store talent og leverer et dybfølt og indfølt portræt. Også Jonah Hill leverer en god figur i den lakoniske, men varme Donnie, der flittigt citerer Lao-Tzu og kalder gud for Chucky (efter dræberdukken), fordi han er så uberegnelig. Filmen giver også sympatisk indblik i en marginaliseret gruppe – handicappede – og deres udfordringer med eksempelvis sex.

Nogle vil nok finde filmen for sentimental, men man skal være ualmindeligt kynisk for ikke at lade sig smitte af John Callahans livsglæde og triumf over handicappet og alkoholen. Callahans striber er heldigvis også hyppigt til stede i filmen som små animerede vignetter – og de er morsomme. Og om ikke andet så se den for det fantastiske 70’er-tøj og -farver. Trompetbukser til alle!

Bergman – et år, et liv

Bragt på Soundvenue

’Bergman – et år, et liv’: Svensk filmmester ville have haft adskillige #MeToo-skandaler på halsen

4/6

1957 er i fokus for Jane Magnussons to timer lange dokumentar om Ingmar Bergman. Året er skelsættende for både den 38-årige Bergman og for filmhistorien som sådan, da to absolutte hovedværker ser dagens lys: Middelalderdramaet ’Det syvende segl’ er allerede filmet og har premiere i starten af året, mens erindringsdramaet ’Ved vejs ende’ med den aldrende filmlegende Viktor Sjöström i hovedrollen bliver både skrevet, filmet og har premiere i slutningen af året.

Som om det ikke var nok, har Bergman fire andre premierer det år, to teateropsætninger (’Peer Gynt’ og ’Misantropen’), en tv-film og et radiodrama. Det er også året, hvor Bergman kan gøre, hvad han vil takket være ’Det syvende segl’s store succes. Han begynder i højere grad at lave mere eksperimenterende og personlige film og opnår også herfra status som en genial auteur, der gør det, der passer ham.

Samtidig har Bergman seks børn med tre forskellige kvinder. Han er gift, men har en affære med en af sine hofskuespillerinder Bibi Andersson, og møder også både sin fjerde og femte hustru samme år. Børnene ser han ikke, og både hustruer og elskerinder inviteres til filmoptagelserne. Det overrasker ikke, at han i denne periode lider af blødende mavesår og udelukkende lever af tykmælk og mariekiks.

Filmen lægger ikke fingre imellem, når den skildrer Bergmans forhold til kvinderne, og der er ingen tvivl om, at Bergman ville have adskillige #MeToo-skandaler på halsen, havde han levet i dag. I et slettet udsnit af Bergmans selvbiografi ’Laterna Magica’ skriver han selv, hvordan han slår en tidlig kæreste med en skammel og voldtager hende, mens hun ligger halvt bevidstløs. Samtidig slås det fast flere gange i filmen, at Bergman har en ret løs tilgang til fakta.

Der er ingen tvivl om, at Bergman var utroligt magtfuld, og at han udnyttede magten til både at komme i seng med mange af sine skuespillerinder og til at få fjernet konkurrerende elementer. Om hans tid i 90’erne som chef for den svenske nationalscene Dramaten udtaler tidligere kolleger, hvordan der var både en frygt for mesteren og et fedteri, der betegnes som »monumentalt røvslikkeri«. Her kommer filmen også ind på den psykiske terror, han kunne udøve mod sit cast, idet han decideret prøver at knække hovedrollen i genopsætningen af ’Misantropen’.

Grebet med at fastholde blikket på 1957 bliver dog hurtigt udvandet, for filmen hopper ubesværet frem og tilbage i Bergmans biografi og bør snarere ses som en overordnet biografi end en fortælling med et snævert dogmatisk greb. Der slås ned på en række emner, Bergmans barndom, hans flirten med nazismen, hans instruktion, kvinderne og utroskab, hans selvvalgte eksil i Tyskland osv. Der er ikke nogen logisk sammenhæng mellem emnerne, selvom de er interessante nok i sig selv.

Der interviewes en del forfattere og folk, der arbejdede sammen med Bergman, selvom det kun er Liv Ullman og Gunnel Lindblom fra det klassiske Bergman-ensemble, der giver deres besyv med. Tilsat et par arbitrære valg, som Barbra Streisand, som engang var på et set og vist nok synes, ’Det syvende segl’ var flot, eller Lars von Trier der kalder ham et dumt svin og erklærer ham sin kærlighed.

’Bergman – et år, et liv’ er en fin film, der giver et godt portræt af sin hovedperson. Man savner nogle deciderede filmhistoriske kilder, der kan sætte værkerne i en kontekst, og så er filmen for lang med sine fulde to timer. Den er vigtigst gennem sin belysning af Bergmans mørke sider, og man finder ud af, hvilket enormt personligt offer det var at frembringe den stribe filmhistoriske mesterværker, han står bag, både for ham selv og for de mennesker, der omgav ham.

Alligevel er det ikke et karaktermord, der står tilbage. Filmene kommer ham til undsætning. Bergman pøser sit eget liv ind i karaktererne og holder ikke tilbage med at fremstille sine egne mangler.

Ud af intet

5/6

Bragt på Soundvenue

Tysk-tyrkiske Fatih Akin kan noget med følelser, de store melodramatiske vibrationer i forholdet mellem mennesker. Og hans nyeste film ’Ud af intet’ er endnu en tur i en velorkestreret vridemaskine, der efterlader én temmelig deprimeret og kun en lille smule manipuleret.

Filmen, der fortjent vandt en Golden Globe for bedste udenlandske film, er delt op i tre dele: En familietragedie, et retssalsdrama og en hævnthriller. Den første del er så klart den bedste. I en hjemmevideo-sekvens ser vi, hvordan den tyrkisk-tyske narkohandler Nuri (Numan Acar) gifter sig med tysk-blonde og tatoverede Katja. Seks år senere er Nuri fuldstændig resocialiseret med sin egen oversættervirksomhed/rejsebureau i Hamborgs kulørte handelsdistrikt. Parret har fået sønnen Rocco, og alt ånder idyl i den lille familie.

I denne korte sekvens før tragedien uundgåeligt rammer, etableres der på imponerende vis et yderst troværdigt forhold familien imellem med en lethed og naturlighed i dialogerne, de små hverdagssnakke og en varm kærlighed karaktererne imellem. 

Den nærhed, man får til familien, gør tragedien desto mere effektiv. For faren og sønnen dør af en bombeeksplosion foran Nuris forretning, og Akin og Kruger formår her virkelig at løfte tragedien, så den går direkte i maven. Sorgprocessen kan bedst sammenlignes med Naja Marie Aidts sublime roman ’Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage’, en sjældent rørende skildring af et tab. Da Katja ligger i sin søns køjeseng og stortuder blandt modeller af universet og al børneinventaret, mærker man i den grad hendes smerte.

Huset fyldes af familiemedlemmer og næsvise detektiver, der vil spore bombeårsagen tilbage til narkokriminalitet eller muslimsk terror, alt i mens Katja falder tilbage i de gamle narkovaner og fastholder, at det må være nynazister, der står bag.

Hun får ret, og i filmens anden del følger vi retssagen mod et nynazistisk par, der åbenlyst er skyldige. Det fortællemæssige knirker lidt mere her, og det bliver klart, at vi skal opleve en stor uretfærdighed og det moderne retssystems magtesløshed over for hjemmedyrket national terror. Det store trusselsbillede udgøres af forsvarsadvokaten (Johannes Krisch), der på alle måder giver den som skurk. Han fremstår mere som en kz-lejrkommandant end advokat.

Filmens tredje og sidste del udvikler sig til en spændende forløst thriller, selvom slutningen undrer lidt. Diane Kruger, der vandt prisen for bedste kvindelige hovedrolle i Cannes, spiller den altdominerende hovedrolle, og hun gør det eminent i sin vist nok første tysksprogede film. Hun føjer virkelig lag til sit spil, som jeg ikke har oplevet i de amerikanske blockbustere, jeg ellers har set hende i. Hun er er nærmest oppe i Nina Hoss-klasse.

Akin kobler igen det personlige med det politiske, ikke så godt som i mesterværket ’Auf der anderen Seite’, for denne gang strander det politiske spor lidt i en blindgyde. Men han formår stadig som få at give en stemme til immigranters virkelighed og ophøje det til bevægende og vedkommende filmkunst.

A Quiet Place

4/6

Bragt i Soundvenue

Er det stilleleg, eller hvad sker der?

I starten af ’A Quiet Place’ følger vi en familie på fem, der gennemsøger et apotek i et mennesketomt postapokalyptisk landskab, hvor bevoksningen er ved at overtage kørebanen, gaderne forladte og butiksruderne fyldt med falmede efterlysningsplakater. De træder forsigtig gennem butikken på bare tæer, kommunikerer med tegnsprog og sørger ellers for ikke at lave nogle høje lyde. Og som publikum bliver man øjeblikkeligt revet med af den nervøsitet, der ligger i deres lydløse færden, og da storesøsteren Regan (Millicent Simmonds) griber et stykke legetøj, inden det larmende rammer gulvet, ånder man lettet op.

Konsekvensen ved at lave en høj lyd forbliver selvfølgelig ikke uforklaret. Men de første 10-20 minutter er filmens mest intense. Hver en knitren med slikposer og popcorn fra de andre biografgængere vil nok mere end sædvanligt sende nervesystemet i rødt. Da det uundgåelige endelig sker, og den yngste dreng kommer til at larme, springer et monster ud af det blå.

For ’A Quiet Place’ er en monsterfilm, i skæringspunktet mellem familiedrama, sci fi og horror med en særdeles interessant præmis. Monstrene er her blinde men med en yderst veludviklet høresans, der gør, at al kommunikation foregår med tegnsprog, familien spiser på blade og ikke tallerkener, og på stierne strøer de sand, så kviste og andet ikke larmer, når de bevæger sig.

Emily Blunt og Millicent Simmonds i ‘A Quiet Place’.

Et år efter tragedien venter familien på nu fire en ny tilføjelse, da moren Evelyn (en altid god Emily Blunt) er højgravid. Patriarkfaren Lee (John Krasinski selv) forsøger at få kontakt med andre overlevende over kortbølgeradioen og at lave et høreapparat til den døve datter Regan, mens han indvier den modvillige ældste søn Marcus i jagt og overlevelsesprincipper. Som i den fremragende indiegyser ’It Comes At Night’ er kernefamilien postapokalypsens bedste bolværk, og ligesom i den film er det ret interessant at følge de ritualer og den disciplin, det kræver at overleve apokalypsen. Hvor klaustrofobien i ’It Comes At Night’ var rumlig, er den her auditiv, og det bliver helt forløsende, når der er mulighed for en samtale maskeret af en vandfalds larm. 

Det superinteressante udgangspunkt begynder også at slå lidt revner her. Familien har både rindende vand og elektricitet, men hvem er det lige, der driver de værker? Hvorfor skal de partout rende rundt i bare tæer, kunne man ikke overveje en termosok eller et par bløde maosko? Hvem i hulen vælger at blive gravid i en sådan dystopi, hvor selv den mindste lyd er lig med en hurtig død?

Faren Lee vil af uvisse årsager ikke lade datteren Regan komme ned i sin mancave i kælderen, hvor han lodder høreapparater og leger med radioen, eller lade hende komme med på jagt – selvom hun er meget ivrig og sønnen Marcus ivrig for at slippe. Det skaber skår i forholdet mellem far og datter, og da kernefamiliens integritet begynder at smuldre, rammer katastrofen som en familiekonservativ hammer.

Filmens tredje akt udvikler sig til en regulær monsterjagt a la ’Alien’. Det er en skam, for denne del er ikke forløst lige så godt som første del. Krisen mellem far og datter, som hele tiden har føltes noget forceret, forløses her, men desværre uden den store emotionelle gevinst. Og trods de virkelig gode monstereffekter er en film som denne bare mest effektiv, når monsteret ikke vises for meget frem. Endelig er slutningen tacky og b-films-agtig, hvilket overhovedet ikke passer sammen med resten af stemningen.

Alligevel er ’A Quiet Place’ en særdeles effektiv gyser, der følger i slipstrømmen på de meget vellykkede alternative gysere, vi har set de sidste par år, med titler som førnævnte ’It Comes At Night’, ’Get Out’, ’The Witch’ og ’It Follows’.


Kort sagt:
Selvom sidste del af John Krasinskis gyser udvikler sig i en lidt for regulær blockbuster-retning, er det stadig et yderst interessant bekendtskab med intense scener og en suveræn præmis.

Pacific Rim Uprising

Bragt i Soundvenue

2/6

En af verdens bedste såkaldte mecha animeer (japansk tegnefilmsserie om kæmperobotter) er Neon Genesis Evangelion fra 1995, hvor man følger en række teenagere, der synkroniserer deres nervesystem med kæmpemæssige robotter, for at besejre en række invaderende monstre.

Den indeholder en række super intense og meget dramatiske slag, men er samtidig et medrivende karakterstudie af teenagerne og deres forhold, personlige problemer, traumatiske fortid og fremtidige udvikling – og et stykke genrefiktion, der hæver sig op over genrekonventionerne og på det nærmeste dekonstruerer dem. Altså kort sagt et højdepunkt for fiktion om kæmperobotter og monstre. Og derved det absolut modsatte af ’Pacific Rim Uprising’.

Filmen er efterfølgeren til ’Pacific Rim’ fra 2013, en af Guillermo del Toros middelmådige genrefilm, der dog havde en vis charme. Det er ’Transformers’ fusioneret med ’Godzilla’, tilsat lidt tentaklet havuhyre a la Lovecraft og med ikke så få elementer fra førnævnte Neon Genesis Evangelion og mecha animé-genren generelt. Her hedder kæmpemonstrene Kaijuer, og robotterne er Jägers, som det kræver to piloter i perfekt tankesynkronisering at styre.   

I den første film reddede Jäger-piloten Stacker Pentecost verden ved at ofre sig selv for at lukke den interdimensionelle åbning i Stillehavet, hvor Kaijuerne kom fra. I ’Uprising’ følger vi Stackers søn Jake (altid oplagte John Boyega), der modvilligt presses ind i forsvaret igen for at optræne nye unge Jägerpiloter. En sådan er den anden hovedrolle, teenagepigen Amara Namani (Cailee Spaeny), der er lidt af et mekanisk geni, der har bygget sin egen Jäger.

Historien rasler afsted og kræver mere end sædvanlig suspension of disbelief for at give nogen som helst form for mening. Plot og karakterer er generiske, en del af replikkerne er tåkrummende eller latterfremkaldende, og filmens tiltag til humor er pinagtige og platte.

Hovedfokus er alle de dygtige asiatiske animationsfolk, der har lavet robotter og klamme monstre på deres computere, så vi kan nyde at se for eksempel Tokyos højhuse jævnes med jorden i en regn af glassplintrer på Imax-skærme med 3d-brillerne på. Kampsekvenserne vil muligvis være nok for den første films fans, og hvis de seks ’Transformers’-film har vist os noget, er det da, at plot, karakterer og dialog kan være nok så ringe, så længe der er kæmpeting, der smadrer andre kæmpeting.

Filmen haster afsted mod tredje akt, det store slag, som varer næsten halvdelen af filmens spilletid, og det gør den godt i. For der er da (stadig) et vist rush i at se en storby blive smadret, og glimtvis er actionsekvenserne underholdende, inden det hele bliver uoverskueligt og uvedkommende.

Personligt vil jeg til enhver en tid foretrække at bunde en flaske lunken Jägermeister eller bare sætte mig ned og se Neon Genesis Evangelion igen.

You Were Never Really Here

Bragt i Soundvenue

5/6

Den skotske filmauteur Lynne Ramsay er endelig tilbage med en ny film efter ’We Need to Talk About Kevin’ fra 2011, og ’You Were Never Really There’ er på alle måder den Ramsay-film, jeg har gået og ventet på.

Den kombinerer Ramsays nærmest klaustrofobiske psykologiske portrætter af især det forstyrrede og traumatiserede menneskesind med en overvældende billede- og lydside, der til sammen giver en sjælden, nærmest hallucinerende biografoplevelse.

Historien om Joe er en historie om hverdagens helt taget ud i sin mest brutale potens – og en historie om en mand, der lider af PTSD i mere end én forstand. Joe er veteran fra Afghanistan og er vokset op med en brutalt voldelig far, der har terroriseret både ham og hans mor. Baghistorien præsenteres i ultrakorte og foruroligende flashbacks, der efterlader flere spørgsmål end svar. Nu er han sådan én, man hyrer til at finde kidnappede børn uden at indblande myndighederne, og til samtidig at udøve sød hævn på bagmændene, som Joe uddeler med sin hammer (også farens yndlingsvåben). 

Joe spilles af Joaquin Phoenix, der igen giver os en absolut pragtpræstation. Phoenix har taget kilovis af fedt og muskler på til rollen, og hans massive, arrede korpus minder om en tank, der er klar til at rulle henover the bad guys. Kameraet kan slet ikke slippe ham, og det samme gælder for publikum. Der er en farlighed, der gennemsyrer hans væsen, han har rejst sig fra den bange lille drengs skygge og gjort sig selv til et hævnende våben mod andre, der gør børn fortræd.

Men farligheden kan lige så hurtigt erstattes af sårbarhed. I det ene øjeblik er han som en hjælpsom, sympatisk dreng, der hjælper sin gamle mor (Judith Roberts) og putter hende i seng i barndomshjemmet, hvor de bor sammen. I det næste øjeblik ser vi ham med en plastpose over hovedet, kæmpende med sine indre dæmoner. Phoenix’ fysik og skuespil går her i fuldstændig symbiose med Ramsays vision, og den guldpalme, Phoenix vandt i Cannes for bedste skuespiller, var i den grad velfortjent.

Joaquin Phoenix og Ekaterina Samsonov i ‘You Were Never Really Here’.

Joe får til opgave at redde en ung senatordatter Nina (Ekaterina Samsonov) ud af kløerne på en magtfuld pædofiliring. Det går ikke helt så glat som normalt, og pludselig er Joe selv en jaget mand. Joe vil for alt i verden beskytte Nina, hvilket leder både tankerne hen på Luc Bessons ’Léon’ og Scorseses ’Taxi Driver’, som har samme konstellation: en voldelig mand med intet at tabe, der påtager sig beskytterrollen for en teenagepige. Undervejs får vi et mørkt billede af storbyen som slagmark, der konstant larmer og skurrer på nerverne og står som et trist sjælforladt purgatorium, der får mig til at tænke på Safdie-brødrenes ’Good Time’.

Lyddesignet er i det hele taget fænomenalt, vi opsluges af Joes martrerede sind og hans turbulente indre liv. Alting larmer aggressivt, som om enhver lyd er en fjende, både i storbyen og i skoven, hvor cikaderne larmer foruroligende aggressivt. Indover lydene kører Jonny Greenwoods soundtrack, der mest består af lydbidder af elektronisk variant og små mere klassiske kompositioner, blandet med støj og samplinger. Det agerer perfekt ledsager til billedsiden og får mig til at tænke på samarbejdet mellem Nicolas Winding Refn og Cliff Martinez i ’Drive’ og ’The Neon Demon’.

Ved siden af Greenwoods score kører forskellige tyggegummisøde popsange, der understreger Lolita-temaet og står i stærk kontrast til den voldelige virkelighed, der udfolder sig. Også billedside og klipning står skarpt som et barberblad. Det er i det hele taget en af de sjældne film, hvor alle elementerne løfter sig sammen mod det samme mål og harmonerer perfekt med hinanden.


Kort sagt:
Med sine 85 minutters spilletid og minimalistiske fortællestil står ’You Were Never Really Here’ som et gnistrende isbjerg, der røber akkurat nok, til at man fornemmer dybden under overfalden. Arthouse møder hævnthriller og får det bedste ud af begge verdener. En kultfilm til kommende generationer.