Litteraturens terra incognita – W.G. Sebald LUFTKRIG OG LITTERATUR

Bragt på LitteraturNu

Den store tyske forfatter W.G. Sebald brillerer i essaykunsten i nyoversættelsen af hans værk om den litterære behandling af bombningerne af de tyske byer under 2. Verdenskrig.

Luftkrig og litteratur. Ikke umiddelbart et traditionsrigt forskningsfelt i litteraturvidenskaben, og derfor er titlen på den tyske forfatter og akademiker W.G. Sebalds (1944 – 2001) essaysamling også desto mere besnærende. Essayene bygger på en række forelæsninger, Sebald holdt på Universitetet i Zürich i 1997  og indeholder foruden de tilpassede forelæsninger i bogens første to kapitler også et efterskrift om den stærke reaktion, der kommer som følge af forelæsningerne, samt et kritisk forfatterportræt.

I bogens første kapitel sætter Sebald rammen for sin litteraturhistoriske kritik: bombningen af tyske byer under 2. Verdenskrig, de kontroversielle planbombninger, som de allierede foretog under krigen fra 1942 til 1945, hvor man ukritisk regnede død og ødelæggelse over tyske byer. Formålet var at knække civilbefolkningens moral, noget der ikke udpræget lykkedes.

En af de byer, der blev udsat for de største ødelæggelser, var Hamborg. I sommeren 1943 iværksatte de allierede magter ’Operation Gomorrha’, og titusind tons spræng- og brandbomber blev nedkastet over tæt befolkede områder, hvilket praktisk talt ødelagde hele byen, dræbte over 40.000 civile og sårede yderligere 37.000. I alt døde 600.000 civile tyskere, som følge af de allieredes bombninger.

Sebald optegner på fornem vis planbombningens rædsler, både ved brug af egne og andres kilder, og samtidig kigger han langt efter øjenvidneskildringer af bombardementerne og de efterfølgende konsekvenser, men leverer selv en gruopvækkende beskrivelse. Bombningerne var nøje orkestreret efter maksimal effekt, dvs. for at dræbe så mange som muligt. Resultatet var et helvedes inferno, hvor luften var ét flammehav, der steg to kilometer op i luften, med vinde af orkanstyrke, der kastede brændende mennesker og træer rundt i luften. De overlevende, der flygtede fra bunkerne ud i gaderne sank ned i den flydende asfalt på gaderne, der efterfølgende var dækket af indskrumpne lig, som lå i deres eget delvist afkølede fedt.  Oprydningsarbejdet er mindst lige så grusomt:

– andre steder blev der fundet klumper af kød og knogler eller hele bjerge af kroppe, skoldet ihjel af det sydende vand, der var strømmet ud af bristede varmekedler.

Og de horder af parasitære dyr – rotter og spyfluer – ’der åd af de ubegravede lig’ og regerede i ruinerne, som konger.

Efter således at have malet et mareridtsbillede op i blod og aske, spekulerer Sebald over, hvorfor der var så få af vidnerne til denne ødelæggelse, som senere beskrev den i litteratur eller øjenvidneskildringer.

Der fandt tilsyneladende en massiv national fortrængning sted i Tyskland, og de mest detaljerede beskrivelser, kommer fra skribenter af fremmed nationalitet, der ser katastrofen ’i et fremmed, uforståeligt folks nekropolis’. Tyskerne beslutter sig i ren panik, for at fortsætte som intet var hændt, som kvinden der rydder op i ruinerne i biografen for at blive klar til 14-forestillingen. Det drejer sig om, skriver Sebald, en skamfølelse, en tabuisering og også den menneskelige hjernes overlevelsesinstinkt, der fortrænger traumerne. De eksilerede tyske forfattere, der vendte hjem efter kapitulationen, var mere optaget af at rense deres eget navn end at skildre grusomhederne, de så.

Af de få forfattere, der behandler rædslerne i litteraturen, fortrænger de fleste virkeligheden med ’kunstneriske abstraktioner og metafysiske abstraktioner’, eller de bruger ruinerne til at skabe ’pseudoæstetiske effekter’. Dette gælder Hermann Kasacks DIE STADT HINTER DEM STROM (1947), og gælder også til dels Hans Erich Nossacks NEKYIA (1947). Sidstnævnte forfatter roses dog for at ved siden af den opstyltede filosofi at skildre det, han faktisk så. Nossacks øjenvidneberetninger fra ruinerne hives også frem af Sebald som den gode undtagelse.

I tredje kapitel, som er et efterskrift til forelæsningerne, kommer Sebald ind på receptionen i Tyskland af hans kritik. De mange breve, han modtager efter forelæsningerne, og et interview, får ham til at konstatere at fortrængningen stadig ligger som et slør over erindringen hos de overlevende, i både mindre og højere grad, som hos den halvskøre Dr. H, der skriver om jødiske konspirationer bag bombningerne og andre absurditeter. Til slut i det lille værk skriver Sebald en monografi over en af efterkrigstidens tyske forfattere, Alfred Andersch. Andersch var Ernst Jünger-discipel, og havde meget høje tanker om sig selv. Sebald giver ham på puklen med sin kritiske læsning, både af Andersch’ litterære opus og hans biografi, og ender med at konkludere, at han har et ’indre liv plaget af ærgerrighed, egoisme, ressentiment og ondskab’.

Sebald har altid haft historisk flair, som eksempelvis i romanmesterværket AUSTERLITZ om titelpersonens optrævling af sine jødiske forældres skæbne i Tjekkoslovakiet under 2. Verdenskrig. I LUFTKRIG OG LITTERATUR er romanens trygge stillads fjernet, og Sebald bringer al den intellektuelle pondus, hans andre værker er gennemstrømmet af, til fuld effekt. Han viser sig eminent som historiker, litteraturhistoriker og litteraturkritiker uden at miste det personlige afsæt. Bogen indeholder som Sebalds mere prosaiske værker, små sort/hvide fotografier eller illustrationer, tit med overraskende motiver, som en gammel filmplakat eller fotos af flygtninges fodtøj. Sprogligt står værket lysende klart og forståeligt. At det stadig gør det i den danske udgave, er oversætterparret Judyta Preis og Jørgen Herman Monrads fortjeneste.

LUFTKRIG OG LITTERATUR er eminent og tindrende klar essaykunst fra en Tysklands største forfattere, der hermed får min varmeste anbefaling.

Rejser uden mål – Fredrik Sjöberg KUNSTEN AT FLYGTE

I bind to af Sjöbergs trilogi om glemte svenske personligheder når man den konklusion, at svirrefluer er mere interessante end landskabsmalerier.

KUNSTEN AT FLYGTE er andet bind i den svenske forfatter og entomolog Fredrik Sjöbergs trilogi om glemte svenske personligheder indenfor videnskabens og kunstens områder. Den første, FLUEFÆLDEN fra sidste år, handlede blandt meget andet om den svenske insektforsker René Malaise. Det var en smuk hybrid af en bog, der foruden at være biografi, var tusind andre ting.

Det hele gik op i en højere enhed, ikke mindst fordi Sjöberg med sin entomologiske baggrund viklede historien om Malaise ind i interessante anekdoter om svirrefluer og sin egen jagt på arten på en lille ø i den svenske skærgård. Det er måske problemet med KUNSTEN AT FLYGTE, at Sjöbergs center her udgøres af en landskabsmaler, og billedkunsten et område hvorfra Sjöberg ikke kan hive den ene anekdote frem efter den anden.

For KUNSTEN AT FLYGTE falder langt bag FLUEFÆLDEN i kvalitet, og blev for mig en stor skuffelse. Problemet hænger utvivlsomt også sammen med den person, Sjöberg vælger at skildre. Nemlig den svenske landskabsmaler Gunnar Widforss (1879 – 1934), som i USA er kendt og samlet som skildrer af de store amerikanske nationalparker, mens han i sit hjemland stort set er glemt. Historien om Widforss bliver aldrig så interessant, som man kunne ønske sig, og hele den levende opdagelsesrejse gennem Widforss’ liv, på sporet af ham i USAs nationalparker og i efterladte slægtninges gamle breve og udklip, bliver ikke den store åbenbaring og kaster ikke meget af sig. Widforrs person og liv forbliver luftigt. Mest af alt skildres han gennem sine breve hjem til sin mor, og som Sjöberg husker fra sine egne rejser i Asien: ’man fortæller ikke sin mor alt’.

Det er her bogen gør sig bedst, i Sjöbergs anekdotiske ekskurser. De er dels rettet mod hans eget liv – fx hans oplevelser på researchturen til USA, herunder nogle heftige forhandlinger mellem en biludlejer og Sjöbergs benhårde kone – og dels er de associative og væves ind i historien om Widforrs, som gyldne tråde i et gråt tæppe. Vi kommer bl.a omkring tyggegummimagnaten Wrigley, som omdanner en ø i Stillehavet til fuglereservat, eller hvordan den amerikanske regering importerede tusindvis af kameler i 1800-tallet, da man mente, de ville være det optimale pakdyr i det tørre klima i syden.

Fredrik Sjöberg, som jeg havde fornøjelsen af at høre i samtale med Peter Adolphsen på Louisiana Literature i fjor, er en intelligent, sympatisk og sjov mand, og det formår han på fornem vis at formidle med stor poetisk sensibilitet i sin skrift. Han har gode betragtninger og anekdoter, som man er glad for, at han deler med én – og det bliver dem man læser bogen for.

Projektet med at jagte glemte, svenske videnskabsmænd er ikke i sig selv en formel på litterær succes. Det kræver sin mand og måske sit emne, og det er lidt pudsigt, at man til slut må konkludere, at svirrefluer nu engang bare er mere interessante end landskabsmalerier. Jeg glæder mig nu alligevel til at læse det sidste bind i trilogien.

Den gode europæer – Stefan Zweig VERDEN AF I GÅR

Bragt på LitteraturNu

Østrigeren Stefan Zweigs erindringsklassiker VERDEN AF I GÅR er et af de 20. århundredes store vidnesbyrd. 

At Stefan Zweig (1881-1942) var en af de mest berømte forfattere i 1920’erne og 30’erne, overrasker i dag, hvor der går mange år mellem de danske udgivelser af Zweigs enorme ouvre. Før SKAKNOVELLE OG PRATERFORÅR udkom sidste år, var der ikke kommet en Zweig-bog på dansk siden 1980’erne. Zweig var yderst produktiv og skrev i et utal af genrer: noveller, romaner, biografier, drama, digte, debatindlæg, føljetoner, librettoer og havde selvfølgelig, som enhver gentleman på sin tid, en hidsig brevveksling, Zweig dog med tidens store kulturpersonligheder. En sand ‘homme de lettres’.

Zweig var yngste barn af en jødisk tekstilfabrikant og voksede op i Wien i det østrig-ungarske storrige under habsburg-dynastiet. Wien var på den tid verdens kulturelle midtpunkt under kejser Franz Josephs 1. fredfyldte styre. Ikke bare havde byen i det 18. århundrede givet verden Mozart og Beethoven, i slutningen af det 19. århundrede og starten af det 20. var byen et sandt kraftværk inden for litteratur, musik, filosofi med navne som Brahms, Mahler, Freud, Wittgenstein, Roth og Musil.

Og Stefan Zweig selvfølgelig. Som yngste barn af en formuende jødisk familie var Zweig frit stillet i forhold til at dyrke sin glødende interesse for litteratur. Det var nemlig den ældste søns pligt at videreføre familiehvervet, mens de yngste skulle sikre familien en ærefuld doktortitel, ligegyldigt hvilken.

I den første halvdel af VERDEN AF I GÅR skildrer Zweig netop verden af i går, Europa før 1. Verdenskrigs udbrud i 1914, med en smertelig melankoli. Zweig skriver fra sit eksil i Brasilien i 1942, hvor han kort tid efter skulle begå selvmord med sin hustru. I den smukke tid, eller belle époque, Zweig mindes, oplevede Østrig omkring 50 års fred og konsolidering. Zweig og hans klassekammerater fra gymnasiet var alletiders største kulturnørder. De dyrkede teater, musik og litteratur med en altopslugende lidenskab og mødte med røde øjne til time, fordi de den halve nat havde læst poesi. De dyrkede især de unge genier Rainer Marie Rilke og Hugo von Hofmannsthal og skrev, reciterede og spillede selv. De var en del af en ny ung generation – ’Det unge Wien’ – der stod i skarp kontrast til det reaktionære og stivnede skolesystem.

Efter gymnasietiden indskrev Zweig sig på universitetet, det gav foruden kulturel pondus, helt særlige privilegier at være akademiker i verden af i går. Man kunne ikke arresteres på universitetsområdet og havde ret til at duellere, en skik humanisten og pacifisten Zweig  fandt frastødende. Zweig indskriver sig på filosofi, dog med den hensigt ikke at lave noget de første tre år og det sidste år læse hele pensum og skrive ’en eller anden afhandling’. I sin første frie universitetstid lykkedes det både for Zweig at få sine digte udgivet og få en fast klumme. Følgende rejser Zweig rundt i europæiske hovedstæder og ’studerer’, i Berlin som er farveløs og fattig, i Bruxelles, hvor han møder sit idol Emile Verhaeren, i Paris, hvor han oplever sorgløshed og kammeratskab og møder Rilke, i London, som er trist og ensomt, for at vende tilbage til Wien, i sin egen lejlighed.

I en strålende sommer 1914, som Zweig tilbringer ved badestedet Le Coq ved Ostende, ankommer nyheden om krigen, og bogens anden halvdel indledes. Østrigs indbyggere gribes af en voldsom eufori og begejstring. Selv pacifisten Zweig lader sig rive med, men han slår hurtigt koldt vand i blodet igen, modsat mange af hans forfatterfæller, som gerne føder propagandamøllen med hadske og nationalistiske tekster. Zweig kæmper for fred i Europa med breve til venner i ’fjendeland’ og pacifistiske artikler og dramaer og bliver som konsekvens sat under overvågning af det hemmelige politi. Han flytter til det neutrale Schweiz, hvor han bliver indtil krigens afslutning.

Efter krigen vender han tilbage til Østrig, dog til et nyt hus i Salzburg. Det vældige kejserdømme er nu en republik og kun en skygge af sig selv, frataget store landområder og forarmet og ødelagt af krigen. Zweig fanger virkelig den håbløse stemning og den kolossale inflation, hvor prisen på et brød kan være 100 gange større om aftenen, end den var samme morgen. I det hele taget udstiller og argumenterer Zweig overbevisende for den moralske skævvridning, der fandt sted i kølvandet på den massive inflation i mellemkrigstiden, som førte til Hitlers opstigning og Anden Verdenskrig, og den nye politiske teknik, der benævnes ’den bevidst kyniske amoralitets teknik’.

1920’erne er Zweigs storhedstid, han oplever enorm succes i hele verden og kan siges at være verdens mest populære forfatter. I sit hus i Salzburg kommer prominente gæster konstant forbi, og Zweig tager på flere turneer rundt omkring i verden, hvor han modtages som en verdensstjerne. Det slutter med nazisternes magtovertagelse i 1933, hvor Zweig som jødisk forfatter får sine værker forbudt. Zweig ved godt, hvad klokken er slået, og starter sit eksil fra Østrig ved at flytte til England. Siden, da krigen også nærmer sig de britiske øer, tager han turen over Atlanten til USA og videre ned til Brasilien, hvor han ender sine dage desillusioneret og fordrevet fra sit hjemland.

Zweig formår at skildre sin samtid med et utroligt klarsyn, der rækker langt ind i vores tid, fx med en sætning som ’den værste forbandelse, teknikken har medført er, at den forhindrer os i at undslippe nutiden om så blot for et øjeblik’, som ligeså godt kunne stå i et debatindlæg om smartphones og sociale medier. Et andet eksempel er den nye verdens fornedrende grænsekontrol, hvor man i stedet for at recitere Baudelaire er tvunget til at snakke om affidavits, visummer og permits (hvor Zweig før krigen kunne rejse rundt uden pas) – man forstår melankolien. Et forfriskende kapitel afslører også, hvordan sexlivet forløb for et ungt menneske i Belle Epoques bonerte og puritanske tid, hvor selv en bar ankel var en obskøn katatrofe. En hysterisk tid, som medførte til ekstrem kropsforskrækkelse og en konstant anspændthed.

Først og fremmest er det en medrivende og godt skrevet erindringsbog, der både fremstiller det psykiske landskab hos kultureliten i Europas metropoler i tiden før, under og efter Første Verdenskrig og optegner de større linjer i Europas voldsomme historie i det 20. århundrede. Peter Tudvad har skrevet et glimrende forord, der på fornem vis sætter rammen for forfatterskabet og værket, og bogen er lydefrit og smukt oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.
________________
Hvis man vil dykke mere ned i Stefan Zweigs verden kan jeg anbefale:

Florian Illies 1913 ÅRHUNDREDETS SOMMER – for et smukt udsnit af kulturlivet før Den Store Krigs udbrud

Edmund de Waals HAREN MED DE RAVGULE ØJNE – en personlig slægtsberetning fra den jødiske Ephrussi-familie, den rolige tid før Verdenskrigen i Wien og Paris, og den efterfølgende anti-semitisme, Anschluß i 1938 og jødeforfølgelserne.

Joseph Roth RADETZKYMARCH – en stor, klassisk slægtsroman om den Habsburgske kejserriges storhed og fald

Klaus Mann VENDEPUNKTET – Klaus Manns store erindringsværk. Kulturel namedropping og et lignende eksil og selvmord.

Begrænsningens kunst – Fredrik Sjöberg FLUEFÆLDEN

Bragt på LitteraturNu

Hvis man er til kloge bøger om begrænsningen og langsommelighedens lyksaligheder og samtidig ikke er bange for genrehybrider, er Fredrik Sjöbergs lille bog en sand perle.

Svenske Fredrik Sjöberg er entomolog (insektforsker), så derfor har han selvfølgelig valgt at skrive om insekter. Hans egen lille niche i entomologien er svirrefluen, en flueart som efterligner andre insekter. Men selvfølgelig er det ikke kun en bog om svirrefluer. ’Jeg er jo ikke idiot’, som Sjöberg siger til Peter Adolphsen under et interview på Louisiana Literature. I bogens start hedder det:

– Svirrefluerne er for resten kun rekvisitter. Nej, ikke kun, men til en vis grad. Fortællingen handler til dels om noget andet. Præcis hvad ved jeg ikke helt.

Bogen er en blanding af ’essay, selvbiografi, roman, rejseskildring, kreativ nonfiction, biografi…en bog’, som det så omfattende hedder på bogens omslag – og så er man vist også dækket ind. Men de tager nu ikke fejl, de gode folk hos Hr. Ferdinand, ligesom de ikke tager fejl, når de på bagsideteksten skriver, at det er en vidunderlig bog, som man forelsker sig pladask i. Her er flosklen ikke bare varm luft. Min forelskelse i bogen startede allerede under førnævnte interview, i en meget varm Giacometti-sal på Louisiana. Sjöberg emmede simpelthen af viden og dannelse, holdt på plads af en lun skandinavisk misantropi. Her var en mand, man gerne ville lytte til.

Den genreblanding vi har med at gøre i FLUEFÆLDEN, minder mest af alt om den afdøde tyske forfatter W. G. Sebalds værker, som på samme måde blander biografi, selvbiografi, essay, rejseskildring, historie og mere (dog i lidt større verdenshistoriske spring). Selv nævner Sjöberg den engelske Bruce Chatwin som inspiration, og han distancerer sig således fra den litterære selvbiografisme-tendens, som de seneste år har sat dagsordenen i Skandinavien. På de allermest dystre dage er det en tendens, han oplever at tage del i – ’som om jeg blot står i kø i regnvejr, uden for bekendelseslitteraturens intellektuelle nudistlejr. Stivfrossen’. Men Sjöberg slipper igennem uden at miste tøjet, det er først og fremmest sin viden, han formidler, ikke sit liv.

Det tematiske omdrejningspunkt bliver dog entomologien, både dens undersøgelsesobjekt – insekterne – men i høj grad også dens udøvere – insektforskerne. Især den svenske entomolog René Malaise bliver behandlet i FLUEFÆLDEN. Malaise var en rigtig forskeroriginal, der opfandt Malaisefælden, den fluefælde som giver bogen sin titel. Malaise mere end fluerne, bliver bindevævet der holder historien sammen, og han spiller en helt central rolle i bogens dramatiske afsluttende kapitel. Sjöberg undrer sig over, hvorfor det blev Malaise: ’Var det bare min gamle tilbøjelighed for tabere?’, eller det fordi han minder Sjöberg om, ’at koncentrationen altid er størst der hvor der ikke er nogen bagdør?’. Skildringen af den excentriske videnskabsmand Malaise er fantastisk. Han specialiserede sig i bladhvepse, og boede i en årrække i 20’erne på den dengang sovjetiske halvø Kamtjatka. Hans ekspeditioner var engang forsidestof, men han ender sine dage i forskningsmæssig latterlighed, da han udgiver en bog om det sunkne Atlantis. Som forskningsprofil, minder den om dem, man støder på i Bill Brysons herlige EN KORT HISTORIE OM NÆSTEN ALT.

Sjöberg føler tydeligvis en sympati og forbindelse til disse fordums entomologer, som ligesom ham, har stået med insektfangernettet (ketsjeren) i time-, dage- og månedsvis og bare ventet på en ny, sjælden art. Denne fordybelse, langsommelighed og begrænsning er måske i virkeligheden det, FLUEFÆLDEN handler om. At samle på noget, at skære et stykke ud af virkeligheden og forsøge at beherske det, har en saliggørende anti-depressiv virkning ifølge Sjöberg. ’Det er det mest effektive psykofarmika’, udtalte han under interviewet på Louisiana. Begrænsningen kommer også til udtryk geografisk, Sjöberg indsamler nemlig kun på sin lille ø Runmarö i den svenske Skærgård. Gennem årene har han fanget mere end 200 arter af svirrefluen. En fantastisk bedrift, forstår man, i entomologisk sammenhæng.

Men kan denne fluefanger skrive? Åh det kan han. Hans prosa er ligetil på den måde, der virker bedragerisk simpel, men alligevel på perfekt vis formår at formidle indtryk. Og så er der nogle herlige sprogblomstrer, der folder sig ud.

I den sidste del af bogen, gør Sjöberg igen status, og kommer med en tilståelse:

– Jeg kan mærke at jeg ikke har været helt ærlig i beskrivelsen af mine motiver. Spørgsmålet er ikke besvaret særlig godt. Hvorfor fluer?

Næ, det er egentlig ikke besvaret særlig godt, men hvad gør det, når man er blevet både oplyst og underholdt på rejsen undervejs? En lille anke må der dog falde vedrørende oversættelsen, som ikke helt lever op til den taksonomiske grundighed, Sjöberg ligger for dagen, hvad angår artsnavne inden for både flora og fauna. Her bruges de svenske navne i stedet for de korrekte danske.

FLUEFÆLDEN er første del af en trilogi, som allerede er afsluttet på svensk, og hvilken fryd at kunne glæde sig til to bind til fra entomologen og den store forfatter Fredrik Sjöbergs hånd.

Tæppebombning – Herman Melvilles MOBY DICK

Bragt på LitteraturNu

Den kendte historie, om kaptajn Akabs jagt på den hvide hval Moby Dick, overrasker med sin grænseoverskridende form og leverer samtidig et af litteraturhistoriens stærkeste allegorier med hval- og hævnsymbolik.

Det er ikke svært at forstå, at der skulle gå omkring 70 år, før MOBY DICK fik sin store anerkendelse og blev opløftet til den klassikerstatus, den nyder i dag. Det er nemlig et værre skrummel af en roman, som i lange passager slet ikke er en roman, men derimod et leksikon, en videnskabelig artikel, et rejseessay, et stykke dramatik, et syngespil! Desuden er den spækket med fejl og umotiverede skift i karakterfokus. Men så er det på den anden side ikke svært at forstå, at den er blevet en klassiker. Til sammen giver denne maksimalistiske og grænseoverskridende tilgang til romanformen, et unikt og overvældende bud på at ramme i mål ved at trykke på alle knapper samtidig. Det er ikke præcisionsbombning, det er tæppebombning.
Men lad os starte fra begyndelsen. Kernen i historien centrerer sig omkring hvalfangerbåden Pequod, hvis kaptajn Akab fanatisk søger den hvide spermacethval (kaskelothval) – Moby Dick – der har taget hans ben og knust hans gamle skib. I starten følger vi matrosen Ishmael, der sammen med den tatoverede polynesiske harpuner Queequeg får arbejde på Pequod, men fokus skifter hurtigt væk fra de to til andre besætningsmedlemmer på skibet.

Selvom romanen er uden egentlig hovedperson, er kaptajn Akab den vigtigste figur. Hans monomane og blodtørstige jagt demonstrerer det ufrugtbare, destruktive og irrationelle ved hævntørst. Det er en stærk allegori, som kan og er blevet fortolket mangetydigt, ligesom målet Moby Dick, i sin skrækkelige, overnaturlige hvidhed, kan udlægges i forskellige allegoriske kontekster: naturen, religion, rigdom mm. både for læseren og for karaktererne i romanen.

Andre vigtige figurer er kaptajnens styrmænd. Førstestyrmanden er den unge, moralske kvæker Starbuck, der som den eneste trodser kaptajnen og forsøger at mane til besindelse, om end han til sidst underkaster sig Akabs vilje. Starbuck vil hellere tjene penge, end at få hævn, og bliver hermed repræsentant for den kapitalistiske pragmatisme. Andenstyrmanden er den piberygende Stubb, der er evig optimist. Hans motiverende pludren til sine mænd, når jagten er i gang, er en sand fornøjelse.

MOBY DICK fremlægger hvalfangsthvervet i alle sine grufulde og kvalmende detaljer. Hvalen er ifølge Melville en fisk, som man ikke skal være bange for vil forsvinde. Leviathanen, som den bibelsk benævnes, er evig. Når endelig en hval er fanget, og det er noget af en bedrift, bliver kadaveret hakket, udrullet, smeltet og pint for at få fat i alle dens værdifulde råstoffer. Det er ikke godnatlæsning for den politisk korrekte dyreaktivist. Mændene ælter den hvide, ambrosiaagtige sperm(acet) i homo- og autoerotisk fryd.

Sidstnævnte blev vist udeladt i den gamle oversættelse af Boysen. Om Nielsens oversættelse må man sige, at den er fejlfri, den flyder, som havde den altid været på dansk, og ikke engang den mest obskure maritime dingenot knækker Nielsen halsen på. Alle ved hvad MOBY DICK handler om og kender grundtrækkene i historien, men romanen er så meget mere end det narrative skelet, den er hængt på. Alle bør unde sig selv at læse dette grænseoverskridende monstrum af en roman. Mærk det salte skumsprøjt fra et oprørt hav og hør udkigsposten råbe ’Der blåser hun!’

Fryd & gysen – Anne Middelboe Christensen BRUTALITET & BEGEJSTRING

Bragt på LitteraturNu

Anne Middelboe Christensens bog om anmelderens rolle er et tiltrængt indspark i en debat, som ellers primært har bredt sig på debatsider og blogs. Mindre velplaceret er indsparket, når der går lærebog og historielektion i den.

Anne Middelboe Christensens nye bog om anmelderens rolle, rammer lige lukt ned i et ørkenland, nemlig en kritisk gennemgang og et forsvar for anmeldelsen og anmelderen, som for tiden er i en forsvarsposition og må kæmpe for både eksistensberettigelse, spalteplads og økonomisk sikkerhed. Her er der noget at komme efter i BEGEJSTRING & BRUTALITET. I bogens lærebogsagtige anden del, føler man sig dog talt ned til som læser, og den afsluttende historiske gennemgang er temmelig tør.

Det er blevet sværere for den professionelle anmelder at blive fastansat og få økonomisk sikkerhed i sin anmelderrolle, lader Christensen os forstå i bogens første del. Fotos og helsides-interviews vægtes højere på avisernes kulturredaktioner end den kritiske anmeldelse, ligesom aviserne i højere og højere grad benytter sig af freelancere. Følgelig skubbes anmeldelsen ud i internettets jungle på webmagasiner til frivillige amatøranmeldere (som nærværende og overtegnede).

Det kan undre, at Christensen synes, at det er truende for anmeldelsen, at den ’skubbes over på nettet’. I al beskedenhed kan en anmeldelse på nettet være lige så god eller bedre end en dagbladsanmeldelse, og jeg vil mene, at det altid er godt for en kunstform, at diskussionen demokratiseres og udbredes til flere områder. Tanken om omnibusavisen, der skal danne den brede offentlighed, er lidt gammeldags i dag, hvor de fleste selv strikker deres nyhedsstrøm sammen. Når det er sagt, mener jeg selvfølgelig, at det er vigtigt at have et professionelt og kompetent anmelderkorps. Her skal ydes retfærdig ros til Christensens egen avis, Information, der som den eneste avis i Danmark, lægger den komplette papirudgave på deres hjemmeside.

Bogens første del er den stærkeste. Inspireret af scenekunsten indleder hun med en række monologer, der forsvarer anmeldelsens rolle i offentligheden og raser over de ringere og ringere kår, den får i kraft af freelanceordninger og manglende spalteplads. Det er sympatisk og måske endda lidt indlysende, så det kunne med fordel være blevet bredt mere ud og understøttet af flere eksempler og kilder. Især fordi hun ikke altid har detaljerne i orden og eksempelvis skriver at ’vidensdeling er den nye logik’, og at sharing og open source er oppe i tiden. Her overser hun, at der er en bevægelse i gang, som bevæger væk fra gratistilbuddene og mod nye betalingsmodeller. Udenlandsk anført af New York Times, mens Kristeligt Dagblad og Børsen herhjemme har indført betalingsløsninger, og Politiken netop har bekendtgjort, at de indfører en betalingsmodel ved slutningen af året.

I bogens anden del præsenteres en manual i at skrive anmeldelser. Det er lidt banalt lærebogsstof a la ’husk at kreditere fotografen’ eller ’sådan laver du en mellemrubrik’, som man måske kunne uddele i undervisningslokalet, men som ikke hører til i en debatbog om anmeldelsens gyldighed. Endnu værre er det med en damebladsagtig gennemgang af de syv anmeldertyper – ”kend din type!” – og en noget malplaceret dissekering af stjernesystemet, som ’Fem stjerner har noget påholdende eller decideret køligt over sig’ eller ’At give tre stjerner er at bede om, at ens anmeldelse ikke bliver læst’.

Bogen afsluttes med en historisk gennemgang af den danske anmeldelses form op igennem tiden eksemplificeret med en historisk gennemgang af anmeldelser af Holbergs JEPPE PÅ BJERGET. En noget tør gennemgang, som nok er interessant for forskeren, men næppe for offentligheden, som kunne have nøjes med nogle opsamlende konklusioner, a la anmeldelsen bliver kortere gennem tiden.

BEGEJSTRING & BRUTALITET er en fremragende titel, og sine steder er bogen også nærmest fremragende. Men ligesom de lidt hjælpeløse illustrationer af sommerfugle og klappende hænder, der pryder siderne, er den til tider også uvedkommende. Det kan ikke blive til mere end tre stjerner.

Luftpuppen snurrer – Haruki Murakami 1Q84 BOG 2

Bragt på LitteraturNu

Murakami skal have tak for at skrive en fængende ikke-naturalistisk roman, også selv om bind 2 ikke helt lever op til løfterne fra bind 1.

1Q84 er hverken naturalistisk eller minimalistisk. Den handler ikke om almindelige menneskers hverdagsproblemer, skilsmisser eller livet i provinsen. Det er fandeme verdens skæbne, der er på spil her! Død og sex, lange litterære ekskursioner og uforklarlige hændelser styrer dagsordenen – hvor forfriskende er det ikke, når hovedstolen sættes for døren.

Men så må jeg også sige, at for mig er Murakami bedst, når han holder lidt tøjler i sig selv. Hans bøger er bedst, når det overnaturlige presser sig gennem virkelighedens tynde vægge og siver ind i synsfeltet som en sort plet. Det overnaturlige skal være som en elevator, der pludselig falder gennem skakten, så maven ryger op i halsen. Det skal være uforklarligt men uomgængeligt.

I bind 2 er det ligesom i forrige bind Tengo og Aomame, der fortæller på skift. Det skæbnebestemte møde mellem dem nærmer sig. Deres historier har været bundet sammen, siden de som børn holdt i hånd, og nu er det sekten Sakigake, der binder dem sammen. Den 17-årige Fukaeri, hvis roman ”Luftpuppen” Tengo har været ghostwriter på, flygtede som 10-årig fra sekten, og Aomame har fået til opgave at snigmyrde lederen af sekten.

Det seksuelle og beskrivelserne af kvindekroppen er lige lovligt påtrængende i andet bind af 1Q84-serien – ligesom det var det i bind 1, og ligesom det satiriske nyhedsmagasin Rokokoposten i øvrigt konkluderer. Samtidig er der en hel del huller i historien, karakterer forsvinder pludselig ud af historien uden forklaring, og kompositionen er rimelig løs, i forhold til hvordan Murakami plejer at afvikle sine fortællinger. Det der skal være bind tos klimaks, Aomames møde med og planlagte mord af Sakigakes leder, trækkes ud, og virker fladt og forceret, selvom der spilles på alle det dramatiske orgels tangenter.

I 1Q84 gennemsyrer det overnaturlige fortællingen, her er det normen i stedet for undtagelsen. Murakamis roman er nemlig en postmoderne leg med metalag, og muligvis er hele handlingsforløbet skrevet af en forfatter i romanen, en bog i bogen. Vel næppe nogen ny idé inden for den magiske realisme. Det er måske derfor, at Aomame og Tengo fremstår som konstruktioner og ikke mennesker, men det føles utilsigtet og er utilfredsstillende.

Selvom man glider let igennem Murakamis sprog, så er han i 1Q84 dog lidt for glad for sammenligningen som billedsprog. Alting er ’som’ noget andet, se fx tekstboksen til højre. Det er voldsomt ornamenteret, men også tomt ladet med varm luft, og som dominerende retorisk greb bliver det trættende i længden.

Denne kritik til trods sluger man hurtigt 1Q84 bind 2. Romanen er bestemt ikke dårligt skrevet, og der er da mange gode og mindeværdige scener. Desuden er den rubriceringsumulige blanding af genrer også utrolig forfriskende. Efter endt læsning føles det imidlertid ikke så hårdt, at bind 3 først kommer til august, hvorimod måneden mellem bind 1 og 2 var utrolig lang.

Dur og mol – Haruki Murakami 1Q84

Bragt på LitteraturNu

Med 1Q84 er Murakami tilbage i sin gamle form, efter den lidt skuffende EFTER MIDNAT. Alle de tematiske spor, japaneren har lagt ud undervejs i sine værker, samles og syntetiseres i nærværende første bind af romantrilogien 1Q84.

Titlen 1Q84 er det navn, figuren Aomame giver den parallelverden, hun pludselig befinder sig i. Her er virkeligheden forvansket, både i de små detaljer og mere radikalt, fx findes der to måner. For at kunne differentiere mellem den gamle kendte virkelighed i 1984 og den nye, finder hun på 1Q84, hvor Q’et står for Question. Det ukendte kendte, eller det, Freud kaldte Das Unheimliche, er næsten altid til stede i Murakamis romaner, men sjældent så formaliseret som her. At placere handlingen i 1984 er desuden et nik til George Orwells klassiker af samme navn.

Romanen er delt i to spor tilknyttet hver sin karakter. 12 kapitler til hver, 24 kapitler i alt, inspireret af Bach, der skrev 24 stykke til hver toneart i dur og mol. Den ene er overnævnte Aomame, som er kampsportsinstruktør og massør med et sidehverv som hit(wo)man. Den anden hovedperson er matematiklæreren og forfatterspiren Tengo, som har problemer med at få et litterært gennembrud. De to møder ikke hinanden, men deres skæbner er uløseligt forbundne, og at de skal finde kærligheden sammen, har været forudbestemt, siden de holdt i hånd som 10-årige. Det er imidlertid ikke kun kærligheden, der forbinder de to: efterhånden går det op for læseren, at der også er mere metafysiske bånd der binder dem.

Her i første bind er det hele stadig antydninger. Murakami sætter brættet op og introducerer brikkerne, men afklaringer bliver der ikke givet mange af. Aomame er modsat de fleste af Murakamis kvinder, en usædvanlig selvstændig og handlekraftig karakter. Hun er smuk, dødsensfarlig og nymfomanisk og minder mest af alt om en karakter fra en mangategneserie, om end mere afrundet. Aomame får tiden til at gå med at slå voldelige ægtemænd ihjel med en syl i samarbejde med en gammel dame, der driver et værested for voldsramte kvinder og børn. En dag får den gamle dame en 10-årig pige ind, der er undsluppet fra en religiøs sekt, hvor hun er blevet voldtaget.

Samme sekt er den unge Fukaeri undsluppet fra. Hun er en 17-årig smuk men lettere afstumpet pige, hvis bryster er helt enormt flotte (får vi at vide igen og igen). Hun har indleveret et dårligt skrevet, men fantastisk fortalt manuskript til en forlægger, som sætter Tengo til at genskrive det. Manuskriptet ”Luftpuppen” tiltrækker Tengo, ligesom Fukaeri gør, i en sådan grad, at han indvilliger til trods for det litterære bedrag. Den følgende roman vinder en debutantpris og bliver en bestseller. Romanen beskriver et sært ondskabsfuldt folk der hedder ’Little People’ (en pendant til Orwells Big Brother), som også Aomames 10-årige voldtægtsoffer er stødt på, og som måske ikke er ren opfindelse.

Det hele bliver fortalt i et langsommeligt tempo med plads til rigeligt af de vanlige ekskurser til fx litteratur, musik, religion, videnskab, eksistens og sex. Helt vildt meget sex faktisk, især den taburiserede af slagsen såsom gammel-ung, gruppesex, analsex, fetich, incest, prostitution og voldtægt. Jeg er ikke snerpet, men denne overeksponering giver ikke altid mening. Værst er det dog Murakamis tendens til at overbeskrive samt hans til tider svage dialog.

Det trækker dog ikke fra, at Murakami igen har skrevet en opslugende bog, som man har svært ved at lægge fra sig, og hvis gåder man dårligt kan vente med at trænge længere ind i. Om det skal blive endnu et hovedværk for forfatteren, må vi imidlertid vente med at vurdere, til de to sidste bind er udkommet.

Livet på 11 kvadratmeter – Emma Donoghue RUM

Irsk/canadiske Emma Donoghue fik sit store gennembrud sidste år med romanen RUM, som både blev kåret til en af 2010’s fem bedst bøger af New York Times og blev nomineret til Man Booker Prize. Det er ikke svært at forstå, historien om Jack og hans mor er gribende.

RUM handler om en 26-årig kvinde, der sammen med sin 5-årige søn Jack er indespærret i et 11 kvadratmeter stort rum med kun et enkelt ovenlysvindue. Kvinden (vi får aldrig hendes navn at vide) blev som 19-årig kidnappet på en parkeringsplads af manden ’Gamle Nick’ og ført til rummet, som er et ombygget redskabsskur i Gamle Nicks baghave. Plottet er inspireret af den autentiske Fritzl-sag, hvor en svejtsisk mand holdt sin datter indespærret i 24 år og fik adskillige børn med hende.

Under sin indespærring har Gamle Nick voldtaget kvinden næsten dagligt, og sønnen Jack er resultatet af disse seksuelle overgreb. Jack er født og opvokset i rummet, og dens genstande og rutiner er alt, hvad han kender. For Jack er det derfor ikke bare et rum, det er det singulære Rummet, ligesom det er Klædeskab, Lampe og Tagvindue. For ham er hele universet i Rum, og dens genstande de eneste af sin slags.

Moderen gør sit bedste for at holde Jack sund og rask med undervisning og rutiner som ’Gymnastik’ og ’Vaskedag’. De har også mere dystre rutiner som ”Skrig”, hvor Jack og moderen skriger, alt hvad de kan mod det pansrede ovenlysvindue. Når Gamle Nick kommer ind af den tunge dør om aftenen, skal Jack ligge i klædeskabet, hvor han tæller ”sengeknirk” og venter på, at han kan komme op i sengen hos moderen igen.

Da Jack bliver fem år i begyndelsen af romanen, beslutter moderen sig for at fortælle ham, at der findes en verden udenfor Rum. Det er uforståeligt for Jack, og først efter meget overtalelse lykkes det hende at få ham med på en dramatisk flugtplan. Jack spiller syg og efterfølgende død, pakket ind i et gulvtæppe. Moderen overtaler Gamle Nick til at køre ham væk og begrave ham, og undervejs lykkes det Jack at stikke af. Moderen kommer også ud, og de får et nyt værelse på en psykisk anstalt. Livet udenfor Rum er ikke nemt. Jack er overvældet af alle de nye indtryk og savner rummet, og moderen falder ned i en dyb depression.

RUM er udelukkende fortalt fra Jacks synsvinkel. Det er et spændende eksperiment at fortælle en hel bog gennem en 5-årig, og heri ligger også bogens særegenhed og største styrke. Jacks barnestemme er så besnærende og troværdig, at man hurtigt holder op med at tænke på ham som en konstruktion, men i stedet som et lille menneske af kød og blod. Man forstår langsomt, hvilket mareridt Jack beskriver som en helt normal hverdag, og kun denne barnlige naivitet og distance gør bogens uhyggelige tema om indespærring og isolation udholdeligt.

RUM er også en roman om kærligheden mellem mor og barn. I forholdet mellem Jack og moderen er der en diskrepans i de tos afhængighedsforhold. Jack har mere brug for moren, end hun har for Jack, som det ofte er mellem barn og forælder. Dette til tider klaustrofobiske forhold understreges af de klaustrofobiske liv, de lever, indespærret i et lille rum.

RUM er en medrivende og spændende bog, der er flot og koncist skrevet og som varmt kan anbefales.

Åh, at være digter! – Roberto Bolaño DE VILDE DETEKTIVER

Bragt på LitteraturNu

Endelig er Bolaño blevet oversat til dansk. Endelig, siger jeg, selvom jeg ikke kendte ham før. Efter at have læst DE VILDE DETEKTIVER er det nemlig klart, at vi nu i Danmark er blevet introduceret til et stykke verdenslitteratur af højeste klasse.

Der bliver desværre ikke føjet nyt til den chilenske forfatter Arturo Bolaños forfatterskab, da han døde af leversvigt i 2003 som 50-årig. Han skrev sine romaner fra sit eksil i en by udenfor Barcelona, men var først og fremmest digter. Romanerne blev skrevet for at brødføde hans familie og hvilket held for verdens læsere!

DE VILDE DETEKTIVERS hovedperson er Bolaños let genkendelige alter-ego Arturo Belano. Han må, ligesom Bolaño, flygte fra Chile, da Augusto Pinochet tager magten. Hans første eksil bliver Mexico City i 70’erne. Byen koger i den tid over af avantgardistiske digtergrupper, skriveskoler, fri sex og masser af tjald og fester. En ny generation er klar til at ofre alt for deres poesi: føde, bolig, ja selv livet, om nødvendigt.

Arturo Belano starter den avantgardistiske digtergruppe visceralrealisterne (indvoldsrealisterne), med sin ven og partner Ulises Lima. Gruppen er en løst sammensat forsamling af unge digterbohemer, der rapser bøger i antikvariaterne, har lange diskussioner om litteraturens fortræffeligheder og knalder på kryds og tværs. Hvad de egentlig vil, og hvad der binder dem sammen, er uklart udover et behov for at vælte det herskende, fædrene digtervælde.

Bogen er opdelt i tre dele. I første del følger vi den 17-årige jurastuderende og digteropkomling Juan García Madero. I hans frekventering af Mexico Citys cafeer, støder han en dag på Belaño og Lima, som inviterer ham indenfor hos visceralrealisterne. Han støder også ind i mange søde servitricer, som entusiastisk skoler ham i kødets poesi. Denne første del fremstår i det hele taget som en skøn og forførende blanding af poesi og erotik og giver en sublim skildring af et miljø og en tid.

Sværere og langt mere eksperimenterende bliver Bolaño i bogens anden del, som også er den længste. Her falder Juan Garcías charmerende fortællerstemme bort, til fordel for et polyfonisk kor af perifære stemmer, som beretter om Belanos og Limas eventyr ude i verden. De over 50 afsnit er nøjagtig placeret i tid og rum. For det meste underlagt den samme kronologiske fremdrift, der fortsætter frem til 90’erne, mens en enkelt nat i ’76 bliver ved med at dukke op.

Selvom denne del er bogens sværest tilgængelige, er det også her Bolaño virkelig viser sit format som forfatter. Hver person har sin helt egen distinkte stemme. Nogle afsnit fremstår som svar på en usynlig interviewers spørgsmål, andre som bekendelser, dagbøger, samtaler osv. Digtene og litteraturen er konstant i centrum, men livets uudgrundelighed og absurde udviklinger er mindst lige så meget under behandling. Et humoristiske klimaks er Belanos fejde med en spansk litteraturkritiker, der bliver afgjort med sværd på en spansk strand.

I bogens korte, tredje del, er vi igen sammen med Juan García, som drøner gennem Sonoraørkenen i en ramponeret Ford Impala, med Belano, Lima og en prostitueret ved navn Lupe. Belano og Lima leder efter spor af den mystiske digterinde Cesárea Tinajero, som forsvandt i ørkenen i 20’erne. I skarp forfølgelse er en morderisk alfons og en korrupt politimand.

Iben Hasselbach har leveret en fremragende oversættelse, hun fortsætter arbejdet med det posthume storværk 2666, som skal udkomme senere i år. Læs Bolaño og læs litteratur skrevet med poesiens hjerteblod.