A Quiet Place

4/6

Bragt i Soundvenue

Er det stilleleg, eller hvad sker der?

I starten af ’A Quiet Place’ følger vi en familie på fem, der gennemsøger et apotek i et mennesketomt postapokalyptisk landskab, hvor bevoksningen er ved at overtage kørebanen, gaderne forladte og butiksruderne fyldt med falmede efterlysningsplakater. De træder forsigtig gennem butikken på bare tæer, kommunikerer med tegnsprog og sørger ellers for ikke at lave nogle høje lyde. Og som publikum bliver man øjeblikkeligt revet med af den nervøsitet, der ligger i deres lydløse færden, og da storesøsteren Regan (Millicent Simmonds) griber et stykke legetøj, inden det larmende rammer gulvet, ånder man lettet op.

Konsekvensen ved at lave en høj lyd forbliver selvfølgelig ikke uforklaret. Men de første 10-20 minutter er filmens mest intense. Hver en knitren med slikposer og popcorn fra de andre biografgængere vil nok mere end sædvanligt sende nervesystemet i rødt. Da det uundgåelige endelig sker, og den yngste dreng kommer til at larme, springer et monster ud af det blå.

For ’A Quiet Place’ er en monsterfilm, i skæringspunktet mellem familiedrama, sci fi og horror med en særdeles interessant præmis. Monstrene er her blinde men med en yderst veludviklet høresans, der gør, at al kommunikation foregår med tegnsprog, familien spiser på blade og ikke tallerkener, og på stierne strøer de sand, så kviste og andet ikke larmer, når de bevæger sig.

Emily Blunt og Millicent Simmonds i ‘A Quiet Place’.

Et år efter tragedien venter familien på nu fire en ny tilføjelse, da moren Evelyn (en altid god Emily Blunt) er højgravid. Patriarkfaren Lee (John Krasinski selv) forsøger at få kontakt med andre overlevende over kortbølgeradioen og at lave et høreapparat til den døve datter Regan, mens han indvier den modvillige ældste søn Marcus i jagt og overlevelsesprincipper. Som i den fremragende indiegyser ’It Comes At Night’ er kernefamilien postapokalypsens bedste bolværk, og ligesom i den film er det ret interessant at følge de ritualer og den disciplin, det kræver at overleve apokalypsen. Hvor klaustrofobien i ’It Comes At Night’ var rumlig, er den her auditiv, og det bliver helt forløsende, når der er mulighed for en samtale maskeret af en vandfalds larm. 

Det superinteressante udgangspunkt begynder også at slå lidt revner her. Familien har både rindende vand og elektricitet, men hvem er det lige, der driver de værker? Hvorfor skal de partout rende rundt i bare tæer, kunne man ikke overveje en termosok eller et par bløde maosko? Hvem i hulen vælger at blive gravid i en sådan dystopi, hvor selv den mindste lyd er lig med en hurtig død?

Faren Lee vil af uvisse årsager ikke lade datteren Regan komme ned i sin mancave i kælderen, hvor han lodder høreapparater og leger med radioen, eller lade hende komme med på jagt – selvom hun er meget ivrig og sønnen Marcus ivrig for at slippe. Det skaber skår i forholdet mellem far og datter, og da kernefamiliens integritet begynder at smuldre, rammer katastrofen som en familiekonservativ hammer.

Filmens tredje akt udvikler sig til en regulær monsterjagt a la ’Alien’. Det er en skam, for denne del er ikke forløst lige så godt som første del. Krisen mellem far og datter, som hele tiden har føltes noget forceret, forløses her, men desværre uden den store emotionelle gevinst. Og trods de virkelig gode monstereffekter er en film som denne bare mest effektiv, når monsteret ikke vises for meget frem. Endelig er slutningen tacky og b-films-agtig, hvilket overhovedet ikke passer sammen med resten af stemningen.

Alligevel er ’A Quiet Place’ en særdeles effektiv gyser, der følger i slipstrømmen på de meget vellykkede alternative gysere, vi har set de sidste par år, med titler som førnævnte ’It Comes At Night’, ’Get Out’, ’The Witch’ og ’It Follows’.


Kort sagt:
Selvom sidste del af John Krasinskis gyser udvikler sig i en lidt for regulær blockbuster-retning, er det stadig et yderst interessant bekendtskab med intense scener og en suveræn præmis.

Pacific Rim Uprising

Bragt i Soundvenue

2/6

En af verdens bedste såkaldte mecha animeer (japansk tegnefilmsserie om kæmperobotter) er Neon Genesis Evangelion fra 1995, hvor man følger en række teenagere, der synkroniserer deres nervesystem med kæmpemæssige robotter, for at besejre en række invaderende monstre.

Den indeholder en række super intense og meget dramatiske slag, men er samtidig et medrivende karakterstudie af teenagerne og deres forhold, personlige problemer, traumatiske fortid og fremtidige udvikling – og et stykke genrefiktion, der hæver sig op over genrekonventionerne og på det nærmeste dekonstruerer dem. Altså kort sagt et højdepunkt for fiktion om kæmperobotter og monstre. Og derved det absolut modsatte af ’Pacific Rim Uprising’.

Filmen er efterfølgeren til ’Pacific Rim’ fra 2013, en af Guillermo del Toros middelmådige genrefilm, der dog havde en vis charme. Det er ’Transformers’ fusioneret med ’Godzilla’, tilsat lidt tentaklet havuhyre a la Lovecraft og med ikke så få elementer fra førnævnte Neon Genesis Evangelion og mecha animé-genren generelt. Her hedder kæmpemonstrene Kaijuer, og robotterne er Jägers, som det kræver to piloter i perfekt tankesynkronisering at styre.   

I den første film reddede Jäger-piloten Stacker Pentecost verden ved at ofre sig selv for at lukke den interdimensionelle åbning i Stillehavet, hvor Kaijuerne kom fra. I ’Uprising’ følger vi Stackers søn Jake (altid oplagte John Boyega), der modvilligt presses ind i forsvaret igen for at optræne nye unge Jägerpiloter. En sådan er den anden hovedrolle, teenagepigen Amara Namani (Cailee Spaeny), der er lidt af et mekanisk geni, der har bygget sin egen Jäger.

Historien rasler afsted og kræver mere end sædvanlig suspension of disbelief for at give nogen som helst form for mening. Plot og karakterer er generiske, en del af replikkerne er tåkrummende eller latterfremkaldende, og filmens tiltag til humor er pinagtige og platte.

Hovedfokus er alle de dygtige asiatiske animationsfolk, der har lavet robotter og klamme monstre på deres computere, så vi kan nyde at se for eksempel Tokyos højhuse jævnes med jorden i en regn af glassplintrer på Imax-skærme med 3d-brillerne på. Kampsekvenserne vil muligvis være nok for den første films fans, og hvis de seks ’Transformers’-film har vist os noget, er det da, at plot, karakterer og dialog kan være nok så ringe, så længe der er kæmpeting, der smadrer andre kæmpeting.

Filmen haster afsted mod tredje akt, det store slag, som varer næsten halvdelen af filmens spilletid, og det gør den godt i. For der er da (stadig) et vist rush i at se en storby blive smadret, og glimtvis er actionsekvenserne underholdende, inden det hele bliver uoverskueligt og uvedkommende.

Personligt vil jeg til enhver en tid foretrække at bunde en flaske lunken Jägermeister eller bare sætte mig ned og se Neon Genesis Evangelion igen.

You Were Never Really Here

Bragt i Soundvenue

5/6

Den skotske filmauteur Lynne Ramsay er endelig tilbage med en ny film efter ’We Need to Talk About Kevin’ fra 2011, og ’You Were Never Really There’ er på alle måder den Ramsay-film, jeg har gået og ventet på.

Den kombinerer Ramsays nærmest klaustrofobiske psykologiske portrætter af især det forstyrrede og traumatiserede menneskesind med en overvældende billede- og lydside, der til sammen giver en sjælden, nærmest hallucinerende biografoplevelse.

Historien om Joe er en historie om hverdagens helt taget ud i sin mest brutale potens – og en historie om en mand, der lider af PTSD i mere end én forstand. Joe er veteran fra Afghanistan og er vokset op med en brutalt voldelig far, der har terroriseret både ham og hans mor. Baghistorien præsenteres i ultrakorte og foruroligende flashbacks, der efterlader flere spørgsmål end svar. Nu er han sådan én, man hyrer til at finde kidnappede børn uden at indblande myndighederne, og til samtidig at udøve sød hævn på bagmændene, som Joe uddeler med sin hammer (også farens yndlingsvåben). 

Joe spilles af Joaquin Phoenix, der igen giver os en absolut pragtpræstation. Phoenix har taget kilovis af fedt og muskler på til rollen, og hans massive, arrede korpus minder om en tank, der er klar til at rulle henover the bad guys. Kameraet kan slet ikke slippe ham, og det samme gælder for publikum. Der er en farlighed, der gennemsyrer hans væsen, han har rejst sig fra den bange lille drengs skygge og gjort sig selv til et hævnende våben mod andre, der gør børn fortræd.

Men farligheden kan lige så hurtigt erstattes af sårbarhed. I det ene øjeblik er han som en hjælpsom, sympatisk dreng, der hjælper sin gamle mor (Judith Roberts) og putter hende i seng i barndomshjemmet, hvor de bor sammen. I det næste øjeblik ser vi ham med en plastpose over hovedet, kæmpende med sine indre dæmoner. Phoenix’ fysik og skuespil går her i fuldstændig symbiose med Ramsays vision, og den guldpalme, Phoenix vandt i Cannes for bedste skuespiller, var i den grad velfortjent.

Joaquin Phoenix og Ekaterina Samsonov i ‘You Were Never Really Here’.

Joe får til opgave at redde en ung senatordatter Nina (Ekaterina Samsonov) ud af kløerne på en magtfuld pædofiliring. Det går ikke helt så glat som normalt, og pludselig er Joe selv en jaget mand. Joe vil for alt i verden beskytte Nina, hvilket leder både tankerne hen på Luc Bessons ’Léon’ og Scorseses ’Taxi Driver’, som har samme konstellation: en voldelig mand med intet at tabe, der påtager sig beskytterrollen for en teenagepige. Undervejs får vi et mørkt billede af storbyen som slagmark, der konstant larmer og skurrer på nerverne og står som et trist sjælforladt purgatorium, der får mig til at tænke på Safdie-brødrenes ’Good Time’.

Lyddesignet er i det hele taget fænomenalt, vi opsluges af Joes martrerede sind og hans turbulente indre liv. Alting larmer aggressivt, som om enhver lyd er en fjende, både i storbyen og i skoven, hvor cikaderne larmer foruroligende aggressivt. Indover lydene kører Jonny Greenwoods soundtrack, der mest består af lydbidder af elektronisk variant og små mere klassiske kompositioner, blandet med støj og samplinger. Det agerer perfekt ledsager til billedsiden og får mig til at tænke på samarbejdet mellem Nicolas Winding Refn og Cliff Martinez i ’Drive’ og ’The Neon Demon’.

Ved siden af Greenwoods score kører forskellige tyggegummisøde popsange, der understreger Lolita-temaet og står i stærk kontrast til den voldelige virkelighed, der udfolder sig. Også billedside og klipning står skarpt som et barberblad. Det er i det hele taget en af de sjældne film, hvor alle elementerne løfter sig sammen mod det samme mål og harmonerer perfekt med hinanden.


Kort sagt:
Med sine 85 minutters spilletid og minimalistiske fortællestil står ’You Were Never Really Here’ som et gnistrende isbjerg, der røber akkurat nok, til at man fornemmer dybden under overfalden. Arthouse møder hævnthriller og får det bedste ud af begge verdener. En kultfilm til kommende generationer.

Loving Vincent

3/6

Bragt på Soundvenue

Der er 65.000 filmframes i ’Loving Vincent’, og hver og én er et oliemaleri malet af et internationalt hold af 125 malere over fire år. Det gør den Oscar-nominerede film til noget absolut unikt, verdens første malede spillefilm. At den også er delvist finansieret via crowdsourcing på Kickstarter, gør kun projektet endnu mere særligt.

Et år efter Vincent van Goghs død dukker et uafleveret brev adresseret til Vincents bror Theo op hos Vincents gode ven, postmesteren Joseph Roulin. Han sender sin søn Armand, en lapset, drikfældig slagsbror, ud for at aflevere brevet. I Paris finder Armand ud af, at Theo døde kort efter sin ældre bror, og sporet fører ham til den lille by Auvers-sur-Oise, i hvis marker Vincent efter sigende begik selvmord ved at skyde sig i maven med en pistol.

Armands opgave med at finde den rette arvtager til brevet udvikler sig til en jagt på sandheden om Vincents sidste tid og død, som han optrevler blandt Auvers-sur-Oises brogede personager. Plottet er skruet sammen som en detektivhistorie med Armand som film noir-detektiven, der konstant ryger, drikker, rager uklar med de lokale og flirter med smukke kvinder. Desværre er fortællingen det absolut svageste punkt i ’Loving Vincent’, hvor historien knirker afsted, så man hele tiden tror, at den skal til at gå helt i stå. Selv med sine blot 94 minutter føles filmen lang.

I centrum for filmen står dog den fascinerende teknik. I filmens første mange minutter sidder man i ærefrygt og ser, hvordan de malede filmframes danser i projektorens lysstråle. Det er en magisk oplevelse. Da hver enkel frame er unik, sitrer og pulserer penselstrøgene konstant. Teknikken er allermest effektiv i baggrunde og overgangsbilleder, der som oftest er fra van Goghs egne motiver.

Mindre imponerende udfolder det sig i de mange dialogscener med close-ups af talende hoveder. Her er det rigtige skuespillere, der har opført scenerne, som malerne så har malet over bagefter. Det er en teknik, der hedder rotoscoping, og det minder desværre mere om et Photoshop-filter, end det imponerende håndarbejde som det er. Det samme gælder en række flashback-sekvenser i sort-hvid og med den samme, lidt kedelige computereffekt-kvalitet.

Der er dog en god stemning i ’Loving Vincent’. Det skyldes ikke mindst et stærkt lyddesign, der virkelig gør de locations, Armand besøger, levende, og et stemningsskabende soundtrack fra altid gode Clint Mansell. Det svage plot trækker desværre ned, især når man har valgt at skrive en detektivhistorie, og malereffekterne ender desværre lidt med at blive en gimmick, man glemmer hen ad vejen, som i enhver 3D-film.

’Loving Vincent’ er absolut en imponerende bedrift, men vil ikke stå tilbage som en egentlig stor film.

Black Panther

3/6

Bragt på Soundvenue

Det må være så fedt at være en sort dreng eller pige og se en film som ’Black Panther’. En film med et all-star sort cast, en sort instruktør (Ryan Coogler) og en sort forfatter (Joe Robert Cole). Det må være fedt at se et afrikansk land, som ikke er et forarmet stammesamfund hærget af borgerkrig og sygdom, men er en supermagt med skyskrabere og hi-tech teknologi ved navn Wakanda.

Og Marvel-universet trænger til diversitet (for ikke at nævne fornyelse), ikke kun hvad angår race, men også hvad angår køn, seksualitet og kropsideal. Superheltegenren er kommet for at blive, må vi erkende, men den kan sagtens omfavne historier og temaer, der ligger uden for den skabelonagtige comfort zone, vi er blevet så vant til. Tag bare sidste års ’Logan’, der turde bevæge sig ud i helt nye steder i genren og gav os en frisk og vellykket superheltefilm.

En sådan film er ’Black Panther’ desværre ikke, for til trods for at hudfarverepræsentationen er omvendt, end den er normalt – her er Martin Freeman som CIA-agent Ross token white guy – kører filmen derudaf på de sædvanlige skinner. Det er simpelthen en kedelig film, der hverken ræsonnerer emotionelt eller dramatisk hos mig, og som disker op med de sædvanlige kampsekvenser, der enten er koreograferet på den sædvanlige superheltemåde eller er store uinteressante pixelorgier i computereffekter. Eller en blanding af de to. 

Vi følger Prins T’Challa af Wakanda (Chadwick Boseman, som også optrådte som figuren i ’Captain America: Civil War’), som efter sin fars død skal overtage tronen som konge af Wakanda og titlen som Black Panther. Wakanda har sin rigdom og teknologi fra metallet vibranium, verdens stærkeste metal (jeg troede egentlig, at det var adamantium, Wolverines kløer og skelet, men den lader vi tegneserienørderne om) og bruger også teknologien til at skjule sig fra omverdenen. Vibranium er også det, Black Panthers dragt er lavet af, som sammen med udtrækket fra en lokal plante, der giver superkræfter, er det, der skaber superhelten Black Panther. En ny udfordrer af kongetitlen manifesterer sig til den rituelle indvielsesceremoni, hvor tronarvingen kan udfordres.

Chadwick Boseman og Michael B. Jordan i ‘Black Panther.

Det hele hænger på en eller anden måde sammen med den gamle kong T’Chakas bror N’Jobu, der udfordrede Wakandas og T’Chakas isolationistiske tilgang og krævede, at Wakanda bruger sin teknologiske og våbenmæssige overmagt til at kæmpe for sortes rettigheder i hele verden. Altså faktisk en videreførsel af 60’erne og 70’ernes Black Panther-bevægelse i USA.

Med plottet om den gode konge, den onde onkel og barnet, der skal finde sin plads som regent i den smukke afrikanske natur, løfte den tunge arv fra faren og navigere mellem de mange parter, der har en mening om, hvordan han skal forvalte sin magt, er vi plotmæssigt i territoriet hos en anden Disneyfilm, ’Løvernes Konge’. Desværre for ’Black Panther’ er her ingen Timon og Pumba, der skyde lidt humor ind i det selvhøjtidelige univers.

Det virker på mig, som om at hver gang der kommer en ny stor superheltefilm, kører hypemøllen på højtryk og lover at denne her gang bliver det helt anderledes: ’Det her kommer til at ændre superheltegenren!’.

Men ’Black Panther’ er, målt på filmmæssige kvaliteter snarere end diversitet, ikke fornyende overhovedet. Det er gammel vin på nye flasker, det er den samme reproduktion af genren, vi har set i snart årtier. Skåret over et plot, der primært tjener til at drive historien frem mod store actionsekvenser, der hos mig klinger hult og tomt og, værst af alt, ligegyldigt.


Kort sagt:
’Black Panther’ har både et sort hold foran og bag kameraet, og det er dejligt at se mere diversitet i Marvels superheltefilm. Desværre er selve filmen gammel vin på nye flasker, den sædvanlige reproduktion af de sædvanlige superheltetroper, der kammer over i computergenererede, tomme actionsekvenser.

Altered Carbon

3/6

Bragt i Soundvenue

Jeg er kæmpe sci-fi-fan, især af den undergenre der kaldes cyberpunk, hvor en dystopisk fremtidsvision parres med beskidt gadeliv og en punket hackerkultur. De fremmeste værker inden for genren er Ridley Scotts ’Blade Runner’ fra 1982 og William Gibsons roman ’Neuromancer’ fra 1984 – to værker jeg absolut elsker.

Og det er netop disse to værker, Netflix’ nye store seriesatsning ’Altered Carbon’ låner allermest fra, doseret en god del ’Matrix’. Cyberpunkserien er baseret på Richard Morgans roman af samme navn fra 2002.

Historien finder sted hundredvis af år inde i fremtiden, hvor en teknologi fra en uddød rumrace har gjort det muligt at flytte sin bevidsthed fra krop til krop via såkaldte ’stacks’, der sidder under huden i nakken. En krop kaldes et ’sleeve’ og kan skiftes, opgraderes osv. efter forgodtbefindende. Udødelighed er en realitet, i hvert fald for de ultrarige, der kloner deres kroppe, så der altid er en ny klar, når den gamle skal udskiftes. De kaldes meths, efter den 1000-årige Metusalem i Biblen.

En af de rigeste Meths, Laurens Bancroft (James Purefoy), vækker elitesoldaten Takeshi Kovacs (Joel Kinnaman), hvis fysiske krop er død, men hvis bevidsthed afsoner en dom for terrorisme med mere. Kovacs var en del af en oprørsgruppe, der forsøgte at nedkæmpe styret, der hersker over utallige planeter i universet, og at ødelægge stack-teknologien. Gruppen blev udryddet, bortset fra Kovacs, som vågner op efter 250 år i en fremmed verden. Bancroft vækker Kovacs for at få ham til at opklare mordet på sig selv, et mord som fandt sted efter hans stacks seneste backup, og som han derfor ikke selv husker.

Stack-konceptet er ret interessant, og det bruges på forskellige finurlige måder: En gammel bedstemor vækkes til live til en højtid, så hun kan fejre den med børnebørnene i den krop, der nu lige var til rådighed, som her er en halvskaldet rockertype med tatoveringer og piercinger. En bevidsthed double-sleever og indsætter sig i to forskellige kroppe – og to bevidstheder indsættes i den samme krop. Udødeligheden har dog også sin pris, Meths er superdekadente og kræver de mest outrerede former for adspredelse. Sindssygen venter lige om hjørnet.

Joel Kinnaman i ‘Altered Carbon’.

Der er ikke sparet på budgettet i ’Altered Carbon’, som er ganske lækker at se på. Den følger ’Blade Runner’ lige i hælene med en by med evig regn og en frakkeklædt detektiv, der skal ned i sølet på gaden for at finde sandheden. Film noir kombineres med sci-fi i en klassisk pulpet detektivhistorie, hvor Kovacs agerer den surmulende detektiv, som ryger cigaretter, bæller whisky konstant og bliver forført af den ene femme fatale efter den anden.

Det hele ledsages af en voiceover, som småfilosoferer over menneskehedens dårskab og skæbne. Der er ærlig talt trættende med alle disse gamle troper, der anvendes uden originalitet, og som i øvrigt ikke når Ridley Scott & co.’s vision til sokkeholderne, dertil lugter det hele for meget af CGI. Kombineret med et manus, som ofte hakker igennem på repliksiden, og som skæmmes af de tomme filosofiske udbrud.

Den er også gal med tempoet i serien, det hele er næsten ved at gå i stå i de første afsnit, som nærmest er ren eksposition. Fra afsnit seks-syv-stykker, hvor det handler om Kovacks fortid i oprørsbevægelsen, bliver serien til gengæld virkelig spændende og medrivende, men i sidste ende forløses detektivplottet ikke særligt tilfredsstillende.

Man må igen undrer sig over Netflix’ insisteren på, at deres serie skal være så lange. Historien burde have været fortalt på seks afsnit..

Det er også en ultravoldelig serie, hvis actionsekvenser er tilfredsstillende skåret, og så er der store mængder af nøgenhed, som hvis man lagde ’Game of Thrones’ og ’Westworld’ sammen og løftede dem til anden potens. Der er stort set ikke en kvindelig rolle med replikker, hvis bryster man ikke får lov at se. Det hele, inklusive plottet, har en stærk b-films/pulp-vibe, og bedst og mest underholdende er serien da også, når den omfavner det udtryk til fulde i stedet for akavet at moralisere og filosofere for derefter at vise os flere brystvorter.

Alt i alt endte jeg med at være ret godt underholdt af ’Altered Carbon’, især efter den indledende pukkel. Det er så absolut ikke en fremragende serie, men den har sine øjeblikke.


Kort sagt:
Hvis man kan se igennem fingre med et halvsløjt manus, et lidt utilfredsstillende detektivplot og en kikset filosofisk voice-over – og i den grad ikke har noget imod (eller måske ligefrem omfavner) nøgenhed og vold og ellers er rimelig glad for sci-fi med et temmelig b-filmagtigt udtryk – er ’Altered Carbon’ et underholdende bekendtskab.

Anmeldelsen er baseret på hele sæsonen.

Star Wars: The Last Jedi

5/6

Bragt i Soundvenue

Lad det være sagt med det samme: ’Star Wars: The Last Jedi’ – den ottende officielle film i franchisen – indeholder alt det bedste fra universet og er på alle måder en værdig efterfølger til ’The Force Awakens’: Ja, i hænderne på Rian Johnson (’Looper’) er det faktisk blevet en endnu bedre film end ’The Force Awakens’, som J.J. Abrams gjorde til en drømmestart på den nye trilogi. Det spejler udviklingen i den originale Star Wars-trilogi, hvor ’The Empire Strikes Back’ toppede ’A New Hope’.

Det er ikke den eneste måde, ’The Last Jedi’ minder om ’The Empire Strikes Back’. Allerede i den ikoniske gule kravletekst i starten fornemmer man sammenfaldene mellem de to film, når en evakuering af den sidste rebelbase beskrives. Det er åbenbart blevet besluttet et eller andet sted, at den nye trilogi (VII – IX) skal spejle den originale (IV – VI), da sammenfaldene mellem ’The Force Awakens’ og ’A New Hope’ da også var åbenbare. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, måske noget med den cykliske natur i universet eller måske mere kyniske indtjeningshensyn.

I alle tilfælde trækker det kun en smule fra historien. Det er stadig sin helt egen film, bare på en måde i den samme skabelon.

’The Last Jedi’ er dog også en film, der kan overraske selv superkendere af universet, og den kommer fint bag den stereotypiske karaktertegning. Tag Reys (Daisy Ridley) overdragelse af lyssværdet til Luke, slutscenen i ’The Force Awakens’, som vi har ventet i to år på at se. Hvad Luke gør og siger, skal ikke afsløres, men det er på alle måder uventet.

 

Daisy Ridley og Mark Hamill i ‘Star Wars: The Last Jedi’.

På samme måde har filmen en herlig metahumor, der tør tage lidt af gassen ud af den selvhøjtidelige Star Wars-ballon. I en scene ser man et close-up af et rumskib, der lander i røg og damp, og som fuldstændig ligner et strygejern. Hvor kikset, nåede jeg at tænke, inden kameraet trækkes tilbage og afslører, at det faktisk er et strygejern, der glatter First Order-officerernes uniformer. Et genialt og sjovt forventningsspil, som også gør, at filmen føles mere frisk og original end ’The Force Awakens’, hvis humor lå i den mere platte afdeling. Man kan mærke fingeraftrykket fra Rian Johnson, som både har skrevet og instrueret, og det er ikke så ringe at kunne sige det i en så veletableret og kolossal filmmaskine.

Samtidig formår ’The Last Jedi’ også at skifte gear til klassisk Star Wars-tråd, hvor det er de gode mod de onde, og hvor emner omkring liv og død skildres højstemt og naivt. En svær balanceakt, som Johnson mestrer. Som enhver Star Wars-film er tempoet højt, og vi går hurtigt fra det ene storslåede actionspektakel til det næste. Men tempoet er en anelse mere adstadigt end i ’The Force Awakens’, og det giver filmen ro til at udfolde en mere kompleks og tvetydig karaktertegning, end hvad man forventer fra universet. Det klæder filmen. 

Det absolut bedste er Adam Driver – som altid en lysende stjerne. Hans mangefacetterede skildring af Kylo Ren er mageløs. I filmens mange close-ups af ansigter fremstår Drivers dystre skikkelse som en teenager med fedtet hud, der minder mere om en af Columbine-morderne end en superskurk.

Kylo Ren og Rey er ved kraftens hjælp forbundet på tværs af tid og rum i scener, som giver begge figurer dybde og gør det afsluttende actionpayoff desto mere tilfredsstillende, fordi det er motiveret i karaktertegningen. Og selve actionscenerne er som altid medrivende og intense, med hver deres unikke visuelle udtryk og farvetema og med øje for både de små konflikter og de store episke konfrontationer. I et slag på en hvid saltplanet bliver overfladen rød, når den forstyrres, en sindssygt flot effekt med blodige konnotationer i det ellers blodløse univers.

Adam Driver som Kylo Ren.

Mest intense er stadig lyssværdsduellerne, men også de store slag er medrivende. Det gælder i den grad anslaget med evakueringen af rebelbasen i en af de mest følelsesmæssigt stærke slagscener, jeg har set i en blockbuster. Intenst og spektakulært, sjovt og tragisk med en heltedød, der anslår et tema om offervilje eller -lyst vs. overlevelse, der forfølges i resten af filmen.

Midterdelen bliver en lidt ligegyldig ekskurs. Finn (John Boyega) teamer up med et nyt ansigt, mekanikeren Rose (Kelly Marie Tran), for at finde en person, der skal hjælpe rebellerne, i et miljø, som er meget anderledes, end hvad vi hidtil har mødt. Det er stadig ok underholdende, men føles både amputeret fra resten af historien og akavet politisk moraliserende over forholdet mellem rig og fattig.

Hvis Adam Driver giver os et nuanceret portræt af ondskab, er Supreme Leader Snoke den gammeldags superskurk. Han spilles af Andy Serkis, som jeg er lidt træt af, og her ser hans ellers detaljerede CGI-fremtoning kunstig ud. Laura Derns mindre rolle som en lillahåret officer synes underudviklet og overflødig, mens Benicio Del Toro gør en lidt for skæv entré, og Domhnall Gleesons General Hux er lidt for campy til min smag.

Men det er detaljer. ’The Last Jedi’ er en nærmest perfekt Star Wars-film: Sjov, rørende, intens, flot og spektakulær, med ægte menneskelige dramaer i kernen. Det er en imponerende bedrift at få en så sprudlende og frisk film ud af en 40 år gammel franchise.


Kort sagt:
Rian Johnson har sat sit klare fingeraftryk på Star Wars-universet og skabt en film, der er både rørende, sjov og med eminente actionsekvenser. Det er også en Star Wars-film, der tør gøre grin med sig selv, samtidig med at de store følelser behandles passende ærbødigt. En noget nær perfekt Star Wars-film.

Knightfall

2/6

Bragt i Soundvenue

I kølvandet på successen med ’Vikings’ har The History Channel endnu engang taget historien under lemfældig behandling med ’Knightfall’ om Tempelridderordenens sidste dage i Europa i slutningen af Middelalderen. Der er ingen tvivl om, at historien om Tempelridderne, som vel efterhånden er en fast bestanddel af vores populærkulturelle kanon, er fascinerende og dragende, og rent æstetisk er synet af krigermunken i hvid kjortel med det røde kors, fuld rustning og sværd og skjold da også et stærkt billede.

Det er også et billede, der i den grad bliver gennempryglet i ’Knightfall’, de stoiske riddere i fuldskæg og rustning, der står og ser alvorlige og højtidelige ud. De bliver anført af den meget pæne mand Tom Cullen (’Weekend’) i rollen som Landry, stormester af Tempelriddernes parisiske afdeling og god ven af den franske Kong Filip d. 4.

I de tre første afsnit ser vi, hvordan ordenen taber slaget om Akko i 1291 og mister deres mest hellige relikvie: Den hellige gral. 15 år senere i Paris kommer der nyt om gralen, som bliver jagtet af både Tempelridderne og saracenerne, alt imens den politiske situation og holdningen til Tempelridderne tilspidser. Det er et miskmask af historiske fakta og anekdoter, der har til hensigt at underholde frem for at være bare en smule korrekt.

Det er der jo sådan set ikke noget galt med, det samme gøres med den meget underholdende ’Vikings’. Problemet er bare, at hypermaskuline krigere, ultravold og et soap-agtigt plot ikke er en garanti for succes.

’Knightfall’ vil gerne være en actionserie med mange små og store slag. Desværre har den ikke budgettet, der matcher ambitionerne – og den bruger en del CGI, der ser en smule tarvelig ud. Det er en udfordring her post-’Game of Thrones’, der havde filmbudgetter til actionafsnittene – forventningerne til action i en tv-serie er simpelthen løbet fra ’Knightfall’, der på den måde og mange andre føles som en tv-serie fra en svunden tid. Det hjælper heller ikke, at koreografien for slagene er rodet, så man ikke rigtigt har en fornemmelse for, hvad der sker.  

Det forsøger den at opveje med små brutale klip, for eksempel af et sværd, der (utroligt utroværdigt) stikkes igennem baghovedet og kommer ud af munden. Det virker bare infantilt og lidt latterligt, når det ikke begrundes af plottet. GoPro-kamerastilen bruges ukonventionelt, for eksempel til at filme riddernes ansigter inde bag hjelmens visir, og det fungerer til gengæld udmærket.

Budgettet røber også sin utilstrækkelige størrelse i produktionsdesignet, der foruden de glimrende tempelridderkostumer ikke formår at skabe en troværdig udgave af middelalderen. Det hele er simpelthen for pænt, der er ikke spor af skrald, lort og al det, der ellers hører Middelalderen til i gadebillederne. Her er kun statister i pletfri gevandter og ren hud at se. Hvis Lars Mikkelsen pludselig dukkede op og fortalte ’Historien om Tempelridderne’, kunne jeg acceptere det, men for en historisk dramaserie er det simpelthen ikke godt nok længere.

Dramatisk og plotmæssigt er serien desværre også intetsigende og uoriginal. Karaktertegningen er firkantet og forudsigelig, og de gennemgår generelt ingen udvikling. Plotmæssigt er det meget soap-agtigt: intriger, sex og affærer. Det løfter sig ikke op på et tilpas højtideligt niveau, som passer til materialet. På et tidspunkt kommer Pave Bonifatius VIII forbi Paris, og han spilles utroligt hyggeonkelagtigt af Jim Carter, men her savner man bare en lille smule katolsk mysticisme og højstemthed. Serien tager også den ene fortællemæssige genvej efter den anden.

Med ’Knightfall’s budget skulle man nok have lavet serien mere kammerspilsagtigt med nogle få velproducerede actionsekvenser – som ’Jeg, Caligula’. Alt i alt er der ikke meget at komme efter i ’Knightfall’.


Kort sagt:
Tempelridderserien ’Knightfall’ føles som en serie fra en svunden tid. Sådan en slags serie, BBC kunne have lavet før HBO og ’Game of Thrones’. Tempelridderne tager sig flot ud, men hverken action-, karakter- eller plotmæssigt er der meget at komme efter bag det røde kors.

Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.

The Square

5/6

Bragt i Soundvenue

Sjældent har jeg følt mig sig nedslået over menneskelig dårskab som efter svenske Ruben Östlunds Guldpalmevinder ’The Square’. Samtidig følte jeg mig utroligt godt underholdt, uden et øjeblik at have kedet mig i de 2 timer og 22 minutter filmen varede – og endelig taknemmelig for at have set nogle geniale scener, som jeg aldrig vil glemme.

’The Square’ er en utroligt ambitiøs film, der videreudvikler mange af de temaer, Östlund også præsenterede i ’Play’ og ’Force Majeure’, men som samtidig gerne vil sige noget om moderne kunst, pr-industrien, vores forhold til tiggere og det moderne menneskes apati. Det er en film, der især revser den politisk korrekte skandinaviske mands selvbillede, især hvis denne tilhører den kreative klasse, og derfor føler jeg mig da også lutret af Östlunds nådesløse, satiriske forstørrelsesglas.

Ambitionsniveauet gør dog også, at filmen kommer til at stå lidt i øst og vest med et mindre stærkt plot end den fantastiske ’Force Majeure’, simpelthen fordi den vil lidt for mange ting. Filmen følger den kreative direktør Christian (en forrygende Claes Bang), der står i spidsen for et museum for moderne kunst i Stockholm. Museets seneste værk hedder The Square og er en lysende firkant på en plads, hvor alles rettigheder er lige, og alle har et ansvar for at hjælpe hinanden.

Christopher Læssø og Claes Bang tracker lommetyven i ‘The Square’

Christian med rødt brillestel, åbenstående skjorte, jakkesæt og halsklud fremstår med det samme som en genkendelig type i Östlunds satiriske fremstilling. Han er en mand, der lever i en verden af bløde, politisk korrekte humanistiske værdier, men da hans indre alfahan dukker op af urdybet, da han vil forsvare en kvinde på gaden mod hendes voldelige kæreste, starter hans deroute. Det viser sig i virkeligheden at være et mesterligt orkestreret tricktyveri, der frarøver Christian hans mobiltelefon og pung. I museets mikrokosmos breder denne begivenhed sig som ringe i vandet og afstedkommer blandt andet en fæl, meget politisk ukorrekt viral pr-video for The Square-installationen, lavet af et par slikkede SoMe-typer. Den sender museet og Christian ud i en sand shitstorm.

Der er et hav af scener, nogle en del af plottet, andre vist bare, fordi Östlund op til Cannes-festivalen har haft svært ved at slå sine darlings ihjel. Og heldigvis, selvom filmen får et næsten antologisk udtryk, tæt beslægtet med landsmanden Roy Anderssons surreelle tableauer, der løst bindes sammen, er det også nogle af de scener, der ikke stramt hænger sig på plottet, som står stærkest.

Eksempelvis et kunstnerinterview med den besøgende kunstner Julian (Dominic West aka McNulty fra ’The Wire’), som en tilhører med tourettes bliver ved med at afbryde med obskøniteter (»Vis patterne!«), eller en gallamiddag for kulturspidserne, hvor performancekunstneren Oleg (spillet af den brillante bevægelseskoreograf Terry Notary), giver en mildest talt grænseløs gorilla-performance. Det starter med at være sjovt, så ubehageligt og til sidst fuldstændigt forstyrret.

Dominic West og Terry Notary i ‘The Square’.

Filmen bliver her nærmest en naturdokumentar om det interessante, men latterlige dyr mennesket. Samtidig med der tematisk er et spil mellem det tamme flokdyr og det farlige individuelle rovdyr og en undersøgelse af akavethed og grænsen for politisk korrekthed i sociale interaktioner. Det er nærmest, som om Östlund ikke selv tilhører menneskeracen med den distancerede og nådeløse måde, han formår at dissekere os. Det er rent ud sagt vildt imponerende, at scenerne her fungerer på så mange niveauer, samtidig med at de er hylende morsomme.

Her er også en foregribelse af hele #metoo-bølgen, da den midaldrende dandy Christian anklages af den amerikanske journalist Anne (Elisabeth Moss) for at misbruge sin magtposition til at komme i bukserne på kvinder (og hende). »Indrøm det nu bare, du tænder på magt« er Christians svar. Tydeligvis er #metoo endnu ikke blevet internaliseret i hans politisk korrekte dna.

Der er en utrolig naturlighed i skuespillet i ’The Square’, på trods af at replikkerne nogle gange er en anelse karikerede. Det skyldes nok de oftest mere end 30 takes, Östlund bruger på hver scene. Samtidig er der ofte en klaustrofobisk følelse i kameraarbejdet, som har tendens til at låse fast på reaktioner og ikke, hvad der reageres på.


Kort sagt:
I ’The Square’ hudfletter Ruben Östlund endnu engang det skandinaviske menneskes dobbeltmoral, hykleri, apati og politiske korrekthed, samtidig med at der langes ud efter den moderne kunstverden og et væld af andre ting. Det hele serveres på enormt underholdende vis, i nogle lidt løsrevne, men geniale enkeltscener. En absolut værdig (og sjældent sjov) Guldpalmevinder.

Den røde skildpadde

4/6

Bragt i Soundvenue

Animationsstudiet Ghibli er nærmest synonym med animé-mesteren Hayao Miyazaki, men har nogle få gange lavet film af andre instruktører – for eksempel ’Only Yesterday’, ’Whisper Of the Heart’ og ’The Cat Returns’. Nu har studiet i et internationalt samarbejde med den Oscar-vindende hollandske instruktør og animator Michaël Dudok de Wit lavet filmen ’Den røde skildpadde’, som også var nomineret til en Oscar og var med på programmet i Cannes 2016 i underserien Un Certain Regard.

Filmen handler om en skibbruden mand, der i en storm skylder i land på en øde ø. En tropisk ø med en høj klippe, hvide strande, en bambusskov og en ferskvandssø. På øen er der et hold nuttede små krabber, der nøje følger mandens bestræbelser filmen igennem. Når natten falder på, bliver alting gråt i månens hvide lys. En sådan nat ser manden et kuld babyskildpadder klække i sandet og ile mod havets beskyttende omfavnelse. Senere, da han forsøger at undslippe øen i en bambustømmerflåde, angriber titlens mystiske røde skildpadde tømmerflåden og sænker den, hver gang han prøver.

Skildpaddens modstand over for hovedpersonen er et mysterium, og efter en konfrontation mellem de to udvikler filmen sig i en mere magisk-realistisk drejning, der måske eller måske ikke er en feberdrøm eller hallucination.

Filmen er fuldstændig ordløs, foruden ordet »Hey!«, der får én til at tænke på Robert Redford i ’All is Lost’, der kæmper mod elementerne kun ytrende ordet »fuck!«. Men ellers er det selvfølgelig sammenligningen med Robinson Crusoe, der ligger lige for: Manden virker da også til at være sådan cirka fra samme tid som Crusoe. Man mærker tydeligt Ghiblis hånd i animationerne, som er så livagtige og flydende, som man kan forvente, næsten udelukkende i 2D. Man lever sig i den grad ind i mandens kamp for overlevelse, som da han pludselig sidder fast i en trang klippetunnel under vandet, og man næsten ikke selv kan få vejret.

Den europæiske indflydelse mærker man tydeligt i tegnestilen og farverne, der her er temmelig naturalistiske med en noget mørk og grumset farvepalet. Hvis man er vant til Ghiblis klare og simple stil, fremstår ’Den røde skildpadde’ en smule kedelig og ensformig.

Efter filmens stærke anslag og medrivende første halvdel bliver anden halvdel desværre en smule søvndyssende – man kunne have ønsket sig, at de Wit havde arbejdet i et lidt kortere format. Anden halvdel bliver også en smule new age/øko-mystisk, der engang imellem kammer over, ikke mindst på grund af soundtracket, hvor der bliver skruet lige højt nok op for violinerne.

Hvis man har det helt ok med en allegorisk magiske realisme og en rimelig minimalistisk historie, vil man sikkert elske ’Den røde skildpadde’, der da også i de to sidste minutter hæver sig flot op og siger noget smukt og universelt om livet og eksistensen.