Winter is coming – Søren Glosimodt Mosdal FIMBULVINTER

Bragt på LitteraturNu

I blodrøde farver maler Søren Mosdal sin episke fortælling om Erik den Rødes Grønland og kampen mellem aser og Gud.

2 fimbul-29 copyDen historiske Erik den Røde var en norsk vikingehøvding der levede fra ca. 950 til 1003. Han var en stridslysten mand, af en stridslysten familie. Hans far var blevet erklæret fredløs i Norge, og flygtede til Island. På Island skete det samme for Erik efter nogle blodige nabofejder. Han flygtede til Grønland, hvor han oprettede den første vikingekoloni. I FIMBULVINTER fortæller Mosdal om konflikten mellem far og søn, Erik og Leif den Lykkelige, og konflikten mellem den gryende kristendom og den ældgamle asatro.

Konflikten anslås allerede i starten, da Leif er på vej hjem til Grønland efter at have mæglet hos den norske kong Olav. Han medbringer den kristne tro og præsten Thangbrand af den gamle missionærskole. Tordenguden Thor materialiserer sig over de rørte vande  og forlanger lydighed, men Leif klamrer sig til korset og forkaster asen. Konflikten optrappes i kolonien, da Leif og præsten vil bygge en kirke. Imens plages stedet af organiserede røverangreb og mystiske inuitter i pelse og med snebriller, som nordmændene tror er små jætter.

Aserne blander sig i striden, Eriks trofaste tjener Farsek underkaster sig Odin og får til gengæld dæmoniske kræfter, som han hidkalder med en mystisk runetale. Konflikten mellem de kristne og de asatroende skærpes, Erik forsøger at spille røverne og Leif og hans mænd ud mod hinanden. Efterhånden som desperationen stiger, giver Erik og Farsek sig i kast med sort magi. Det fantastiske univers minder om en blanding af den blodige middelalderserie GAME OF THRONES, med dens personintriger og magtspil, og Nicolas Winding Refns syrede og surrealistiske vikingefilm VALHALLA RISING. Aser og guder er i Mosdals skildring ikke fjerne, døve magter, men aktive kræfter, der materialiserer sig gennem deres menneskelige tjenere, præsten Thangbrand og vikingen Farsek. Mosdal blander her igen fiktion og fakta, som i sin forrige udgivelse LOST HIGHWAY om country-stjernen Hank Williams.

3 fimbul-91 copyTegnestilen i FIMBULVINTER er i forhold til LOST HIGHWAY betydeligt mere kantet og holdt i grumsede farver på mat papir. Med undtagelse af de rødlige nuancer, som dominerer værket igennem i form af ild og blod. Æstetisk er det knapt så flot, men den kantede streg passer godt til det dystre, ugæstfri fjeldlandskab på Grønland, og ikke mindst runetalen og de kantede karakterer. Bogen er som vi er vant til det fra Aben Maler i flot udstyr, det store format gør sig især godt til de helsides-illustrationer, der markerer de episke begivenheder. I det hele taget er der et godt flow i historien, Mosdal har styr på sine virkemidler.

Det storladne, blodrøde vikingeepos om Erik den Røde, Leif den Lykkelige og den blodige duel mellem aser og Gud er sjældent set flottere skildret, end Søren Mosdal formår at gøre det i FIMBULVINTER. Det er en tegneserieudgivelse af internationalt format. Den har da også allerede fået sin internationale debut, da den foruden Danmark, er udkommet i Frankrig og Belgien på det legendariske Casterman-forlag.

Oppenheimer breaking bad – Jonathan Hickman: The Manhatten Projects TPB 1 og 2

Bragt på Nummer9

Jonathan Hickman og Nick Pitarras Manhattan Projects er en kontrafaktisk science fiction-røverhistorie om gale nazi-videnskabsmænd, rumvæsener, dommedagsmaskiner og dødsbuddhister.

The Manhattan Project var som bekendt det amerikanske forskningsprojekt, der førte til konstruktionen af de første atombomber. I Hickmans fortælling er atomprogrammet kun et dække for de virkelig spændende projekter, pluralis, som finder sted dybt under jorden i hemmelige laboratorier. Persongalleriet er det samme, stort set alle karakterer var med i det rigtige Manhattan Project, men de har lige fået et tvist mod det absurde, ekstreme og groteske.

Lederen af projektet er General Leslie Groves, en cigarettyggende, våbenglad ærkegeneral med håndgranater ved siden af sildesalaten på det svulmende bryst. Man tænker på den paranoide (skingrende vanvittige), kropsvæske-fokuserede general i Stanley Kubricks mesterværk fra 1964 med den mundrette titel “Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb”, der i øvrigt har været brugt flittigt som inspiration for Manhattan Projects, også i kraft af den gakkede videnskabsmand Dr. Strangelove, der lægger urmaterie til Hickmans videnskabsmænd.

En side fra "Manhattan Projects"

Historien starter med Dr. Oppenheimer, den verdenskendte fysiker, der udtalte de berømte ord ved detonationen af verdens første atombombe: ”Now I am become Death, the destroyer of worlds”. I Manhattan Projects parallelunivers er den gode Julius Oppenheimer blevet erstattet af sin onde og sindssyge tvillingebror Joseph. Joseph har fortæret sin bror, og fortsætter med at fortære fjender for at optage deres viden og kræfter. De to brødres historie oprulles i parallelle spor farvet henholdsvis blå og røde.

I de hemmelige laboratorier finder vi også Albrecht Einstein, et alkoholiseret geni, der tilbringer sin tid med at stirre på en monolit, der ligner noget fra “2001: A Space Odyssey” (ok, sidste Kubrick-reference) og taler i et tysk-læspende sprog med masser af z’er. Dr. Werner von Braun, raketgeniet, der først sendte V2-raketter ind over London og siden rumraketter til månen. I paralleludgaven er Braun udstyret med en mægtig cyborgarm, der har mange tricks oppe i ærmet. Inden afhopningen er han en del af Himmlers esoteriske forskningsenhed, der selvfølgelig holder til på et gammelt slot. Og mon ikke armen og slottet er et nik til Mike Mignolas Hellboy?

Af andre personager nævnes i flæng: Præsident Franklin D. Roosevelt genskabt som den kunstige intelligens FDR AI, den første mand i rummet – hans eneste kvalitet – Yuri Gagarin, rumhunden Laika (med påmonterede maskingeværer), Harry Daghlian, der i virkeligheden døde af stråling, og som her er et højst radioaktivt skelet i en isoleringsdragt osv. osv.

Hickmans overophedede hjerne spytter den ene idé efter den anden ned på papiret, og serien bliver et fantastisk sammensurium af gale indfald. I episoderne, der finder sted under krigen, sender zen-drevne dødsbuddhister benzin-drevne robotsamuraier gennem en japansk Torii-port…den lader vi lige stå lidt. Og ellers står den på andre dommedagsvåben, en aggressiv race af rumvæsener, en AI, der går amok, og rejser i tid og rum. Det er en fornøjelse at lade sig overvælde af Hickmans indfald, selvom man godt kan savne en større historie, der binder det hele lidt sammen.

"Manhattan Projects"-panel

Manhattan Projects er smukt illustreret af Nick Pitarra, hvis krøllede, organiske streg fanger tonen i historierne nær noget perfekt. Især udmærker serien sig ved de store tableauer, hvor man længe kan sidde og gå på opdagelse i detaljerne, de ikoniske forsider, som desværre ikke er med i trade paperbacken, og Jordie Bellaires suveræne farvelægning. De føromtalte blå og røde farveskemaer, bruges også generelt som en etisk indikator på det gode vs. det onde, som i høj grad er nøgletemaet i tegneserien.

The Manhattan Projects anbefales til alle, der er interesserede i alternative history, kontrafaktisk fabulering, problematisering af videnskabens hovedløse jagt efter ny viden og mere magt, dommedagsmaskiner og aliens – og dem, der bare gerne vil se en barbrystet Einstein med et maskingevær.

Karakter: 4/5
Titel: The Manhatten Projects TPB 1 og 2
Forlag: Image Comics
Forfatter: Jonathan Hickman
Tegner: Nick Pitarra, Jordie Bellaire (farver)
Form: Trade paperback, 144 og 152 sider, farver
Pris: 7,69£
Udgivelsesår: 2012 og 2013
ISBN: 9781607066088 og 9781607067269

Livets bund – Emmanuel Guibert ALANS KRIG

Samarbejdet mellem Emmanuel Guibert og Alan Ingram Cope har ført til et bevægende, overvældende og varmt mesterværk i tre dele, hvor tegninger og tekst er i perfekt syntese.

Emmanuel Guibert mødte Alan Ingram Cope (f. 1925) tilfældigt i 1994 på den franske ø Île de Ré. Det blev starten på et varmt venskab ind til Copes død fem år senere. Cope var veteran fra  Anden Verdenskrig og en god fortæller, og Guibert foreslog at de lavede en bog sammen baseret på Copes erindringer fra krigen og tiden efter.

I værket opstår den perfekte syntese mellem Copes tekst og Guiberts billeder. Guibert er en tegner, der lader tekstmaterialet bestemme udtrykket, og hans stil her er væsentligt forskellig fra stilen i FOTOGRAFEN eller BRUN, som er de to andre værker vi har fået på dansk. Meget af ALANS KRIG er tegnet ved hjælp af vand og blæk, en teknik som jeg ved selvsyn har set ført ud i livet på Copenhagen Comics-festivalen, men ikke desto mindre stadig har svært ved at tro på. Stregerne er sepiafarvede, og stilen enkel. Guibert økonomiserer sin streg og lader ofte karakterne optræde i tomme rum for at sætte fokus på det menneskelige drama, og han formår hele vejen igennem at fange essensen i anekdoterne.

Alan Cope er et sympatisk, stilfærdigt og følsomt individ, der får venner, hvor end han kommer. Hans historie fra Anden Verdenskrig er ikke en om heltemod og drabelige slag. Cope ser nærmest ingen kamphandlinger, på trods af at ham og hans panservogn er tilknyttet de allieredes pansrede spydspids i Europa, Pattons 3. armé.

Hele første del omhandler Copes træning som infanterist i Uncle Sams hær. Copes motivation til at gå ind i hæren er for ham typisk nede på jorden og sådan lidt Forrest Gump-naiv.

– Da jeg var atten år, sagde Onkel Sam til mig, at han godt ville have mig til at trække i uniform for at bekæmpe en fyr ved navn Adolf. Så det gjorde jeg.

Rekruttiden omhandler venskaber med de andre rekrutter, især en fyr ved navn Lou bliver noget der minder om Copes sjælefrænde. Rekruttiden viser også Copes forfinede interesser. Han og et par andre laver en musik-klub for på kasernen, hvor de lytter til klassisk musik, og herigennem opdager Cope alle de store mestrer. Interessen for musik kommer til at spille en stor rolle resten af Copes liv.

Den 19. februar 1945 kommer Cope i land i Frankrig. De første to måneder går med at vente på deres køretøjer, som selvfølgelig er kommet det forkerte sted hen. Da de endelig dukker op, går turen gennem Europa. Det bliver kun til en enkelt eller to træfninger med fjenden, i stedet beskriver Cope konflikter med krigskammerater og feltlivet, med hvad det indebærer af latriner, mangel på søvn og formålsløse patruljer og absurditeter.

Cope finder sine bedste venner i de lokale indbyggere, han møder rundt omkring i Europa. I tredje del, har Tyskland overgivet sig, men Cope bliver i Europa og får et kontorjob i hæren. Her møder han bl.a. den tyske komponist og pianist Gerhard og hans amerikanske kone digterinden Vera. Et venskab der skal vare livet ud.

Da han endelig vender hjem til Californien, lader han sig indskrive på et præsteseminar. Men han mister sin tro, og skilles fra sin kone og indser, at han længes tilbage til Europa, ’De fleste amerikanere lever på livets overflade, men jeg ville leve på dets bund’. Nærmere bestemt vil han tilbage til Frankrig, hvor han allerede har en fransk kvinde, der venter på ham.

Tilbage i Frankrig fortælles Copes efterfølgende liv hurtigt. Nye jobs, nye koner, en eksistentiel krise

– Jeg havde ikke levet mit som den person, jeg er. Jeg havde levet mit liv som den person, andre ønskede, at jeg skulle være.

Tegningerne blandes med dokumentarisk materiale: et håndskrevet brev, et kapitel fra en bog, en affotograferet krøllet konvolut, et fotoalbum. Hele tiden rumsterer venskabet med Gerhard og Vera, som han i lange perioder er uvenner med, men som han til sidst indser, er nogle af de vigtigste personer i hans liv. Det fører til en rørende brevkorrespondance med det gamle ægtepar og en afsluttende sublim brug af fotos, tegninger, og farver, der uundgåeligt trækker et par tårer ud af sin læser.

Copes helt igennem almindelige liv under (almindeligt) ualmindelige omstændigheder, hans varme og sympatiske stemme, og hans sans for de gode detaljer, ledsaget af Guiberts tegninger og kunstneriske overskud, gør ALANS KRIG til et helt igennem anbefalelsesværdigt mesterværk inden for grafiske erindringer. Den danske udgave fra Aben Maler lægger sig tilmed helt i front, hvad angår udstyr, farver og oversættelse sammenlignet med den engelske og franske udgave.

Knap så vidunderlig – Brian Azzarello: Wonder Woman, vol. 1 Blood, vol. 2 Guts

Bragt på Nummer9

En storbarmet kvinde iklædt badedragt og diadem, med stort, sort krøllet hår og frygtindgydende lange ben. Hun er Wonder Woman i DC Comics “New 52”-serie.

Wonder Woman er et sært fænomen. Opfundet af psykologen William Marston i 1941, baseret på de to kvinder, han levede i et polygamt forhold med. Hun har både leveret kæberaslere til nazister og tævet superskurke i Justice League of America. På den ene side blev hun et feministisk ikon i en tid, hvor kvinder i superheltetegneserier primært optrådte som det hjælpeløse, hysteriske offer, der ventede på at blive reddet. Wonder Woman var en stærk kvinde, der kunne slå på næven, og regerede endda USA i en periode som præsident – uden at hun mistede sin kvindelighed og sexappeal. På den anden side var hun i sin udfordrende dragt tydeligvis et voyeuristisk sexobjekt. Der var tydelige bondage- og underkastelsestemaer i Marstons historier, med smukke amazonekvinder, der rullede rundt i græsset i pikant brydeleg.

På dén måde passer Wonder Woman måske godt som ikon til vor 10’ere. Hun er både smuk og sexet og samtidig selvstændig og kompetent. Nu er hun blevet rebootet, som det hedder, når en figur genopfindes, i DC Comics’ The New 52, hvor alle superhelteforlagets titler blev stoppet og 52 nye blade lanceret med nye og gamle figurer (se også Mads Bluhms gennemgange af de nye serier, red.). Bag roret på Wonder Womans revitalisering står Brian Azzarello (ord) og Cliff Chiang og Tony Akins (tegninger).

En "Wonder Woman"-side tegnet af Cliff Chiang

Historien i Wonder Woman væves tæt sammen med den græske mytologi, hvor Diana (som hun foretrækker at kalde sig selv), er datter af de militaristiske amazonekvinders dronning Hippolyta og gudernes konge Zeus, og derfor en demigud. Wonder Woman blandes ind i gudernes magtspil. Hera, Zeus hustru, er vred over at Zeus (igen, igen) har haft en affære med et menneske, kvinden Zola, og så desuden er forduftet fra Olympen og har efterladt tronen tom. Zola er selv glad for mænd og ikke rigtig klar over, om Zeus kom til hende i skikkelse af en trucker, en poolspiller eller et rockband – eller alle de ovennævnte.

 

Zola er gravid med Zeus’ barn, og udsættes for Heras guddommelige, kvindelige vrede. Til at forsvare sig har hun Wonder Woman og gudernes sendebud Hermes. Undervejs blandes også Hades, Ares, Apollon, Hefaistos, Poseidon, Artemis, Afrodite og Eris (Strid) ind i kampen. Ja, stort set alle de olympiske guder blandes ind i kampen om Zola og hendes ufødte barn.

De græske guder er altid gode for at hive en historie op på et episk plan, desværre forbliver Azzarellos historie meget lille. Den lille krumtap, han har hængt det hele op på, Zolas barn, slår simpelthen ikke til – også selvom barnets betydning forsøges forøget, da det viser sig, at det (måske) er profeteret til at dræbe den, der sidder på Olympens nu tomme trone. Hvorfor handler karakterne, som de gør, hvad driver dem og hvem er de? Disse ret essentielle spørgsmål besvares kun meget overfladisk.

Det bringer mig til mit problem med Azzarello: Han skriver dårligt, og det gælder både dialog, plot og karakterer. Det synes jeg fremgik af både 100 Bullets og især den horrible Before Watchmen: Comedian, og således også i Wonder Woman. Hans dialog svinger fra at være på grænsen til det uforståelige, til at være de værste 80’er actionfilm-klicheer, og hans karakterudbygning og -motivation er som sagt i hundene. Plottet er godt nok enkelt i sin essens – ”red/dræb barnet!” – men forbliver stadig mudret. Præcis hvordan og hvorfor, det hele finder sted, har jeg svært ved at forklare.

Endnu "Wonder Woman"-side af Cliff Chiang

Chiangs illustrationer er udmærkede uden at gøre noget særligt væsen af sig. Til gengæld bryder jeg mig ikke meget om Akins, som pludselig overtager i slutningen af den første samling, og jeg bryder mig principielt heller ikke om, at serien udskifter tegneren undervejs. Det hører sig bare ikke hjemme.

Den genopfundne Wonder Woman er altså ikke noget hit i min bog. Hvis du er kæmpe Azzarello-fan, og elsker karakteren, er det sikkert udmærket. Ellers vil jeg anbefale at prøve lykken i én af de 51 andre serier – eller hvor mange, der nu er tilbage – og ellers samle et eksemplar af Matt Fractions og David Ajas Hawkeye op, en af de mest underholdende superheltetegneserier, jeg har læst for nyligt.

Karakter: 2/5
Titel: Wonder Woman, vol. 1 Blood, vol. 2 Guts
Forlag: DC Comics
Tegnere: Cliff Chiang og Tony Akins
Forfatter: Brian Azzarello
Form: Paperback og Hardcover
Pris: 8 og 10£
Udgivelsesår: 2013
ISBN: 9781401235628 og 9781401238094
Udgivelsesland: USA

I lys Lou – Julien Neel LOU!

Bragt på LitteraturNu

Det påstås i pressematerialet, at LOU! er noget så sjældent som en tegneserie til tween-piger, men efterhånden som anmelderen læste sig igennem de tre bind, der indtil videre er kommet på dansk, begyndte han at tvivle på, om ikke LOU! var skrevet til danske mænd over 30. 

Jeg er vild med Lou! Det er måske en lidt farlig udtalelse, når man er en 33-årig mand, og Lou er en pige på 12 ¾ år, men ikke desto mindre – jeg er vild med Lou! Nu er hun i virkeligheden også bare en fiktionaliseret figur fra serien af samme navn, udsprunget af den 36-årige franskmand Julien Neels hjerne, så alt er ok. LOU! er en kæmpestor positiv overraskelse for én, som normalt rynker lidt på næsen af ’børnetegneserier’.

Lou lever med sin mor (unavngiven, pandehår, storbarmet) og kat (nyt navn hver uge, bla.: Hulk, Kødbolle, Mongo-elvis) i storbyen. Lous mor havde en streng opvækst i det velbetitlede Møgstrup, som mor og datter besøger i bind 2, og stak som ung pige af med en fyr. Det var den store kærlighedsrus, indtil hun blev gravid, og fyren skred. Nu kæmper hun som enlig mor med at få skrevet en science fiction-roman om rumheltinden Solana. Det er slet ikke så socialrealistisk, som det lyder.

Det er dog svært at skrive en roman, når man er bidt af en gal spilledille. Spillekonsollen og sofaen lokker konstant moren væk fra tasterne, og tit er det Lou, der må holde hende i ørerne. Opdrager/barn-rollerne er i det hele taget vendt på hovedet i LOU. Moren er ikke en typisk dansk speltmor, men altså en spillegal sci-fi-forfatter, som lever af pizza og er en katastrofe i et køkken. Lou derimod er en yderst flittig lille dame, hun syr sit eget tøj, hendes store lidenskab er teater, og i det hele taget er hun helt sin egen. Bedsteveninden er Minna, som gerne vil være Missy Eliot når hun bliver stor.

Det første bind handler om morens og datterens jagt på den store kærlighed. Moren får sin chance, da den flippede Rikard flytter ind i bygningen iklædt en vest lavet af et dødt får (totalt klamt, synes Lou, men ellers får han den opadvendte tommelfinger). Lou skubber på for at forene de to og få moren ud af sit sløvsind. Imens får Lou chancen med klassekammeraten Tobias, men begge damer har lidt svært ved at gribe øjeblikket.

I det første bind er formlen, at en side er en afsluttet stribe med punchline og det hele. Men konceptet blødes op, til stor fordel for læseoplevelsen, og i bind to, besøget hos mormor i Møgstrup, er der mere fokus på den store historie, der fortælles over mange sider. På samme måde eksperimenteres der, som serien skrider frem, mere med fortællestilen og rammelayoutet. Serien vender store spørgsmål, uden at det bliver belærende, moraliserende eller overdrevent pædagogisk.

I tredje bind fylder Lou tretten, og rammer derfor på klokkeslettet en tidlig pubertetskrise. Moren og Rikard har kun øjne for hinanden, veninden Minna har fundet en ny bedste veninde, og Tobias var måske alligevel ikke den store kærlighed. Der er kort sagt krise, men døren åbnes også til nye veninder og måske en ny kærlighed.

LOU! oser af charme, simpelthen, det er en varm og skøn tegneserie, som jeg tror, at alle ville kunne få noget ud af, tweens, teens, eller fuldvoksne mænd og kvinder. Der er allerede kommet seks bind på fransk, så se at få dem oversat, Carlsen!

KRIG! HURH! Hvad gøøør det godt for? – Garth Ennis: War Stories Vol. 2 


Bragt på Nummer9

Irske Garth Ennis’ War Stories Vol. 2 er ikke krigseventyr for raske drenge, men et studie i krigens rædsler og dens psykologiske omkostninger.

Samlingen indeholder fire historier af fire forskellige tegnere fra eller omkring Anden Verdenskrig, som således bliver en periode i Ennis’ forfatterskab der er stærkt repræsenteret på dansk. Først Kære Billy med danske Peter Snejbjerg, siden War Stories Vol. 1 og nu Vol. 2. Lad os da gerne få andet fra Ennis’ hånd, fx Preacher.

Heldigvis holder Ennis’ vol. 2. standarden fra vol. 1. Det er primært de psykologiske aspekter ved krigsførelse der undersøges hvilket gør at emnematerialet stadig virker relevant om end noget bedaget.

David Lloyd, som leverede de bedste illustrationer i vol. 1, lægger ud i vol. 2 med ”J som Jenny” om en britisk bombebesætning der flyver togter over Tyskland. De udfører de såkaldte ’planbombninger’, altså regulære terrorbombninger af civile mål i Tyskland. Planen var at knække Tysklands kamplyst og moral, men var også en hævnaktion for de terrorbombninger de engelske, skotske og irske byer havde modtaget fra tysk hånd.

Den hævnlystne, bifaldende tilgang til terrorbombninger er personificeret i piloten Page, som mistede sin kone og børn i bombninger af Belfast. Han er optændt af et helligt had mod tyskerne: ’vi sønderknuser jeres byer. Og vi brænder jeres børn i deres senge’. Page får modstand i 2. piloten Stark, der synes det er en afskyelig opgave. Lloyds tegninger er igen gode.

I ”Grænserøverne”, tegnet af Cam Kennedy, følger vi en lille håndfuld britiske elitesoldater i det dengang nystartede elitekorps, SAS. De drøner rundt i ørkenen i jeeps og laver hit ’n runs på tyske militærinstallationer i Nordafrika. Her er det igen blodtørst der står overfor fornuft. Lederen af den lille enhed, skotske Løjtnant Dixon, ser sig selv som en moderne inkarnation af sine skotske forfædre, som myrdede og hærgede langs den engelske-skotske grænse. Her ser vi soldaten som psykopat, og i sidste ende vinder blodtørsten over fornuften. Den slutter med den lidt for eksplicitte morale: ’Hvad skal I gøre godt for, alle i mordere, der lever højt på krigen?’

En tysk pilot, en irsk fascist, en engelsk socialist og en desillusioneret spanier sidder i et granathul under den Spanske Borgerkrig. Nej det er ikke starten på en vittighed, men samlingens tredje historie ”Kondorer”, illustreret af Carlos Ezquerra. De fire fortæller hver baggrunden for at de kæmper i borgerkrigen, facisten og socialisten af ideologiske grunde, tyskeren vil bare flyve jagerfly, og spanieren oplevede Guernica, og kæmper for republikanerne, men foragter i virkeligheden krigen og de udlændinge der kommer og driver krig i hans fædreland.

War-Stories-vol-2_Lloyd

Samlingens sidste historie ”Arkhangelsk”, handler om en skotsk jagerpilot, MacKenzie, der træder i spinaten og bliver pilot på et såkaldt CAM-handelsskib. Hvis handelsflåden bliver angrebet af fjendtlige jagerfly, skal han affyres fra en raketkatapult på dækket og efterfølgende prøve at nå venligsindet grund eller kæntre flyet i nærheden af flåden! Derhjemme venter en kvinde, der håber at blive hans kone. Fortællingen om MacKenzie fortæller historien om den ufrivillige helt, som egentlig helst bare vil hjem, men som møder de udfordringer livet kaster imod ham og overvinder dem. En positiv og respektfuld fortælling om det sindssyge job som CAM-pilot. Tegneren Erskine er god til maskiner, mindre god til mennesker og ansigter.

Ennis leverer fire fine og velresearchede (endda med bibliografi og noter til sidst) krigsfortællinger. Anden Verdenskrig er efterhånden et godt gennemtygget emne, men Ennis formår at gøre det relevant for den nutidige læser, uden at det dog bliver påkrævet læsning.

Karakter: 3 ud af 5
Titel: War Stories Vol. 2
Forfatter/tegner: Garth Ennis og diverse tegnere
Forlag: G. Floy Studio
Udstyr: Farver, hardcover, 240 sider
Pris: kr. 278
ISBN: 978-87-91630-78-1

Rød hævn – Mikkel Ørsted Sauzet ASKE

ASKE er en dansk debut, som lægger to radikale benspænd ud for sig selv. Der snubles dog ikke over målstregen, og resultatet er en imponerende tegneserie om et slaveoprør på Haiti i 1700-tallet.

Teknisk er Mikkel Ørsted Sauzet et sjældent dansk talent. Mange røde Bic-kuglepenne (eller tilsvarende) må have ladet livet under tilblivelsen af ASKE, som sammen med en sort markeringspen udelukkende er bygget op af røde skraveringer. Det er et pudsigt men utroligt velfungerende benspænd, hvis krybdyrsagtige faresignal, forstærker og understreger den blodige historie.

Vi befinder os på Haiti i slutningen af 1700-tallet, hvor Haiti er en fransk koloni, hvis produktion er afhængig af omfattende slavearbejde. Slaverne behandles som ejendom, de brændemærkes og udnyttes også til bordelvirksomhed for betalende kunder. ASKE åbner med en højgravid kvindelig slave, som giver fødsel til et lille pigebarn i marken. Slavinden forsøger at kaste sig i døden med den nyfødte på armen, men i sidste øjeblik redder en af slavepiskerne babyen, mens moren styrter i døden.

Den lille pige bliver adopteret af slavepiskerens (selv en indfødt) familie, men hun behandles dårligt i forhold til de to stedsøskende. Nogle år senere i 1791, bliver hun – nu som lille pige – uforvarende del af et slaveoprør, hvor landets slaver rejser sig og underkaster deres tidligere herremænd en blodig og grufuld skæbne. Meget passende at Tarantinos DJANGO UNCHAINED, der også kan siges at være malet i rødt, går i biografen i disse dage. Den viser den samme grimme (er der andre?) side af slaveriet og den voldelige blodige hævn, der følger. Men hvor Tarantinos nu oscarbelønnede manuskript folder historien ud i al dens gru, formår ASKE ikke helt at levere og udfolde dramaet og den virker lidt forhastet i sin afslutning.

Det gør dog ikke det helt store, da tegneserien tegne- og fortælleteknisk er helt i top. Sauzet arbejder virkelig flot med perspektiv og proportionering og udnytter flot tegneseriemediets potentiale, hvor perspektiv, tid og rum ikke er bundet af restriktioner. Samtidig bruger han fint mediets evne til at binde adskilte scener sammen visuelt og bruge panelernes størrelse til at fremhæve en scene dramatisk.

Nå ja, og jeg har vist glemt at nævne, at den er fuldstændig ordløs! Ikke en eneste taleboble kommer i vejen for de røde streger. Dette andet benspænd gør, at historien skal fortælles meget tydeligt og uden store nuanceringer. Det klarer Sauzet egentlig rigtig fint, og man er sjældent i tvivl om, hvad der sker, samtidig med at det ikke føles overtydeligt. En smule karikeret, det er klart, men ikke unødvendigt. Alt i alt må man sige, at ASKE er en utrolig overbevisende og stærk debut, som frem for alt bobler af tegnemæssigt og fortælleteknisk overskud.

Sauzet er en auteur, der selv tegner og fortæller sin historie, og han slutter sig til det fornemme danske selskab, som bl.a. tæller Rikke Bakman, Signe Parkins, Rikke Villadsen og Thomas Thorhauge.  ASKE er en stærk debut, og jeg glæder mig til at se Sazuets næste projekt, uanset farven.

Følsomme hulemænd – Emmanuel Roudier: Neandertal: Den samlede saga

Bragt på Nummer9

Neandertalere med psykologisk dybde, kannibaler og ud-og-hjem-igen-historie er hovedingredienserne i den velresearchede “Neandertal”

“Neandertal” er en rigtig eventyrtegneserie i den fransk-belgiske tradition. I min barndom havde jeg med garanti slugt tegneserien med stor fornøjelse. “Neandertal” er nemlig både utrolig lækker at se på og en klassisk medrivende hjem-ud-hjem dannelseshistorie, og så er der god action og endda et par kannibaler. Genren og historien har dog sine naturlig begrænsning, og serien vil nok appelere mest til yngre sjæle, der ikke har læst historier kastet over denne her skabelon til døde allerede.

Settingen er dog sjældent set: neandertalere i urtiden, fremstillet med et komplekst sprog og med psykologisk dybde. Vi følger den unge Lagu, som er sin stammes bedste våbensmed, men som står i skyggen af sine fire brødre, da han er halt og derfor ikke kan komme med på jagt. Hele hans verden bliver vendt på hovedet, da hans far og (gode) bror bliver dræbt af kæmpe bisonoksen ’Langskæg’. Broren dør da de tre andre brødrer forråder ham, noget som Lagu overværer i det skjulte. På sin dødsseng beder faren sine sønner om at hævne ham og dræbe Langskæg.

Lagu drager væk fra stammen og sine morderiske brødre, i jagt på det sagomspunden våben Jagtkrystallet, som skal hjælpe ham med at nedlægge Langskæg og vinde stammens og sin fars ånds respekt og taknemmelighed. Undervejs møder han både nye venner og fjender, han lærer at jage, at dræbe, han forelsker sig, og bliver venner med dyrene. Den fortabte søn vender i bogens sidste del tilbage til stammen, og ja, det ender velsagtens lykkeligt. Den fortabte søn er blevet en stor kriger, hans handicap er vendt til fordel, og han bringer retfærdighed og fred tilbage til stammen og genopretter den harmoniske balance.

Roudier er en fin tegner i den naturalistiske fransk-belgiske stil. Farverne er primært holdt i afdæmpede brune og grønne nuancer, og der er en god veksling mellem dialogtunge sider og ordløse, majestætiske stenalderdioramaer. Alt i alt er ”Neandertal” en udmærket genretegneserie for yngre læsere, der kan lide eventyr og action. Her er chancen for at opleve en ny tidsalder, der virker velresearchet både i tegninger og kultur. Selvom historiens elementer er velkendte, leveres det godt og med stor begejstring.

Dokumentforfalskning – DOKUMENT – TEGNESERIER I VIRKELIGHEDEN

En ny dansk tegneserieantologi ønsker at beskæftige sig med virkeligheden. Men konceptet er problematisk og kvaliteten er svingende, endvidere er en stor del af bidragene genbrug.

I medredaktør Cav Bøgelunds tegnede forord står der, at tegneserien traditionelt er synonym med eskapismen og genrehistorien, og at antologien her ønsker at beskæftige sig med virkeligheden. Ikke bare via et fiktionaliseret afsæt i virkeligheden, men en virkelig dokumentarisk virkelighed. Mange nyere graphic novels, danske som udenlandske, tager ellers afsæt i virkeligheden, ofte gennem selvbiografisk materiale. Herhjemme fx i Rikke Bakmans fremragende GLIMT og i de oversatte tegneserier, som fx BEDEMANDENS DATTER, EN DYNE AF SNE, DET STORE ONDE, PERSEPOLIS, PYONGYANG og den kommende FODNOTER I GAZA.

Det første bidrag er Thomas Thorhauges historie om et optænkt terroristangreb på ’Provins-tidende’, en fiktiv historie inspireret af det forpurrede terroristangreb på Jyllandsposten. ’V for vegetar’ er en klichefyldt tekst om at være vegetar, med bl.a. talende aber og ninjaer, ret flot sat på tegninger, men altså den rene fiktion. Hvorfor dette koncept, som kun passer på et par af de mange indlæg? Da vi ikke ligefrem vælter os i danske genretegneserier i Danmark, havde det da været sjovere at lave en antologi om superhelte, horror eller science fiction.

Ok, konceptet holder ikke, men holder bidragene ellers? Ja og nej. Her er virkelig godt materiale, som Johan F. Krarups ’Nostalgi’, der stramt komponeret fortæller om Krarups møde med tegneseriesamler og excentriker Berti Stravonsky, som netop er blevet skilt. Fortællingens benspænd er, at den er holdt i de samme lyserøde og ferskengule nuancer som Stravonskys blog. Virkelighedsdogmet udforskes, foruden det virkelige møde mellem Krarup og Stravonsky, yderligere i mødet med en internetpersonlighed i virkeligheden.

Signe Parkins ’Det ene med det andet’ er en rørende historie om hverdagens drama i Aarhus, om mormorens død, syge børn og parforholdsproblemer tegnet i personlige og perspektivforvrængede dagbogstegninger. Parkins spaghettifigurer mangler perspektiv og fylde og skildres ofte med lange DONNIE DARKO-agtige lemmer, som smyger sig gennem rummet. Her hersker en vis tristesse, men samtidig en hverdagsglæde over fx at se en solsort synge. Hverdagen punkteres af fantasivæsener, der manifesterer de følelser og stemninger, der ikke kan sættes ord på.

To glimrende indlæg, som jeg dog allerede kendte, inden jeg åbnede bogen. Krarups fra den glimrende engelsksprogede antologi om nordiske tegneserier KOLOR KLIMAX, hvor også Thorhauges har været trykt. Parkins fra hendes Pingpris-vindende blog , hvor hun udgiver alle sine dagbogstegninger. Også Christopher Zielers bidrag har været på hans blog Man sidder i det hele tager lidt med en genbrugsfornemmelse, når man læser DOKUMENT.

Kvalitetsmæssigt rammer vi også bunden. Stine Spedtsberg leverer normalt fine hverdagsbetragtninger på bloggen STINESTREGEN, men rammer helt ved siden af her, med et indlæg om statistik, der sammen med en anvisning i at vaske hænder, er det absolut svageste bidrag i antologien.

Simon Bukhaves ’Thiess’ om et forhør af en mand, der påstår han er varulv i 1692, er samlingens flotteste. Sikke en streg! (men igen, det er ikke en virkelighed jeg kender – Estland, 1692). Philip Ytournels ’Ud af numsen’ tager fint temperaturen på kvaliteten af programfladen på fjernsynet, og Rikke Villadsens interview med Nikolaj Zeuthen om grim æstetik i tegneserier er både klogt, sjovt og interessant.

Der er altså noget at komme efter, og hvis man ikke har læst KOLOR KLIMAX eller fulgt med i nettegneserierne, vil materialet også være nyt. Men konceptet som sådan er ikke ordentligt udført eller gennemtænkt.

Den umenneskelige superhelt – John Arcudi & Peter Snejbjerg ALMÆGTIG

Bragt på LitteraturNu

ALMÆGTIG er en underholdende tegneserie, som bidrager til vores forståelse af denne overmenneskelige figur, og som tegner et interessant billede af et menneske der mister evnen til at skelne godt fra ondt.

Siden Alan Moore og Dave Gibbons udgav tegneseriemesterværket WATCHMEN i 1986-87, har tegneserieskabere for alvor undersøgt konceptet superhelte. I WATCHMEN var superheltene pludselig rigtige mennesker: impotente, magtliderlige, psykotiske og uden superkræfter. Det førte især til en udforskning af den mørke side af superhelten, super-antihelten, i en nærmest karikaturagtig overdrivelse.

En sådan undersøgelse er John Arcudis og den danske tegner Peter Snejbjergs ALMÆGTIG også. Snejbjerg har selv oversat værket til dansk som på engelsk udkom som A GOD SOMEWHERE. I tegneserien følger vi de to blonde, amerikanske brødre Eric og Hugh, sidstnævnte med en succesfuld karriere og den smukke kone Alma, mens Eric kører en fragtbil med sin bedste ven Sam.

Den sorte Sam og de to brødre blev venner i skolen, engang da brødrene forsvarede Sam fra et racistisk angreb. Trekløveret trues dog med at gå i opløsning, nu hvor Hugh har travlt med karriere og job, mens Eric og Sam er lønslaver på samfundet bund. En aften eksploderer den boligkarre Eric bor i. Han slipper uskadt fra det og besidder nu superkræfter. Han redder nogle begravede mennesker ud af ruinerne, og er næste dag at finde på alle landets avisforsider som nationalhelt.

Eric fortsætter heltegerningerne, men han glider mere og mere over i vrangforestillinger og sammenligner sig selv med Jesus, mens han mister evnen til at skelne godt fra ondt. Hans menneskelige moral svinder og erstattes af gudens kyniske og følelseskolde blik på en underlegen menneskerace. Det er her ALMÆGTIG udskiller sig fra pastichen om den ondskabsfulde, sadistiske superhelt, der fulgte i kølvandet på WATCHMEN. Eric er ikke grundlæggende ond eller sadistisk, han mister blot forbindelsen til resten af menneskeheden med sine superkræfter, sin overmenneskelighed. ALMÆGTIG bliver derfor også et psykologisk portræt af en mand, der mister forstanden.

Den endelige venden mod den ’mørke side’ sker i et uhyggeligt angreb på broderen Hugh og hans kone Alma. Siden bliver Eric erklæreret som USA’s fjende nummer ét. Kun den gamle ven Sam, mister ikke troen på det gode i ham. Det er der kommet en underholdende superheltehistorie ud af, og Erics forvandling til amoralsk hævner er interessant. Efterhånden som forvandlingen skrider frem, bliver hans hår og skæg længere og længere, indtil han til sidst med fletninger i skægget og iturevne jeans river den ene soldat efter den anden fra hinanden som en Charles Manson med superkræfter.

Snejbjergs rene flader og store brug af sort passer godt til universet. Det gør hans forkærlighed for morbide splatterdetaljer også, som øjenkuglen der popper ud af et kranie, som bliver knust under Erics fod. Og heldigvis er der ikke brugt den afskyelige fedtglinsende photoshop-effekt der skæmmer så mange superhelteudgivelser for tiden. Det er old school og lækkert, med fine detaljer, eksempelvis Erics positur som den genkomne Jesus i Michelangelos vægmaleri af Dommedag (se t.v.), midt i blodbadet.