Patrick Melrose

Bragt på Soundvenue

4/6

Jeg har kun set et af fem afsnit af HBO’s nye miniserie ’Patrick Melrose’, baseret på engelske Edward St. Aubyns kritikerroste og selvbiografiske romanserie. Det er, hvad HBO har stillet til rådighed. Jeg kan derfor kun udtale mig forsigtigt om serien og de første indtryk, jeg har fået.

Jeg kan ikke sige, om historien bliver forløst tilfredsstillende, om den radikalt skifter stil, eller om der introduceres nye interessante motiver senere i plottet.

Jeg kan heller ikke sige, om Benedict Cumberbatch på et tidspunkt udskifter den junkieenergi, han formidler i første afsnit, med en mere stabil og afdæmpet fremtoning.

Men jeg kan sige, at han spiller forrygende som titelfiguren. Som Sherlock i serien af samme navn har Cumberbatch allerede demonstreret, at han behersker den overgearede iver drevet af kokain, og her overgår han sig selv med en perfekt blanding af det tragiske, det sårbare og det komiske.

Han inkarnerer en mand, der, til trods for at han har en stor familieformue i bagagen, er en dybt ulykkelig stofmisbruger. Melrose er nemlig blevet seksuelt misbrugt af sin tyranniske far, spillet af Hugo Weaving med en drævende, næsten Agent Smith’sk sadisme, siden han var lille dreng, mens hans amerikanske mor (Jennifer Jason Leigh) holdt sig for øjnene. Det er en historie og en genre, der har sin helt egen hyldeplads hos boghandlerne i dag, hvor man finder ’Painful Lives’-sektioner, men det er sjældent, man hører den fra en overklassevinkel. Patricks sørgelige skæbne leder tankerne hen på en anden tragisk britisk overklassefigur, Sebastian, fra ’Brideshead Revisited’.

Serien er rig på veloplagt sort humor, hvilket er helt nødvendigt i en så hård og tragisk historie. Patricks stofeventyr, hvor han prøver at droppe heroinen og fylde hullet med piller og alkohol, hans totale fornedrelse, da han indser, at han må have heroin for enhver pris – hans blackouts, nedture, selvmorderiske impulser, uforklarlige sår og skrammer – vækker mindelser om ’Fear and Loathing in Las Vegas’ eller ’Trainspotting’.

Tidsbilledet er også finurligt: Vi er i 1982, hvor kontanter hersker, og man kun snakker i telefon i sit hjem. På et tidspunkt møder Patrick en veninde til sin kæreste, spillet af Allison Williams (’Girls’ og ’Get Out’). Williams bærer en blå kjole, der ligner en collegedrengs våde drøm komplet med meterhøje skulderpudder. Patrick gør sig selvsagt til grin.

Første afsnit træder vande enkelte steder, og jeg kan godt blive lidt nervøs for, om der er fremdrift nok i historien til fem afsnit. Men det er muligt, der er en pointe med det, at det skal bruges som kontrast til noget, der kommer senere. Foreløbigt er interessen pirret.

Anmeldelsen er baseret på første afsnit.

Howards End

4/6

Bragt på Soundvenue

Den amerikanske instruktør og dramatiker Kenneth Lonergan lavede sidste års bedste film med ’Manchester By the Sea’. Et på samme tid absolut nedslående og opløftende mesterværk, der tumultarisk førte sin seer gennem hverdagens drama og tragedier.

Senest har han kastet sig over E.M. Forsters klassiker fra 1910 ’Howard’s End’, som nok kendes bedst fra James Ivorys tredobbelte Oscar-vinder fra 1992 med Helena Bonham Carter, Emma Thompson og Anthony Hopkins. En skøn film ud af en lang række af glimrende Forster-filmatiseringer og andre periodeoplæg med grund i England i starten af det 20. århundrede. Ivory (og manuskriptforfatter Ruth Prawer Jhabvala) findyrkede en helt speciel sensibilitet, æstetik og nostalgi, der rækker langt ind i vores årtusind med periodeværker som ’Downton Abbey’, ’Atonement’ og ’Pride & Prejudice’ (2005-udgaven forstås).

Samme periodesensibilitet og -æstetik pustede James Ivory ind i manuskriptet til (dette års bedste film?) ’Call Me by Your Name’, som også blev en tilbagevenden til den angelsaksiske forestilling om det romantiske Italien med vin, buster og anspændte kærlighedsaffærer.

Nærværende miniserie i fire dele har alt, hvad vi forventer af periodeværker af britisk art. En skøn scenografi, en udpræget æstetisk sans, der dyrker datidens kjoler, jakkesæt, landskaber og bygninger, kombineret med karakteristisk kameraarbejde og farvefiltre og selvfølgelig et absolut stabilt og forventeligt godt skuespillerensemble. Lonergan har overladt instruktørstolen til Hettie Macdonald og udelukkende stået for manus.

Det er en meget ufarlig filmatisering, der ligger utrolig tæt på udgaven fra 1992, og selvom det menneskelige drama i den grad er præsent, er jeg ikke overbevist om, at det er Lonergans og ikke Forsters menneskekundskab, jeg mærker. I det hele taget er det svært at mærke en auteurs fingeraftryk her. Det er en stabil og god periodefilmatisering, men vil nok falde mere i ’Downton Abbey’-fans smag end dem, der elskede ’Manchester By the Sea’.  

Historien følger tre forskellige familier, der varierer i klasse, verdenssyn og ansvarlighedsfølelse:

De to søstre Helen (Philippa Coulthard) og Magaret (Hayley Atwell) og den dilettantiske boheme Tibby (Alex Lawther fra ’The End of the F**ing World’) udgør den intellektuelle og fremsynede familie Schlegel, der er velstillede, men med stort samfundsansvar. Den kapitalistiske Wilcox-familie, med patriarken Henry ved roret som den alvidende (i hvert fald for sig selv) Henry (Matthew Macfadyen fra førnævnte ’Pride and Prejudice’), loyalt støttet af Mrs. Wilcox (Julia Ormond), som lader herrerne om at tænke og træffe beslutninger. Og endelig de forarmede forlovede Leonard (Joseph Quinn) og Jacky Bast (Rosalind Eleazar), hvor vi mest ser til Leonard, der må vende hver en mønt som skriver, men ikke mangler hverken dannelse eller ære.

De tre familiers skæbne vikles ind i hinanden, på både elegant og overraskende facon – og kommer ud på den anden side, forandrede i mødet med hinanden. Det er en stærk historie, som ræsonnerer den dag i dag. Men selvom serien aldrig bliver kedelig, føles den alligevel en smule langstrakt, og man må erkende at Ivorys økonomisering med materialet i 90’erne, var fornuftig.

For sammenlignes skal den selvfølgelig med filmen fra 1992, der desværre for Lonergan og co. på hvert et punkt fremstår både mere stram og tiltalende. Så hvad formålet har været med denne udgave, ved jeg ikke – man kan undre sig over, at det netop er dette værk, der bliver genbesøgt i stedet for så mange andre, der ikke allerede har en ikonisk filmatisering i ryggen.

Macfadyen og Atwell er dog glimrende hovedroller og fremstår måske mindre støvede end Anthony Hopkins og Emma Thompson. Nye Forster-fans kan derfor roligt begynde her.


Kort sagt:

Kenneth Lonergan har skrevet manuskriptet til seriefilmatiseringen af E.M. Forsters klassiker ’Howards End’, der fremstår velspillet og elegant, om end en kende langstrakt.

Silicon Valley 5

4/6

Bragt på Soundvenue

Mens Mark Zuckerberg bliver grillet i den varme stol foran en høringskomité i det amerikanske senat, kæmper Richard Hendricks og de andre æggehoveder i ’Silicon Valley’ med at decentralisere internettet og give magten tilbage til forbrugeren. Timingen og Richards projekt kunne næsten ikke være bedre, nu hvor Cambridge Analytica, datasikkerhed og den slags er på alles læber.

Men ’Silicon Valley’ er selvfølgelig stadig en serie, man skal se, fordi den er sjov, og det er den heldigvis stadig, også selvom en af de mest lattergenererende karakterer, T.J. Miller der spillede Erlich, har måttet forlade serien på grund af uoverensstemmelser. I Erlichs fravær, forsøger den sære kinesiske Jian Yang, der har været fast inventar i Erlichs ’incubator’, at kræve retten til Erlichs hus og hans aktieandel i Pied Piper.

Imens har Richard endelig fået fuld kontrol over Pied Piper, men har lidt svært ved at finde sig til rette i CEO-rollen. Heldigvis har han stadig altid loyale Jared med sig. Jared spillet af Zach Woods har altid været min favorit i serien – med sin neurotiske hyperempati, selvnedsættelse og sensitivitet er han et godt modanker til resten af karakterernes lidt koldere fremtoning. Med sig har Richard selvfølgelig også de altid konkurrerende programmører Gilfoyle (Martin Starr) og Dinesh (Kumail Nanjiani), der denne gang blandt andet strides om en parkeringsplads.

Serien er stadig eminent i at sætte sjove scener op, og castets (som primært er erfarne stand-uppere) humoristiske talent og timing lader sig tydeligt mærke i hver en scene. Hvis man har bare en lille smule viden og/eller interesse i tech-miljøet, er det en serie, som kontinuerligt vil frembringe kluklatter – ikke bare for de humoristiske set-pieces, men også i satiren over tech/startup-miljøet. Det gælder for eksempel de konstante udvekslinger af arbejdskraft firmaerne imellem. Da Richard og en COO (Chief Operating Officer) fra et andet større firma indgår i forhandlinger om, at COO’en skal komme og arbejde for Pied Piper, fremstilles det som en utroskabsaffære med hemmelige beskeder og midnatsrendezvouser.

I de tre første afsnit, som jeg har set, er der lagt lidt i ovnen til, at Richard skal blive en hjerteløs CEO ligesom ærkefjenden Gavin Belson fra Google/Facebook-pendanten Hooli. Efter i så lang tid at have holdt Richard væk fra CEO-positionen ville det ikke være dårligt, hvis der skete noget helt andet. For ’Silicon Valley’ sæson 5 er mere af det samme og vil nok ikke vinde nye fans. Det er langt hen af vejen også godt nok, selvom man får fornemmelsen af, at serien har peaket.

Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.

Altered Carbon

3/6

Bragt i Soundvenue

Jeg er kæmpe sci-fi-fan, især af den undergenre der kaldes cyberpunk, hvor en dystopisk fremtidsvision parres med beskidt gadeliv og en punket hackerkultur. De fremmeste værker inden for genren er Ridley Scotts ’Blade Runner’ fra 1982 og William Gibsons roman ’Neuromancer’ fra 1984 – to værker jeg absolut elsker.

Og det er netop disse to værker, Netflix’ nye store seriesatsning ’Altered Carbon’ låner allermest fra, doseret en god del ’Matrix’. Cyberpunkserien er baseret på Richard Morgans roman af samme navn fra 2002.

Historien finder sted hundredvis af år inde i fremtiden, hvor en teknologi fra en uddød rumrace har gjort det muligt at flytte sin bevidsthed fra krop til krop via såkaldte ’stacks’, der sidder under huden i nakken. En krop kaldes et ’sleeve’ og kan skiftes, opgraderes osv. efter forgodtbefindende. Udødelighed er en realitet, i hvert fald for de ultrarige, der kloner deres kroppe, så der altid er en ny klar, når den gamle skal udskiftes. De kaldes meths, efter den 1000-årige Metusalem i Biblen.

En af de rigeste Meths, Laurens Bancroft (James Purefoy), vækker elitesoldaten Takeshi Kovacs (Joel Kinnaman), hvis fysiske krop er død, men hvis bevidsthed afsoner en dom for terrorisme med mere. Kovacs var en del af en oprørsgruppe, der forsøgte at nedkæmpe styret, der hersker over utallige planeter i universet, og at ødelægge stack-teknologien. Gruppen blev udryddet, bortset fra Kovacs, som vågner op efter 250 år i en fremmed verden. Bancroft vækker Kovacs for at få ham til at opklare mordet på sig selv, et mord som fandt sted efter hans stacks seneste backup, og som han derfor ikke selv husker.

Stack-konceptet er ret interessant, og det bruges på forskellige finurlige måder: En gammel bedstemor vækkes til live til en højtid, så hun kan fejre den med børnebørnene i den krop, der nu lige var til rådighed, som her er en halvskaldet rockertype med tatoveringer og piercinger. En bevidsthed double-sleever og indsætter sig i to forskellige kroppe – og to bevidstheder indsættes i den samme krop. Udødeligheden har dog også sin pris, Meths er superdekadente og kræver de mest outrerede former for adspredelse. Sindssygen venter lige om hjørnet.

Joel Kinnaman i ‘Altered Carbon’.

Der er ikke sparet på budgettet i ’Altered Carbon’, som er ganske lækker at se på. Den følger ’Blade Runner’ lige i hælene med en by med evig regn og en frakkeklædt detektiv, der skal ned i sølet på gaden for at finde sandheden. Film noir kombineres med sci-fi i en klassisk pulpet detektivhistorie, hvor Kovacs agerer den surmulende detektiv, som ryger cigaretter, bæller whisky konstant og bliver forført af den ene femme fatale efter den anden.

Det hele ledsages af en voiceover, som småfilosoferer over menneskehedens dårskab og skæbne. Der er ærlig talt trættende med alle disse gamle troper, der anvendes uden originalitet, og som i øvrigt ikke når Ridley Scott & co.’s vision til sokkeholderne, dertil lugter det hele for meget af CGI. Kombineret med et manus, som ofte hakker igennem på repliksiden, og som skæmmes af de tomme filosofiske udbrud.

Den er også gal med tempoet i serien, det hele er næsten ved at gå i stå i de første afsnit, som nærmest er ren eksposition. Fra afsnit seks-syv-stykker, hvor det handler om Kovacks fortid i oprørsbevægelsen, bliver serien til gengæld virkelig spændende og medrivende, men i sidste ende forløses detektivplottet ikke særligt tilfredsstillende.

Man må igen undrer sig over Netflix’ insisteren på, at deres serie skal være så lange. Historien burde have været fortalt på seks afsnit..

Det er også en ultravoldelig serie, hvis actionsekvenser er tilfredsstillende skåret, og så er der store mængder af nøgenhed, som hvis man lagde ’Game of Thrones’ og ’Westworld’ sammen og løftede dem til anden potens. Der er stort set ikke en kvindelig rolle med replikker, hvis bryster man ikke får lov at se. Det hele, inklusive plottet, har en stærk b-films/pulp-vibe, og bedst og mest underholdende er serien da også, når den omfavner det udtryk til fulde i stedet for akavet at moralisere og filosofere for derefter at vise os flere brystvorter.

Alt i alt endte jeg med at være ret godt underholdt af ’Altered Carbon’, især efter den indledende pukkel. Det er så absolut ikke en fremragende serie, men den har sine øjeblikke.


Kort sagt:
Hvis man kan se igennem fingre med et halvsløjt manus, et lidt utilfredsstillende detektivplot og en kikset filosofisk voice-over – og i den grad ikke har noget imod (eller måske ligefrem omfavner) nøgenhed og vold og ellers er rimelig glad for sci-fi med et temmelig b-filmagtigt udtryk – er ’Altered Carbon’ et underholdende bekendtskab.

Anmeldelsen er baseret på hele sæsonen.

Knightfall

2/6

Bragt i Soundvenue

I kølvandet på successen med ’Vikings’ har The History Channel endnu engang taget historien under lemfældig behandling med ’Knightfall’ om Tempelridderordenens sidste dage i Europa i slutningen af Middelalderen. Der er ingen tvivl om, at historien om Tempelridderne, som vel efterhånden er en fast bestanddel af vores populærkulturelle kanon, er fascinerende og dragende, og rent æstetisk er synet af krigermunken i hvid kjortel med det røde kors, fuld rustning og sværd og skjold da også et stærkt billede.

Det er også et billede, der i den grad bliver gennempryglet i ’Knightfall’, de stoiske riddere i fuldskæg og rustning, der står og ser alvorlige og højtidelige ud. De bliver anført af den meget pæne mand Tom Cullen (’Weekend’) i rollen som Landry, stormester af Tempelriddernes parisiske afdeling og god ven af den franske Kong Filip d. 4.

I de tre første afsnit ser vi, hvordan ordenen taber slaget om Akko i 1291 og mister deres mest hellige relikvie: Den hellige gral. 15 år senere i Paris kommer der nyt om gralen, som bliver jagtet af både Tempelridderne og saracenerne, alt imens den politiske situation og holdningen til Tempelridderne tilspidser. Det er et miskmask af historiske fakta og anekdoter, der har til hensigt at underholde frem for at være bare en smule korrekt.

Det er der jo sådan set ikke noget galt med, det samme gøres med den meget underholdende ’Vikings’. Problemet er bare, at hypermaskuline krigere, ultravold og et soap-agtigt plot ikke er en garanti for succes.

’Knightfall’ vil gerne være en actionserie med mange små og store slag. Desværre har den ikke budgettet, der matcher ambitionerne – og den bruger en del CGI, der ser en smule tarvelig ud. Det er en udfordring her post-’Game of Thrones’, der havde filmbudgetter til actionafsnittene – forventningerne til action i en tv-serie er simpelthen løbet fra ’Knightfall’, der på den måde og mange andre føles som en tv-serie fra en svunden tid. Det hjælper heller ikke, at koreografien for slagene er rodet, så man ikke rigtigt har en fornemmelse for, hvad der sker.  

Det forsøger den at opveje med små brutale klip, for eksempel af et sværd, der (utroligt utroværdigt) stikkes igennem baghovedet og kommer ud af munden. Det virker bare infantilt og lidt latterligt, når det ikke begrundes af plottet. GoPro-kamerastilen bruges ukonventionelt, for eksempel til at filme riddernes ansigter inde bag hjelmens visir, og det fungerer til gengæld udmærket.

Budgettet røber også sin utilstrækkelige størrelse i produktionsdesignet, der foruden de glimrende tempelridderkostumer ikke formår at skabe en troværdig udgave af middelalderen. Det hele er simpelthen for pænt, der er ikke spor af skrald, lort og al det, der ellers hører Middelalderen til i gadebillederne. Her er kun statister i pletfri gevandter og ren hud at se. Hvis Lars Mikkelsen pludselig dukkede op og fortalte ’Historien om Tempelridderne’, kunne jeg acceptere det, men for en historisk dramaserie er det simpelthen ikke godt nok længere.

Dramatisk og plotmæssigt er serien desværre også intetsigende og uoriginal. Karaktertegningen er firkantet og forudsigelig, og de gennemgår generelt ingen udvikling. Plotmæssigt er det meget soap-agtigt: intriger, sex og affærer. Det løfter sig ikke op på et tilpas højtideligt niveau, som passer til materialet. På et tidspunkt kommer Pave Bonifatius VIII forbi Paris, og han spilles utroligt hyggeonkelagtigt af Jim Carter, men her savner man bare en lille smule katolsk mysticisme og højstemthed. Serien tager også den ene fortællemæssige genvej efter den anden.

Med ’Knightfall’s budget skulle man nok have lavet serien mere kammerspilsagtigt med nogle få velproducerede actionsekvenser – som ’Jeg, Caligula’. Alt i alt er der ikke meget at komme efter i ’Knightfall’.


Kort sagt:
Tempelridderserien ’Knightfall’ føles som en serie fra en svunden tid. Sådan en slags serie, BBC kunne have lavet før HBO og ’Game of Thrones’. Tempelridderne tager sig flot ud, men hverken action-, karakter- eller plotmæssigt er der meget at komme efter bag det røde kors.

Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.

Mindhunter

5/6

Bragt i Soundvenue

De tre bedste seriemorderfilm efter min mening er ’Silence of the Lambs’, ’Seven’ og ’Zodiac’. 66 procent af de film er skabt af David Fincher, som nu endelig vender tilbage til genren med den nye Netflix-serie ’Mindhunter’.

Serien er baseret på på bogen ‘Mind Hunter: Inside the FBI’s Elite Serial Crime Unit’ af FBI-agenten John E. Douglas. En legende indenfor the bureau, hvor han arbejdede i den legendariske Behavorial Analysis Unit, der med kriminalpsykologi forsøgte at forstå motiverne for den kriminelle gerning. Det var også her, at begrebet seriemorder blev født.

Douglas revolutionerede enhedens arbejde ved at begynde at arbejde med psykologiske profiler på blandt andet seriemordere for bedre at kunne forudse deres handlinger og fange dem. I ’Mindhunter’ hedder han Holden Ford og spilles af Jonathan Groff. Groff er nok mest kendt for den fantastiske homoserie Looking, og det kræver en lille smule tilvænning at se den følsomme og spagstemmede Groff som FBI-agent. Men Holden er heller ikke en typisk politimand.

Holden underviser i seriens begyndelse i 1977 i gidselforhandlingsteknik på FBI-akademiet. Han overhører et foredrag om seriemorderen David ’Son of Sam’ Berkowitz, hvor der snakkes om de nye tider, FBI står i, hvor ekstrem vold finder sted mellem fremmede, og hvor motiver ikke er gennemskuelige. Det sætter ham på en rejse, der skal lede frem til udviklingen af psykologisk profilering som værktøj til at fange seriemordere. Han sættes sammen med Bill Tench (Holt McCallany), en del af FBI’s enhed for adfærdspsykologi. Han er på mange måder Holdens diametrale modsætning, en machomand med crew cut, som er mere optaget af sit golfspil end Holdens ideer.

Holt McCallany og Anna Torv i ‘Mindhunter’.

I de to afsnit, vi har fået adgang til, lægges grundstenene til Holden og Tenchs udarbejdelse af psykologisk profilering. Vi snuser lidt til nogle konkrete sager, men har endnu ikke set metoden i brug. Det gør det ikke mindre medrivende. Det gavner Fincher og manusforfatterne at have så meget tid at folde historien ud på, hvilket giver tid til virkelig at komme i detaljerne.

Der er samtidig denne her let truende, ulmende stemning, som også kendetegner den over to en halv time lange ’Zodiac’. Den foregik også i 70’erne og havde også en spændstig friktion i mellem mødet med det traditionelle USA baseret på moralske dyder og dets fremkommende, irrationelle mørke side, hvor mordene er uden klassisk motiv.

De mest intense scener i de to afsnit kommer i Holdens interview af en indespærret seriemorder. Ed Kemper, den såkaldte coed-morder, der foruden sine bedsteforældre og sin mor og hendes elsker myrdede otte unge piger og dyrkede nekrofili med deres døde kroppe og afhuggede hoveder. En ekstremt skræmmende mand, der tilmed er kæmpehøj og tung, men samtidig ekstremt høflig og veltalende.

Kemper (Cameron Britton) fortæller gerne om sig selv og sin opvækst, og på spørgsmålet om, hvad han selv synes, der skal gøres ved ham, svarer han lobotomi – og hvis det ikke virker så død ved tortur. Fincher er mester i at skabe ubehagelig spænding i scener som disse, så man mærker, hvordan ondskaben ulmer under den civiliserede overflade, som da Kemper med et greb på Holdens hals udreder, hvor dårligt det er at bolle med en hals på grund af alle musklerne. Yrk.

Produktionsmæssigt er ’Mindhunter’ en lækker serie at se på, holdt i de grå og blå nuancer som også kendetegnede ’House of Cards’, punkteret af 70’ernes pastelfarver. Ved andet afsnits afslutning har Holden og Finch fået grønt lys af chefen til at fortsætte deres eksperimentelle program, forvist som Mulder & Scully til kælderen under akademiet. En konkret sag med en ældre overfaldet kvinde og hendes dræbte hund venter på, at de med Kempers hjælp bruger deres nye indsigter til at fange forbryderen.

Det er svært at forestille sig at Fincher & co. ikke holder det tårnhøje niveau, de har udstukket i de to første afsnit i resten af sæsonens 10 afsnit. ’Mindhunter’ er indtil videre, lige præcis den seriemorderserie man håbede på fra David Finchers hånd. Mesteren er tilbage.


Kort sagt:
David Fincher er tilbage til seriemorderne med historien om opbygningen af FBI’s berømte enhed for psykologiske profiler af kriminelle i slut 70’erne. I Finchers hænder bliver det en fuldstændig fængslende historie og tegner til at blive endnu en fascinerende og frastødende rejse ind de syge seriemorderes hoveder.

Anmeldelsen er baseret på de to første afsnit.

Halt and Catch Fire 4

5/6

Bragt i Soundvenue

Som en anden af vor tids bedste dramaserier, den netop afsluttede ’The Leftovers’, er ’Halt and Catch Fire’ en fremragende sag, som næsten ingen ser. Og det er en skam, for AMC-serien, hvis fjerde og sidste sæson lige nu kan ses på CMore, er nærmest kun blevet bedre for hver sæson.

Serien behandler den amerikanske it- og teknologisektor med udgangspunkt i ingeniørerne Gordon og Donna (gift med to børn, nu skilt), programmørgeniet og punkelskeren Cameron og endelig den visionære idémand med storegoet, Joe. I første sæson fulgte vi deres kapløb med at få bygget en pc, i anden sæson var det online-spil og -chat, i tredje forretninger og konflikter i Silicon Valley og internettets fødsel.

Skildringen af it-miljøet og de konflikter og dramaer, der opstår, når man prøver at finde ud af hvad the next big thing er, føles spot-on, men det er persondramaet mellem de fire faste karakterer, der virkelig løfter serien op i de højere luftlag.

I denne sidste sæson befinder vi os i 1993, 10 år efter sæson ét. Gordon (Scoot McNairy), Joe (Lee Pace) og Cameron (Mackenzie Davis) har startet CalNect, en internetudbyder (ISP) i internettets turbulente og konkurrenceprægede første år. Samtidig prøver de at komme med i browsermarkedet, men Cameron, som bor i Tokyo gift med Tom, har brugt mere tid på at udvikle sit seneste computerspil for Atari end at bistå Joe med at kode browseren, selvom Joe i tre år har siddet i sin kælder og indsamlet hjemmesider på post-its (ja, så få var der dengang).

Donna, som Cameron brød med i sidste afsnit af tredje sæson, arbejder med investeringer i teknologisektoren, og prøver samtidig som en anden 80’er-yuppie at fylde det sorte hul i sin sjæl med champagne, lækkert tøj og casual sex.

Hurtigt tvinges Joe og Gordon til at sælge CalNect, og da Cameron kommer hjem fra Tokyo efter problemer med Tom, rodes karakterne ind i kampen om søgemaskinerne. Joe og Gordon med udgangspunkt i Gordons datter Haleys kuraterede kategoriseringsside – Donna via sit investeringsfirma i en søgemaskinealgoritme a la Google. Camerons spil bliver vraget af Atari, for pøblen vil hellere have voldsorgier som ’Mortal Kombat’ og ’Doom’ end Camerons langsomme Myst-agtige puzzlespil. Så hun forsøger sig med det simple liv på landet i en trailer på et nyerhvervet stykke land til tonerne af Pavements ’Range Life’ (»If I could settle down, then I would settle down«), men får svært ved at holde sig helt udenfor søgemaskinekrigen, som nu føres på hver sin side af det fraskilte ægtepar Gordon (med datter) og Donna.

Kemien mellem Joe og Cameron blusser op igen i en lang telefonsamtale, der varer det meste af én dag og andet afsnit. Det er en smuk og rørende sekvens, der på både replikniveau og skuespiller fremførsel er suveræn og minder os om, at teknologien faktisk kan bruges til at føre mennesker sammen.

I det hele taget er det bare nogle suveræne menneskeskildringer, vi også får her i fjerde sæson, som er desto mere rig, når vi kender deres baghistorie. Donna, som er blevet kørt lidt ud på et sidespor, er ofte ved at ende som en enstrenget iskold finansbitch, men man mister aldrig helt sympatien for hende, fordi billedet altid nuanceres, og man får indblik i hendes usikkerhed og sårbarhed bag facaden, som da hun fortæller om sin graviditet med sin ældste fremmedgjorte datter Joanie, så både hun og datteren sidder med tårer i øjnene.

Således bliver personkarakteristikkerne hele tiden dybere og dybere, og samtidig er der også plads til både kameravirtuositet som i åbningsklippet, hvor vi i ét take med et flyvende kamera får tre års baggrundshistorie for CalNect i en elegant montage, et lækkert score fra Paul Haslinger (foruden Trentemøllers perfekte titelnummer) samt virkelig gode og sigende musiknumre fra tiden.

Endelig – og bestemt ikke mindst – får vi et spændende indblik i, hvordan vor tids allestedsnærværende internet, søgemaskiner, online-chat osv. blev født i hovedet på pionerer, der nærmest via ren viljestyrke fremmaner mirakler ud af ingenting, ligesom vi ser, hvilke personlige konsekvenser det har for dem.

Det er en serie, der gør os klogere på os selv og verden, og større ros kan man næsten ikke give.


Kort sagt:
’Halt and Catch Fire’ er et perfekt persondrama med baggrund i den spirende internetsektor i 90’erne. Serien er blevet bedre og bedre siden starten og kulminerer nu på alle fronter, men først og fremmest i dynamikkerne og konflikterne mellem den faste karakterkvartet, der i hver skuespillers hænder bliver et dybt komplekst menneskeportræt.

Anmeldelsen er baseret på de fire første afsnit.

Room 104

3/6

Bragt i Soundvenue

Som dreng var jeg ret vild med antologi-filmen ‘Four Rooms’ (1995), hvor fire instruktører, blandt andet Quentin Tarantino og Robert Rodriguez, fortalte fire forskellige historier fra fire hotelværelser en nytårsaften. Som altid med antologiformatet var det dog en blandet pose bolsjer, og det samme kan man sige om Duplass-brødrenes nye antologiserie ‘Room 104’, hvor alle afsnit finder sted i det samme motelværelse.

Desværre er idéerne bag hver af de seks historier, jeg har fået lov at se, ofte for svage. At udførelsen, opbygningen og afslutningen samtidig halter, gør, at de halvtimelange afsnit ofte virker utroligt lange, og at serien mest af alt minder om en skriveøvelse.

Det første afsnit, ‘Ralphie’, er en genreøvelse i stilen fra ‘Twilight Zone’. En babysittertjans ender som gyserfilm, en kedelig præmis, der desværre udelukkende leverer gab frem for gys.

Handlingen i ‘The Knockandoo’ er som udgangspunkt pirrende – en scientology-agtig indgriben skal frigøre en fortabt kvindes sjæl – men afsnittet skæmmes af en forvirrende og antiklimatisk finale.

I ‘The Internet’ skal man døje med et pinefuldt kedsommeligt setup, da en søn prøver at forklare computer-stuff til sin it-udfordrede mor over telefonen, inden han får en slags følelsesmæssig forløsning til sidst.

Meget mere fysisk og vellykket bliver det i ‘Voyeurs’ og ‘The Fight’. Førstnævnte er en ordløs dansekoreografi, i sig selv rimelig avantgarde for HBO, hvor en ældre stuepige sendes tilbage i tiden og møder sit unge jeg. Afsnittet overrumpler på den gode måde, men formår ikke at bære præmissen helt i mål.

I ‘The Fight’ afgør to kvindelige MMA-kæmpere morgendagens kamp i værelse 104. De intense kampsekvenser levendegøres flot af kamera og klipning, men desværre falder også dette afsnit til jorden i en halvbagt slutning. Noget, der er sigende for de fleste afsnit i ‘Room 104’.


Kort sagt:
Duplass-brødrenes antologiserie ‘Room 104’ udfolder et væld af historier i et enkelt værelse og bevæger sig følgelig ud af mange forskellige tangenter og genrestier. Det falder sjældent helt vellykket ud, for de fleste afsnit har en akilleshæl så stor, at korthuset vælter.

Yes No Maybe

4/6

Bragt i Soundvenue

Jeg er ret vild med Mads Rosenkrantz Grages nye webserie ’Yes No Maybe’.

Den tager udgangspunkt i Mads Grages eget liv og hans erfaringer fra datingverdenen i København. Mads (Youssef Wayne Hvidtfeldt) er i starten af 30’erne og manuskriptforfatter. Da hans kæreste Clara dumper ham, efter han har opdaget mistænkelige knopper, mens han slikkede hende, bliver han introduceret for den Tinder-agtige app YesNoMaybe af sine venner Julius (Adam Ild Rohweder) og Louise (Karoline Brygmann).

Det sender Mads ud i en nedadgående spiral fra kærestesorg og nice guy til kynisk seriedater og røvhul. I otte afsnit af 10-15 minutters varighed går vi fra den ene date til den anden, mens Mads tager på rejse i bolleland for at komme sig over Clara. I ekstremt selvudleverende situationer (som man kan læse i vores interview med Mads Grage), med blandt andet impotens og super akavet sex, møder vi nogle typiske datingprofiler.

Her er den enlige mor, hvor Mads fra første date nærmest bliver papfar til hendes to børn (datteren en 16-årig Lolita), den smukke udenlandske model, der virker for god til at være sand, og den skøre designstuderende, som på overfladen en arketypisk Manic Pixie Dream Girl, men er mentalt ustabilt. De er måske lidt karikerede, men de virker godt i den begrænsede skærmtid, de har. Tilmed er det et helt fantastisk kvindeligt cast af lutter friske ansigter (for mig i hvert fald).

Mine yndlingsdate er den gravide Marie (Sara Ullner), der har et kompliceret forhold til sit ufødte barns far, og som overhovedet ikke falder for Mads’ drengede charme. Deres date på Assistens Kirkegården på Nørrebro er utroligt fin. Den absolut bedste er dog daten med Josephine (Amalie Lindegård), en erklæret ultrafeminist, som bliver spiddet i sit hykleri på fornøjeligste vis. Den vil helt sikkert træde nogle feminister over tæerne, hvis de da ikke brækker sig af grin.

Serien er super skrevet, replikkerne sidder lige i skabet og leveres utrolig naturligt af det gode cast. Og så er den pissesjov, jeg grinede højt mange gange undervejs og slugte de cirka halvanden time, hele serien varede, og længtes efter sæson 2.

Den går måske ind ad de åbne døre, som den smågeniale webserie ’Anton 90’ sparkede åbne i 2016, og plotmæssigt er vi også samme sted. Men den er alligevel sin egen. Det skyldes ikke mindst, at serien oser af ægte københavnerstemning og storbyens rastløse energi, også understreget af de rastløse ’Birdman’-agtige trommer, der driver vores cast gennem nattelivet. Så er den derudover god til at finde det helt rigtige stykke musik, der lige giver scenerne det ekstra juice.

Det er dog ikke lutter sjov, det mere alvorlige og dramaagtige opstår i trekantsforholdet mellem de tre venner Mads, Julius og Louise. Det glemmes dog lidt undervejs, før det afsluttes godt, men også lidt pludseligt i sidste afsnit. Seriens budskaber omkring datingkulturen med apps som Tinder virker også en lille smule unuanceret. Mads glemmer sine venner og bliver et røvhul, han får oppustet sit ego af alle hans matches, når han er længst nede i kulkælderen. Er der ikke noget positivt at sige om det? Andet end at han har bollet med det halve København, som hans forsmåede venner gør opmærksom på.

Når det er sagt, vil jeg nærmest anbefale ’Yes No Maybe’ til enhver. Den er en serie, der først og fremmest er rigtig godt selskab, og så er den laugh-out-loud sjov. Allermest imponerende er det nok, at den ikke er finansieret via de store institutioner. Serien er lavet for en bøjet femøre af det lille danske selskab Good Company Films, før den overhovedet var solgt, og nu har både DR og NRK købt den.

Det kræver sgu nosser, rejsningsproblemer eller ej.

American Gods

4/6

Bragt i Soundvenue

De to afsnit, jeg har fået lov at se af ’American Gods’, indledes med en lille vignet om smeltepotten USA’s blodige fortid. I det første følger vi en lille gruppe vikingers og deres landgang i et ugæstfrit Amerika. For at få vind i sejlene må de give blodofrer til deres Gud Odin i nogle herligt overdrevne, blodige scener. Da de sejler væk, efterlades deres udskårne Odin-totem i sandet, og sådan beskriver disse vignetter, hvordan de gamle guder går i landgang i Amerika.

’American Gods’ er en adaption af Neil Gaimans prisvindende roman fra 2001, en filmatisering som længe var i modvind, men nu mod alle odds nu er landet. Det er endnu en højkonceptuel serie i en stil, som efterhånden er ved at danne skole: Virkeligheden punkteres af overnaturlige sekvenser og i hurtige klip og ekstreme close-ups (en cigaret, der gløder, en låsemekanisme, der åbner) skabes en spænding og en taktil visuel fornemmelse.

Det er stadig lækkert at se på, men efterhånden også lidt trættende. Det er også en serie, der indimellem føles som en lukket fest, hvor man – hvis man ikke har læst Gaimans bog – nok føler, at man ikke kender det hemmelige håndtegn. Med mindre man da ligefrem giver sig til at researche på nettet, som jeg har gjort.

Det, vi ved, efter to afsnit er som følger: I centrum står straffefangen Shadow Moon (mon ikke han blev mobbet som barn), som løslades før tid, da hans kone omkommer i et trafikuheld. På sin rejse hjem til begravelsen møder han den mystiske hustler Mr. Wednesday – i virkeligheden Odin – spillet af Ian McShane (storbandende Al Swearengen i ’Deadwood’), som han, hårdt presset, indvilliger i at arbejde for som altmuligmand og bodyguard.

Han møder samtidig Mad Sweeney (Pablo Schreiber), en irsk leprechaun (en irsk nisse af imponerende høj statur), som han vinder en guldmønt fra i nævekamp. Wednesday rejser gennem USA i bil for at rekruttere folk til sin sag.

Første stop er i Chicago, hvor Peter Stormare i sin bedste halvpsykopatform spiller Chernabog, en østeuropæisk indvandrer fra den gamle verden. I virkeligheden er han en gammel slavisk gud, og det er hans tre søstre også. Over et spil dam, i bedste ’Det syvende segl’-stil, spiller han og Shadow om, hvorvidt han skal hjælpe Wednesday eller dræbe Shadow med sin gamle slagteforhammer, som tørster efter daggrysblod.

Vi ser også den sorte gudinde/dæmon Bilquis, som i et dæmonisk rødt rum opsluger sine elskere – og ikke med munden, hvis du forstår.

Når man læser lidt op på historien (og hvis man selv vil finde ud af, hvordan det hænger samme, kan man springe dette afsnit over), handler det om en magtkamp mellem de gamle amerikanske guder og de nye. De gamle guder er ved at blive fortrængt af amerikanernes dyrkelse af medier, berømmelse, teknologi osv. Og Wednesday/Odin er ved at rekruttere de gamle guder i en forstående kamp med de nye.

Vi møder også et par af de nye guder i de to afsnit, Medie-guden (Gillian Anderson) som fremstår som Lucille Ball fra det gamle 50’er-show ’I Love Lucy’, og teknologi-guden, en ung irriterende internet/social media-fyr. De forundres begge over, hvorfor Odin har valgt Shadow Moon som sin håndlanger.

Der bliver altså introduceret et væld af karakterer og koncepter i bare to afsnit, men serien er ofte ved at miste momentum i plotudviklingen. Bevares, man keder sig ikke ligefrem, serien er både flot, velspillet og med syrede tableauer og gode actionsekvenser, men man savner udvikling og at finde hoved og hale i, hvordan det hele hænger sammen.

På den måde minder serien om AMC’s ’Preacher’, som også virkede super lovende, men aldrig plotmæssigt kom i omdrejninger. Det må man håbe, at ’Preacher’ gør, og vi er gode hænder, for serien er skabt af Bryan Fuller, der stod bag ’Hannibal’ med Mads Mikkelsen, og Michael Green, som har skrevet manus til ’Heroes’ og ’Logan’.

Det er en sælsom blanding af americana og mytologi, som Gaiman, Fuller og Green har strikket sammen til os. Hvis det hele begynder at tage mere form, glæder jeg mig til den videre rejse ind i USA’s mørke hjerte.