»Som historiker kan man blive helt misundelig over, at historie kan fortælles så godt, kort og intelligent«

Bragt  i Information

Historieformidling har haft et lidt støvet ry, men sådan er det ikke længere. Podcasts om historie formår både at underholde og gå i dybden med et område, så selv forskerne er begejstrerede. Det inviterer os ind i en auditiv tidsmaskine, der tilbyder overraskelser med alt fra historien om USA’s første bøssebar til døberbevægelsen i Münster

https://www.information.dk/kultur/2018/07/historiker-kan-helt-misundelig-historie-kan-fortaelles-saa-godt-kort-intelligent?lst_cntrb

Spildesigner bag dokumentarisk koldkrigscomputerspil: »For mig er spillet en succes, når spilleren kan genkende sit eget liv i spillet«

Bragt i Information

Computerspil er ved at modnes ud af ren underholdningsambition. Nu tør både smalle og kommercielle spil tage fat i personlige historier og sociale problemstillinger. Herhjemme har Trine Laier lavet det prisvindende ’Cosmic Top Secret’, et personligt dokumentarisk spil om at have forældre, der arbejder for Forsvarets Efterretningstjeneste

https://www.information.dk/kultur/2018/07/spildesigner-bag-dokumentarisk-koldkrigscomputerspil-spillet-succes-naar-spilleren-kan-genkende-eget-liv-spillet?lst_cntrb

Jeg gamer: ’Pludselig kom alle de her politiske typer kravlende ud af tapetet’

Bragt i Information

»Det første computerspil, jeg rigtig kan huske, var Civilization 1 på min overbos computer, da jeg var omkring 10 år. I dag spiller jeg primært ældre singleplayer RPG’ere (rollespil) som Baldur’s Gate, Planescape: Torment eller moderne spil i samme stil som Pillars of Eternity.De andre spil, jeg spiller, er konkurrenceprægede multiplayerspil som League of Legendsog Path of Exile, og så har jeg en Blood Bowl 2-turnering med andre politiske og journalistiske typer.«

Blood Bowl er et brætspil, som er overført til computerspil. Det er en kombination af amerikansk fodbold og Warhammer fantasy – så du har et fodboldhold med spillere fra en fantasyrace som elvere, orker osv.

Det er så også noget mere voldeligt end amerikansk fodbold. Du kan træne en stjernespiller op i flere år, men en dag glider han i græsset eller bliver sparket ned af modstanderen og dør og er væk for evigt. Det er turbaseret, så man skiftes til at vælge et træk.

»Vores liga hedder Kartoffelbowl og har kørt i fem sæsoner. Jeg har oprettet den sammen med en journalist fra BT, og pludselig kom alle de her politiske typer kravlende ud af tapetet. I dag er vi 24, hvor jeg vil gætte på, at 16 har at gøre med politik eller kommunikation, hvilket er overraskende for sådan et nichespil. De fleste kommer faktisk fra Liberal Alliance.«

»Vi har to ligaer: En turneringsliga med tre divisioner, hvor man spiller én kamp om ugen. Det skal man koordinere via Facebook med sin modstander, for en kamp tager 1-2 timer. Derudover har vi en åben liga, hvor man kan spille så meget, man vil.«

»Mit primære hold er Skavens, det er en slags store rotter. De er hverken særligt stærke eller har god rustning på, så de dør rigtig nemt, til gengæld er de vanvittigt hurtige. Mit hold hedder Dungeon Masters TV-guide, og temaet er at kombinere navne på monstre fra Dungeons & Dragons med tv-serier – jeg har f.eks. en spiller, der hedder Game of Trolls. Et andet af mine hold hedder De små lyncher, og der har spillerne navne som Tingelingelater psykopater og den slags. Jeg har også holdet FC Snapstinget, hvor man finder Marianne HelvedeSøren Skade osv.«

»Ligesom i de gamle RPG-spil, er Blood Bowl meget systemtungt, og ens spillere kan også stige i levels. I denne her sæson har jeg været meget heldig med mine level-up slag. Tre af mine Gutter Runners, som er de rigtig hurtige spillere, er alle steget i smidighed, hvilket er meget usædvanligt. Nu kan de løbe igennem rækker af forsvarsspillere, uden at blive stoppet.«

»Appellen ved Blood Bowl for mig er, at den kombinerer nogle af de ting, jeg elsker: konkurrencen, nørderiet og rollespilselementet. Typisk har man venner med forskellige interesser, og de overlapper sjældent. Her er Blood Bowl det sweetspot for os, der både kan lide at se VM og spille brætspil og computerspil. Den tilfældighed, der er i Blood Bowl, er meget høj, så man bliver nødt til at arbejde med risikostyring, som i en rigtig sport.«

»Den sidste type spil, jeg spiller, er de virkeligt gode artsy-fartsy spil som Papers, Pleaseeller Transistor. Computerspil har desværre en ret lav kvalitet, når de prøver at være kunstneriske, fordi det er sådan en drengerøvshobby. Computerspil havde højere ambitioner før i tiden. Når et medie skal have masseappel og udelukkende betragtes som noget rekreativt, hvor man skal slå hjernen fra, så bliver spillene ligesom Horton Sagaen, og når det så er unge mænd, der laver spillene, bliver det sådan noget med store bryster, hurtige biler og skydespil det hele. Det har aldrig sagt mig noget.«

»Jo ældre, jeg bliver, jo mindre går jeg op i historien. De fleste computerspil har en virkelig dårlig og teenageagtig måde at fortælle historier, der er langt bagefter andre medier. Til gengæld bliver jeg mere og mere glad for konkurrencelementet i computerspil. Jeg synes, det er fedt at kunne se sig selv blive bedre og bedre og skubbe grænserne for ens evner. Det er virkelig noget Blood Bowl tilbyder, det handler om positionering ligesom skak, og detaljerne. Det er virkeligt kompliceret og meget svært at blive rigtigt god til. Hvis man ser en mester spille mod en nybegynder, har den uerfarne ikke en chance, det er to forskellige verdener. Der kan computerspillet virkelig banke til hjernen. Det er ikke noget, jeg kan bruge ellers i mit liv, men noget, jeg synes er vigtigt at nyde for dets egen skyld.«

Jeg gamer: På et tidspunkt prøvede jeg at se, hvad der skete, hvis jeg spærrede en sim inde i et rum uden døre eller vinduer

Bragt i Information

Den 29-årige podcast-producer Christine Runøe får noget struktur på sin hverdag via computerspillet ’The Sims’. Hun prøver at holde 20-25 sims lykkelige i deres hverdag, men det er også en sur pligt, og engang imellem siver spillets logik ind i hendes egen. Så glemmer hun, at man ude i virkeligheden ikke kan købe flere penge, når man mangler penge, og at det ikke tager fem timer at lave nachos

»Fra jeg var omkring ti år, spillede jeg The Sims på computeren hver dag i en årrække. Jeg var fuldstændig besat af det og tænkte på det hele tiden, mine forældre måtte sætte en grænse på én times spil om dagen. Så voksede jeg lidt fra det, men her i foråret havde jeg en periode, hvor jeg ikke havde noget arbejde om morgenen og ikke rigtig nogen struktur på hverdagen, og så hentede jeg The Sims Freeplay på telefonen og blev grebet af den samme narkomani igen.«

»I spillet har jeg nogle mennesker, som jeg skal sørge for. Jeg skal sørge for, at de kommer op om morgenen og kommer i bad, at de opretholder deres personlige hygiejne, at de spiser morgenmad, at de har familieliv, at de hygger sig lidt, inden de skal på arbejde og have karriere og være gode i skolen. Når de kommer tilbage igen, skal de have nogle fritidsaktiviteter og have aftensmad, som ikke er det samme som dagen før. Jeg skal have 20-25 hverdage ved siden af min egen.«

»Det der er så vildt er, at det foregår i real time, så hvis de skal på arbejde i otte timer, så er de væk i otte timer, hvor man ikke kan spille med dem. Der er nogle ting, der tager uforholdsmæssigt kort eller lang tid i forhold til normalt. Det tager f.eks. fire-fem sekunder at tage et bad, hvor jeg tænker: ’Gud, hvor ville det være nemt, hvis jeg kunne tage et bad på fire sekunder’. Så er der andre ting, der kan tage superlang tid, det kan f.eks. tage fem timer at lave en portion nachos. Hvis jeg ser en tallerken nachos i virkeligheden, kan jeg tænke, det tager supermeget længere tid at lave en portion nachos end at bage en quiche, det hele bliver sådan lidt surrealistisk.«

»I starten var det, fordi jeg selv manglede noget struktur, at det blev så inciterende at styre nogle andres mennesker strukturerede hverdag. Nu er det faktisk blevet helt vildt stressende, jeg føler, at det er et stort ansvar at sørge for, at de er lykkelige. Nogle gange sætter jeg dem på hibernation mode, hvor de sover ét døgn, fordi jeg ikke kan overskue at sørge for dem hver eneste dag. Jeg overvejer lidt at slette det, men jeg er blevet meget investeret i dem følelsesmæssigt og kunne godt tænke mig at se, hvor de ender karrieremæssigt, jeg har f.eks. én, der arbejder på at blive Hollywood-stjerne. Jeg er også kommet til at bruge nogle penge på det, og så bliver man jo endnu mere investeret.«

»Jeg har brugt penge på at købe penge til dem, så de kan bygge nye huse og udvide byen. Det kom faktisk så vidt, at jeg i den periode, hvor jeg spillede mest, kunne sidde og mangle penge og kigge på min netbank og tænke, at jeg bare kunne købe nogle flere penge til mig selv. Så det har virkelig infiltreret min tankegang på en måde, som måske ikke er helt sund.«

»Jeg prøver gerne at lave noget romantisk drama, hvor den samme sim dater flere forskellige mænd, og så kommer der et showdown, hvor én af dem finder ud af, at hun også har set andre mænd, og så skal de komme op og skændes. Det, der er anstrengende ved de her scenarier, er, at de ikke har nogen emotionel respons i sig selv, så selv når denne her mandlige sim kommer ind på værelset, hvor hans kæreste er sammen med en anden, så føler han ikke noget, han står bare og kigger og venter, og så er det mig, der skal sørge for, at der er en eller anden handling. Så skal jeg fornærme den anden, indtil de begynder at skændes, og næste gang de ser hinanden, har de glemt det igen. Det er altså mig, der skal styre deres følelser og handlinger.«

»På den måde bliver dramaet en lille smule fladt. Jeg skal selv iscenesætte det og tolke følelserne ind i dem. I virkeligheden er det ikke meget anderledes end at sidde med nogle insekter og forestille sig, at de har en samtale med hinanden – i det lange løb er det temmelig utilfredsstillende.«

»Hver af de 20-25 sims, jeg styrer, har forskellige behov. Det kommer til udtryk i en rombeformet figur, der hænger over hovedet på dem. Den er grøn, hvis de er glade. Hvis de skal tisse rigtig meget eller er socialt understimulerede, begynder den at blive gul og til sidst rød. På et tidspunkt prøvede jeg at se, hvad der skete, hvis jeg spærrede én af dem inde i et rum uden døre eller vinduer, bare for at se hvad han ville gøre, når jeg ikke var der til at styre ham. Så stod han der i tre uger og bare græd og tissede i bukserne, til sidst synes jeg, det var så ynkeligt, at jeg lukkede ham ud igen. Jeg fik også ret dårlig samvittighed, jeg tænkte: ’Det er mig, der gør det her ved ham,’ det var på en måde simulationsplageri.«

»Det, jeg får ud af The Sims, er helt sikkert en måde at udøve omsorg på, at skabe kontrol og at have en struktureret hverdag på. Det bedste ved spillet for mig er, når de er glade, og jeg kan lægge dem i seng om aftenen glade, det giver mig en følelse af mening, at det gør en forskel. Når jeg har løst det, så kan jeg lægge telefonen fra mig, til de står op ti timer senere.«

Jeg gamede: Jeg spillede al den tid, jeg ikke sang, var på scenen eller smurte madpakke

Bragt i Information

»Jeg har været meget afhængig gamer, men er ikke gamer mere. Hvis jeg går i gang igen, så går det galt.

Jeg spillede World of Warcraft for 5-6 år siden og var med i et guild (gruppe af spillere, der fast spiller sammen, red.) og var mere optaget af den verden end den virkelige verden. Det var første gang, jeg spillede computerspil. Det var min nuværende mand, jeg så sidde og spille, og jeg er sådan en person, der gør tingene 150 procent, så jeg overhalede ham indenom.

Jeg købte et højtalersystem, der hedder Ventrillo, der gjorde. at jeg kunne snakke med de andre i guildet, der kom fra hele verden. Så sad vi og lagde strategier og blev enige om, hvordan vi skulle nakke denne her kæmpe.«

»I dag tænker jeg: ’Hvad fanden skete der lige der.’ Jeg var med i Nykøbing Falster Revyen i 2008, der var der ikke noget internet i det sommerhus, jeg havde fået tildelt. Så jeg investerede i, at der kom en telefonledning derud, alene og ene af den grund, at så kunne jeg spille World of Warcraft. Det fyldte en stor del i mit liv.

Jeg spillede al den tid, jeg ikke sang, var på scenen eller smurte madpakker. Det var stort set al min fritid. Når min datter var blevet lagt i seng om aftenen, så spillede jeg til klokken var 3-4 om morgenen, og så gik jeg i seng og stod op kl. 7 og fik hende i skole, og så spillede jeg videre.«

»Det opstod også nogle gode venskaber, jeg har stadig kontakt til nogle af dem, jeg var i guild med. Jeg har også besøgt nogle af dem. Der var mange englændere, skotter, tyskere og hollændere.

Jeg fik en forståelse, for hvad det vil sige at være gamer. Og når jeg møder unge mennesker i dag, der tror, at sådan en gammel dame på snart 50 ikke ved, hvad World of Warcraft er, så kan jeg sige, at det ved jeg lige præcis, hvad er. Jeg kan sikkert også banke dem sønder og sammen, hvis det var det. Hvis jeg lige øvede mig igen.«

»Hvis man kan holde det nede, så er det faktisk også meget lærerigt. Jeg lærte om strategi, holdånd og planlægning. De der slag tog måske under 10 minutter, når det kørte, det var alt det op til, der tog tid f.eks at planlægge hvordan man fik den store trold i det underjordiske skib. Og så gav det en fantastisk lykkefølelse, når det lykkedes, og 20 mand fra hele verden råbte i røret »yeaaah! We did it!«.

Jeg fik også nogle sprogfærdigheder og lærte nogle computernørdede forkortelser.

Jeg spillede en Paladin – en halv kriger/halvt healer – hun hed Jasmin og var level 80. Der er to veje at gå med en Paladin, man kan opøve skills, hvor man bliver kriger, eller opøve skills, hvor man bliver healer.

Jeg blev healer, jeg var ligesom en Moderhealer, der gik i baggrunden og holdt liv i alle de andre. Så havde man nogle, man skulle sørge for, nogle af de absolut vigtigste krigere, skulle jeg holde liv i. Så inden man skal på sådan et togt om aftenen, skal man gå om dagen og sørge for, at man har alle de ting, man skal bruge, så man kan lave healing potions og alle de der ting.

Så det var noget med at gå og samle ting i skoven og rundt omkring, og finde ud af at lave nogle små daglige rutiner, så man havde nok til at tæske healing ind i folk om aftenen.«

»Jeg kan godt forestille mig, at hvis jeg ikke havde mand og barn og nogle hunde og et arbejdsliv, så ville jeg nok hurtigt kunne blive en af dem, der kunne sidde hjemme i min stue med min computer og bare forsvinde ind i den verden. Alt, hvad jeg havde brug for, fik jeg opfyldt med World of Warcraft, på nær fysisk kontakt med andre mennesker.

Min datter var en af grundene til, at jeg stoppede. Man skynder sig jo at lave det der aftensmad, og så skynder man sig så ind og spiller videre. Jeg kunne se, at hun begyndte at kræve min opmærksomhed mere og mere. Til sidst var det ved at tage overhånd. Det var jo dumt, jeg skulle jo have brugt sommeren på noget andet.

Jeg kunne mærke, jeg brugte for meget tid på det. Det er det samme som med at holde op med at ryge, man tror, man kan være selskabsryger og bare lige tjatte til det, men det kunne jeg ikke. Så jeg sagde til de andre i guildet, at jeg gik offline i en periode, og så har jeg ikke været tilbage.«

’The Leftovers’ leverede en af historiens bedste serieslutninger, og du ænsede det ikke

Bragt i Soundvenue

Mange er sikkert forlængst stået af HBO-serien ‘The Leftovers’, som er blevet stemplet som for kedelig og mærkelig. Men giv den en ny chance. Med finaleafsnittet ‘The Book of Nora’ står det klart, at det er en af de bedste serier i nyere tid.

Med afsnittet ’The Book of Nora’, som i forrige uge blev vist på HBO Nordic, er den mystiske fortælling om ’The Leftovers’ afsluttet.

Afsnittet skriver sig ind i kanonen over bedste serieafsnit nogensinde, sammen med blandt andre ’Six Feet Under’, som er det eneste andet finaleafsnit, jeg kan komme i tanke om, der havde samme emotionelle resonans hos mig, hvor jeg sad med tårer i øjnene, både over det, der foregår på skærmen og over, at det hele er ved at være slut.

I vores kultur, hvor det er brug-og-smid-væk, og hvor vi i disse dage som tv-forbrugere er så forkælede, at vi kan vælge og vrage mellem fantastiske tv-serier som ’The Handmaid’s Tale’, ’The Americans’, ’Rectify’, ’Halt and Catch Fire’ osv. osv., er ’The Leftovers’ nok blevet sorteret fra hos mange og stemplet som for kedelig, for langsom, for mærkelig – og serien har da heller aldrig fået de seertal, den fortjente.

Men ’The Leftovers’ bør i den grad få en chance til, for nu hvor den er afsluttet, er det tydeligt for mig, at det er en af de bedste dramaserier i nyere tid og en serie, jeg kommer til at genbesøge igen og igen.

Christopher Eccleston som præsten Matt Jamison.

Christopher Eccleston som præsten Matt Jamison.

’The Leftovers’ er skabt af Damon Lindelof og Tom Perotta over Perottas roman af samme navn, som dog kun danner forlæg for første sæson, hvorefter serien går sin egne veje. Serien er en af de få, hvor hver sæson har fået bedre og bedre anmeldelser (aggregeringssiden Metacritic giver de tre sæsoner henholdsvis 65, 80 og 98 ud af 100), og hvor det tilsyneladende har været gunstigt at forlade bogforlægget og begive sig ud på sine egne veje (selvom jeg synes, barren har været høj fra starten).

Det var det præcist modsatte, der skete for Damon Lindelofs serie ’Lost’, der blev et umiddelbart hit hos publikum, men derefter løb ud i sandet over dens seks sæsoner, ikke mindst på grund af de store vanskeligheder ved at afslutte historien tilfredsstillende, hvilket i sidste ende gjorde mange fans frustrerede.

Nu må man sige, at Lindelof har fået revanche, for ’The Leftovers’ er blevet afsluttet på en utrolig tilfredsstillende måde – uden af den grund at give os alle svarene. Seriens præmis er temmelig ligetil: To procent af verdens befolkning forsvinder pludseligt, i hvad mange tror er den bibelske bortrykkelse, hvor de udvalgte på Jorden kommer til Paradis.

Carrie Coon og Justin Theroux om Nora og Kevin, hovedfigurerne i 'The Leftovers'.

Carrie Coon og Justin Theroux om Nora og Kevin, hovedfigurerne i ‘The Leftovers’.

Vi følger indbyggerne i den lille by Mapleton, New York, tre år efter begivenheden, som kæmper med sorg over at have mistet familie og venner eller over ikke selv at være blevet udvalgt. Selvom udgangspunktet er definitionen på high concept, bliver det hurtigt tydeligt, at serien ikke er interesseret i at give os alle svarene, men mere at tage seerne med på en filosofisk og eksistentiel rejse ind i nogle karakterer, der kæmper med at finde en mening på hver deres måde.

Om det er ved at lege med døden som Nora Durst, der mistede både sine to børn og mand, og som iført skudsikker vest lader sig skyde i brystet af prostituerede, eller ved at gå med i den religiøse sekt The Guilty Remnants, der klædt i hvidt kæderyger cigaretter, har aflagt tavshedsløfte og generelt er møgirriterende både for indbyggerne i Mapleton og for seerne.

Det smukke ved finaleafsnittet er, at den på en måde giver os et svar på, hvad der skete, da to procent af verdens befolkning forsvandt, men uden at give os nogle beviser. Hele forklaringen kommer i en afsluttende monolog fra en af karakterne, som vi kan vælge at tro på eller lade være. Det er et leap of faith, som Lindelof benytter igen og igen, hvor der sker noget overnaturligt, som man enten kan forklare med metafysik eller med et psykisk sammenbrud hos karaktererne. Der er næsten altid en plausibel, rationel forklaring, udover selvfølgelig selve bortrivelsen.

'The Leftovers' sæson 3 henlagde en stor del af handlingen til Australien.

‘The Leftovers’ sæson 3 henlagde en stor del af handlingen til Australien.

I det hele taget må man sige, at Lindelof ikke er blevet knækket af kritikken af ’Lost’. Han er en modig serieskaber, der tør satse alt på at gøre noget dristigt, forfriskende og fuldstændigt uventet for seeren, mens han samtidig holder mystikken nok i tøjlerne til, at det ikke kajer helt ud og begrænser de overnaturlige elementer.

Et eksempel på Lindelofs mod ses i åbningen af anden sæson, afsnittet ’Axis Mundi’, som starter med en ni minutters sekvens i forhistorisk tid uden egentlig relevans for historien andet end det fysiske sted og temaerne om livets nådesløshed, skæbnens luner og menneskelig fortvivlelse. Afsnittet fortsætter derefter med at fortælle en helt ny families historie, et helt nyt sted. Ikke desto mindre sidder man tryllebundet, og det er lige før man tænker, at det er antologiserie, hvor vi nu skal følge nogle helt andre karakterer.

Det siger også noget om seriens evne ud i karaktertegningen – den er simpelthen så god til at skabe nogle troværdige, mangefacetterede karakterer, som i al deres irrationalitet og excentricitet fremstår særdeles livagtigt menneskelige.

Kevin Jr. og Sr. på et tag i Australien – spillet af Justin Theroux og Scott Glenn.

Kevin Jr. og Sr. på et tag i Australien – spillet af Justin Theroux og Scott Glenn.

Det er også i anden sæson, at vi får afsnit, der isolerer sig til en enkelt karakter, et greb ’Lost’ også brugte med stor succes. Finaleafsnittet ’The Book of Nora’ spejler åbningsafsnittet ’The Book of Kevin’, som handlede om Kevin Garvey, showets indledende hovedperson. I det sidste afsnit fortælles Nora Dursts historie, og det er passende, at det er Nora, der afslutter serien. Egentlig startede hun som en bifigur, men er støt og roligt vokset frem som seriens absolut mest interessante karakter, ikke mindst takket være Carrie Coons fænomenale skuespil.

Både første og sidste afsnit er i øvrigt instrueret af Mimi Ledler, som de også var i sæson to, og hendes fingeraftryk er nærmest lige så essentielt for serien som Lindelofs. Hendes visuelle virtuositet og evne til at iscenesætte scenerne er forrygende.

Når man nævner det visuelle, må man også nævne musikken. Den er skrevet af komponisten Max Richter, hvis musik emmer af melankoli og tristesse, men som også pludselig kan svinge sig op til enorm patos, så en scene om en ged, der sidder fast i et hegn, pludselig kan frembringe tårer. Scoret suppleres af yderst kløgtigt valgte numre, som enten punkterer den højtidelige stemning eller fører os et helt nyt sted hen. Allerede i allerførste afsnit blev jeg vildt imponeret over brugen af numre fra Fuck Buttons og James Blake, og siden er jeg blevet imponeret over brugen af kunstnere så forskellige som ABBA, Simon & Garfunkel, Wu-Tang Clan, Pixies og A-ha.

’The Leftovers’ er unægteligy en temmelig deprimerende affære, og især sæson ét er præget af en gennemgribende melankoli. Det har sikkert været et turn-off for mange. Det er klart, at man skal være i humør til det eksistentielle og ikke blive skræmt af, at man kommer til at tage dele af sit eget liv op til revision, når man konfronteres med skæbnerne i ’The Leftovers’.

For mig har al den største kunst en eksistentiel understrøm. Modsat så mange andre serier tør ’The Leftovers’ sætte fokus på, hvad det vil sige at leve og være menneske og føle tab, sorg, anger, ensomhed, had, skyld osv. Hvad vil det sige at håbe? At tro på noget? At miste sin tro?

Det er tungt stof, men heldigvis har serien sin egen sorte humor og opstigning til lettere luftlag, der gør det hele til at bære. Det blev især tydeligt i seriens anden sæson, også markeret med en helt ny titelsekvens, der i stedet for animerede renæssancemalerier og Max Richters højstemte musik går til snapshots af de forsvundne med countrymusik på lydsiden.

Der er altså mange gode grunde til at komme i gang med ’The Leftovers’ – og til at holde ved, også selvom man synes det er svært at komme i gang. Sådan er det oftest med stor kunst, belønningerne i den anden ende er til gengæld enorme.

’The Leftovers’-finalen drysser retrospektivt stjernestøv over alle de afsnit, der gik forud, og til sammen kommer det til at stå som et mejslet, kompakt kunstværk i den tungeste tv-kaliber. Du er ikke den samme efter at have set ’The Leftovers’. Det er intet mindre end mirakuløst.

Mareridt i kravlegården. Interview med Krillbite Studio.

Bragt i Gameplay Magazine, april 2013

Mareridt i kravlegården

I norske Krillbite Studios kommende spil Among The Sleep, vækkes monsteret under sengen til live. I spillet styrer man et 2-årigt barn, der vågner op i sin kravlegård midt om natten til mærkelige lyde i huset. Verden er stor og farlig og mor er langt væk. Med en 2-årigs krop er selv en dør en større forhindring, der kræver at man bruger det højt interaktive miljø, fx ved at hive en stol hen til døren eller hive skuffer ud og bruge dem som trapper.

Krillbite udgav for næsten præcis ét år siden en video med en kort uddrag fra spillet på YouTube, som blev et mindre viralt hit med omkring 900.000 visninger. I videoen ser man barnet, som enten kan kravle hurtigt eller gå vraltende og langsomt, gå på opdagelse i huset. Man hører det trække vejret hurtigt når det løber hen ad stuegulvet, man hører huset knirke og knage, ser fjernsynet tænde og bader stuen i lys, ser lamperne tænde og slukke pludselig, alt imens mørk uhyggelig musik kører i baggrunden. Det giver en kuldegysninger bare at se en anden spille og især det uhyggelige lyddesign og den fysisk sårbare oplevelse af at være et lille 2-årigt barn imponerer og overbeviser. Når man kigger ned kan man se sin krop iklædt en blå pyjamas med store gule sole og stjerner, se ens små fødder løbe over gulvtæppet. Ens allierede er en bamse, der bliver det betryggende holdepunkt i en uhyggelig og ukendt verden, og som hviskende hjælper én på vej og fortæller en hvad man skal gøre. Når man krammer bamsen, lyser det lidt op i det ellers mørke univers, og det uhyggelige soundtrack fortrækker lidt.

Jeg mødte fire repræsentanter fra Krillbite-holdet på Københavns Hovedbanegård en regnfuld onsdag eftermiddag. De er på vej til Nordic Games Conference, hvor de er nomineret i kategorien Nordic Game Indie Sensation, med et af deres andre spil, The Plan (kan hentes gratis på Krillbites hjemmeside). Jeg spørger Martin Mathiesen Kvale, lyddesigner på Among the Sleep, hvordan de vil gribe fat i spillerne og hive dem ind i den 2-åriges univers: ”Lyden er utrolig vigtig i Among the Sleep, som barn lyder alting større, lyd sætter hele stemningen i spillet”. Adrian Tingstad Husby, PR, fortsætter ”Immersion er essentielt for spillet, spilleren skal føle han er i barnets rolle, eller vil spillet simpelthen ikke virke”.

Stemning og atmosfære er virkelig essentielt for oplevelsen i Among the Sleep. Her er nemlig ingen våben og ingen vold. Hvis man møder monstre, og det gør man! Gælder det om at gemme sig, løbe væk eller bruge miljøet på en kreativ måde. Den grundlæggende spilmekanik er primært centreret omkring fysiske puzzles, som man fx kender det fra Amnesia (se boks). Adrian fortæller ”Alt hvad det giver mening at interagere med har vi inkluderet i spillet, alting er meget håndgribeligt, du kan klatre op af alting og åbne alle døre. Det er virkelig noget der hiver én ind i universet”.

For yderligere at gribe spilleren og trække dem ind i spiluniverset, har Kickstarten haft et stretch goal om fuld implementering af Virtual Reality-brillerne Oculus Rift, i sig selv resultatet af en Kickstarter-kampagne. Oculus Rift brillerne har en skærm til hver øje, der udfylder hele ens synsfelt og reagerer øjeblikkeligt på hovedbevægelser. Karoline Oppedal Aske, concept artist på spillet, har prøve brillerne: ”De er fantastiske, det virker bare ægte”, Adrian supplerer ”brillerne kan både registrerer hovedets bevægelser, men også din overkrops, så du fx kan læne dig frem og kigge rundt om hjørner”.

Mange spil er blevet finansieret på Kickstarter på det seneste, men ofte er det et kendt og elsket spilfranchise, nogle legendariske spildesignere eller en kombination af de to, der har fået pengene til at rulle ind. Krillbite er et nyt firma med uprøvede folk der laver et originalt spil. Jeg spørger holdet hvorfor de tror de fik succes med deres kampagne. ”Det er konceptets skyld, at vi fik finansieret spillet på Kickstarter” fortæller Adrian, ”folk forstår konceptet lige med det samme når man fortæller dem om det”. ”Du kan i virkeligheden opsummere hele spillet med én sætning, som fanger folk med det samme”, supplerer Martin: ”Du spiller som et 2-årigt barn alene i et horrorspil!”.

Det hjælper selvfølgelig også, at man modsat mange andre spil på Kickstarter allerede nu kan se spillet i funktion. Man kan nemlig allerede nu prøve at spille en såkaldt Alpha-udgave af spillet, som kan hentes fra Kickstarter-siden. I Alpha-udgaven kan du spille noget af det første level (af i alt seks) i huset hvor barnet vågner. Her afsløres det også, at man kommer langt væk hjemmefra i en montakesekvens til slut, der afslører en række meget eksotiske og fantastiske omgivelser. Krillbites børnemareridt er yderst forførende, det er et koncept man med det samme kan se potentialet i. Det bliver spændende at se om det også holder til et helt spil, og om der bliver anden interaktion end at hive stole hen til døre og bruge skuffer som trapper. Èn ting er sikkert, det bliver et særdeles uhyggeligt spil, som vi glæder os til spille næste år.

I samme genre

Amnesia: The Dark Descent

Der er ikke meget der minder om Among The Sleep derude. I de fleste horror spil, er der som regel et stærkt action-element og masser af splatterscener, og det er de færreste hvor man spiller et 2-årigt barn. Amnesia fra 2010 brugte dog samme psykologiske horroreffekt, hvor ens forestillingsevne er ens værste fjende, hvor man måtte flygte fra monstrene i stedet for at skyde dem, og hvor gameplayet primært bestod af fysisk manipulation af ens miljø. Among the Sleeps åndelige ophav. Fortsættelse Amnesia: A Machine for Pigs, skulle være lige om hjørnet.

Asylum

Asylum er et argentinsk point-and-click adventurespil, finansieret på Kickstarter i februar, med kraftig inspiration fra horrorforfatteren H. P. Lovecrafts univers. I spillet går man på opdagelse i et tilsyneladende forladt sindssygehospital, som selvfølgelig viser sig slet ikke at være forladt i virkeligheden, og meget mere vil Senscape ikke røbe. De har lavet et enormt hus med omkring 100 forskellige, og utroligt detaljerede værelser at udforske. Her er ikke nogen actionscener, men det bliver sandsynligvis en foruroligende rejse alligevel.

The Vanishing of Ethan Carter

Et såkaldt Weird Fiction Horror-spil (kalder udviklerne det), hvor man spiller en detektiv med paranormale evner, der undersøger en sag om en kidnappet dreng. Som i Among the Sleep, er der ingen kamp, og spillerinddragelse er førsteprioritet. Det er et spil om opdagelse og udforskning, der vil ikke være vildt komplekse puzzles, men derimod foruroligende opdagelser. Det planlægges også at implementere Virtual Reality-brillerne Oculus Rift. Spillet forventes at udkomme i år til pc, og bliver udviklet af spilfirmaet The Atronauts.

Verdens 10 mest underkendte skuespillere – del 5: Alsidig karakterskuespiller kan vække rædsel som få

I denne sommerserie skriver vores anmeldere om de skuespillere, der ifølge dem har fået alt for lidt anerkendelse. Her slår Christian Jess Mark et slag for fænomenale Michael Shannon, der både kan være rædselsvækkende og følsom på det store lærred.

Mit første møde med Michael Shannon var i en af mine all-time favorites, ’Groundhog Day’ (1993) med Bill Murray, hvor vi ser ham i en purung udgave. Han spiller den mandlige del af et forlovet ungt par, hvor kvinden er ved at få kolde fødder. Heldigvis klarer Bill Murray ærterne for dem, og de ender med at få hinanden i en ekstatisk slutscene. Murrays bryllupsgave til parret er billetter til fribryderfestivalen Wrestlemania, da Shannons karakter ser gaven udbryder han begejstret »Wrestlemania!!«, løfter sin brud i luften, griner skabet, fægter lidt i luften med næverne og giver Andie MacDowell et lille kys på kinden. Det er en lille rolle, men egentlig meget emblematisk for Shannons skuespil.

 

Shannon har en sjælden evne til altid at være i den rolle, han spiller, uanset hvor langt ude eller langt væk fra ham selv den er. Det betyder også, at han som regel spiller røven ud af bukserne i sine roller, så selv Bill Murray i scenen fra ’Groundhog Day’ eller stortalenter som Kate Winslet og Leonardo DiCaprio kommer til kort. Hans primære styrke er hans intensitet. I ’Groundhog Day’ kommer den til udtryk i begejstring, andre gange kommer den til udtryk i vrede. Den er ofte ledsaget af en hel del råberi og et stirrende, autoritært blik, der kan få selv den mægtigste skikkelse til at krympe sig. Den autoritære udstråling underbygges af Shannons høje figur på over 1,90. Derfor castes han også ofte i roller, som enten har en officielt autoritet eller som i hvert fald er selvstændige og går imod strømmen på den ene eller anden facon.

Shannon er født i 1974 og opvokset i syden i Kentucky som søn af en advokat og en regnskabsprofessor. Han debuterede på Chicagos teaterscene i 1991 som 17-årig og har siden taget roller på de skrå brædder ved siden af sin karriere i film og tv. Teatertræningen er tydelig at mærke, når man ser ham på skærmen, for han håndterer sin metier på en måde, som brænder utroligt godt igennem på det store lærred. Det samme kan siges om Shannons afdøde kollega Philip Seymour Hoffman, som Shannon spillede over for i ’Before the Devil Knows You’re Dead’ (2007), og som instruerede Shannon i teateropsætningen ’The Little Flower of East Orange’ i 2008.

Shannon spillede en stribe mindre filmroller op gennem 90’erne og start-00’erne, blandt andet som pilot i Michael Bay-blockbusteren ’Pearl Harbour’ (2001), der uddeler sejrscigarer til Ben Affleck og Josh Hartnett. Med sin rolle som Eminems mors voldelige kæreste i ’8 Mile’ (2002) gjorde han sig mere bemærket. I 2006 blev Shannon castet i en sjælden hovedrolle i William ’The Excorcist’ Friedkins kammerspilsgyser ’Bug’ overfor Ashley Judd. En rolle Shannon allerede har spillet flere gange og kender særdeles godt fra teaterforlægget. Shannon spiller Peter Evans, en mand, Judd møder på et hotel, og som har hallucinationer om kryb, der har invaderet hans krop.

I 2007 indledte Michael Shannon et samarbejde med filmskaberen Jeff Nichols, som skulle vise sig at blive yderst frugtbart. De lavede sammen ’Shotgun Stories’, en lille perle med Shannon i hovedrollen, som den ene af to halvbrødre, der kommer op og skændes efter deres fars død. Filmen kom aldrig i bred distribution, men gik sin gang på filmfestivalerne, hvor den trak store roser fra kritikerne. Året efter får Shannon en birolle i Sam Mendes’ ‘Revolutionary Road’, baseret på en 60’er-roman af Richard Yates.  I filmen som har ’Titanic’-parret Leonardo DiCaprio og Kate Winslet i hovedrollerne i et betydeligt mere glansløst forhold spiller Shannon John Givings, et vennepars søn, der er erklæret sindssyg. Givings viser sig dog nærmere at være den, der ser tingene, som de er, og han ser igennem DiCaprio og Winslets tomme forstadsliv i en ætsende scene, der fuldstændigt stjæler rampelyset fra de stjerner, han er omgivet af. Det er en af Shannons bedste øjeblikke i en rolle, som meget velfortjent indkasserede ham en Oscar for bedste birolle.

 

Efter Oscar-statuetten kommer Shannon i stald hos den legendariske tyske filmauteur Werner Herzog, som først har Shannon i en mindre rolle i ’Bad Liteutenant: Port of Call New Orleans’ fra 2009 og senere samme år i hovedrollen i ’My Son, My Son, What Have Ye Done?’, produceret af ingen ringere end David Lynch. Sidstnævnte fik en meget smal distribution og en temmelig lunken kritik, men viste igen, at Shannon ikke kun er en birolleskuespiller.

I 2010 får han rollen i HBO’s nye kæmpesatsning ’Boardwalk Empire’ som FBI-agenten Nelson Van Alden. Rollen spiller perfekt op til Shannons forcer som skuespiller: Van Alden er både en figur, der emmer af autoritet og samtidig forstyrret, og rollen viser Shannons evne til at gå fra den ene yderlighed til den anden på et splitsekund – fra ynkelig, klynkende boksebold til kølig og i kontrol.

Shannons glansrolle får han i endnu et samarbejde med Jeff Nichols med hovedrollen i ’Take Shelter’ over for Jessica Chastain. Her spiller Shannon rollen som Curtis, en simpel everymanfra en lille by, der plages af visioner om en forestående katastrofe, og som vil gøre alt for at beskytte sin kone og barn.

I scenen herunder ser vi igen Shannon som the odd man out i et raserianfald mod indbyggerne i det lille lokalsamfund, som ikke tror ham. »There is a storm coming! Like nothing you have ever seen!« råber han i en replik, der sender kuldegysninger ned af ryggen på mig hver gang, jeg hører den. Samtidig, og i stærk kontrast til hans vrede, viser Shannon også sit talent for følsomhed, da Curtis grædende bryder sammen i sin hustrus favn.

 

I ‘Take Shelter’ viser Shannon, hvordan han, som i den tidligere film ’Bug’, formår at trække både sine omgivelser og seeren ind i sin hallucinatoriske tankeverden. Shannon er skiftevis ydmyg, beskyttende, aggressiv, opgivende, determineret, overbevist, kærlig. Han navigerer et komplekst følelsesregister med umådeligt stort overskud.

Senest har vi set Shannon i fuld CGI-kostume som Supermans fjende General Zod i Zack Snyders ’Man of Steel’. Det er en forglemmelig film, men igen får Shannon det maksimale ud af sin rolle, og man bliver mærkeligt berørt af hans tale om Krypton herunder.

 

Skuespilleren har selv udtalt, at han betragter skuespilgerningen som et servicefag underlagt instruktører og manuskriptforfattere, og at han sjældent siger nej til en rolle. Den ydmyge og åbne tilgang har ført til vidt forskellige roller, som både har demonstreret og raffineret Shannons alsidighed. At han også mestrer det komiske understreger følgende video, hvor han læser en (forstyrret) amerikansk sorority-piges brev højt for hendes medsøstre.

 

Herhjemme er han lige nu aktuel som Julianne Moores sympatiske politipartner i ’Freeheld’ og har igen hovedrollen i en ny Jeff Nichols film, ’Midnight Special’, en homage til 70’erne/80’ernes sci-fi a la ’E.T.’, ’Starman’ og ’Nærkontakt af tredje grad’ – med et mørkt tvist. I den nærmeste fremtid skal han både inkarnere en aldrende Elvis og spille med i Tom Fords længe ventede opfølger til ‘A Single Man’, ‘Nocturnal Animals’. Der er kun én vej for Michael Shannon, og det er opad.

Den bedste film fra år 2007, som for få har set: Sydkoreansk perle tager en uventet og brutal drejning

Bragt i Soundvenue
ARTIKELSERIE: I disse uger anbefaler vores anmeldere film fra 2000 til 2015, som alt for få mennesker har set. Vi er nået til 2007, og Christian Jess Mark anbefaler en koreansk guldalderperle med overrumplende twists og en akut appel til tårekanalerne.

Før 4. november 2005 var sydkoreansk film et lukket obskurt land for mig. Jeg tror faktisk aldrig, jeg havde tænkt på, at Sydkorea lavede andet end elektronik og biler.

Men den novemberdag havde Kim Ki-Duks ’Forår, sommer, efterår, vinter … og forår’ premiere i Danmark. Filmen blev en af de skelsættende filmøjenåbnere, hvor en helt ny filmhorisont åbner sig. Kim Ki-Duk blev min adgangsbillet til sydkoreansk film, og jeg så alle hans tidlige film.

Året efter kom der endnu en sydkoreansk filmåbenbaring med Park Chan-Wooks ’Oldboy’. Sydkoreansk film var inde i en guldalder, og filmene gik deres sejrsgang på festivalerne. Den tredje instruktør jeg opdagede, var Joon-Ho Bong, der brød igennem i vesten med monsterfilmen ’The Host’, men hvis virkelige svendestykke var seriemorder-filmen ’Memories of Murder’ (begge film i øvrigt på Quentin Tarantinos liste over de 20 bedste film siden 1992).

Ki-Duk var sydkoreansk art-house, mens Park og Bong bevægede sig rundt i genrefilmens kulørte univers, hvilket gjorde dem forholdsvis let tilgængelige og en god eksportvare – de er begge blevet absorberet af Hollywood-maskinen med blandet succes. Det fjerde navn som ofte bliver nævnt i sydkoreansk sammenhæng er den tidligere forfatter (og kulturminister!) Lee Chang-Dong.

secret-sunshine-1Chang-Dong laver hverken genrefilm eller art house. Tværtimod kan man kalde ham en sydkoreansk Mike Leigh med hans sans for hverdagsdrama og empatisk karaktertegning, tilsat et godt skud sydkoreansk patos. Han brød for alvor igennem med ’Peppermint Candy’, en temmelig virtuos fortælling om en politimands rejse fra good cop til bad cop, fortalt i glimt over 20 år. Hans seneste film ’Poetry’ fra 2010 fortalte rørende om en ældre kvindes liv med tiltagende Alzheimers, et barnebarn, der bliver involveret i en skandale, og et poesikursus, der bliver hendes store lidenskab.

Lee Chang-Dongs forrige film, ’Secret Sunshine’, er mit valg for den film, for få har set fra 2007 – sammen med en opfordring til at se flere sydkoreanske film.

’Secret Sunshine’ er en film, hvor man ikke sådan kan forudse handlingen, og hvor ens forventninger ofte snydes med stor følelsesmæssig effekt til følge. I første omgang dysses man ind i et prosaisk trummerum, med varm hverdagsdramatik. Kvinden Shin-ae (Jeon Do-Yeon) rejser med sin søn Jun fra hovedstaden Seoul til lillebyen Miryang. Shin-aes mand og Juns far er for nyligt død i et trafikuheld, og efter den tragedie har Shin-ae brug for en ny start, et nyt sted, som samtidig har en forbindelse til manden.

Ankomsten til den lille by byder på den slags småkonflikter, som er typisk, når storbymennesket flytter til lillebyen. Både en varm, nysgerrig velkomst, men også bagtalelse fra de lokale sladdertanter. I centrum blandt de lokale står den godmodige mekaniker Jong Chan, som spilles af Sydkoreas hofskuespiller Song Kang-ho (’Memories of Murder’, ’The Host’, ’Sympathy for Mr. Vengeance’). Jong Chan bliver en stædig bejler til Shin-ae og fungerer både som stalker og beskyttende engel, og hans komiske tilstedeværelse smider igen mudder i genremaskinen. Hans konstante tilstedeværelse, uanset hvor Shin-ae befinder sig, bliver både en velsignelse og en forbandelse for hende.

Efter på den måde at være dysset ind i hverdagslivet i Miryang og forventningen om at se en kvinde genopbygge sit liv, rammer tragedien igen Shin-ae – og dermed også seeren – i en så uventet og brutal drejning, at det er umuligt ikke at knibe en tåre for Shin-aes skæbne.

Det hele serveres i så ’normale’ og ustiliserede billeder med en lidt kedelig farvegradering, at det får en dokumentarisk hyper-realistisk effekt, der gør melodramaet des mere hårdtslående. Efter en kort, nærmest thrilleragtig midte udvikler filmen sig til en eksistentialistisk skildring af tro, løgne og selvindbildning. Shin-ae vender sig mod den lokale kristne vækkelsesbevægelse og finder der et brystværn mod hendes altoverskyggende sorg.

secret-sunshine-2Som genfødt kristen får Shin-ae et nyt holdepunkt midt i tragedien. Religion bliver for Shin-ae den løgn, hun må fortælle sig selv for at eksistere, og løgnen rækker kun akkurat så langt. Ikke mindst når den person, der har forårsaget hende ondt, i et bittert ironisk twist også viser sig at have omfavnet Gud. Det bliver anledning til et voldsomt opbrud med Gud for Shin-ae. Selvom det er en kritisk skildring af religion, er det ikke en unuanceret skildring. Her er ingen nemme arketyper, og den religiøse katarsis velunder man selv som ateistisk publikum Shin-ae for den lindring, den giver hende for hendes sorg.

Jeon Do-Yeon portrættering af Shin-ae gav hende meget velfortjent prisen for bedste skuespillerinde på Cannes-festivalen (den første koreaner, der vandt den). Det er en sublim præstation, hun leverer, og ligesom filmen selv rammer den rent på hele følelsesregistreret. ’Secret Sunshine’ starter med et klip af en blå himmel, der igennem filmen optræder som motiv på de usynlige kræfter, der styrer Shin-aes liv, og hendes idé om en kærlig eller ondskabsfuld gud. Selv da hun forkaster kirken, handler hun stadig ud fra ideen om en gud, som hun nu vil provokere med sine synder.

Til slut bliver det ikke de usynlige og flyvske kræfter, der giver Shin-ae ro i sjælen, men den mudrede jord, som hendes hårlokker falder på, da hun i et mere jordbundent katarsisøjeblik, klipper sit eget hår i baggården. Det er endnu et springende punkt for Shin-aes udvikling – og et smukt, poetisk øjeblik i en fantastisk film.