Spildesigner bag dokumentarisk koldkrigscomputerspil: »For mig er spillet en succes, når spilleren kan genkende sit eget liv i spillet«

Bragt i Information

Computerspil er ved at modnes ud af ren underholdningsambition. Nu tør både smalle og kommercielle spil tage fat i personlige historier og sociale problemstillinger. Herhjemme har Trine Laier lavet det prisvindende ’Cosmic Top Secret’, et personligt dokumentarisk spil om at have forældre, der arbejder for Forsvarets Efterretningstjeneste

https://www.information.dk/kultur/2018/07/spildesigner-bag-dokumentarisk-koldkrigscomputerspil-spillet-succes-naar-spilleren-kan-genkende-eget-liv-spillet?lst_cntrb

’The Leftovers’ leverede en af historiens bedste serieslutninger, og du ænsede det ikke

Bragt i Soundvenue

Mange er sikkert forlængst stået af HBO-serien ‘The Leftovers’, som er blevet stemplet som for kedelig og mærkelig. Men giv den en ny chance. Med finaleafsnittet ‘The Book of Nora’ står det klart, at det er en af de bedste serier i nyere tid.

Med afsnittet ’The Book of Nora’, som i forrige uge blev vist på HBO Nordic, er den mystiske fortælling om ’The Leftovers’ afsluttet.

Afsnittet skriver sig ind i kanonen over bedste serieafsnit nogensinde, sammen med blandt andre ’Six Feet Under’, som er det eneste andet finaleafsnit, jeg kan komme i tanke om, der havde samme emotionelle resonans hos mig, hvor jeg sad med tårer i øjnene, både over det, der foregår på skærmen og over, at det hele er ved at være slut.

I vores kultur, hvor det er brug-og-smid-væk, og hvor vi i disse dage som tv-forbrugere er så forkælede, at vi kan vælge og vrage mellem fantastiske tv-serier som ’The Handmaid’s Tale’, ’The Americans’, ’Rectify’, ’Halt and Catch Fire’ osv. osv., er ’The Leftovers’ nok blevet sorteret fra hos mange og stemplet som for kedelig, for langsom, for mærkelig – og serien har da heller aldrig fået de seertal, den fortjente.

Men ’The Leftovers’ bør i den grad få en chance til, for nu hvor den er afsluttet, er det tydeligt for mig, at det er en af de bedste dramaserier i nyere tid og en serie, jeg kommer til at genbesøge igen og igen.

Christopher Eccleston som præsten Matt Jamison.

Christopher Eccleston som præsten Matt Jamison.

’The Leftovers’ er skabt af Damon Lindelof og Tom Perotta over Perottas roman af samme navn, som dog kun danner forlæg for første sæson, hvorefter serien går sin egne veje. Serien er en af de få, hvor hver sæson har fået bedre og bedre anmeldelser (aggregeringssiden Metacritic giver de tre sæsoner henholdsvis 65, 80 og 98 ud af 100), og hvor det tilsyneladende har været gunstigt at forlade bogforlægget og begive sig ud på sine egne veje (selvom jeg synes, barren har været høj fra starten).

Det var det præcist modsatte, der skete for Damon Lindelofs serie ’Lost’, der blev et umiddelbart hit hos publikum, men derefter løb ud i sandet over dens seks sæsoner, ikke mindst på grund af de store vanskeligheder ved at afslutte historien tilfredsstillende, hvilket i sidste ende gjorde mange fans frustrerede.

Nu må man sige, at Lindelof har fået revanche, for ’The Leftovers’ er blevet afsluttet på en utrolig tilfredsstillende måde – uden af den grund at give os alle svarene. Seriens præmis er temmelig ligetil: To procent af verdens befolkning forsvinder pludseligt, i hvad mange tror er den bibelske bortrykkelse, hvor de udvalgte på Jorden kommer til Paradis.

Carrie Coon og Justin Theroux om Nora og Kevin, hovedfigurerne i 'The Leftovers'.

Carrie Coon og Justin Theroux om Nora og Kevin, hovedfigurerne i ‘The Leftovers’.

Vi følger indbyggerne i den lille by Mapleton, New York, tre år efter begivenheden, som kæmper med sorg over at have mistet familie og venner eller over ikke selv at være blevet udvalgt. Selvom udgangspunktet er definitionen på high concept, bliver det hurtigt tydeligt, at serien ikke er interesseret i at give os alle svarene, men mere at tage seerne med på en filosofisk og eksistentiel rejse ind i nogle karakterer, der kæmper med at finde en mening på hver deres måde.

Om det er ved at lege med døden som Nora Durst, der mistede både sine to børn og mand, og som iført skudsikker vest lader sig skyde i brystet af prostituerede, eller ved at gå med i den religiøse sekt The Guilty Remnants, der klædt i hvidt kæderyger cigaretter, har aflagt tavshedsløfte og generelt er møgirriterende både for indbyggerne i Mapleton og for seerne.

Det smukke ved finaleafsnittet er, at den på en måde giver os et svar på, hvad der skete, da to procent af verdens befolkning forsvandt, men uden at give os nogle beviser. Hele forklaringen kommer i en afsluttende monolog fra en af karakterne, som vi kan vælge at tro på eller lade være. Det er et leap of faith, som Lindelof benytter igen og igen, hvor der sker noget overnaturligt, som man enten kan forklare med metafysik eller med et psykisk sammenbrud hos karaktererne. Der er næsten altid en plausibel, rationel forklaring, udover selvfølgelig selve bortrivelsen.

'The Leftovers' sæson 3 henlagde en stor del af handlingen til Australien.

‘The Leftovers’ sæson 3 henlagde en stor del af handlingen til Australien.

I det hele taget må man sige, at Lindelof ikke er blevet knækket af kritikken af ’Lost’. Han er en modig serieskaber, der tør satse alt på at gøre noget dristigt, forfriskende og fuldstændigt uventet for seeren, mens han samtidig holder mystikken nok i tøjlerne til, at det ikke kajer helt ud og begrænser de overnaturlige elementer.

Et eksempel på Lindelofs mod ses i åbningen af anden sæson, afsnittet ’Axis Mundi’, som starter med en ni minutters sekvens i forhistorisk tid uden egentlig relevans for historien andet end det fysiske sted og temaerne om livets nådesløshed, skæbnens luner og menneskelig fortvivlelse. Afsnittet fortsætter derefter med at fortælle en helt ny families historie, et helt nyt sted. Ikke desto mindre sidder man tryllebundet, og det er lige før man tænker, at det er antologiserie, hvor vi nu skal følge nogle helt andre karakterer.

Det siger også noget om seriens evne ud i karaktertegningen – den er simpelthen så god til at skabe nogle troværdige, mangefacetterede karakterer, som i al deres irrationalitet og excentricitet fremstår særdeles livagtigt menneskelige.

Kevin Jr. og Sr. på et tag i Australien – spillet af Justin Theroux og Scott Glenn.

Kevin Jr. og Sr. på et tag i Australien – spillet af Justin Theroux og Scott Glenn.

Det er også i anden sæson, at vi får afsnit, der isolerer sig til en enkelt karakter, et greb ’Lost’ også brugte med stor succes. Finaleafsnittet ’The Book of Nora’ spejler åbningsafsnittet ’The Book of Kevin’, som handlede om Kevin Garvey, showets indledende hovedperson. I det sidste afsnit fortælles Nora Dursts historie, og det er passende, at det er Nora, der afslutter serien. Egentlig startede hun som en bifigur, men er støt og roligt vokset frem som seriens absolut mest interessante karakter, ikke mindst takket være Carrie Coons fænomenale skuespil.

Både første og sidste afsnit er i øvrigt instrueret af Mimi Ledler, som de også var i sæson to, og hendes fingeraftryk er nærmest lige så essentielt for serien som Lindelofs. Hendes visuelle virtuositet og evne til at iscenesætte scenerne er forrygende.

Når man nævner det visuelle, må man også nævne musikken. Den er skrevet af komponisten Max Richter, hvis musik emmer af melankoli og tristesse, men som også pludselig kan svinge sig op til enorm patos, så en scene om en ged, der sidder fast i et hegn, pludselig kan frembringe tårer. Scoret suppleres af yderst kløgtigt valgte numre, som enten punkterer den højtidelige stemning eller fører os et helt nyt sted hen. Allerede i allerførste afsnit blev jeg vildt imponeret over brugen af numre fra Fuck Buttons og James Blake, og siden er jeg blevet imponeret over brugen af kunstnere så forskellige som ABBA, Simon & Garfunkel, Wu-Tang Clan, Pixies og A-ha.

’The Leftovers’ er unægteligy en temmelig deprimerende affære, og især sæson ét er præget af en gennemgribende melankoli. Det har sikkert været et turn-off for mange. Det er klart, at man skal være i humør til det eksistentielle og ikke blive skræmt af, at man kommer til at tage dele af sit eget liv op til revision, når man konfronteres med skæbnerne i ’The Leftovers’.

For mig har al den største kunst en eksistentiel understrøm. Modsat så mange andre serier tør ’The Leftovers’ sætte fokus på, hvad det vil sige at leve og være menneske og føle tab, sorg, anger, ensomhed, had, skyld osv. Hvad vil det sige at håbe? At tro på noget? At miste sin tro?

Det er tungt stof, men heldigvis har serien sin egen sorte humor og opstigning til lettere luftlag, der gør det hele til at bære. Det blev især tydeligt i seriens anden sæson, også markeret med en helt ny titelsekvens, der i stedet for animerede renæssancemalerier og Max Richters højstemte musik går til snapshots af de forsvundne med countrymusik på lydsiden.

Der er altså mange gode grunde til at komme i gang med ’The Leftovers’ – og til at holde ved, også selvom man synes det er svært at komme i gang. Sådan er det oftest med stor kunst, belønningerne i den anden ende er til gengæld enorme.

’The Leftovers’-finalen drysser retrospektivt stjernestøv over alle de afsnit, der gik forud, og til sammen kommer det til at stå som et mejslet, kompakt kunstværk i den tungeste tv-kaliber. Du er ikke den samme efter at have set ’The Leftovers’. Det er intet mindre end mirakuløst.

Verdens 10 mest underkendte skuespillere – del 5: Alsidig karakterskuespiller kan vække rædsel som få

I denne sommerserie skriver vores anmeldere om de skuespillere, der ifølge dem har fået alt for lidt anerkendelse. Her slår Christian Jess Mark et slag for fænomenale Michael Shannon, der både kan være rædselsvækkende og følsom på det store lærred.

Mit første møde med Michael Shannon var i en af mine all-time favorites, ’Groundhog Day’ (1993) med Bill Murray, hvor vi ser ham i en purung udgave. Han spiller den mandlige del af et forlovet ungt par, hvor kvinden er ved at få kolde fødder. Heldigvis klarer Bill Murray ærterne for dem, og de ender med at få hinanden i en ekstatisk slutscene. Murrays bryllupsgave til parret er billetter til fribryderfestivalen Wrestlemania, da Shannons karakter ser gaven udbryder han begejstret »Wrestlemania!!«, løfter sin brud i luften, griner skabet, fægter lidt i luften med næverne og giver Andie MacDowell et lille kys på kinden. Det er en lille rolle, men egentlig meget emblematisk for Shannons skuespil.

 

Shannon har en sjælden evne til altid at være i den rolle, han spiller, uanset hvor langt ude eller langt væk fra ham selv den er. Det betyder også, at han som regel spiller røven ud af bukserne i sine roller, så selv Bill Murray i scenen fra ’Groundhog Day’ eller stortalenter som Kate Winslet og Leonardo DiCaprio kommer til kort. Hans primære styrke er hans intensitet. I ’Groundhog Day’ kommer den til udtryk i begejstring, andre gange kommer den til udtryk i vrede. Den er ofte ledsaget af en hel del råberi og et stirrende, autoritært blik, der kan få selv den mægtigste skikkelse til at krympe sig. Den autoritære udstråling underbygges af Shannons høje figur på over 1,90. Derfor castes han også ofte i roller, som enten har en officielt autoritet eller som i hvert fald er selvstændige og går imod strømmen på den ene eller anden facon.

Shannon er født i 1974 og opvokset i syden i Kentucky som søn af en advokat og en regnskabsprofessor. Han debuterede på Chicagos teaterscene i 1991 som 17-årig og har siden taget roller på de skrå brædder ved siden af sin karriere i film og tv. Teatertræningen er tydelig at mærke, når man ser ham på skærmen, for han håndterer sin metier på en måde, som brænder utroligt godt igennem på det store lærred. Det samme kan siges om Shannons afdøde kollega Philip Seymour Hoffman, som Shannon spillede over for i ’Before the Devil Knows You’re Dead’ (2007), og som instruerede Shannon i teateropsætningen ’The Little Flower of East Orange’ i 2008.

Shannon spillede en stribe mindre filmroller op gennem 90’erne og start-00’erne, blandt andet som pilot i Michael Bay-blockbusteren ’Pearl Harbour’ (2001), der uddeler sejrscigarer til Ben Affleck og Josh Hartnett. Med sin rolle som Eminems mors voldelige kæreste i ’8 Mile’ (2002) gjorde han sig mere bemærket. I 2006 blev Shannon castet i en sjælden hovedrolle i William ’The Excorcist’ Friedkins kammerspilsgyser ’Bug’ overfor Ashley Judd. En rolle Shannon allerede har spillet flere gange og kender særdeles godt fra teaterforlægget. Shannon spiller Peter Evans, en mand, Judd møder på et hotel, og som har hallucinationer om kryb, der har invaderet hans krop.

I 2007 indledte Michael Shannon et samarbejde med filmskaberen Jeff Nichols, som skulle vise sig at blive yderst frugtbart. De lavede sammen ’Shotgun Stories’, en lille perle med Shannon i hovedrollen, som den ene af to halvbrødre, der kommer op og skændes efter deres fars død. Filmen kom aldrig i bred distribution, men gik sin gang på filmfestivalerne, hvor den trak store roser fra kritikerne. Året efter får Shannon en birolle i Sam Mendes’ ‘Revolutionary Road’, baseret på en 60’er-roman af Richard Yates.  I filmen som har ’Titanic’-parret Leonardo DiCaprio og Kate Winslet i hovedrollerne i et betydeligt mere glansløst forhold spiller Shannon John Givings, et vennepars søn, der er erklæret sindssyg. Givings viser sig dog nærmere at være den, der ser tingene, som de er, og han ser igennem DiCaprio og Winslets tomme forstadsliv i en ætsende scene, der fuldstændigt stjæler rampelyset fra de stjerner, han er omgivet af. Det er en af Shannons bedste øjeblikke i en rolle, som meget velfortjent indkasserede ham en Oscar for bedste birolle.

 

Efter Oscar-statuetten kommer Shannon i stald hos den legendariske tyske filmauteur Werner Herzog, som først har Shannon i en mindre rolle i ’Bad Liteutenant: Port of Call New Orleans’ fra 2009 og senere samme år i hovedrollen i ’My Son, My Son, What Have Ye Done?’, produceret af ingen ringere end David Lynch. Sidstnævnte fik en meget smal distribution og en temmelig lunken kritik, men viste igen, at Shannon ikke kun er en birolleskuespiller.

I 2010 får han rollen i HBO’s nye kæmpesatsning ’Boardwalk Empire’ som FBI-agenten Nelson Van Alden. Rollen spiller perfekt op til Shannons forcer som skuespiller: Van Alden er både en figur, der emmer af autoritet og samtidig forstyrret, og rollen viser Shannons evne til at gå fra den ene yderlighed til den anden på et splitsekund – fra ynkelig, klynkende boksebold til kølig og i kontrol.

Shannons glansrolle får han i endnu et samarbejde med Jeff Nichols med hovedrollen i ’Take Shelter’ over for Jessica Chastain. Her spiller Shannon rollen som Curtis, en simpel everymanfra en lille by, der plages af visioner om en forestående katastrofe, og som vil gøre alt for at beskytte sin kone og barn.

I scenen herunder ser vi igen Shannon som the odd man out i et raserianfald mod indbyggerne i det lille lokalsamfund, som ikke tror ham. »There is a storm coming! Like nothing you have ever seen!« råber han i en replik, der sender kuldegysninger ned af ryggen på mig hver gang, jeg hører den. Samtidig, og i stærk kontrast til hans vrede, viser Shannon også sit talent for følsomhed, da Curtis grædende bryder sammen i sin hustrus favn.

 

I ‘Take Shelter’ viser Shannon, hvordan han, som i den tidligere film ’Bug’, formår at trække både sine omgivelser og seeren ind i sin hallucinatoriske tankeverden. Shannon er skiftevis ydmyg, beskyttende, aggressiv, opgivende, determineret, overbevist, kærlig. Han navigerer et komplekst følelsesregister med umådeligt stort overskud.

Senest har vi set Shannon i fuld CGI-kostume som Supermans fjende General Zod i Zack Snyders ’Man of Steel’. Det er en forglemmelig film, men igen får Shannon det maksimale ud af sin rolle, og man bliver mærkeligt berørt af hans tale om Krypton herunder.

 

Skuespilleren har selv udtalt, at han betragter skuespilgerningen som et servicefag underlagt instruktører og manuskriptforfattere, og at han sjældent siger nej til en rolle. Den ydmyge og åbne tilgang har ført til vidt forskellige roller, som både har demonstreret og raffineret Shannons alsidighed. At han også mestrer det komiske understreger følgende video, hvor han læser en (forstyrret) amerikansk sorority-piges brev højt for hendes medsøstre.

 

Herhjemme er han lige nu aktuel som Julianne Moores sympatiske politipartner i ’Freeheld’ og har igen hovedrollen i en ny Jeff Nichols film, ’Midnight Special’, en homage til 70’erne/80’ernes sci-fi a la ’E.T.’, ’Starman’ og ’Nærkontakt af tredje grad’ – med et mørkt tvist. I den nærmeste fremtid skal han både inkarnere en aldrende Elvis og spille med i Tom Fords længe ventede opfølger til ‘A Single Man’, ‘Nocturnal Animals’. Der er kun én vej for Michael Shannon, og det er opad.

Den bedste film fra år 2007, som for få har set: Sydkoreansk perle tager en uventet og brutal drejning

Bragt i Soundvenue
ARTIKELSERIE: I disse uger anbefaler vores anmeldere film fra 2000 til 2015, som alt for få mennesker har set. Vi er nået til 2007, og Christian Jess Mark anbefaler en koreansk guldalderperle med overrumplende twists og en akut appel til tårekanalerne.

Før 4. november 2005 var sydkoreansk film et lukket obskurt land for mig. Jeg tror faktisk aldrig, jeg havde tænkt på, at Sydkorea lavede andet end elektronik og biler.

Men den novemberdag havde Kim Ki-Duks ’Forår, sommer, efterår, vinter … og forår’ premiere i Danmark. Filmen blev en af de skelsættende filmøjenåbnere, hvor en helt ny filmhorisont åbner sig. Kim Ki-Duk blev min adgangsbillet til sydkoreansk film, og jeg så alle hans tidlige film.

Året efter kom der endnu en sydkoreansk filmåbenbaring med Park Chan-Wooks ’Oldboy’. Sydkoreansk film var inde i en guldalder, og filmene gik deres sejrsgang på festivalerne. Den tredje instruktør jeg opdagede, var Joon-Ho Bong, der brød igennem i vesten med monsterfilmen ’The Host’, men hvis virkelige svendestykke var seriemorder-filmen ’Memories of Murder’ (begge film i øvrigt på Quentin Tarantinos liste over de 20 bedste film siden 1992).

Ki-Duk var sydkoreansk art-house, mens Park og Bong bevægede sig rundt i genrefilmens kulørte univers, hvilket gjorde dem forholdsvis let tilgængelige og en god eksportvare – de er begge blevet absorberet af Hollywood-maskinen med blandet succes. Det fjerde navn som ofte bliver nævnt i sydkoreansk sammenhæng er den tidligere forfatter (og kulturminister!) Lee Chang-Dong.

secret-sunshine-1Chang-Dong laver hverken genrefilm eller art house. Tværtimod kan man kalde ham en sydkoreansk Mike Leigh med hans sans for hverdagsdrama og empatisk karaktertegning, tilsat et godt skud sydkoreansk patos. Han brød for alvor igennem med ’Peppermint Candy’, en temmelig virtuos fortælling om en politimands rejse fra good cop til bad cop, fortalt i glimt over 20 år. Hans seneste film ’Poetry’ fra 2010 fortalte rørende om en ældre kvindes liv med tiltagende Alzheimers, et barnebarn, der bliver involveret i en skandale, og et poesikursus, der bliver hendes store lidenskab.

Lee Chang-Dongs forrige film, ’Secret Sunshine’, er mit valg for den film, for få har set fra 2007 – sammen med en opfordring til at se flere sydkoreanske film.

’Secret Sunshine’ er en film, hvor man ikke sådan kan forudse handlingen, og hvor ens forventninger ofte snydes med stor følelsesmæssig effekt til følge. I første omgang dysses man ind i et prosaisk trummerum, med varm hverdagsdramatik. Kvinden Shin-ae (Jeon Do-Yeon) rejser med sin søn Jun fra hovedstaden Seoul til lillebyen Miryang. Shin-aes mand og Juns far er for nyligt død i et trafikuheld, og efter den tragedie har Shin-ae brug for en ny start, et nyt sted, som samtidig har en forbindelse til manden.

Ankomsten til den lille by byder på den slags småkonflikter, som er typisk, når storbymennesket flytter til lillebyen. Både en varm, nysgerrig velkomst, men også bagtalelse fra de lokale sladdertanter. I centrum blandt de lokale står den godmodige mekaniker Jong Chan, som spilles af Sydkoreas hofskuespiller Song Kang-ho (’Memories of Murder’, ’The Host’, ’Sympathy for Mr. Vengeance’). Jong Chan bliver en stædig bejler til Shin-ae og fungerer både som stalker og beskyttende engel, og hans komiske tilstedeværelse smider igen mudder i genremaskinen. Hans konstante tilstedeværelse, uanset hvor Shin-ae befinder sig, bliver både en velsignelse og en forbandelse for hende.

Efter på den måde at være dysset ind i hverdagslivet i Miryang og forventningen om at se en kvinde genopbygge sit liv, rammer tragedien igen Shin-ae – og dermed også seeren – i en så uventet og brutal drejning, at det er umuligt ikke at knibe en tåre for Shin-aes skæbne.

Det hele serveres i så ’normale’ og ustiliserede billeder med en lidt kedelig farvegradering, at det får en dokumentarisk hyper-realistisk effekt, der gør melodramaet des mere hårdtslående. Efter en kort, nærmest thrilleragtig midte udvikler filmen sig til en eksistentialistisk skildring af tro, løgne og selvindbildning. Shin-ae vender sig mod den lokale kristne vækkelsesbevægelse og finder der et brystværn mod hendes altoverskyggende sorg.

secret-sunshine-2Som genfødt kristen får Shin-ae et nyt holdepunkt midt i tragedien. Religion bliver for Shin-ae den løgn, hun må fortælle sig selv for at eksistere, og løgnen rækker kun akkurat så langt. Ikke mindst når den person, der har forårsaget hende ondt, i et bittert ironisk twist også viser sig at have omfavnet Gud. Det bliver anledning til et voldsomt opbrud med Gud for Shin-ae. Selvom det er en kritisk skildring af religion, er det ikke en unuanceret skildring. Her er ingen nemme arketyper, og den religiøse katarsis velunder man selv som ateistisk publikum Shin-ae for den lindring, den giver hende for hendes sorg.

Jeon Do-Yeon portrættering af Shin-ae gav hende meget velfortjent prisen for bedste skuespillerinde på Cannes-festivalen (den første koreaner, der vandt den). Det er en sublim præstation, hun leverer, og ligesom filmen selv rammer den rent på hele følelsesregistreret. ’Secret Sunshine’ starter med et klip af en blå himmel, der igennem filmen optræder som motiv på de usynlige kræfter, der styrer Shin-aes liv, og hendes idé om en kærlig eller ondskabsfuld gud. Selv da hun forkaster kirken, handler hun stadig ud fra ideen om en gud, som hun nu vil provokere med sine synder.

Til slut bliver det ikke de usynlige og flyvske kræfter, der giver Shin-ae ro i sjælen, men den mudrede jord, som hendes hårlokker falder på, da hun i et mere jordbundent katarsisøjeblik, klipper sit eget hår i baggården. Det er endnu et springende punkt for Shin-aes udvikling – og et smukt, poetisk øjeblik i en fantastisk film.

‘Girls’ sæson 5: Vores vurdering af alle hovedpersonerne, fra Hannah til Elijah

Bragt i Soundvenue

’Girls’ har i et par sæsoner kørt lidt i tomgang, og det var efterhånden ren vane, at jeg blev ved med at se den. Karaktererne irriterede mig mere og mere, og hvad der startede som en super frisk og velskrevet kommentar om ungdomsliv i starten 2010’erne (som samtidig brød med tabuerne om, hvad man kan vise på tv), var ved at spille sig selv af banen.

Første afsnit i sæson fem, hvor vi fulgte Marnies og Desis bryllupsforberedelser, virkede umiddelbart til at fortsætte den lidt kedelige tendens. Man savnede som seer et sympatisk fikspunkt blandt venindeslænget, og det var de samme underliggende konflikter, der blev gennemspillet igen.

Heldigvis løftede sæsonen sig hurtigt, og femte omgang endte med at blive den stærkeste sæson efter de to første. Pigerne og drengene begynder at finde ud af, hvad deres plads i verden er, og tager efterhånden mere ansvar for deres liv, samtidig med at de stadig bare er megaforvirrede over alting.

Her er vores vurdering af hver enkelt hovedkarakter i den nyeste sæson. Og man bør nok vente med at læse, til man selv har set sæsonen til ende.

Girls-4Hannah: 5 stjerner

Hannah finder både et konventionelt job og en konventionel kæreste. Det er Hannah, der prøver at gå straight – og fejler fænomenalt. Forsøget på at passe ned i formen sender hende ud på sammenbruddets rand, hun er en kvinde i affekt.

Hun træffer en del tvivlsomme valg, som da hun flasher sin fisse til rektor, dyrker lesbisk sex med en træner på morens kursted og giver Ray et blowjob, som tak for liftet, efter sit komiske og barnlige break-up med Fran. Men Hannah er også, som alle karaktererne i ’Girls’, en sammensat karakter. Ved siden af sin narcissistiske barnlighed udviser hun i sæsonen også stor modenhed. Da faren, nyligt udsprunget som homoseksuel, befinder sig i en knibe i storbyen, er Hannah pludselig den ansvarlige og modne, der redder trådene ud.

Hendes udvikling i den forrygende dobbeltfinale var rørende. Hun finder ud af, at det liv, hun troede, hun drømte om – manifesteret i den gamle studiekammerat Tally, der er succesfuld forfatter – slet ikke er den dans på roser, hun forestillede sig. De tos forbindelse er ret så smuk, og Hannah formår også endelig at træffe et godt valg seksuelt, da hun vælger ikke at dyrke sex med Tally.

Hannah genfinder endelig sin kreative mojo med sin historie til The Moth, og i samme tråd lægger hun sin jalousi over for Adam og Jessas nye forhold bag sig ved hjælp af en frugtkurv. Den klimatiske afslutningscene (en smuk reference til Truffauts ’Les 400 coups’) tegner godt for den afsluttende sæson seks. Hannahs sammenbrud er blevet til et personligt gennembrud, hun har igen en retning, og hun kommer gennem til den anden side som et mere voksent menneske. En forrygende velskrevet og rammende udvikling.

Girls-3

Marnie: 4 stjerner

Jeg vil ikke lægge skjul på det: Jeg hader Marnie! Hun er den mest usympatiske figur i serien kombineret med en katastrofal mangel på selvindsigt, og derfor virkede matchet med douchebag nr. 1 – Desi – også oplagt. Men i afsnit seks, det meget omtalte ‘The Panic in Central Park’ – et stand-alone-afsnit, hvor vi følger Marnie efter et afgørende skænderi med Desi – måtte jeg for en stund tage min vurdering af hende op til revision. Afsnittet var sammen med Shoshanna i Japan noget af det bedste i sæson fem.

Marnie får sagt fra over for Desi, og fantasien om drømmemand og drømme-bohemeliv ryger ud med badevandet. Mødet med den gamle flamme Charlie, som er gået fra tøffelhelt til gansta med hombres og heroin, bliver et velkomment eventyr, der sender Marnie videre i livet med en smule mere selvindsigt. Hendes tiltrækning af Ray forvirrer hende, men efter hendes kærlighedsdrøm, hvor hun redte Rays lange sorte hår som en anden Khaleesi (LOL!), vælger hun at følge sit hjerte i stedet for overfladiske idealer om et godt liv.

Desi springer hurtigt tilbage til sin eks, og ved siden af Desis uselvstændighed virker Marnie overraskende voksen og selvstændig. En overraskende retning, der har gjort sæson til hendes bedste hidtil. En lille del af mig hepper pludselig på Marnie.

Girls-2Shoshanna: 6 stjerner

Shoshanna har altid fremstået som en bifigur – mange komiske øjeblikke, men den mindst vigtige i slænget.

Sæson fem var dog virkelig Shoshannas sæson, og scenerne med hende var mine absolut yndlings. Hendes eventyr i Japan er det bedste japanofile, jeg har set siden ’Lost in Translation’. Den allerede tegneserieagtige Shoshanna får lov at springe 100 procent ud som mangafigur i et land, der dyrker det nuttede outrerede. Et perfekt match.

Shoshanna er modsat de andre rimelig sikker på, at hun er præcis, hvor hun vil være. De ydre omstændigheder virker dog til at arbejde imod hende, da hun bliver fyret fra sit job og må tage et job som værtinde på en kattecafé (endnu et højdepunkt). Her får hun fat i den søde japanske chef, og alt virker umiddelbart til at være hunky dory. Men da hun får besøg af sin tidligere chef og viser hende rundt i byen, krakelerer den lyserøde glasur. Shoshannas liv som expat er ensomt, og hun har hjemve.

Hun vender slukøret hjem, men føler sig også kulturelt som en outsider i USA. Men heldigvis er der en plads til Shosh som brandmanager på Rays skrantende café. Efter en tur som undercover hos hipstercaférivalen Helvetica (scenen med Shosh med trenchcoat, hat og notesblok er uvurderlig) lancerer hun Rays som den nye antihipster-café, hvor man-buns og fuldskæg er forbudt – en café for rigtige mennesker med rigtige jobs!

Det er et genialt påfund, som man sagtens kunne forestille sig i virkeligheden, og fedt at se Shoshanna i aktion. Hvad fremtiden indeholder for hende, ligger rimelig åbent, men også hun kom igennem sæsonen mere selvbevidst og moden.

Girls-Season-5Jessa & Adam: 5 stjerner

Jessa har længe været den mest outrerede af pigerne i slænget med sin impulsive og åbne tilgang til livet. I sæson fem er hendes excentriciteter blevet skruet gevaldigt ned, hun prøver at være straight og går trofast til AA-møder med Adam. Det passer godt til hende.

Luften mellem Adam og Jessa slår gnister af erotik, men Jessa prøver at stå imod det uimodståelige – hun er færdig med at være lortet, som hun siger. Lige lidt hjælper det, efter en gensidig onanisession går det hurtigt mod det uundgåelige første knald. Dråben i bægeret bliver Hannahs og Jessas skænderi, der bliver en belejlig anledning til at dukke op hos Adam til en gang akavet førstegangssex på sofaen.

Forholdet mellem de to er fyldt med de gnister og lidenskab, en forelskelse har, men en kæp kommer i hjulet, da Adams skøre søster Caroline forlader mand og barn, og Adam må babysitte med Jessa. Adam vokser med rollen og viser sine skills som far, mens Jessa, har svært ved at tage sig af andre end sig selv, til Adams irritation. Deres forhold kulminerer eller krakelerer med et voldsomt skænderi, da de to falder tilbage i deres selfdestruct-mode over Hannah og babypasningen.

Jessa antænder det ved at forklare Adam, at hun aldrig vil tilgive ham, og at Hannah altid vil være hendes bedste ven. Det er på sin side smukt, men kommer også lidt ud af det blå. Selvom forholdet mellem Adam og Jessa virker naturligt og overbevisende, er det er lidt svært at sætte en finger på, hvad der er på spil for Jessa i forhold til Adam. Skænderiet kulminerer med en lidenskabelig omgang make-up sex, enten en passioneret afslutning på forholdet eller en ny begyndelse. Det vil tiden vise.

Alex KarpovskyRay: 5 stjerner

Gammelkloge, misantropiske Ray har til alle tider været en fornøjelse at følge gennem ‘Girls’. Han har ofte været fornuftens stemme og et solidt anker for de flyvske skikkelser i slænget.

Han har det svært i sæson fem, hans livs kærlighed Marnie er ved at blive gift. Rays forelskelse i Marnie er svær at acceptere, både for seeren og for ham selv. Han er tydeligvis for god til hende, og for Ray er det svært at forstå, at han efterstræbe en konventionel smuk pige. Det er svært at tro på det forhold, modsat Adam og Jessa slår det ikke ligefrem gnister, når de to er sammen. Selvom Ray er den mest ansvarsfulde og mindst selvcentrerede af dem alle søger han også, hans café skranter, og Hannah forårsager, at hans nyindkøbte kaffevogn smadres efter det akavede blowjob.

Ray må efterhånden spørge sig selv, hvad det er han får ud af det venskab. Det er godt at se, at livet pludselig arter sig for ham mod sæsonens slutning. Med Shosh bag rattet bliver cafeen en succes, og Marnie kommer pludselig og erklærer, at hun elsker ham på grund af kærlighedsdrømmen. At tage på turné med hende og Desi var dog nok en tvivlsom idé, og vi er ængstelige for, at Ray igen skal blive skuffet. Ikke desto mindre gjorde han også denne sæson en forrygende figur.

Girls-6Elijah: 5 stjerner

Elijah har hidtil i ‘Girls’ mest fungeret som karikeret-gay comic relief og er sjældent blevet seriøst som dyb karakter i egen ret på samme niveau som de andre faste figurer. Men det ændrede sig meget velkomment i sæson fem, hvor ‘Girls’ virkelig begyndte at tage sin homoseksuelle karakter seriøst.

Elijah bringer energi til alle de scener, han er med i. Hans affære med tv-stjernen Dill blev fint fremstillet. Trods Elijahs overfladiske tiltrækning af det glamourøse ser Elijah noget mere i Dill – det forestiller han sig i hvert fald. Desværre er Elijah bare endnu en af Dills mange boy toys, og da Elijah endelig får overbevist Dill om, at han har brug for noget mere eksklusivt og permanent i sit liv, modtager han det hjerteskærende svar, at det altså ikke er ham, han brug for, men én der er mindre retningsløs.

Det er umuligt ikke at føle for ham. Elijahs reaktion er dages retningsløs festen, indtil han hænger ud med Hannah og hendes forældre i et par fantastiske sekvenser. Faren putter han sig op af, samtidig med at han giver ham en opsang (»måske er dit bedste bare ikke godt nok«), og moren, som ikke føler, hun vil opnå noget med sit liv med den tid, hun har tilbage, trøster han med, at han heller ikke kommer til at opnå noget, selvom han vil leve 80 år endnu.

Elijah, vi elsker dig, og du var alt for god til Dill. Forhåbentligt formår serien at give ham den nuancerede afslutning, han fortjener, når sidste sæson rammer skærmen næste år.

Efter ’Rogue One: A Star Wars Story’-traileren: De vigtigste pointer og to store spørgsmål

Bragt i Soundvenue

Det er gode tider at være Star Wars-fan – igen! Efter J.J. Abrams forrygende fortsættelse af eposset med ’Star Wars: The Force Awakens’ fra sidste år, er der en veritabel Star Wars-feber og en utålmodighed og lyst til at få mere, mere Star Wars.

Det må være omtrent sådan, det har føltes i 1977, efter den første film havde premiere. ’Episode VIII’, den næste film i den nye trilogi, er annonceret til december 2017, men heldigvis skal vi ikke vente helt så lang tid, før vi får en ny film i Star Wars-universet.

Disney, som jo har opkøbt rettighederne, har lavet et nyt koncept – Star Wars Anthology – som er selvstændige film i det kanoniserede Star Wars-univers, der giver baggrund eller ekstra materiale til den store historie, der fortælles i trilogierne. Den første Anthology-film får vi allerede i december 2016, den hedder ’ Rogue One: A Star Wars Story’, og hvis du er Star Wars-fan, er du sikkert allerede oppe at ringe over den nye trailer, der blev offentliggjort i går.

’Rogue One’ foregår kort før den første Star Wars-film ’A New Hope’, og her finder vi ud af, hvordan rebellerne fik stjålet planerne til den første Dødsstjerne, der skulle afsløre dens svage punkt: Ventilationsskakten, som Luke (spoiler!) sender et par protontorpedoer ned i, som starter kædereaktionen, der ødelægger Dødsstjernen.

Her er de ting, vi bed mest mærke i efter den hæsblæsende trailer – og to åbne spørgsmål.

De vigtigste takeaways

En ny kvindelig helt
Med Rey (Daisy Ridley) fik vi en kvindelig helt, der kunne sparke røv og klare sig selv uden at være afhængig af hjælp fra mændene. Det er efterhånden en stolt tradition i Star Wars-universet, selvfølgelig startende med Prinsesse Leia, som selv med hårfrikadeller og hvide prinsessegevandter viste, at kvinderne ikke står bag mændene, når det gælder om at dele blasterhåndmadder ud til stormtropperne.

Den kvindelige helt i ’Rogue One’ er Jyn Erso, spillet af Felicity Jones (’The Theory of Everything’). Hun ser bestemt også ud til at kunne tage vare på sig selv, men har et mere surmulende og badass-udtryk end den søde og storøjede Rey, nærmest som Star Wars-udgaven af Jessica Jones fra Netflix-serien.

Det virker som en ny vej for serien, en vej der umiddelbart er positiv. Jyn starter med at være i lænker og blive fremstillet foran General Mon Mothma, som giver hende chancen for at undgå straf, hvis hun kan klare missionen. Åbenbart har hun allerede en del erfaring med at gøre livet surt for Imperiet, også mere end hvad Rebellernes ledelse finder acceptabelt.

’Star Wars’ som spionfilm
Traileren afslører meget action i den nye film, store slag og hektiske jagtscener. Forhåbentligt får vi også en masse gode spionscener, hvor en håndplukket gruppe toptrænede rebelagenter skal infiltrere imperiets rækker.

Vi ser blandt andet Jyn i imperiets pilotuniform, så nogle gode infiltrationsscener kommer der forhåbentligt. At de så bliver opdaget på et tidspunkt, og at det udvikler sig til rendyrket action, er klart nok. Med sig på sin mission har Jyn en karakter spillet af Diego Luna, som ligesom Oscar Isaac i ’The Force Awakens’ giver den med ulmende latinocharme. Mon en romance mellem de to opstår? Det er ikke usandsynligt.

Det ser også ud til, at en høj menneskelignende droide slår gruppen følge, måske en kampdroide eller endnu en comic relief protokoldroide som C-3PO? Voiceoveren til traileren leveres af Forest Whitaker, som i en sær rustning ser ud til at spille en dusørjager, der står på rebellernes side.

Whitaker gjorde det suverænt som samurai-hitman i Jim Jarmusch’ ’Ghost Dog’, så det er meget tilfredsstillende at se ham i en actionrolle i Star Wars-universet.

Storm Troopers i alle farver
I den første miniteaser så man blot et close-up af en stormtropper i sort rustning. De hedder muligvis shadow troopers eller death troopers og er en eliteenhed inden for storm trooper-hierakiet. I en anden scene ser vi en række sandfarvede stormtropper, i hvad der ligner rustningerne fra spejderne på Endor i ’Return of the Jedi’. Muligvis en ørkenvariant af stormtrooperne, ligesom vi så vintervarianter på Hoth i ’The Empire Strikes Back’?

En rigtig hovedskurk får vi også et glimt af, med en hvidklædt og ældet Ben Mendelsohn, der står, i hvad der kunne være Dødsstjernen. De hvide uniformer tilhører imperiets sikkerhedstjeneste, så muligvis er det ham, der har til ansvar at fange spionerne, eller er han i virkeligheden Grand Moff Tarkin, som er bagmanden bag dødsstjernen i ’A New Hope’?

Ingen lyssværd, ingen kraft
’Rogue One’ finder sted på et tidspunkt, hvor kraften har lidt et kæmpe nederlag, efter Darth Vaders forræderi, klonkrigene osv. Der er stort set kun Darth Vader og Kejseren, der repræsenterer kraftens mørke side, mens Obi Wan-Kenobi og Yoda lever eksilerede og i skjul på Tatooine og Dagobah.

Der er da heller ingen lyssværd eller krafttricks at finde i traileren, hvor det eneste klip, der har kraftstemning, er scenen med den knælende sortkutteklædte figur. Det siger noget om, hvor stærkt et univers Star Wars er, at selv uden de mest ikoniske elementer, er vi fans stadig helt solgte på traileren.

Dog ser vi en optræden fra et andet ikonisk element, nemlig de gigantiske AT-AT Walkers, som vi ikke har set i aktion siden ’The Empire Strikes Back’ (det var i ruinerne af en sådan, at vi første gang mødte Rey i ’The Force Awakens’). Og selvom der ikke er lyssværd, ser vi den kinesiske kampsportstjerne Donnie Yen tæske storm troopers – med en pind!

Det er en scene, der er waterdanceren Syrio Forel fra ’Game of Thrones’ værdig.

De største spørgsmål

Hvor er Mads Mikkelsen?
Vi ved, at Mads Mikkelsen er med i ’Rogue One’. I IMDb-oversigten står han endda som nummer to på rollelisten, men han optræder ikke (synligt) i traileren, så hvem spiller han?

Der er gået rygter på nettet om, at han måske spiller Jyn Ersos kriminelle og fremmedgjorte far, men hvordan han skal involveres i missionen er uvist. Måske kommer han ind og laver en Han Solo og redder rebellerne i sidste øjeblik. En anden mere interessant teori er, at han er den sortklædte mand, der knæler flankeret af de rødklædte kejserlige livvagter (som vi forhåbentligt snart ser i aktion).

Det er helt bestemt en af den mørke sides tjenere, men om det er Vader, Kejser Palpatine eller Mads Mikkelsen, er indtil videre ren spekulation.

Mister vi Jyn til den mørke side?
I slutningen af traileren ser vi Jyn i Imperiets pilotuniform, mens Forest Whitaker i voiceoveren advarer om, at hun skal passe på, hvad hun ender med at blive, hvis hun fortsætter med at kæmpe.

Det lyder som en klassisk advarsel om at vogte sig for den mørke side. Da Jyn ikke er en karakter, vi hører om i ’A New Hope’, betyder det måske, at hun går over til mørkets og imperiets sid eller bliver rekrutteret af en sithlord (Mads Mikkelsen?)? Eller også har hun blot klædt sig ud for at infiltrere imperiet.

Star Wars-feberen melder sig igen. ’Rogue One’ får premiere 16. december.

De seks ’Star Wars’-film – rangeret fra den værste til den bedste

Bragt i Soundvenue

Vores ’Star Wars: The Force Awakens’-anmelder varmer op med et grundigt tilbageblik på de seks hidtidige film i den famøse saga. Hvilke holder bedst i dag?

6. Episode I: ‘The Phantom Menace’

16 år skulle vi vente, før George Lucas og co. endelig begyndte at lave de tre forudgående film i ’Star Wars’-serien. Lucas indtager instruktørstolen for første gang siden den første ’Star Wars’-film og demonstrerer til fulde sin svaghed som instruktør: Han kan ikke instruere mennesker, og han vil hellere sælge merchandise end fortælle en sammenhængende historie.

Skuespillet er over hele linjen ikke noget at råbe hurra for, og værst er selvfølgelig den infantilt irriterende Jar Jar Binks. Den computeranimerede comic relief-karakter skæmmer filmen med sit brækkede engelsk og sine fjollede deus ex machina-redninger. Plotmæssigt rammer filmen også bunden med en uvedkommende og kedelig handelskrig som plotstarter (ikke ligefrem episk materiale), den laaaaange og ligegyldige podracing-scene og kraften, som med Midichlorians bliver reduceret fra magisk kraft til blodsygdom. Hovedskurken Darth Maul ligner præcis det, han er, en stuntmand i Halloween-makeup.

Kostumer og art direction er i top, men de computergenererede effekter er flade og computerspilsagtige at kigge på, og man savner de praktiske effekter og miniaturer, der kendetegnede den gamle trilogi.

Vigtigst af alt savner den (og det gælder for hele trilogien) de gamle films magi, hjerte og mindeværdige karakterer. Nogle ’Star Wars’-fans opfordrer ligefrem til at springe Episode I over, når man viser serien for nye seere. Det kan jeg kun tilslutte mig.

5. Episode II: ‘Attack of the Clones’

’Attack of the Clones’, anden episode i Lucas’ nye trilogi, lider under de samme problemer som ’Phantom Menace’: Horribelt skuespil, flade computereffekter, ingen magi, intet hjerte og dårligt manus. Den har dog en ting kørende for sig: Jar Jar Binks har næsten ingen replikker, ophøjet som en anden Lars Løkke til en politisk magtfaktor i senatet.

Desværre taler de andre karakterer. Jake Lloyds nuttede, men dårligt spillede Anakin er erstattet af en surmulende og dårligt spillende Hayden Christensen, som i Lucas’ hænder bliver patetisk dårlig. Hans transformation til mørkets fyrste Darth Vader er utroværdig i både denne galakse og andre galakser langt, langt væk. Kærlighedsscenerne mellem ham og Padme (Natalie Portman) er pinagtige ringe – set bedre i selv den tarveligste ungdomsserie.

Efter en forrygende startscene, hvor man ser Obi-Wan jagte en snigmorder gennem en travl metropolis, flatliner filmen i lange, kedelige og dårligt leverede replikker. Dele af Obi-Wans jagt på klonhæren, og et forrygende showdown mellem Yoda og Count Dooku (den suverænt castede Christopher Lee), står som højdepunkter i en ellers svag tilføjelse til serien.

4. Episode III: ‘Revenge of the Sith’

’Revenge of the Sith’ er uden tvivl den stærkeste film i den nye trilogi. Der er smæk på, tempoet er højt, og de lange kedelige og overforklarende dialogscener er væk. Det er en mørk film, hvor de gode tabe terræn hele tiden, og derved også en mere moden film (den første ’Star Wars’-film, der blev fik censuren PG-13), der er langt mere interessant og episk end de to første.

Actionsekvenserne i Episode III fungerer bare godt. Fra det imponerende rumslag i filmens start, Obi-Wans duel med den karismatiske skurk General Grievous, til Anakins kamp mod Obi-Wan på lavaplaneten Mustafar, som efterlader Anakin forkrøblet og handicappet.

Følelsesmæssigt rammer ’Revenge of the Sith’ også nogle længe savnede højdepunkter: Jediordenens udryddelse i hænderne på de klonede stormtropper, Anakins forræderi og nedslagtning af eleverne i jediskolen og hans overgang til Darth Vader med kybernetiske proteser og det hvæsende åndedrag i den karakteristiske maske. Sammenhængen med Episode IV er i det hele taget tilfredsstillende. Luke og Leias fødsel og deres placering hos fosterforældre, påbegyndelsen af Dødsstjernen osv.

Hayden Christensen udgør stadig en noget patetisk skikkelse, og hans skuespil er filmens store akilleshæl. Hans rejse til den mørke side vises primært ved, at han bærer en hætte og skuler en del. Han minder mere om en uvoren teenager end mørkets fyrste. Og så kan Lucas ikke skrive gode dialoger (længere): »Hold me, Ani. Hold me, like you did by the lake on Naboo«.

3. Episode VI: ‘Return of the Jedi’

’Return of the Jedi’ er den svageste film i den originale trilogi, men stadig en god film. Den genbruger ideen om endnu en Dødsstjerne, som skal ødelægges, og så er den skæmmet af de nuttede børneleflende væsener Ewoks, som sænker niveauet gevaldigt. Med spyd, sten og træstammer nedlægger Ewoksene egenhændigt et helt kompagni af elitestormtroopers på skovplaneten Endor. I det hele taget er Endor en lidt flad oplevelse, bortset selvfølgelig fra de forrygende jagtscener på de lynhurtige speeder bikes mellem skovens stammer.

Filmen starter med redningen af Han Solo, som blev indstøbt i kulstof i sidste film og nu hænger og pryder den slimede gangsterkonge Jabba the Huts væg. Hele redningssekvensen er utroligt velkomponeret og mesterligt iscenesat: Vennernes infiltration af organisationen, Lukes kamp med Rancoren og den endelige kamp ved det kødædende hul, hvor Leia kvæler Jabba ihjel.

Også det sidste showdown mellem Luke, Darth Vader og Kejseren er fænomenalt. Jeg får stadig kuldegysninger, når Vader og Luke slås til John Williams’ fænomenale score i smuk silhuet, og når Vader i sidste øjeblik kommer sin søn til undsætning. Men man skal sluge endnu en kamel, når man ved sejrsfesten, hvor de elskelige Ewoks rigtigt fester igennem, får et uventet og uønsket gensyn med en akavet Hayden Christensen, der pludselig står som CGI-spøgelse ved siden af Obi-Wan og Yoda.

2. Episode IV: ‘A New Hope’

Den allerførste ’Star Wars’-film skal roses alene for at have lagt fundamentet for ’Star Wars’-universet. Det var her, det hele startede med light sabers, the force, jediriddere og alle de fantastiske genstande og begreber, filmen er spækket med – alle ting, der er blevet en del af vores fælles kulturelle kanon.

Det var også her, ørkenen bliver grundlagt som en slags urscene for universet, som bliver genbesøgt i både Episode I og den nye Episode VII. Det var også her, vi første gang hørte John Williams fantastiske musik. Et sandt overflødighedshorn af kreativ energi, innovation og nyskabelse. De praktiske effekter er glimrende, og det er stadig imponerende at se en mægtig Star Destroyer rumle henover skærmen eller de intense scener i graven på Death Star.

Den rammer en perfekt tone mellem det alvorlige – lysets kamp mod mørket, hvor folk faktisk kan dø – og det muntre og sjove, fx i samspillet mellem den blippende R2-D2 og den evigt forvirrede C-3PO. Karakterne er enkle, gode og velspillede.

I det hele taget lykkedes ’A New Hope’ alle de steder, hvor ’The Phantom Menace’ fejler. Replikkerne er mindeværdige, sjove og citerbare, dens appel er universelt, uden at den lefler, karaktererne er enkle og gode, især Harrison Fords Han Solo og hans evige banter, skurkeagtige charme og modvillige heltemod. Vigtigst af alt har den første film et kæmpestort hjerte. Det er en film, der aldrig vil gå af mode, og som stort set alle kan få fornøjelse ud af.

1. Episode V: ‘The Empire Strikes Back’

’The Empire Strikes Back’ er den mørkeste af alle filmene og uden sammenligning den bedste. Budgettet er mangedoblet fra ’A New Hope’, og det kan ses. Den ene fantastiske scene afløser den anden. Min personlige yndlingsscene er åbningssekvensen fra isplaneten Hoth, først med Lukes og Han Solos strabadser med Probe Droid, Wampa og ekstrem kulde og siden med Imperiets invasion af rebelbasen med de ikoniske kampmaskiner AT-AT i glorværdig stop-motion.

Filmen er fra start til slut spækket med fede settings (Hoth, Dagobah, Cloud City), gode karakterer (foruden det oprindelige cast, som stadig brillerer: Yoda, Lando, Boba Fett, Kejseren m.fl.), og så er det bare så modig og moden en historie, hvor lyset er presset af mørket. Filmen slutter ikke med en stor sejrsfest som de to andre i trilogien, den slutter med Han Solo, der er blevet levende indkapslet, Luke, der har fået afhugget hånden af sin far, mørkets fyrste, og en rebelstyrke, der generelt er presset. Det er en intens, følelsesmæssig rejse.

Hele seriens plotmæssige og følelsesmæssige omdrejningspunkt finder sted i maven på Cloud City, hvor Darth Vader efter en eminent opbygget duel konfronterer Luke Skywalker med de ikoniske ord »I am your father«: Et af filmhistoriens største twists. ’The Empire Strikes Back’ er ikke bare den bedste ’Star Wars’-film (i hvert fald inden ’The Force Awakens’), det er også en af de bedste action-eventyr-film nogensinde.