Rejsen fortsætter. Interview med Ragnar Tørnquist.

Bragt i Gameplay Magazine, april 2013.

Dreamfall Chapters Artikel i Gameplay april 2013 1 af 2

Dreamfall Chapters – Artikel i Gameplay april 2013 2 af 2

FAKTA

DREAMFALL CHAPTERS

Format

Pc, mac

Udvikler og udgiver

Red Thread Games

Udkommer

November 2014

Endnu en adventurespil-serie vækkes til live via crowdfunding. Folkene bag de klassiske adventurespil The Longest Journey (1999) og Dreamfall: The Longest Journey (2006) har startet deres eget spilfirma Red Thread Games og fået finansieret det næste spil i serien via Kickstarter. Dreamfall Chapters er planlagt til release i november 2014. Gameplay har interviewet norske Ragnar Tørnquist, som er manden bag alle tre spil.

Da spildesigner Tim Schafers (Day of the Tentacle, Full Throttle, Grim Fandango m.fl.) spilfirma Double Fine Adventure brød igennem på Kickstarter med deres adventurespil – arbejdstitel: ”Reds” – i marts 2012, åbnede de vejen for en lang række af adventurespil-franchises fra 90’erne. Det var et stort købelystent, nostalgisk publikum derude, som savnede adventurespillene fra den gyldne tid i første halvdel af 90’erne. Genren har ellers nærmest været uddøende de sidste år. Distributørerne har ikke troet på at der var penge i genren længere, og det har stort set kun været små indieproduktioner der har udgivet adventurespil, foruden de nye fortolkninger af adventuregenren, som Heavy Rain.

Men med Double Fine Adventures kampagne, som indkasserede over 3 mio. Dollars, kom alle de gamle adventurespildesignere frem med hver deres kampagne: Broken Sword, Leisure Suit Larry, Tex Murphy, Space Quest, Gabriel Knight m.fl. Alle er blevet finansieret, og det ser ud til at vi er på vej mod en ny æra for adventurespillet.

I september 2012 startede nogle af folkene bag de to første spil i The Longest Journey-serien, produktionsselskabet Red Thread Games. Hovedmanden bag både firma og spillene, spildesigner Ragnar Tørnquist siger ”Vi startede Red Thread Games primært med det formål, at lave Dreamfall Chapters”. Holdet arbejdede intenst med at forberede Kickstarter-kampagnen for Dreamfall Chapters: ”Vi brugte en masse tid på at researche og analysere tidligere Kickstarter-kampagner. Vi kiggede på tallene, og interaktionen mellem udviklere og bidragsydere, vi så og genså videoerne, analyserede belønningssystemet, alt! Vi brugte månedsvis på det, og opbyggede langsomt vores kampagne. Da vi startede kampagnen i tidligt februar, havde vi allerede puttet 4-5 måneders arbejde ind i kampagnen. Vi ville ikke efterlade noget til tilfældighederne, da dette var så vigtig en del af vores finansiering, og jeg synes vi klarede det meget godt, alt taget i betragtning.

Holdet klarede det sandeligt meget godt. Efter kun to dage, havde de allerede opnået 2/3 af målet på 850.000$ og på lige omkring en uge var spillet finansieret. Til spørgsmålet om de havde regnet med at få finansieret spillet så hurtigt, svarer Ragnar: ”Nej slet ikke. Det var fuldstændigt overvældende. Vi forventede at sidde og bide negle i alle 30 dage, så at være fuldt finansieret på bare en uge var fantastisk”.

Holdet har ikke ligget på den lade side, siden de nåede deres mål. I skrivende stund, er kampagnen netop slut. Holdet har sendt 31 updates ud, omtrent én om dagen, heriblandt en del videoer. Det faste cast i videoerne er Ragnar Tørnquist, forfatter og instruktør, Dag Scheve, medforfatter og lead designer Martin Bruusgaard. Nordmændene mangler måske Tim Schafers showmanship og humor i deres videoer, men der er bestemt lidenskab og entusiasme, hvilket også passer godt til den alvor og modenhed der har karakteriseret de to første spil.

Kampagnen sluttede med over 1,5 mio. dollars i støtte, overfor de nødvendige 850.000, og nåede i alt otte såkaldte stretch goals, mål udviklerne har sat, som opfyldes hvis man når et forudbestemt beløb udover minimumsmålet. Nogle af de vigtigste stretch goals var mac og linux-versioner af spillet, en interaktiv graphic novel, der fortæller forhistorien fra de to første spil, bedre soundtrack, og en længere version (Director’s cut), med kommentarspor.

I videoerne har man også allerede kunnet se klip fra en virkende prototype. De er altså allerede kommet ret langt i præproduktionen. ”Vi fik et legat fra det Norske Filminstitut på 1 mio. norske kroner, og var i stand til at begynde noget indledende designarbejde. Prototypen kom først i produktion i januar i år, og er altså resultatet af halvanden måneds hårdt arbejde. Det er kun muligt når man har sådan et dedikeret og erfarent hold som vi har” siger Ragnar.

Ragnar og hans hold har da også haft fortsættelsen af historien om Zoë Castillo, hovedpersonen fra Dreamfall: The Longest Journey, klar siden 2006: ”Vi ved præcis hvor historien skal hen og hvordan den slutter. Men selvfølgelig, når vi sætter os ned og skriver dialogen og udarbejder spilmekanismerne, ændrer tingene sig måske en smule. De forskellige stretch goals vil tillade os at udvide historien og tilføje nye lokationer, som måske ikke påvirker den store historie, men som vil give spillerne en højere grad af frihed og glæde ved at gå på opdagelse.”

At historien om Zoë altid var tænkt i to dele, fremgik tydeligt for spillere af Dreamfall: The Longest Journey, som slutter med en ordentlig cliffhanger og en masse uløste ender. Til spørgsmålet om Dreamfall Chapters bliver det sidste spil i serien, svarer Ragnar: “Dreamfall Chapters bliver det sidste spil i The Dreamer Cycle, det sidste spil om Zoë, men det betyder ikke at vi ikke kan eller vil lave flere spil i sagaen”.  Holdet vil også gerne fortælle historien om hovedpersonen fra det første The Longest Journey, April Ryan, færdig. Der var et stretch goal på 2 mio. Der hed The Longest Journey Home, som skulle være Aprils historie, fortalt i 2D med håndmalede baggrunde. Kampagnen nåede ikke herop, men holdet håber stadig at komme derop via ’slacker-backers’, folk der støtter spillet efter Kickstarteren er lukket via PayPal.

Udover at fortsætte Zoës eventyr i Chapters, vil man også kunne styre to andre karakterer.  Den tredje er endnu ikke blevet annonceret, men den anden bliver Kian Alvane, en snigmorder som man også kunne styre i Dreamfall. Ham og Zoë vil man kunne styre i et univers opdelt i to verdener; Ragnar forklarer: ”Der er Stark, vores verden, en verden af videnskab, fornuft og orden. Spillerne vil få mulighed for at udforske adskillige spændende, futuristiske lokations, bl.a. Europolis, en mørk og beskidt cyberpunk-udgave af Europa. Så er der Arcadia; en verden af magi, mysterier og kaos. Dette er en high-fantasy-setting og her kan man bl.a. opleve den magiske og farverige by Marcuria og eventyrskoven Riverwood. Endelig er der Storytime, drømmenes og mareridtenes sted.” I videoer fra prototypen, har holdet allerede fremvist både Arcadia og Europolis. Europolis imponerer især, med et Blade Runner-agtigt bylandskab, komplet med flyvende biler, konstant regn og farverrige neonreklamer.

De to første spil i serien har været kendetegnet ved nogle fantastiske karaktertegninger (en kvindelig, troværdig heltinde!), god stemmedubbing og to suveræne soundtracks. Der er intet nyt om komponisten til Chapters, men Sarah Hamilton, som lagde stemme til April Ryan er tilbage, dog er det ikke sikkert hun skal spille April siger Ragnar, og Ellie Conrad-Leigh, som lagde stemme til Zoë er endnu ikke bekræftet.

De to tidligere spil har også været karakteriseret af en moralsk komplekst og modent univers, der især udmærkede sig ved at primært at henvende sig til voksne spillere, i stedet for at forsøge at omfavne en større aldersgruppe. Chapters vil også udforske det samme moralske territorium ”Dette bliver et spil for modne, intelligente spillere. Der vil selvfølgelig stadig være en masse humor og lys, men der er også mørke, voksne temaer og sprog, langt-ude karakterer og udfordrende indhold. Og det bliver ikke bare en sort-hvid verden, der er masser af gråzoner og spillerne bliver nødt til at tænke og dømme selv.” Det kunne andre spiludviklere lære noget af, i stedet for at opdele alting i ’gode’ og ’onde’ valg. Noget jeg personligt er træt af.

Dreamfall benyttede sig, udover de traditionelle adventurespil-mekanismer, også af snige- og actionelementer, der var mildest talt…forfærdeligt frustrerende. Til spørgsmålet om Chapters har tænkt sig at inkorporere alternative spilmekanismer, svarer Ragnar: ”Ingen snige- eller kampelementer. Ingen af de mekanismer folk klagede over i Dreamfall. Der vil stadig være spænding og drama i historien, men vi vil håndtere det helt anderledes. Dreamfall Chapters er udelukkende et adventurespil.”

Spillet vil blive bygget i den spilmotor der hedder Unity, hvilket vil sige at holdet ikke skal bruge tid på samtidig at udvikle deres egen motor. ”Den seneste udgave af Unity, tilbyder tonsvis af features, såsom forbedret belysning, fysik og animationer. Derudover planlægger vi at bruge motion capture, inklusiv facial capture”.  Spillets spilmekanismer er dem vi kender fra traditionelle adventurespil: ”Det vil blive et miks af forskellige mekanismer og puzzles. Der vil bestemt være klassiske inventory puzzles, forgrenede samtaler, udforskning, objektmanipulation og endda mini-games. Vi sigter efter et mere udfordrende spil end Dreamfall, men er samtidig bevidste om at vi skal holde en fin balance, så man kan spille uden at sidde fast ved en obskur og umulig puzzle”.

Andre nyere adventurespil der har inspireret Ragnar er Heavy Rain og The Walking Dead-serien. Og så er han vild med det japanske RPG Ni No Kuni ”Det kan jeg varmt anbefale til alle der kan lide historiedrevne spil, RPG og Studio Ghibli-film” og det lille indiehit Journey ”Det fik mig til at tænke på spilmekanismer og historiefortælling på en helt ny måde”.

Fremtiden for adventurespil er lovende, slutter Ragnar Tørnquist. ”Jeg tror ikke dette er slutningen på traditionelle spiludgivere, de kan stadig tilbyde investering og sikkerhed, såvel som andre tjenester som marketing, pr og distribution, men for et spil som vores, med et erfarent hold, er en udgiver bestemt mindre vigtig. En udgiver ville måske komme i vejen for vores vision og nedlægge begrænsninger og kompromisser over produktionen. Så længe du har et lille hold, fantastisk projektstyring og du er realistisk omkring mængden af arbejde og den påkrævede finansiering, tror jeg at crowdfunding er vejen. Jeg tror dette er starten på en ny gylden æra for adventurespil, og vi vil være en del af den!”.

Og fremtiden virker lovende for norske Red Thread Games, som nu har fået finansieringen til Dreamfall Chapters. Nu skal de bare lave spillet.

Christian Jess Rasmussen

FAKTABOKS

The Longest Journey (Funcom, 1999). Det første spil i serien. Spilleren styrer April Ryan, en ung kunststuderende der lever i fremtidsbyen Newport. Hun opdager hun kan rejse til en anden verden Arcadia, og opdager at hun er nøglen til at genoprette balancen og redde begge verdener. Blev modtaget med stor ros, og især prist for sin komplekse historie, gode karaktertegning og fantastiske stemmedubbing og soundtrack.

Dreamfall: The Longest Journey (Funcom, 2006). Foregår 10 år efter begivenhederne i det første spil. Spilleren styrer primært Zoë Castillo, en ung pige der bor i Casablanca i fremtidsverdenen Stark. Hendes kærestes forsvinder og i eftersøgningen bliver hun ledt til Arcadia og April Ryan. Spillet blev igen rost for karaktertegningen, stemmerne og musikken, men blev kritiseret for snige- og actionelementer og en utilfredsstillende slutning.

Jonathan Safran Foer & Jeffrey Eugenides LOUISIANA LITERATURE 2012 – lørdag

Bragt på LitteraturNu

Det var et imponerende program, den spæde litteraturfestival Louisiana Literature lagde for dagen den forgangne weekend. Som altid i de smukke rammer i Humlebæk med Øresund i baggrunden.

Patti Smith, Jonathan Safran Foer, Nicole Krauss og Jeffrey Eugenides var de store trækplastre, men hele programmet var præget af enorm litterær kvalitet. Det var da også en utrolig succesful festival og vel nok den mest besøgte udgave, siden de startede i 2010. Det gjorde desværre også, at der var en sand horde af gæster, der havde valgt at tage til Nordsjælland, og desværre ødelagde de konstante køer oplevelsen ikke så lidt.

Jeg ankom med en kollega lørdag formiddag for at fange et glimt af Patti Smith i samtale med Henning Mankell, inden hun fløj videre. Det foregik ved parkscenen, som trods lidt småregn fungerede glimrende. Her var luft og plads og ikke mindst det fantastiske hav som bagtæppe. Desværre og uforståeligt blev denne samtale det eneste arrangement, der foregik ved parkscenen. Resten af dagen – foruden nogle lydperfomances – foregik i de mindre scener inde på museet.

Og her var ganske enkelt for mange mennesker. En lang kø til koncertsalen slangede sig igennem museets trange passager, og langt størstedelen af de fremmødte måtte gå forgæves til en samtale med Foer og Eugenides. Os der ikke var kommet tidligt nok, måtte derfor trække ud i haven og se samtalen på en ’storskærm’. Storskærmen var imidlertid i virkeligheden et ikke voldsomt stort lærred med en bagprojekter, som ikke klarede sollyset særlig godt. Og behøver jeg nævne, at der også var kø her? Til gengæld var lyden så høj, at jeg måtte isætte ørepropper for ikke at forværre min tinnitus.

Ja, de praktiske forhold var ikke helt i orden, og det ødelagde desværre også lysten til at gå på opdagelse i arrangementerne. Man blev nødt til at gå målrettet efter de arrangementer, man på forhånd havde udset sig. Der er ikke andet tilbage end at håbe, at de praktiske forhold bliver tilpasset til næste års festival, for hvor er det dejligt, at så mange mennesker har lyst til at fejre og dyrke litteraturen.

Foer & Eugenides
Samtalen mellem Jonathan Safran Foer (ALT BLIVER OPLYST, EKSTREMT HØJT OG UTROLIGT TÆT, OM AT SPISE DYR) og Jeffrey Eugenides (JOMFRUSELVMORDENE, MIDDLESEX, BRYLLUPSINTRIGEN) bliver med hård hånd modereret af journalisten Martin Krasnik fra Weekendavisen. Krasnik skriver ofte om amerikanske forhold og kan da også hive et underholdende Philip Roth-citat op af hatten: ”at være forfatter er at være angst, ensom og nervøs”. Hans spørgsmål er imidlertid ikke super interessante og han virker ikke specielt velbevandret eller entusiastisk omkring de to forfatteres værker. Det til trods får de to forfattere ofte vendt spørgsmålene i en interessant retning. Eugenides mere end Foer, som virker lidt muggen over situationen/spørgsmålene eller hvad ved jeg og svarer ganske kort og brysk på Krasniks spørgsmål.

Krasnik prøver at tegne nogle tendenser omkring de to forfatterskaber. ”I skriver om familier,” siger han. Det synes Foer ikke. ”I er postironiske forfattere?” Der findes ikke nogen ironiske forfattere, svarer Foer, at skrive er en grundlæggende oprigtig handling, mener han. Her går Eugenides ham dog imod, han klassificerer gerne sig selv som postironisk forfatter, modsat de ironiserende postmodernister (Thomas Pynchon, Don DeLillo m.fl). Eugenides mener, at ironi nogle gange er den eneste måde at udtrykke sig om livet på, og det var især Vietnamkrigen og USA’s statustab, der nødvendiggjorde den retning. I dag er der en tendens til mere dybfølte og inderlige forfattere, foruden de to nærværende, tælles også Jonathan Franzen og afdøde David Foster Wallace. Det skriver Tore Rye Andersen også om i sin bog om den amerikanske roman.

Krasnik spørger ind til de tos litterære vækkelse. Foer fik sin med Italo Calvinos DE USYNLIGE BYER. De er begge enige om de russiske realisters fortræffeligheder og i særdeleshed ANNA KARENINA, som er fantastisk på grund af sine karakterer. Foer forklarer, at for at skrive naturalistisk, bliver man nødt til at afvige fra virkeligheden. En ting repræsenterer ikke nødvendigvis sig selv bedst. Man må bruge en umulig stemme for at komme til hjertet af historien uddyber Eugenides.

Krasnik spørger, om det er svært at skrive som en kvinde, henvendt til Eugenides. ”Det er ikke svært,” svarer han, ”jeg tænker på mine karakterer som persontyper, ikke nødvendigvis som kønsvæsener”. Det er sværere at skrive om afro-amerikanere, bryder Foer ind. Eugenides eneste problem med at skrive om kvinder er, at han skal sætte sig ind i ting, han ikke kender noget til, som fx urinvejsinfektioner. Men det klarer han på biblioteket.

En fantastisk roman er mere interessant end livet, slutter Eugenides samtalen. Og man har bagefter stor lyst til at fortære både de to amerikaneres romaner (igen) og al den skønne litteratur, der er blevet namedroppet. Litteraturen fortjener bestemt fejring.

Kurt Vonnegut

Vonnegut, Kurt
Foto: Brat Barket / Scanpix

Indledning

Kurt Vonneguts værker optræder jævnligt på lister over de bedste engelsksprogede bøger gennem tiden, oftest med hans magnum opus ”Slagtehal fem”, som kombinerer antikrigsromanen med science fiction og postmodernisme. Igennem satiriske og absurde scenarier om verdens frosne undergang eller rumvæsener der sætter mennesker i zoologisk have undersøgte han filosofiske temaer og moralsk grænseland. Han skrev med en sorthumoristisk og ironisk stemme og i et flydende og simpelt sprog.

Hans litterære indflydelse har været enorm og hans værker bliver taget op af generation efter generation, uden at virke forældede i stil eller emner.

 

Blå bog

Født: 11. november 1922, Indianapolis, USA.

Død: 11. april 2007.

Uddannelse: Kandidatgrad i Antropologi fra University of Chicago, 1971.

Debut: Player Piano, 1952.

Priser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: En mand uden fædreland. A-Office, 2012.

Inspiration: Leon Trotsky.

Baggrund

”Alt det her skete, mere eller mindre. I hvert fald er krigsdelene stort set sande. En fyr jeg kendte, blev virkelig skudt i Dresden for at tage en tekande der ikke var hans. En anden fyr jeg kendte, truede virkelig med at få sine personlige fjender dræbt af lejemordere efter krigen. Og så videre.”
”Slagtehal fem”, s. 1.

Kurt Vonnegut Jr. blev født i Indianapolis, Indiana i USA 11. november, 1922 som den sidste i en børneflok på tre. Hans forældre var begge tyske tredjegenerationsindvandrere. Hans far var en succesfuld arkitekt og hans mor datter af en brygger og millionær. Bryggeriet gik fallit i depressionen i 1929, og farens firma fik ingen ordrer. I 1940 bestod Vonnegut high school og lod sig samme efterår indskrive på Cornell University i Ithaca, New York. Hans hovedfag på universitetet var fysik og kemi, men han var samtidig aktiv som redaktør på universitetsavisen. Mens han gik på universitetet, indskrev han sig i hæren, som sendte ham til Tennessee for at blive maskiningeniør.

Natten til mors dag i 1944 begik hans mor selvmord med en overdosis sovepiller. Vonnegut blev sendt til Europa, og i december samme år blev han taget til fange af tyskerne. Som fange blev han sendt til Dresden i arbejdslejr og overværede i februar 1945 det luftbombardement af byen, som dræbte omkring 25.000 civile indbyggere. Vonnegut overlevede sammen med andre amerikanske krigsfanger i en slagtehal, og de oplevelser danner grundlaget for hans mest berømte roman ”Slagtehal fem” og går igen i mange af hans andre værker.

Efter krigen læste Vonnegut antropologi på universitetet i Chicago, mens han arbejdede som journalist for et nyhedsbureau. Han blev gift med sin barndomskæreste, som han fik tre børn med. Hans speciale blev i første omgang afslået som uprofessionelt, senere accepterede universitetet hans roman ”Cat’s Craddle” (1963) som speciale og gav ham kandidatgraden i 1971. Vonnegut rejste til Schenectady, New York efter Chicago, hvor han begyndte at arbejde med PR for General Electric, hvor hans bror Bernard arbejdede som forsker. I 1951 blev han forfatter på fuld tid.

I 1958 adopterede Vonnegut sin søsters tre børn, efter hun døde af kræft to dage efter, at hendes mand var død i en togulykke. Vonnegut blev gift igen i 1970 og adopterede et barn med sin nye kone. De levede sammen på Manhatten, hvor Vonnegut døde i 2007.

Alle citater er i egen oversættelse.

Mother Night

”(…) jeg vil vove holdningen, at løgne fortalt med henblik på kunstnerisk effekt (…) kan være, i en højere forstand, de mest fortryllende former for sandhed.”
”Mother Night”, s. IX.

I romanen ”Mother Night”, 1962 (ikke oversat) iscenesætter Vonnegut historien som autentisk ved at skrive sig selv ind som redaktør af hovedpersonen Howard Campbells tilståelser, skrevet fra et fængsel i Israel i 1961.

Campbell er født i USA, men vokser op i Berlin, hvor han bliver dramatiker og gifter sig med skuespillerinden Helga Noth. Da krigen kommer, begynder Campbell at arbejde for Goebells propagandaministerium som radiovært på et program, der spreder nazistisk propaganda til den engelsksprogede verden. Uden nazisternes eller de fleste amerikaneres viden indfletter Campbell i udsendelserne skjulte beskeder til den amerikanske efterretningstjeneste, en opgave pålagt ham i Berlin af agenten Wirtanen.

Efter krigens afslutning bliver Campbell anholdt som krigsforbryder af amerikanske styrker. Hans højtelskede kone er formodet død under en tur på østfronten. Gennem Wirtanens indflydelse bliver Campbell anonymt installeret i en billig lejlighed i Greenwich Village i New York City, hvor han lever i ensomhed i 15 år, indtil han bliver ven med maleren George Kraft, som i virkeligheden er sovjetisk agent. Han røber Campbells identitet for at lokke ham til USSR, hvilket leder til, at Campbell bliver kontaktet af en fascistisk organisation i USA, som anser hans propagandavirke som en heltedåd. Han bliver også tilsyneladende genforenet med sin formodet afdøde hustru Helga.

I ”Mother Night” lægges mange spor ud, som bliver typiske for Vonneguts forfatterskab. Hans metafiktive leg med romanen og biografiske brug af sin egen person, hvad der senere stemplede ham som postmodernistisk forfatter, går igen i mange af hans senere værker. Det gør omdrejningspunktet om Anden Verdenskrig også, ligesom afsøgningen af et moralsk grænseland bliver et gennemgående tema. Vonneguts karakteristiske forfatterstemme er samtidig nonchalant kynisk, satirisk og sorthumoristisk, og man fornemmer, at han bruger karaktererne som talerør til at afsøge filosofiske og moralske dilemmaer. Romanen er på samme tid rablende fjollet og alvorlig og underholdende og tankevækkende.

Da verden gik under

”Efter at det var sikkert at USA kunne udslette en by med bare en enkelt bombe, vendte en videnskabsmand sig mod far og sagde, ’videnskab kender nu til synd’. Og ved du hvad far sagde? Han sagde, ’hvad er synd?’.”
”Da verden gik under”, s. 21.

”Cat’s Craddle” fra 1963 (”Da verden gik under”, 1969) blev Vonneguts litterære gennembrud. Den handler om John, som vil skrive en bog om, hvad berømte amerikanere gjorde den dag, atombomben faldt over Hiroshima i 1945. Omdrejningspunktet er (den opfundne) opfinder af atombomben, Felix Hoenikker og hans tre børn. John lærer, at Hoenikker arbejdede på et andet projekt for hæren med kodenavn Ice-Nine, et stof der kunne fryse vand til is ved normaltemperatur og derved gøre det nemmere at lave en landgang i mudret terræn. Ice-Nine er egentligt et dommedagsvåben, da den frosne tilstand vil sprede sig til alle forbundne vandmasser i verden.

John lærer, at de tre Hoenikker-børn hver har deres del af Ice-Nine. Han bliver inviteret til øen San Lorenzo, et ø-diktatur i det Caribiske Hav sammen med to af børnene, den ældste søn Frank er allerede på øen som General for diktatoren Præsident ”Papa” Monzano. ”Papa” Monzano er døden nær af kræft og begår selvmord med et stykke Ice-Nine, der fryser hans krop. Ved et uheld havner kroppen i havet og fryser derved hele jordens vandforsyning.

I ”Da verden gik under” får Vonneguts verdenspessimisme fuld udblæsning. Han skildrer et absurd dommedagsscenarie, ansporet af forskere, som ikke overvejer konsekvenserne af deres opfindelser, men som er drevet af en uudslukkelig videnskabelig tørst. Baggrunden er de voldsomme destruktive kræfter Vonnegut, så udløst på menneskeheden under Anden Verdenskrig, både personligt i Dresden og med de to atombomber over Japan. En anden inspirationskilde er det absurde og potentielt verdensødelæggende politiske i den kolde krigs og den store teknologiske fremdrift, der fandt sted i 60’erne.

Kynismens anden side er religion, i Bokonismen der har sit udspring i San Lorenzo. Religionen erkender åbenlyst, at alt den indeholder er løgn, men at det er ok at tro på løgnene, hvis man bliver glad. Samtidig tror tilhængere, at alt der sker er determineret, og at eksistensen desuden ikke har nogen mening. Det tosidede angreb på videnskab/teknologi og religion er leveret med satire og galgenhumor, og indbyder samtidig læseren til at grine og græde over verdens absurditeter.

Slagtehal fem

“Billy havde set den største massakre i europæisk historie, som var bombardementet af Dresden. Sådan går det. Så de prøvede at genopfinde sig selv og deres univers. Science fiction var en stor hjælp.”
”Slagtehal fem”, s. 73.

Vonneguts hovedværk ”Slaughterhouse Five” fra 1969 (”Slagtehal fem”, 1970) handler om Billy Pilgrim, som er ”kommet løs i tiden”. Han oplever sit liv som et langt overskueligt forløb han kan overskue i sin helhed, og følgelig springer romanens kronologi frem og tilbage fra vigtige scener i hans liv. Han er soldat under Anden Verdenskrig, men bliver taget til fange af tyskerne og overværer som krigsfange bombardementet af Dresden, som han overlever i slagtehal fem. I hans civile liv er han optiker og gift med en svært overvægtig kvinde. Og så bliver han kidnappet af rumvæsener, Tralfamadorians, som placerer ham i deres zoologiske have sammen med en kendt kvindelig skuespiller.

Det er Tralfamadorianerne, som giver Billy evnen til at se tiden i fire dimensioner. ”Slagtehal fem” er Vonneguts mest berømte roman, og den der mest direkte afspejler den store formative begivenhed for forfatteren: bombardementet af Dresden. Som i ”Mother Night” indleder den biografiske Vonnegut romanen og forklarer, at han i lang tid har prøvet at skrive en roman om den oplevelse. Undervejs optræder han, i korte bemærkninger, som en krigsfange ved siden af Billy.

Vonnegut er igen ude i metafiktionen, hvor virkelighed og fiktion bliver blandet sammen. Metafiktionen og den ikke-lineære kronologiske fortælleform placerer romanen i postmodernismen, såvel som i science fiction-genren. Som i ”Da verden gik under” undersøges fri vilje versus determinisme. Billy kan se hele sit liv, inklusiv sin egen død, men i stedet for at prøve at ændre noget, accepterer han sin skæbne.

Hver gang Vonnegut skriver om døden, slutter han med vendingen ”Sådan går det”, som optræder ikke mindre end 106 gange i den 157 side lange roman. Den lakoniske vending understreger det fatalistiske spor, der underlægger ”Slagtehal fem” såvel som det meste af Vonneguts anden produktion, nemlig at krig og ødelæggelse er uundgåeligt, at menneskeheden vil destruere sig selv.

Genrer og tematikker

Kurt Vonneguts store formative oplevelse var hans oplevelser under Anden Verdenskrig og i særdeleshed hans overværelse af bombardementet af Dresden. Den tilsyneladende meningsløse destruktion af en hel by og dens indbyggere placerede Vonnegut på venstrefløjen som krigsmodstander og humanist. Men i stedet for at blive idealist blev han kynisk realist, der antog, at de iboende destruktive kræfter i menneskeheden en dag med teknologiens hjælp ville udslette sig selv.

I sine senere år sagde han, halvt i spøg, at Jordens immunsystem prøvede at komme af med menneskeheden gennem naturkatastrofer mm. og med god ret: ”Jeg talte om det faktum, at antibiotika ikke virkede, og at uhelbredelige sygdomme begyndte at dukke op, AIDS, og jeg kom til den konklusion at planetens immunsystem forsøgte at komme af med os [griner].” (Frank Houston: The Salon Interview: Kurt Vonnegut. Salon, 1999-10-08).

Hans store succes som forfatter skyldes bl.a., at han formidler disse budskaber ikke med prædiken og opsang, men med ironi, satire og galgenhumor, i scenarier der både er absurde og genkendelige.

Han skrev ofte i science fiction-genren, hvis frie rammer var optimale for hans fantastiske og absurde scenarier. Han blev dog ikke stemplet som science fiction-forfatter, fordi det stempel ofte blev forbundet med noget underlødigt, men han var med til at hive genren op som en anerkendt litterær genre, ikke mindst med den samtidige Philip K. Dick. Som anmelderen afsluttede sin anmeldelse af ”Slagtehal fem” i New York Times i 1969: ”Du vil enten elske den, eller skubbe den tilbage i science fiction-hjørnet” (Christopher Lehmann-Haupt: Slaughterhouse Five, Or the Children’s Crusade. New York Times, 1969-03-31).

Science fiction-forfatteren Kilgore Trout går igen i flere af Vonneguts romaner og bliver en slags alter ego for Vonnegut, og via ham udtrykker han en slags poetik for science fiction-genren: ”Rosewater sagde engang en interessant ting til Billy, om en bog som ikke var science fiction. Han sagde at alt hvad der var at vide om livet, var i ”Brødrene Karamazov” af Fjodor Dostojevskij. ’Men det er ikke nok længere’ sagde Rosewater.” (”Slagtehal fem”, s. 73).

På det formalistiske plan blev Kurt Vonnegut senere placeret i den første bølge af postmodernistiske forfattere. Både i sin ironiske tone og i sin satiriske og sorthumoristiske omgang med alvorlige emner. Det metafiktive er også karakteristisk for postmodernistisk litteratur, og en strategi Vonnegut ofte benytter. F.eks. i ”Slagtehal fem”, hvor han i indledningen peger på sig selv som forfatteren og fortæller om, hvordan værket kom i stand, ligesom han optræder som karakter i selve fortællingen. Han blander elementer, der åbenlyst er selvoplevede, som Dresden, med oplevelser der åbenlyst er fiktive, som rumvæsener og tidsrejser, og gør derved læseren opmærksom på det artificielle og opfundne ved skrivning og litteratur.

Beslægtede forfatterskaber

Kurt Vonnegut har været en stor inspirationskilde for en lang række forfattere. I 60’ernes USA var hans bøger uomgængelige, hvis man var ung (sandsynligvis venstreorienteret) collegestuderende, og mange senere forfattere er derfor vokset op med Vonneguts værker.

Mere direkte kan man nævne science fiction-forfatteren Douglas Adams, hvis store satiriske science fiction-værk ”The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy” 1979-1992 (”Blafferens galakseguide” m.fl., 2005) har meget til fælles med Vonnegut, ikke kun genremæssigt, men også med den ironiske og satiriske fortællerstemme, der anvendes. Det er især Vonneguts ”The Sirens of Titan” fra 1959, som har inspireret Adams: ”Kurt Vonnegut, som jeg synes er absolut fantastisk. Jeg har læst The Sirens of Titan seks gange nu, og den bliver bedre hver gang. Han er en indflydelse jeg må vedkende mig” (Ian Shircore: Douglas Adams: The First and Last Tapes. Darker Matter – Online Science Fiction Magazine, 1979).

Vonnegut har også meget tilfælles med allerede nævnte science fiction-forfatter Philip K. Dick. De brugte begge den spekulative fiktion for at udforske menneskets skæbne i en ukontrollerbar verden. De var begge med til at hive science fiction-genren op i mere finkulturelle kredse og ikke mindst ind på universiteterne, hvor der til stadighed bliver forsket i de to. Dick har udtalt: ”Jeg elsker Kurt Vonnegut” (Spaceling: Philip K. Dick on Kurt Vonnegut. Mog, 2007).

Vonnegut kom fra en generation af forfattere, som (for mændenes vedkommende) kæmpede i Anden Verdenskrig. Det gjorde, at Vonnegut skrev antikrigsromaner baseret på personlige erfaringer. Det samme gjorde samtidige Joseph Heller, som var besætningsmedlem på et bombefly. Han skrev i 1961 den satiriske antikrigsroman ”Catch-22” (”Punkt 22”, 1961), som både er beslægtet tematisk med Vonneguts værker og formalistisk med den satiriske og ironiske fortællerstemme. Den klassificeres da også som postmodernistisk ligesom Vonneguts værker. Begge forfattere er i øvrigt inspireret af den franske forfatter Louis-Ferdinand Céline, som også skrev mørke og absurde antikrigsromaner om Første Verdenskrig, bl.a. ”Rejsen til nattens ende”.

En anden berømt antikrigsroman med et personligt udgangspunkt er Norman Mailers ”The Naked and the Dead” fra 1948 om de amerikanske kamphandlinger i Stillehavet, som også udstiller krigens absurditeter og gru.

Bibliografi

Romaner
Vonnegut, Kurt:
Player Piano. Charles Scribner’s Sons, 1952.
Vonnegut, Kurt:
Sirenerne på Titan. Stig Vendelkær, 1970. (The Sirens of Titan, 1961).
Vonnegut, Kurt:
Da verden gik under. Stig Vendelkær, 1969. (Cat’s Cradle, 1963).
Vonnegut, Kurt:
Perler for svin eller gud velsigne Dem, Mr. Rosewater. Gyldendal, 1970. (God Bless you Mr. Rosewater or Pearls Before Swine, 1965).
Vonnegut, Kurt:
Slagtehal fem eller børnekorstoget: en pligtdans med døden. Gyldendal, 1973. (Slaughterhouse Five or The Children’s Crusade: A Duty-Dance with Death, 1969).
Vonnegut, Kurt:
Mestrenes morgenmad eller farvel blå mandag. Gyldendal, 1973. (Breakfast of Champions or Goodbye Blue Monday, 1973).
Vonnegut, Kurt:
Slapstick. Luna-B, 1994. (Slapstick, 1976).
Vonnegut, Kurt:
Tugthuskandidat. Vindrose, 1982. (Jailbird, 1979).
Vonnegut, Kurt:
Lige i øjet. Vindrose, 1984. (Deadeye Dick, 1982).
Vonnegut, Kurt:
Galapagos. Vindrose, 1985. (Galapagos, 1985).
Vonnegut, Kurt:
Blåskæg. Schønberg, 1992. (Bluebeard, 1987).
Vonnegut, Kurt:
Hokus Pokus. Schønberg, 1991. (Hocus Pocus, 1990).
Vonnegut, Kurt:
Tidsskælv. Schønberg, 1998. (Timequake, 1997).
Noveller
Vonnegut, Kurt:
Canary in a Cathouse. Gold Medal Fawcett, 1961.
Vonnegut, Kurt:
Welcome to the Monkey House. Delacorte Press, 1968.
Vonnegut, Kurt:
Bagombo Snuff Box. G.P. Putnam’s Sons, 1999.
Vonnegut, Kurt:
Armageddon in Retrospect. G.P. Putnam’s Sons, 2008.
Vonnegut, Kurt:
Look at the Birdie. Delacorte Press, 2009.
Vonnegut, Kurt:
While Mortals Sleep. Delacorte Press, 2011.
Vonnegut, Kurt:
Basic Training. RosettaBooks, 2012.
Essays
Vonnegut, Kurt:
Wampeters, Foma and Granfallons. Delacorte Press, 1974.
Vonnegut, Kurt:
Palm Sunday. Delacorte Press, 1981.
Vonnegut, Kurt:
Fates Worse than Death. G.P. Putnam’s Sons, 1991.
Vonnegut, Kurt:
God Bless You, Dr. Kevorkian. Seven Stories Press, 1999.
Vonnegut, Kurt:
En mand uden fædreland. A-Office, 2012. (A Man Without a Country, 2005).

Om forfatterskabet

Link
Biografi, bibliografi, merchandise, nyheder om udstillinger, publikationer om Vonnegut osv.
Dansk side om Kurt Vonnegut.
Film
Hill, George Roy:
Slaughterhouse-Five. Universal Pictures, 1972. Filmatisering af ”Slagtehal fem”.
Baggrund
Shields, Charles J:
Kurt Vonnegut: A life. Henry Holt & Company, 2011.
Hayman, David et al.:
Kurt Vonnegut, The Art of Fiction No. 64. The Paris Review no. 69, forår 1977.
Søgning i bibliotek.dk
Emnesøgning på Kurt Vonnegut

Kilder citeret i portrættet

Kilder
Lehmann-Haupt, Christopher:
Slaughterhouse Five, Or the Children’s Crusade. New York Times, 1969-03-31.
Shircore, Ian:
Douglas Adams: The First and Last Tapes. Darker Matter – Online Science Fiction Magazine, 1979.
Houston, Frank:
The Salon Interview: Kurt Vonnegut. Salon, 1999-10-08.
Spaceling:
Philip K. Dick on Kurt Vonnegut. Mog, 2007.

Om reinkarnation og lugten af brændt nylon – Interview med Jim Woodring

Bragt på Nummer9

Forlaget Aben Maler har netop præsenteret endnu en verdenspremiere på en tegneserie af uforlignelige Jim Woodring: ”Mellem dyrene”. Nummer 9 tog en snak med Woodring og forlægger Steffen Rayburn-Maarup om udgivelsen.

“Congress of the Animals”, som amerikanske Woodrings nyeste epos hedder på originalsproget, er endnu en ordløs fabel om Frank, Manhog og de andre sære eksistenser i paralleluniverset “The Unifactor”. Fortællingen følger Frank og hans strabadser på en lang rejse, som endda fører ham uden for The Unifactor, hvor han møder en feminin udgave af sig selv – Fran – som han tager med hjem.

Selvlysende sten i ørkenen
Jim Woodring, ”Mellem dyrene” er din anden graphic novel i The Unifactor, og din første med Frank i hovedrollen. Planlægger du at lave flere Frank-bøger? Og hvordan vil kronologien i så fald være, skal Frank og Fran have børn sammen?

– Lige nu arbejder jeg på den næste bog i serien, og jeg er i det utaknemmelige stadie, hvor jeg overvejer en række forskellige historier, som jeg alle synes er gode og tiltrækkende, uden at være i stand til at vælge én. En mulighed involverer ganske rigtigt Frank og Frans huslige situation, den historie pålægger den mest ekstreme forandring for Frank og hans verden, ændrer den faktisk uigenkaldeligt. Jeg er ikke sikker på, at jeg er klar til det. Andre spæde plotideer antager, at ”Mellem dyrene” aldrig fandt sted, og fortsætter med at udforske verdenen, som den så ud før. En tredje historiemulighed indfører en stor forandring på en anden måde. Jeg håber, jeg vil leve længe nok til at lave dem alle.

Jeg er meget interesseret i at høre, hvordan du skaber dine tegneserier. Planlægger og kortlægger du hele historien inden du starter og tegner du den derefter? Eller finder du ud af hvilken vej du skal gå, når du begynder at tegne?

– Jeg udarbejder historien i alle detaljer inden jeg tegner den. Jeg bruger meget tid på at få alle detaljerne ned i ord og beskrive handlingen. Derefter tegner jeg det groft op for at få tempoet, panelkompositionerne, sideskift osv. på plads. Når jeg er klar til at tegne, er det hele meget omhyggeligt planlagt. ”Alkymisterne” og ”Mellem Dyrene” var begge udarbejdet længe, før jeg begyndte at tegne dem. Det at starte den proces igen nu er ret skræmmende. Det føles altid, som om jeg går ombord på et dampskib uden billet, bagage eller penge, når jeg starter på en ny bog.

Hvordan skaber du de karakterer, der bebor The Unifactor? F.eks. de ansigtsløse mænd i ”Mellem Dyrene” eller væsenet, Frank kæmper mod med sværdet.

– De kommer forskellige steder fra. De ansigtsløse indvolds-tilbedende mænd i ”Mellem dyrene” kom direkte fra en række drømme, jeg havde, som kom af en mand, jeg havde set i det lokale supermarked. Hvis du har set billeder af soldater fra Første verdenskrig som havde fået deres ansigt sprængt af, men stadig levede, har du en lille idé om, hvordan denne her stakkels fyr så ud. Han var høj og skeletagtig tynd, med langt, bølgende hår og bar smukt broderet tøj. Jeg lavede en tegning af ham i min skitsebog, men jeg måtte putte en post-it over ansigtet, der var simpelthen for forstyrrende at kigge på. I mine drømme blev han en menneskerace, der levede iblandt os og som dukkede op ved sociale begivenheder. De talte som hvaler. Hvad scenen med dem i ”Mellem dyrene” betyder, tør jeg slet ikke sætte ord på.

 Væsenerne i ”Mellem dyrene”, som bliver delt af sværdet – Diskriminationens Sværd – er min idé om drager. De ændrer konstant deres fysiske form, men ser altid mere eller mindre ens ud. De kommer fra en for mig særdeles passende reference i I Ching (kinesisk spådomsbog, red.). Andre figurdesigns kommer fra andre kilder. The Unifactor er på den måde et slags gadekryds.

Jeg kan ikke lade være med at spørge: Hvordan skaber du dine historier? De giver for mig mening på et underbevidst niveau, og har en slags drømmeagtig logik. Hvordan forvandler du det ubevidste til bevidst materiale i et så langsomt medie som tegneserien?

– At samle ideer til de her historier er som at lede efter selvlysende sten i ørkenen. Når de lyser på den rigtige måde, ved jeg, jeg kan bruge dem. Når jeg har nok af dem, passer de naturligt sammen. Historien opstår nærmest altid før jeg ved, hvad den handler om. Med ”Alkymisterne” vidste jeg, hvad betydningen var, så snart jeg havde skrevet den. ”Mellem dyrene” er en personlig historie, den mest personlige Frank-historie jeg har fortalt, og det er svært for mig at læse den nu, hvor den er trykt, fordi jeg bliver ved med at få øje på nye, smertefulde betydninger og associationer. Andre har fortalt mig, at det er den mest forstyrrende, men tilfredsstillende Frank-historie.

I ”Mellem dyrene” arbejder Frank i en fabrik for at betale af på sit nye hus. Det er et beskidt og nedgørende arbejde. Er dette din holdning til fabriksarbejde? Jeg ved, at du har arbejdet som skraldemand.

– Jeg havde den slags job, da jeg var i High School, men modsat Frank kunne jeg godt lide oplevelsen. Det var nye og interessante verdener for mig, og jeg har altid nydt at være i et værksted. Jeg kan godt lide lugten af gaffeltruck-udstødning, af gammelt olieret træ, af varmt metal, af smeltet nylon.

Hvilke projekter arbejder du på lige nu?

– Lige nu er jeg ved at skrive den næste historie om Frank, ved at lære mig selv at tegne med en kæmpe fyldepen, jeg har bygget, ved at bygge maskiner til hjemmebrug og ved at lære at spille guitar.

Til sidst: hvilke tegneserier interesserer dig mest lige nu, og er der nogle udgivelser, du ser frem til?

– Den tegneseriekunstner, som interesserer mig mest for tiden, er for længst død og meget obskur: Herbert Crowley, som tegnede en avisstribe i det tidlige 1900-tal kaldet The Wiggle-Much. Så vidt jeg ved, kan den kun ses på tryk i Dan Nadels bog ”Art out of Time”. Jeg besvimede næsten, da jeg så den første gang. Bogstavelig talt. Faktisk, og det her lyder skørt, men jeg siger det alligevel, tænker jeg seriøst på, om jeg ikke er en reinkarnation af ham. Jeg føler et svimlende slægtskab når jeg læser de gamle bizarre tegneserier.

– Hvad de levende angår, håber jeg Tim Hensley udgiver en ny bog i 2012. Hans ”Wally Gropius” var min yndlingsbog sidste år.

Ordløs fra ende til anden
Steffen Rayburn-Maarup, vil du kort fortælle om dit eget forhold til Woodring, hvordan du opdagede ham, og hvorfor han skal udgives i Danmark?

– Woodring har lavet tegneserier siden firserne. Det er mange år siden, jeg opdagede ham – tilfældigt på biblioteket, tror jeg – men jeg fandt ham fascinerende lige fra begyndelsen. Han fortæller historier som ingen anden. Fablerne om Frank, Manhog, Pushpaw & Pupshaw, Whim og hvad de alle sammen hedder, er på samme tid groteske, uhyggelige, uforståelige og smukke, fredfyldte og åbenlyst moralske. Der er noget tidløst over dem, måske også fordi de er ordløse, og læseren dermed selv bidrager med noget af meningen. Hans univers ligner på ingen måde vores, men jeg kender ingen, der som han fortæller historier om, hvordan mennesker opfører sig – eller burde opføre sig.

“Mellem dyrene” udkom i sidste uge i Danmark, men udgives først på Fantagraphics i USA til juni. Hvordan kom den aftale i stand, og har Woodring et specielt forhold til Danmark?

– Nej, det er ikke, fordi Woodring har et særligt Auster’sk forhold til Danmark. Fantagraphics henvendte sig, mens Woodring sad og tegnede på ”Alkymisterne” og spurgte, om jeg havde lyst til udgive – med et halvt års forspring. De ved godt, at deres egne tegneserier æder af salget af diverse europæiske udgaver, og derfor takker de europæiske forlag af og til nej til at udgive. Men det problem er ikke så stort, når de europæiske versioner kommer først. Derfor kunne Aben maler have verdenspremiere med både ”Alkymisterne” og ”Mellem dyrene”. Det tager jo ingen tid at tilrettelægge en tegneserie uden ord, fordi man slipper for oversættelse og tekstning, så der er ikke langt fra tanke til handling.

De danske udgaver af ”Alkymisterne” og ”Mellem dyrene” ser væsentligt anderledes ud end de amerikanske. De amerikanske har en anden forside, og en hel del tekst der fungerer som introduktion til Woodrings verden. Hvorfor valgte du ikke at medtage det i de danske udgivelser?

– Jeg syntes ikke, at Fantagraphics’ forside til ”Alkymisterne” er specielt interessant, og deres første udkast, som jeg i sin tid modtog, var decideret hæsligt. Så jeg lavede et andet design, som jeg så fulgte til ”Mellem dyrene”. Faktisk har jeg lige opdaget, at den har en ret stor lighed med L’Associations franske udgave.

– Introduktionsteksten hørte jeg intet om, før både min og Fantagraphics’ version af ”Alkymisterne” var udkommet, men det er egentlig ikke noget, jeg savner. Jeg kan godt lide, at denne 100 sider lange ordløse historie vitterligt er ordløs hele vejen: Ingen introduktion og ikke engang en bagsidetekst. Selv stregkoden er aftagelig.

Har du nogle planer om at udgive noget af Woodrings gamle materiale?

– ”The Frank Book” er et mesterværk, som intet hjem bør være foruden. Men en otte år gammel opsamling af endnu ældre materiale vil være svær at gøre opmærksom på, og selv om jeg betragter Jim Woodring som en af de allerbedste og mest unikke amerikanske serieskabere, så rammer han altså ikke lige ned i en kommercielt farbar mainstream. Og halvdelen af det potentielle publikum ejer formentlig allerede bogen. Så det har ikke meget lyse udsigter.

Har du en yndlingsscene fra “Mellem dyrene”?

– Jeg synes, at dette billede fra Franks sørejse er intet mindre end fantastisk:

Tilbage til start – Bret Easton Ellis IMPERIAL BEDROOMS

Bragt på LitteraturNu

Den kontroversielle forfatters nye bog udkommer på dansk i dag. International forfatterscene arrangerede i den forbindelse et interview med ham i Diamanten i København. LitteraturNu’s udsendte var til stede og har læst bogen.

Det startede lidt som en af Bret Eastons Ellis’ meta-lege. Pludselig var vi tre mennesker der alle havde billet til plads H 19, men hvem var den rigtige ejer af plads H 19? Det kunne ingen svare på. Ikke engang den unge head-set beklædte medarbejder, der dog heldigvis viftede de to andre væk og lod mig sidde, og der var grund til at holde fast i sit sæde mandag aften i Dronningesalen, Den Sorte Diamant, København, for der var fulde huse til aftenens interview med den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis.

Amerikansk litteraturs ’enfant terrible’ som han kaldes med flosklernes floskel. Lidt over kl. 20 træder en velklædt Bret Easton Ellis ind på scenen, iklædt en sort Armani blazer, grøn Paul Smith trøje, CK Jeans, sorte Gucci loafers og sorte hornbriller fra D&G. I løbet af interviewet kommer en iPhone 4 frem, der bliver taget fotos af ’the Danes’ til vennerne hjemme i LA og til Twitterfeedet.

Ellis har været på tour i fem måneder, og har kun ti dage tilbage. Han kommer lige fra Tyskland, hvor de, som han siger, ’fuckede med ham’. Han vil først ikke klage, ’man græder ikke over en bogtour’, men så kommer der alligevel en anekdote fra Frankfurt, hvor han blev miked og maked up og proppet i et kongrescenter sammen med Ken Follet og Günter Grass. Til sidst var han så sulten, at han måtte bede om pommes frites af forbipasserende, som så madede ham, mens de grinte og tog fotos af ham.

Efter flere humoristiske ekskurser af samme karakter lykkedes det moderatoren, Politikens Stéphanie Surrugue, at få Ellis ind på hans seneste roman IMPERIAL BEDROOMS – som udkommer på dansk i dag. Bogen er baseret på Ellis’ personlige oplevelser i Hollywood. Her var han med til at caste til filmen THE INFORMERS, skrevet over Ellis’ novellesamling af samme navn fra 1994. I forbindelse med castingprocessen blev han forbløffet over, hvor meget sex der var til rådighed for ham. Bogen følger de samme personer fra Ellis’ debutroman fra 1985 UNDER NUL (som også genudgives i dag, desværre skæmmet af en ganske horribel oversættelse), 25 år senere.

Hovedpersonen hedder igen Clay. I 1985 var han hjemme på juleferie i LA fra sit college på østkysten. I apatisk zombielignende tilstand svævede han igennem LA’s landskab med blodet løbende ud af næsen. Bogen ramte direkte ned i tidsånden og blev hyldet som et skarpt generationsportræt. Den blev en sensation, ikke mindst fordi Ellis var 21 år, da han skrev den. Den blev også filmatiseret, dog blev den klippet sammen til en misforstået overmoraliserende version, hvis største og eneste lyspunkt var Robert Downey Jr.’s rolle som den prostituerede Julian, Clays ven.

Ellis laver et fornemt trick i IMPERIAL BEDROOMS. Han starter bogen således

– De havde lavet en film om os. Filmen var baseret på en bog skrevet af en vi kendte. Bogen var en simpel historie om fire uger i den by vi var vokset op i, og for det meste gav den et korrekt billede. Den var defineret som roman, men kun nogle få detaljer var blevet ændret og heller ikke vores navne var ændret, og der var ikke noget i den som ikke var sket.

Sådan stempler Ellis UNDER NUL til en (delvis) fiktiv bog, skrevet af en jaloux ’forfatter’ (dvs. Bret Easton Ellis), der hang i periferien af kredsen. IMPERIAL BEDROOMS bliver så Clays mulighed for at gøre rent bord, og vise at han faktisk er en ok fyr. Bogen løfter sig derved op til den narrative førsteplads og ’den virkelige historie’. Det er samme leg med virkelighed og fiktion, Ellis udøvede i hans forrige roman LUNAR PARK, hvor hovedpersonen er den succesfulde forfatter Bret Easton Ellis. Det er en glimrende start, men ligesom i LUNAR PARK taber konceptet hurtigt momentum.

Det mislykkes selvfølgelig spektakulært for Clay at rette op på sit image. Han er knap så apatisk, bevares, og han er vist også holdt op med coken, til gengæld deltager han nu selv aktivt i torturagtige sexseancer med unge piger og drenge, hvor han før nøjedes med at kigge på.

Modsat i UNDER NUL er der en form for narrativ i IMPERIAL BEDROOMS. Som Ellis selv oplevede, er Clay også involveret i en casting til filmen The Listeners. Dette bringer ham i kontakt med en ung og smuk, men fuldstændig talentløs, skuespillerinde – Rain Turner. Ved at holde hende hen med vage løfter om en rolle i filmen lykkedes det Clay at indlede et stærkt seksuelt forhold med hende. Pludselig dukker Clays gamle ven Julian op i kulissen, tilsyneladende er det ham, der har pudset Rain på Clay. Der er også en mystisk bil, der følger Clay, mystiske SMS’er og et spøgelse i bedste Stephen King-stil, som vi også så det i LUNAR PARK.

Det noir-agtige plot er, som hos forbilledet Raymond Chandler, mere en undskyldning for at lave et stemnings- og karakterportræt, end et egentligt spændingsplot. Dette portræt synes at sige, at filmfolk i LA udnytter deres position til at få sex med hungrende unge skuespillere, og at de i det hele taget er nogle enorme assholes – surprise!

Der er masser af ubehagelige scener i IMPERIAL BEDROOMS, og også kontroversielle voldsscener, som gjorde AMERICAN PSYCHO så berygtet. Volden falder dog ikke fra hovedpersonens hånd, men som gnidrede youtube-videoer, Clay ser på sin iPhone 4. De er alle skildret i den karakteristiske neutrale og minimalistisk tone, som alle dage har været Ellis’ varemærke. Hos mig vækker de dog ikke andet end træt afsky. Ellis spytter dem mekanisk ud uden overvejelse og uden grund.

Tilbage i Diamanten begynder Ellis at krympe sig og vride sig i stolen, når spørgsmålene falder på IMPERIAL BEDROOMS. Han virker ikke særlig bevidst om, hvad han har forsøgt at udtrykke. Han afleder og laver flere jokes, komplimenterer Stéphanie Surrugues smil. Hele salen holder med ham, og det gør jeg også. Lige så afstumpet, som hans karakter er, ligeså menneskelig virker Bret Easton Ellis. IMPERIAL BEDROOMS er desværre bare lige så tom og meningsløs som den verden, den skildrer.

Peter Madsen ♥ tegneserier

Bragt på Nummer9

Sidste år afsluttede Peter Madsen en 30 års lang rejse med 15. og sidste album i den elskede serie Valhalla. Det første af fem luksusbind, der samler hele serien, er netop udkommet og anmeldt på Nummer 9.

Peter Madsen deltager i Nummer 9’s interviewserie “♥ tegneserier”, hvor tegneseriefolk fortæller om deres tegneseriefavoritter. Peters smag går fra Franquin til Alan Moore, og så har skandinaviske tegneserier især en stor plads i hans hjerte.

Hvad er den første tegneserie, du husker at have læst?

– De første serier, jeg stiftede bekendtskab med, var utvivlsomt Anders And, Tintin og stribeserier i ugebladene. Men skal jeg nævne den første tegneserie, jeg virkelig LÆSTE ordentligt, må det være ”Les Nid des Marsupilamis” af Franquin. Det er et Splint & Co. album, der senere udkom på dansk med titlen ”Den vilde spiril”. Når jeg skriver det på denne krukkede måde med fransk titel og det hele, er det fordi albummet endnu ikke var kommet på dansk, da jeg som stor knægt fik fingre i det (faktisk udkom det helt tilbage i 1960, da jeg var 2 år!).

– Jeg blev så fascineret af Franquins univers, hans måde at fortælle på og hans karikerede tegnestil, hvor alt føltes “virkeligt”, og jeg lærte mig faktisk fransk ved at læse hans serier. Specielt Spiril-albummet husker jeg, at jeg pløjede igennem igen og igen med ordbogen i hånden, og selv om det ikke er særlig ordrigt, brugte jeg timer på at slå op og føje nye brikker til historien. Det var også fascinerende, hvordan han kunne holde spændingen oppe helt uden skurke og pistoler, bare med ren natur-magi.

Hvis du skulle nævne en tegneserie, der i sin tid inspirerede dig til selv at lave tegneserier – hvilken én ville du så pege på?

– Nu startede jeg meget tidligt med at lave serier. Jeg har vel mere eller mindre føjet billeder sammen til fortællinger siden barndommen. Jeg legede mig ind i serieverdenen, havde stor glæde af det, og tænkte ikke på det som et voksent “job”. Så det var først sent i forløbet, at det gik op for mig, at det skulle være min levevej.

– En af de ting, der for mig pegede ind i fremtiden (også min fremtid som serieskaber), var opdagelsen af Will Eisners “En kontrakt med Gud”. Bogen udkom i 1978 på amerikansk (på et “rigtigt” bogforlag), og allerede året efter på dansk. Jeg købte den amerikanske udgave nede i Fantask, og blev helt væltet omkuld af denne nye måde at lave tegneserier på. Bogen var helt sin egen, fortællingerne flød, og emnerne var anderledes og mere spændende at dykke ned i end de “genre-stykker”, der ellers var dominerende. Jeg fik et glimt af, at dette medie havde masser af muligheder for at fortælle historier, man også gad beskæftige sig med som voksen.

– I dag kan man godt sige, at Eisner til tider er lige lovlig forenklet, karikeret, patos-fyldt osv., og at der sidenhen er kommet en sværm af graphic novels (ligesom han selv har lavet større værker end denne tidlige novellesamling – f. eks. “Livskraft”). Men “En kontrakt med Gud” viste vejen.

– Sjovt nok er den første af fortællingerne i bogen inspireret af Jobs Bog fra det gamle testamente, en fortælling, jeg selv har tumlet en del med, bl.a. i “Historien om Job” og “Historien om en Mor”.

Hvis du skulle vælge én favorittegneserie, hvilken ville det så være?

– Hvis jeg kun må vælge én tegneserie, må det blive Peter Kiellands “Kun i aften”, der udkom i 1983 på Runepress.

– Peter er en af de mest originale serieskabere, jeg kender, og han har altid gået (og fortsætter med at gå) sine egne veje. “Kun i aften” er en rejse i vold, vanvid og vidunderlig poesi, og hver gang jeg kigger i albummet, bliver jeg mindet om, at verden ligger åben derude for os som serieskabere. Vi kan gøre lige, hvad vi vil, kun vores egen fantasi sætter grænser. Det er ikke mange dage siden, jeg sidst kiggede i “Kun i aften”.

Hvilken tegneserie ville du ønske, du havde lavet?

– Nu går jeg ikke og ønsker, at jeg havde lavet andre folks tegneserier. Det er jo deres personlige fingeraftryk, ligesom jeg har mit. Men hvis jeg skal prøve at svare på spørgsmålet alligevel …

– Der er mange tegneserieskabere, der inspirerer mig. Nogle for deres billedmæssige fantasi: SienkiewiczMcKeanMattotti. Nogle for deres æstetik: Jeff JonesMoebiusKenneth Williams. Nogle for deres udforskning af mediet: Chris WareMazzucchelli. Nogle for deres “impact”: Frank MillerCorben. Nogle for deres følelse: BaudoinLoisel. Og så videre …

– Men som regel er de fleste tegneserier spændende på nogle områder og mislykkede eller uinteressante på andre. Vi kender det alle: Der er nogle stærke scener, men slutningen skuffer.

– Selv oplever jeg ofte, at jeg starter med spændende, vilde billed-ideer, men føler jeg må banke tingene på plads, stramme stil og historie op, så det flyder som fortælling – og dermed må give køb på de store formeksperimenter, som inspirerer mig hos andre. For mig er tegneserien først og fremmest historiefortælling, derfor kan jeg ikke her nævne en tegneserie med vildt varieret grafik eller andre spændende delelementer, men én, der er helstøbt, hvor det lykkes at komme helt i mål med fortællingen.

– “A Small Killing” af Alan Moore og Oscar Zarate (udgivet i England af VG Graphics) er en lille perle. Alan Moore har skrevet mange gennemførte seriemanuskripter, men af og til synes jeg, han fortaber sig i konstruktion og bliver lidt kold i sit udtryk. Og selv om han vender ting på hovedet, er en stor del af hans serier  (også mange, som jeg selv holder af) for mig “genrestykker” med smarte replikker og klicheer, bare på en anden måde.

– Men i “A Small Killing” falder alt på plads. Beskrivelsen af turen tilbage i tiden til “ur-svigtet” er både underfundig, original – og gribende. Og i Oscar Zarate har Alan Moore fundet et værdigt modspil, en tegner, der bidrager med en både smuk, personlig og stramt fortællende billedside. Et lille mesterværk. Synd at albummet aldrig er kommet på dansk.

Nævn en tegneserie, du selv er vild med, men som du har svært ved at overbevise andre om at påskønne efter fortjeneste …

– Joakim Pirinen var en af hovedkræfterne bag avantgarde tegneseriemagasinet Galago i Sverige i 1979. Han har tegnet serier lige siden, er ekstremt alsidig og produktiv, og selv om han for det meste er ret smal, er han også nået ud til det brede publikum i Sverige, ikke mindst med albummet “Socker Conny”, som blev kult og solgte mindst 100.000 eksemplarer, samt blev sat op som teaterstykke. Pirininen har udstillet på Moderna museet i Stockholm og er i det hele taget inde i varmen hos kultureliten – også dem, der ellers ikke er specielt optagede af serier. Og med god grund, for han er fremragende – og meget original! Jeg går altid på jagt efter nye ting fra hans hånd, når jeg er i Sverige. Hans seneste tegneseriebog købte jeg for et par måneder siden. Den hedder “Döda paret och deras vänner”, og er udkommet på Galago förlag.

– Men af en eller anden grund har jeg aldrig mærket den store lydhørhed for hans værk her i Danmark. Gad vide om det har den simple forklaring, at tingene er trykt på svensk, og at danskere som flest har en vrangforestilling om, at svensk er umuligt at læse – og at de nok er lidt bagefter os derovre? Jeg skulle hilse og sige, at ingen af delene er tilfældet!

– Et godt sted at starte for en ny læser kunne være “Kvarteret Kolossen”, en opsamlingsbog med flere forskellige Pirinen-serier.

Nævn en serieskaber, du har ”opdaget” for relativt nyligt, hvis ting har gjort indtryk på dig – og den tegneserie, der introducerede dig for ham …

– Uh altså, jeg synes, jeg ser så mange gode nye serieskabere for tiden – ikke mindst her i Danmark og i resten af norden. En af dem, der har gjort særligt indtryk på mig er Tor Ærlig fra Norge. For et par år siden købte jeg hans serieroman “Ser du meg nå?” og ellers har jeg læst hans serienoveller i hæftet “Hjertemosaikk”. Tor Ærlig har en personlig stil, han har noget på hjerte i sine historier, og så er han en god seriefortæller. Hans serier bliver udgivet på Jippi Forlag, som også udgiver mange andre gode ting, bl.a. Jason.

Interview med Daniel Clowes

Bragt på Nummer9

Nummer 9’s Christian Jess Rasmussen har emailet med albumaktuelle Daniel Clowes om Wilson, Ghost World og teenagere. Sådan faldt ordene:

Q: Wilson udgives direkte som samlet tegneserie, ulig ”Ghost World”, ”David Boring” osv., som først blev serialiseret i Eightball, og din seneste tegneserie ”Mister Wonderful”, som blev serialiseret i New York Times. Hvor stor indflydelse har læserkommentarer og reaktioner på dit arbejde, og hvordan var det at udgive ”ikke-serialiseret”?

A: Jeg har aldrig været så influeret af læserrespons, men det var meget mindre intimiderende at arbejde i mindre stykker. At skabe en 32-siders tegneserie på 6 måneder virker som et opnåeligt mål, mens en 80-siders bog virker som en livstidsdom. Men efterhånden som jeg kom i gang med ”Wilson”, fandt jeg ud af, at det ikke var så skræmmende – det gik faktisk temmelig hurtigt.
Jeg føler, jeg er gået ind i en fase, hvor jeg vil koncentrere mig om bøger, før jeg endelig påtager mig min skæbne som en fyr, der sælger kaffekopper og T-shirts med sine karakterer på internettet.

Q: I ”Wilson” veksler tegnestilen drastisk gennem bogen, fra dine typisk ret realistiske tegninger, til en meget ’tegneserieagtig’ stil, der minder om gamle avisstriber. Jeg blev overrasket over at den emotionelle påvirkning var ret konstant, uanset hvor enkel, tegnestilen blev. Vil du fortælle lidt om dine tanker bag stilen i Wilson?

A: Oprindeligt prøvede jeg at skabe en enkelt stil for Wilson, men jeg fandt ud af, at han var for skiftende og flydende til at blive fanget så nemt. Fra da af blev den varierende stil en del af hans narrative DNA, og jeg fandt ud af, at jeg kunne kalibrere effekten af hver stribe minutiøst ved at modulere stilen.

Q: Du fortæller, som Chris Ware, mange historier om ensomme, deprimerede og isolerede mennesker, især midaldrende mænd. Historier, som tilsyneladende har vækket genklang i dine læsere. Tror du at ensomhed er en fundamental menneskelig livsbetingelse i vor tid?

A: Jeg har aldrig følt nogen forbindelse – selv iblandt en gruppe venner – og har, som Wilson, ledt efter en følelse af fællesskab i hele mit liv.

Q: Kvinder, som har læst ”Ghost World”, er altid imponerede over, hvor præcis din beskrivelse af livet som en teenagepige er. Foretager du generelt noget research før du starter på et projekt, eller bruger du simpelthen din personlige erfaring?

A: Jeg researcher aldrig en specifik karakter bevidst, men jeg bliver nødt til at føle, at jeg ”kender” dem godt nok, før jeg kan skrive dem som karakterer. Enid var løst baseret på adskillige kvinder, jeg har kendt gennem årene, især min kone Erika, men hun var, som med Wilson, i høj grad skrevet indefra.

Q: Filmversionen af ”Ghost World”, og den oscarnominering, dig og Terry Zwigoff fik for manuskriptet, blev dit gennembrud til et større publikum. Hvordan påvirkede den opmærksomhed dig og dit arbejde, og er det noget, du er komfortabel med?

A: Jeg bryder mig ikke rigtig om at være i centrum, men jeg nød at arbejde på filmene og har haft mange eventyr i processen. At lave tegneserier er en meget isoleret process – jeg tilbringer mange timer om dagen i klosteragtig stilhed – og det kan være hårdt at optræde til offentlige begivenheder og arbejde med en kæmpe stab af teknikere.

Q: Nu vi taler om film, har jeg læst, at du arbejder på en tredje film, der handler om tre drenge, der bruger otte år på at genskabe ”Indiana Jones – Raiders of the Lost Ark”. Er der noget nyt om det projekt?

A: Det blev desværre lagt på hylden, som de siger, da den fjerde Indiana Jones-film kom ud – af forskellige kontraktlige årsager.

Q: Det virker, som om teenagere har fået en mere perifær rolle i dine to sidste tegneserier. Nu da du er blevet ældre, føler du så stadig at du kan relatere til den alder, eller synes du, det er sværere at forstå dem?

A: Teenagere i dag virker ikke så forskellige fra dem fra de sidste par årtier, med undtagelse af den konstante overbelastning af information og forbundethed. Det virker faktisk som en ret tidsrøvende opgave at skulle tage sig af. I tilbageblik var de mest værdifulde og transformative øjeblikke i min ungdom dem, hvor jeg bare sad og ikke havde noget at lave.

Tegneseriesalon på Literaturhaus

Dansk Tegneserieråd stod bag søndagens ’Tegneseriesalon’, i hvad der forhåbentligt kun er begyndelsen på en række arrangementer med tegneserien i centrum.

Det var med stor optimisme, at jeg sent søndag aften forlod Tegneseriesalonen på Literaturhaus. Mens størstedelen af Danmark sad foran Forbrydelsen, sad en flok tegneserieentusiaster til Tegneserierådets første officielle arrangement siden dets grundlæggelse for et halvt år siden.

Dansk Tegneserieråd er indtil videre noget af en solstrålehistorie. Det blev skabt for at højne viden om tegneserier og styrke formidling og forskning af tegneserier. Dets bestyrelse består af skabere, forlæggere, forskere, bibliotekarer, oversættere, kritikere og boghandlere, og det er faktisk lykkedes at få alle implicerede til at støtte op om organet med stor entusiasme. Der arbejdes på en lang række projekter, som næstformand Carsten Søndergaard fremlagde på salonen, bl.a. en tegneserieskole, et tegneseriemuseum, en hævning af kulturstøtten, og et akademisk fremstød i forbindelse med tegneseriefestivalen komiks.dk 2010.

På Tegneseriesalonen var det kritikere og anmeldere der kom til orde. Der var inviteret en imponerende række tegneseriekritikere til at debattere tegneseriens status. Desværre var der et gevaldigt mandefald grundet sygdom (eller Forbrydelsen?), så hele tre af de syv indbudte kom ikke. Det var noget af et slag, for jeg havde personligt glædet mig ekstremt meget til at høre Jakob ’Troldspejlet’ Stegelmann snakke, og måske få nogle anti-ældningstips, nu hvor man snart bliver 30. Men trods reduceringen var de fire fremmødte absolut også værd at høre på, skal jeg love for!

Panelet bestod af Søren Vinterberg, litteratur- og tegneserieanmelder fra Politiken og desuden oversætter af tegneserier, Henry Sørensen, skribent for det danske tegneserietidsskrift STRIP! og tegneserieskaber, Kristian Lindberg, film- og tegneserieanmelder fra Berlingske Tidende, og endelig Christian Monggaard, film- og tegneserieanmelder fra Information. Hver af gæsterne var blevet bedt om at tage et værk med, som de havde noget af sige om, og hele herligheden blev kyndigt og kækt dirigeret af tegneserieskaber og formanden for Dansk Tegneserieråd, Thomas Thorhauge (der for nyligt udgav den imponerende KOM HJEM).

Vinterberg havde taget den flotte samlede NESTOR BURMA-boks med fra forlaget Faraos Cigarer, tegnet af franskmanden Tardi over Léo Malets hårdkogte knaldromaner. Ikke et nyt værk (fra 1982), men Vinterberg var meget begejstret over disse europæiske albums, som han så også selv har oversat. Især mennesketegningen, som blev sammenlignet med Hergés og Carl Barks’, blev fremhævet som en af de store kvaliteter, og selvfølgelig Tardis evne til at tegne (især våde brosten), som da også er imponerende.

Monggaard ville også have taget Tardi med, men måtte så vælge noget andet og havde derfor den danske tegneserieantologi fra Aben Maler FROM WONDERLAND WITH LOVE med. Han fremhævede især danskernes evne til at bruge tegneserieformen, og tegningerne, som værket her blev et eksempel på, men efterlyste nogle stærkere historier.

Henry Sørensen blev sat lidt på pinebænken af Thorhauge, da han skulle definerer begrebet ’graphic novel’, men slap nu meget godt fra det. Han havde taget et amerikansk værk med, ASTERIOS POLYP af David Mazzucchelli, som har været 15 år undervejs. Mazzucchelli vinkede i 90’erne farvel til en imponerende karriere indenfor mainstreamtegneserier (han illustrerede bl.a. Frank Millers BATMAN YEAR ONE), for at hengive sig til dette projekt. Strukturen er baseret på Homers ODYSEEN, og resultatet er i følge Sørensen (og alle andre) fabelagtigt, og det blev især fremhævet som forfriskende, hvordan værket turde fremstå som et hovedværk.

Kristian Lindberg havde taget nogle mere avantgardistiske og ikke-narrative værker med. Det blev Henrik Rehrs REYKJAVIK og Andrei Molotius’ NAUTILUS, begge abstrakte værker, der, som Lindberg udtrykte det, var ’tegneseriens svar på japansk støjkunst’. Værker, som i følge Lindberg er en blindgyde for mediet, men som det er herligt, at nogle tør udgive.

Efter præsentationerne blev der diskuteret i panelet og taget imod spørgsmål fra publikum. Tegneserier på nettet blev bl.a. vendt, og dem var der generelt ikke stor tiltro til. Der blev snakket om, at det kun er det bedste, der bliver anmeldt, fordi der er så lidt plads, og om hvordan forlæggere (der også var til stede) kunne gøre anmelderens job nemmere. Der blev snakket om, hvad en god anmeldelse er, om den skal formidle eller være indforstået, om man skal være flinkere ved danske anmeldelser og om internettet som rugekasse for skribenter.

Alt i alt var det en glimrende aften i tegneseriens tegn med lovning på flere arrangementer fra Tegneserierådets side, og da jeg bagefter begav mig ud på de våde Tardi-Brosten på Nørrebro, var det som sagt med stor optimisme for tegneseriens fremtid i Danmark. Der er i hvert fald mange gode kræfter, der kæmper for at give den pladsen den fortjener.

Fejring af fremtiden – Fantasticon 2009

Bragt på LitteraturNu

For femte gang arrangerede foreningen Fantastik Fantasticon i weekenden d. 29. og 30. august i Vanløse Kulturhus. Fantasticon er en festival, eller ’convention’, for science fiction, fantasy og horrorlitteratur.

Nogle vil måske gå så vidt som til at kalde det underlødig litteratur, som primært henvender sig til mænd i 20’erne og 30’erne, der klæder sig ud i kostumer og snakker klingonsk. Men her skal man passe på, for selv om deltagerne på Fantasticon ganske vist primært var folk fra selvsamme segment (jeg så ingen udklædninger, men fik både en nøglering og en kuglepen fra den danske Star Trek-fanforening), så kan disse genrer meget mere end blot at underholde mandebørn der bor hjemme i mors kælder. Bevares, der findes naturligvis mængder af bras, men hvis man navigerer omhyggeligt, venter der mange fantastiske oplevelser.

Programmet på Fantasticon var især vægtet mod science fiction, som da også er den mest interessante genre af de tre. De to æresgæster var begge britiske science fiction-forfattere: Charles Stross og Gwyneth Jones, som tilsammen kan fremvise en imponerende række af nomineringer og priser for deres værker. Hvor Gwyneth Jones skriver i den lidt blødere ende af science fiction-spektret (dvs. uden stor fokus på teknologi), skriver Charles Stross hård science fiction, og såkaldte rumoperaer, som er episke fortællinger fra verdensrummet, hvor størrelsesforholdet hedder civilisationer og galakser. Det er vel en naturlig konsekvens at have stort fokus på teknologi, når man har en kandidatgrad i computer science, som Stross har, og desuden er uddannet farmaceut.

Charles Stross blev interviewet af Niels Dalgaard, som har oversat nogle af Stross’ noveller til dansk i samlingen ANTISTOF (Science Fiction Cirklen, 2009). Stross fortalte, at han skriver til folk med en baggrund inden for computere og IT, hvor man før i tiden skrev til ingeniører og fartentusiaster, og hvordan science fiction i fremtiden nok vil blive skrevet af og til biologer.

Stross brød igennem i 2003 med SINGULARITY SKY og har siden produceret omkring 15 titler, som varierer enormt i stil og genre. Han keder sig hurtigt, som han siger, og selv om hans forlæggere gerne så, at han producerede den første succesfulde bog igen og igen, foretrækker Stross at eksperimenterer. Det har blandt andet resulteret i de såkaldte ’Bob Howard – Laundry’ bøger (THE ATROCITY ARHCIVES og THE JENNIFER MORGUE), som formår at blande spionromanen med horrorromanen, inklusiv en humoristisk satirisk tilgang til bureaukrati og ikke mindst rumvæsener hentet fra den amerikanske horrorforfatter H.P. Lovecrafts univers. Stross snakkede også om ideer, han havde med at skrive en blanding af en P.G. Wodehouse- (ham med butleren Jeeves) og en H. P. Lovecraft-horrorroman, som fx kunne hedde ”Scream for Jeeves!”

Alt i alt leverede Fantasticon ’09 mange gode og spændende interviews, oplæg og debatter, og også nogle, der var knap så gode. Der var en tendens til at tale meget indforstået, så os der er knap så velbevandrede blev sat af. Men jeg valgte at tage det som en udfordring, og har nu samlet mig en lang liste med værker, der skal læses til Fantasticon ’10, så jeg kan vise alle de andre, at jeg også kan min science fiction.