Hvor er ordet? – ROSKILDE FESTIVAL 2013

Bragt på LitteraturNu

Hvor går litteraturen og ordene hen på Roskilde Festivalen, når warm-up dagene er slut, og Forfatterskabets scene er lukket og slukket? Som de sidste mange år lever den et skrøbeligt liv blandt musikken, som er – og selvfølgelig skal være – hovedattraktionen.

1039514_10151733658514935_1896094550_o

Henry Rollins på scenen.

I musikken lever ordet, som et instrument blandt mange. Om det er i Kendrick Lamars rap, hvor publikum kender ordene lige så godt som forfatteren, eller i Jehny Beths fra Savages snerrende og simple tekstunivers, udleveret med en suveræn intensitet og nerve. Men litteraturen har også fortsat sit eget hemmelige liv på festivalen, og det kommer til udtryk gennem et par af dens grand old men. Forfatteren og perfomance-kunstneren Claus Beck-Nielsen leverer med sit musikprojekt The Nielsen Sisters intimkoncerter på festivalpladsens Art Zone, torsdag  – søndag. Henry Rollins, forsanger i punkbandet Black Flag, skuespiller og professionel pacifist og kosmopolit, leverer hver dag under festivalen et spoken word set på forskellige scener.

The Nielsen Sisters

Rollins tyvstartede allerede i onsdags, med 1 times spoken word på en scene i campingområdets Street City. Eller spoken word var det vel næppe, mere historiefortælling og røverhistorier fra den 52-åriges interessante liv. Rollins er født til at have en mikrofon i hånden, og da han slutter sit set, fornemmer man, at publikum ville følge ham, hvorhen han vil tage dem. Han er noget så gammeldags som en idealist, som tror på en lysere fremtid (i hvert fald i dette århundrede: ’this is the one!’), og i anden halvdel skiftevis raser han over den ældre amerikanske generations homofobi, misogyni, racisme og verdensignorance, hans egen far bliver repræsentant herfor ’hvis han da ikke er død’ – man fornemmer et nationalt og familiært traume. Men håbet er lyst med initiativer som Roskilde, og med vores, altså publikums, humanistiske, internationale og filantropiske verdenstilgang. Man føler sig unægtelig fedtet for som publikum, på trods af at Rollins gentagne gange benægter det. Det lyder måske nok moraliserende og bedrevidende, men det bliver det utroligt nok aldrig. Der er ingen tvivl om, at Rollins kæmper de godes kamp, og han formår at smitte sine tilhørere med sin idealisme. Spoken word var det dog ikke denne onsdag, men det bliver de fire efterfølgende seancer måske.

Et afsluttende ord skal også siges om Domen, som var rammen om festivalen litteraturscene Forfatterskabet, men også om andre arrangementer. Bl.a. den nye spændende medievirksomhed Zetland, som både udgiver såkaldte ’singler’ – længere journalistiske artikler, man læser på skærmen eller sin e-reader (bl.a. KUPPET, om danmarkshistoriens største kup) – og som derudover samler forskellige historier til deres ’live-magasin’. Det var det, de lukkede Domen med onsdag aften. Her blev det perfomative og ordet ført sammen i den skønneste forening. LitteraturNu’s udsendte nåede desværre ikke hele programmet, men nåede trods alt at opleve en antropologisk udredelse om dansen og dens sociale spilleregler gennem historien. Det hele blev ledsaget, og det var det virkelige es, af et dygtigt og flot dansende par. Vi oplevede også, som en slags intermezzo blandt indslagene, en båndet oplæsning af guitarriffets historie, selvfølgelig eksemplificeret af et liveband, som utrolig dygtigt og til publikums store begejstring, leverede riffs fra Black Sabbath, Nirvana mm. Det hele sluttede i en gåsehudsfremkaldende seance om sangens gavnlige virkning, der kulminerede med en yderst ambitiøs, flerstemmig fællessang af Thøger Larsens DANMARK, NU BLUNDER DEN LYSE NAT, hvis sidste strofer er som skrevet til festivalen:

– Byger, som går og kommer/Det er den danske sommer

En mere herlig forening af tekst og performance er svær at forestille sig, og man må ærgre sig over, at man missede Anders Haahr Rasmussen fortælle om parforhold (vist?) og Lau Korsgaard fortæller om spil og leg. Jo, ordet lever stadig på Roskilde Festival.

Gult. Flydende. Omringet. – ROSKILDE FESTIVAL 2013

Bragt på LitteraturNu

I et fjernt hjørne af campingområdet ligger Domen i Dream City. Med sine store sekskantede vinduer, gør den halvkugle-formede Dome et godt væsen af sig på Dyrskuepladsen. Mindre iøjnefaldende er Forfatterskabet, som navnet på Roskilde Festivalens litteraturniche i warm-up dagene hedder.

Bag Forfatterskabet står forlagene Gyldendal og Rosinante & Co, og programmet, som løber mandag til torsdag, er mere hemmeligt end musikprogrammet. I hvert fald annonceres det først en uge før festivalen, ligesom det ikke er omtalt i det trykte program, man får udleveret, når man får sit armbånd. Sådan var det desværre også sidste år, og året før, i 2011, da scenen havde sin debut.

I det hele taget er der lidt rygmarvsrefleks over programmet, som ligner sig selv. Morten Søndergaard spiller på kaoss pads – tjek, Jens Blendstrup er sjov og charmerende – tjek, Mette Moestrups og Miriam Karpantchofs sure/sjove femiband She’s A Show – tjek. Lars Bukdahl præsentere igen unge digtere fra HVEDEKORN, men det er jo sådan set godt nok, når det (primært) er nye digtere.

Domen hvor Forfatterskabet holder til.

Onsdag den 3. juli er vejret ikke med Festivalen. Det er koldt, og det småregner og blæser. Selvom Domens sekskantede vinduer er betrukket med gennemsigtigt plast (og under oplæsningerne endda repareres med en larmende hæftepistol), piber en kold vind gennem rummet. Der er i det hele taget noget ugæstfrit over lokalet, som med sine hårde trækasser som siddepladser ikke indbyder til, at man bliver hængende i mange timer og fordyber sig i dagens litteraturprogram.

Der er dog et godt fremmøde til dagens første programpunkt, som også er noget nyt i år – DR’s UNG KUNST. Projektet er blevet til i et samarbejde mellem DR og redaktører på Gyldendal og Rosinante, som har udvalgt 12 forfattere, der mandag til onsdag får æren af at åbne Forfatterskabets scene på Roskilde Festival. Dagen starter hårdt ud med Victor Boy Lindholm, som ud over at være UNG KUNSTNER, også har haft tekster i SLAGTRYK og har fået digtet JUSTIN udgivet digitalt på Weltscherz.

Victor Boy Lindholm.

Lindholms tekst er UNG og drejer sig tematisk om en medificeret og substansløs ungdomsidentitet, hvor man ’vækker sin MacBook’, før man vækker personen ved siden af sig i sengen. Livet er soundtrack, og man hører stemmer som en Spotify-playliste. Man vågner og føler sig som en nuttet GIF-fil, man tænker på Kanye West, har et Instagram-projekt i Netto, sætter hashtags på livet og føler sig ok. Det er sjovt og fyldt med buzzwords, Lindholm har sin egen stemme og kommer godt ud over scenekanten i sin oplæsning.

Karoline Ude læser som den næste hurtigt et par digte op, som man næsten ikke når at komme ind i, før det er slut, og Karoline Hvingelby slutter UNG KUNST-segmentet af. Hvingelbys prosa tager udgangspunkt i nogle relationer, kæresteforhold fornemmer mand. Først har den kvindelige fortæller knækket en tand og må til vagttandlægen, tandlægen siger upassende, at den lattergas hun får, også kan bruges som afrodisiac. I næste tekst af fortællerinden har parret lånt en onkels bil og vil egentlig til Jylland eller Tyskland, men den gamle Toyota holder kun til en tur i Zoologisk Have. Her opstår akavede øjeblikke, kæresten har taget en pose nødder med, som han fodrer aberne med.

– ’Du må ikke fodre dyrene’, siger hun og peger på et skilt ved siden af buret, der siger det samme. ’Posen er alligevel også tom nu’, siger han, og tømmer resten af posen i hånden og kaster håndfulden ind til den lille abe (citeret efter hukommelse).

Jakob Slebsager Nielsen.

Efter UNG KUNST tager Bukdahl og Hvedekorn over. Bukdahl indleder dansen med at læse en tjekkisk digter op fra et temanummer om Tjekkiet fra 1966. Derefter starter Jakob Slebsager Nielsen, som også læste op sidste år, sin oplæsning. Nielsen har en god, rolig fremførsel. Hans digte har noget uudgrundeligt ensomt over sig, et måltid der smager af ensomhed, en overhalende cyklist man tror er en gammel ven, men aldrig er det, trangen til at for tidligt ville ’hjem og forstå’ efter at have været ’ude at opleve’.  Der er nogle fine ting, i et univers der er lige lovligt selvsmagende

– Har det lidt som blommen i et æg. Gult. Flydende. Omringet.

Caspar Erik Christensens digte har et slægtskab med Victor Boy Lindholms mediedigte, drejet over mod det mere nørdede og isolerede fremfor det sociale. Her kan man tilbringe hele dagen med at kigge ind i et webcam, ønske at man var en post-cyborg eller meditere over kloningsproblematikken i ALIENS 4: RESURRECTION. Diktionen er manieret og skælvende, og det passer godt til universet.

Det ville overraske hvis Signe Gjessing, som afslutter HVEDEKORN-segmentet, har en Facebook-profil. Hendes digtunivers er mere klassisk og abstraktionsniveuaet er højt, sfæriske og følende forbindelser skabes, og Jordkloden efterlades langt bagude. Det er svært at følge med i, når koncentrationsniveauet trues, som det gør på en festival.

Ord og musik ved Morten Søndergaard og Rasmus Halling Nielsen.

Jonathan Safran Foer & Jeffrey Eugenides LOUISIANA LITERATURE 2012 – lørdag

Bragt på LitteraturNu

Det var et imponerende program, den spæde litteraturfestival Louisiana Literature lagde for dagen den forgangne weekend. Som altid i de smukke rammer i Humlebæk med Øresund i baggrunden.

Patti Smith, Jonathan Safran Foer, Nicole Krauss og Jeffrey Eugenides var de store trækplastre, men hele programmet var præget af enorm litterær kvalitet. Det var da også en utrolig succesful festival og vel nok den mest besøgte udgave, siden de startede i 2010. Det gjorde desværre også, at der var en sand horde af gæster, der havde valgt at tage til Nordsjælland, og desværre ødelagde de konstante køer oplevelsen ikke så lidt.

Jeg ankom med en kollega lørdag formiddag for at fange et glimt af Patti Smith i samtale med Henning Mankell, inden hun fløj videre. Det foregik ved parkscenen, som trods lidt småregn fungerede glimrende. Her var luft og plads og ikke mindst det fantastiske hav som bagtæppe. Desværre og uforståeligt blev denne samtale det eneste arrangement, der foregik ved parkscenen. Resten af dagen – foruden nogle lydperfomances – foregik i de mindre scener inde på museet.

Og her var ganske enkelt for mange mennesker. En lang kø til koncertsalen slangede sig igennem museets trange passager, og langt størstedelen af de fremmødte måtte gå forgæves til en samtale med Foer og Eugenides. Os der ikke var kommet tidligt nok, måtte derfor trække ud i haven og se samtalen på en ’storskærm’. Storskærmen var imidlertid i virkeligheden et ikke voldsomt stort lærred med en bagprojekter, som ikke klarede sollyset særlig godt. Og behøver jeg nævne, at der også var kø her? Til gengæld var lyden så høj, at jeg måtte isætte ørepropper for ikke at forværre min tinnitus.

Ja, de praktiske forhold var ikke helt i orden, og det ødelagde desværre også lysten til at gå på opdagelse i arrangementerne. Man blev nødt til at gå målrettet efter de arrangementer, man på forhånd havde udset sig. Der er ikke andet tilbage end at håbe, at de praktiske forhold bliver tilpasset til næste års festival, for hvor er det dejligt, at så mange mennesker har lyst til at fejre og dyrke litteraturen.

Foer & Eugenides
Samtalen mellem Jonathan Safran Foer (ALT BLIVER OPLYST, EKSTREMT HØJT OG UTROLIGT TÆT, OM AT SPISE DYR) og Jeffrey Eugenides (JOMFRUSELVMORDENE, MIDDLESEX, BRYLLUPSINTRIGEN) bliver med hård hånd modereret af journalisten Martin Krasnik fra Weekendavisen. Krasnik skriver ofte om amerikanske forhold og kan da også hive et underholdende Philip Roth-citat op af hatten: ”at være forfatter er at være angst, ensom og nervøs”. Hans spørgsmål er imidlertid ikke super interessante og han virker ikke specielt velbevandret eller entusiastisk omkring de to forfatteres værker. Det til trods får de to forfattere ofte vendt spørgsmålene i en interessant retning. Eugenides mere end Foer, som virker lidt muggen over situationen/spørgsmålene eller hvad ved jeg og svarer ganske kort og brysk på Krasniks spørgsmål.

Krasnik prøver at tegne nogle tendenser omkring de to forfatterskaber. ”I skriver om familier,” siger han. Det synes Foer ikke. ”I er postironiske forfattere?” Der findes ikke nogen ironiske forfattere, svarer Foer, at skrive er en grundlæggende oprigtig handling, mener han. Her går Eugenides ham dog imod, han klassificerer gerne sig selv som postironisk forfatter, modsat de ironiserende postmodernister (Thomas Pynchon, Don DeLillo m.fl). Eugenides mener, at ironi nogle gange er den eneste måde at udtrykke sig om livet på, og det var især Vietnamkrigen og USA’s statustab, der nødvendiggjorde den retning. I dag er der en tendens til mere dybfølte og inderlige forfattere, foruden de to nærværende, tælles også Jonathan Franzen og afdøde David Foster Wallace. Det skriver Tore Rye Andersen også om i sin bog om den amerikanske roman.

Krasnik spørger ind til de tos litterære vækkelse. Foer fik sin med Italo Calvinos DE USYNLIGE BYER. De er begge enige om de russiske realisters fortræffeligheder og i særdeleshed ANNA KARENINA, som er fantastisk på grund af sine karakterer. Foer forklarer, at for at skrive naturalistisk, bliver man nødt til at afvige fra virkeligheden. En ting repræsenterer ikke nødvendigvis sig selv bedst. Man må bruge en umulig stemme for at komme til hjertet af historien uddyber Eugenides.

Krasnik spørger, om det er svært at skrive som en kvinde, henvendt til Eugenides. ”Det er ikke svært,” svarer han, ”jeg tænker på mine karakterer som persontyper, ikke nødvendigvis som kønsvæsener”. Det er sværere at skrive om afro-amerikanere, bryder Foer ind. Eugenides eneste problem med at skrive om kvinder er, at han skal sætte sig ind i ting, han ikke kender noget til, som fx urinvejsinfektioner. Men det klarer han på biblioteket.

En fantastisk roman er mere interessant end livet, slutter Eugenides samtalen. Og man har bagefter stor lyst til at fortære både de to amerikaneres romaner (igen) og al den skønne litteratur, der er blevet namedroppet. Litteraturen fortjener bestemt fejring.

Tilbage til start – Bret Easton Ellis IMPERIAL BEDROOMS

Bragt på LitteraturNu

Den kontroversielle forfatters nye bog udkommer på dansk i dag. International forfatterscene arrangerede i den forbindelse et interview med ham i Diamanten i København. LitteraturNu’s udsendte var til stede og har læst bogen.

Det startede lidt som en af Bret Eastons Ellis’ meta-lege. Pludselig var vi tre mennesker der alle havde billet til plads H 19, men hvem var den rigtige ejer af plads H 19? Det kunne ingen svare på. Ikke engang den unge head-set beklædte medarbejder, der dog heldigvis viftede de to andre væk og lod mig sidde, og der var grund til at holde fast i sit sæde mandag aften i Dronningesalen, Den Sorte Diamant, København, for der var fulde huse til aftenens interview med den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis.

Amerikansk litteraturs ’enfant terrible’ som han kaldes med flosklernes floskel. Lidt over kl. 20 træder en velklædt Bret Easton Ellis ind på scenen, iklædt en sort Armani blazer, grøn Paul Smith trøje, CK Jeans, sorte Gucci loafers og sorte hornbriller fra D&G. I løbet af interviewet kommer en iPhone 4 frem, der bliver taget fotos af ’the Danes’ til vennerne hjemme i LA og til Twitterfeedet.

Ellis har været på tour i fem måneder, og har kun ti dage tilbage. Han kommer lige fra Tyskland, hvor de, som han siger, ’fuckede med ham’. Han vil først ikke klage, ’man græder ikke over en bogtour’, men så kommer der alligevel en anekdote fra Frankfurt, hvor han blev miked og maked up og proppet i et kongrescenter sammen med Ken Follet og Günter Grass. Til sidst var han så sulten, at han måtte bede om pommes frites af forbipasserende, som så madede ham, mens de grinte og tog fotos af ham.

Efter flere humoristiske ekskurser af samme karakter lykkedes det moderatoren, Politikens Stéphanie Surrugue, at få Ellis ind på hans seneste roman IMPERIAL BEDROOMS – som udkommer på dansk i dag. Bogen er baseret på Ellis’ personlige oplevelser i Hollywood. Her var han med til at caste til filmen THE INFORMERS, skrevet over Ellis’ novellesamling af samme navn fra 1994. I forbindelse med castingprocessen blev han forbløffet over, hvor meget sex der var til rådighed for ham. Bogen følger de samme personer fra Ellis’ debutroman fra 1985 UNDER NUL (som også genudgives i dag, desværre skæmmet af en ganske horribel oversættelse), 25 år senere.

Hovedpersonen hedder igen Clay. I 1985 var han hjemme på juleferie i LA fra sit college på østkysten. I apatisk zombielignende tilstand svævede han igennem LA’s landskab med blodet løbende ud af næsen. Bogen ramte direkte ned i tidsånden og blev hyldet som et skarpt generationsportræt. Den blev en sensation, ikke mindst fordi Ellis var 21 år, da han skrev den. Den blev også filmatiseret, dog blev den klippet sammen til en misforstået overmoraliserende version, hvis største og eneste lyspunkt var Robert Downey Jr.’s rolle som den prostituerede Julian, Clays ven.

Ellis laver et fornemt trick i IMPERIAL BEDROOMS. Han starter bogen således

– De havde lavet en film om os. Filmen var baseret på en bog skrevet af en vi kendte. Bogen var en simpel historie om fire uger i den by vi var vokset op i, og for det meste gav den et korrekt billede. Den var defineret som roman, men kun nogle få detaljer var blevet ændret og heller ikke vores navne var ændret, og der var ikke noget i den som ikke var sket.

Sådan stempler Ellis UNDER NUL til en (delvis) fiktiv bog, skrevet af en jaloux ’forfatter’ (dvs. Bret Easton Ellis), der hang i periferien af kredsen. IMPERIAL BEDROOMS bliver så Clays mulighed for at gøre rent bord, og vise at han faktisk er en ok fyr. Bogen løfter sig derved op til den narrative førsteplads og ’den virkelige historie’. Det er samme leg med virkelighed og fiktion, Ellis udøvede i hans forrige roman LUNAR PARK, hvor hovedpersonen er den succesfulde forfatter Bret Easton Ellis. Det er en glimrende start, men ligesom i LUNAR PARK taber konceptet hurtigt momentum.

Det mislykkes selvfølgelig spektakulært for Clay at rette op på sit image. Han er knap så apatisk, bevares, og han er vist også holdt op med coken, til gengæld deltager han nu selv aktivt i torturagtige sexseancer med unge piger og drenge, hvor han før nøjedes med at kigge på.

Modsat i UNDER NUL er der en form for narrativ i IMPERIAL BEDROOMS. Som Ellis selv oplevede, er Clay også involveret i en casting til filmen The Listeners. Dette bringer ham i kontakt med en ung og smuk, men fuldstændig talentløs, skuespillerinde – Rain Turner. Ved at holde hende hen med vage løfter om en rolle i filmen lykkedes det Clay at indlede et stærkt seksuelt forhold med hende. Pludselig dukker Clays gamle ven Julian op i kulissen, tilsyneladende er det ham, der har pudset Rain på Clay. Der er også en mystisk bil, der følger Clay, mystiske SMS’er og et spøgelse i bedste Stephen King-stil, som vi også så det i LUNAR PARK.

Det noir-agtige plot er, som hos forbilledet Raymond Chandler, mere en undskyldning for at lave et stemnings- og karakterportræt, end et egentligt spændingsplot. Dette portræt synes at sige, at filmfolk i LA udnytter deres position til at få sex med hungrende unge skuespillere, og at de i det hele taget er nogle enorme assholes – surprise!

Der er masser af ubehagelige scener i IMPERIAL BEDROOMS, og også kontroversielle voldsscener, som gjorde AMERICAN PSYCHO så berygtet. Volden falder dog ikke fra hovedpersonens hånd, men som gnidrede youtube-videoer, Clay ser på sin iPhone 4. De er alle skildret i den karakteristiske neutrale og minimalistisk tone, som alle dage har været Ellis’ varemærke. Hos mig vækker de dog ikke andet end træt afsky. Ellis spytter dem mekanisk ud uden overvejelse og uden grund.

Tilbage i Diamanten begynder Ellis at krympe sig og vride sig i stolen, når spørgsmålene falder på IMPERIAL BEDROOMS. Han virker ikke særlig bevidst om, hvad han har forsøgt at udtrykke. Han afleder og laver flere jokes, komplimenterer Stéphanie Surrugues smil. Hele salen holder med ham, og det gør jeg også. Lige så afstumpet, som hans karakter er, ligeså menneskelig virker Bret Easton Ellis. IMPERIAL BEDROOMS er desværre bare lige så tom og meningsløs som den verden, den skildrer.

Tegneseriesalon på Literaturhaus

Dansk Tegneserieråd stod bag søndagens ’Tegneseriesalon’, i hvad der forhåbentligt kun er begyndelsen på en række arrangementer med tegneserien i centrum.

Det var med stor optimisme, at jeg sent søndag aften forlod Tegneseriesalonen på Literaturhaus. Mens størstedelen af Danmark sad foran Forbrydelsen, sad en flok tegneserieentusiaster til Tegneserierådets første officielle arrangement siden dets grundlæggelse for et halvt år siden.

Dansk Tegneserieråd er indtil videre noget af en solstrålehistorie. Det blev skabt for at højne viden om tegneserier og styrke formidling og forskning af tegneserier. Dets bestyrelse består af skabere, forlæggere, forskere, bibliotekarer, oversættere, kritikere og boghandlere, og det er faktisk lykkedes at få alle implicerede til at støtte op om organet med stor entusiasme. Der arbejdes på en lang række projekter, som næstformand Carsten Søndergaard fremlagde på salonen, bl.a. en tegneserieskole, et tegneseriemuseum, en hævning af kulturstøtten, og et akademisk fremstød i forbindelse med tegneseriefestivalen komiks.dk 2010.

På Tegneseriesalonen var det kritikere og anmeldere der kom til orde. Der var inviteret en imponerende række tegneseriekritikere til at debattere tegneseriens status. Desværre var der et gevaldigt mandefald grundet sygdom (eller Forbrydelsen?), så hele tre af de syv indbudte kom ikke. Det var noget af et slag, for jeg havde personligt glædet mig ekstremt meget til at høre Jakob ’Troldspejlet’ Stegelmann snakke, og måske få nogle anti-ældningstips, nu hvor man snart bliver 30. Men trods reduceringen var de fire fremmødte absolut også værd at høre på, skal jeg love for!

Panelet bestod af Søren Vinterberg, litteratur- og tegneserieanmelder fra Politiken og desuden oversætter af tegneserier, Henry Sørensen, skribent for det danske tegneserietidsskrift STRIP! og tegneserieskaber, Kristian Lindberg, film- og tegneserieanmelder fra Berlingske Tidende, og endelig Christian Monggaard, film- og tegneserieanmelder fra Information. Hver af gæsterne var blevet bedt om at tage et værk med, som de havde noget af sige om, og hele herligheden blev kyndigt og kækt dirigeret af tegneserieskaber og formanden for Dansk Tegneserieråd, Thomas Thorhauge (der for nyligt udgav den imponerende KOM HJEM).

Vinterberg havde taget den flotte samlede NESTOR BURMA-boks med fra forlaget Faraos Cigarer, tegnet af franskmanden Tardi over Léo Malets hårdkogte knaldromaner. Ikke et nyt værk (fra 1982), men Vinterberg var meget begejstret over disse europæiske albums, som han så også selv har oversat. Især mennesketegningen, som blev sammenlignet med Hergés og Carl Barks’, blev fremhævet som en af de store kvaliteter, og selvfølgelig Tardis evne til at tegne (især våde brosten), som da også er imponerende.

Monggaard ville også have taget Tardi med, men måtte så vælge noget andet og havde derfor den danske tegneserieantologi fra Aben Maler FROM WONDERLAND WITH LOVE med. Han fremhævede især danskernes evne til at bruge tegneserieformen, og tegningerne, som værket her blev et eksempel på, men efterlyste nogle stærkere historier.

Henry Sørensen blev sat lidt på pinebænken af Thorhauge, da han skulle definerer begrebet ’graphic novel’, men slap nu meget godt fra det. Han havde taget et amerikansk værk med, ASTERIOS POLYP af David Mazzucchelli, som har været 15 år undervejs. Mazzucchelli vinkede i 90’erne farvel til en imponerende karriere indenfor mainstreamtegneserier (han illustrerede bl.a. Frank Millers BATMAN YEAR ONE), for at hengive sig til dette projekt. Strukturen er baseret på Homers ODYSEEN, og resultatet er i følge Sørensen (og alle andre) fabelagtigt, og det blev især fremhævet som forfriskende, hvordan værket turde fremstå som et hovedværk.

Kristian Lindberg havde taget nogle mere avantgardistiske og ikke-narrative værker med. Det blev Henrik Rehrs REYKJAVIK og Andrei Molotius’ NAUTILUS, begge abstrakte værker, der, som Lindberg udtrykte det, var ’tegneseriens svar på japansk støjkunst’. Værker, som i følge Lindberg er en blindgyde for mediet, men som det er herligt, at nogle tør udgive.

Efter præsentationerne blev der diskuteret i panelet og taget imod spørgsmål fra publikum. Tegneserier på nettet blev bl.a. vendt, og dem var der generelt ikke stor tiltro til. Der blev snakket om, at det kun er det bedste, der bliver anmeldt, fordi der er så lidt plads, og om hvordan forlæggere (der også var til stede) kunne gøre anmelderens job nemmere. Der blev snakket om, hvad en god anmeldelse er, om den skal formidle eller være indforstået, om man skal være flinkere ved danske anmeldelser og om internettet som rugekasse for skribenter.

Alt i alt var det en glimrende aften i tegneseriens tegn med lovning på flere arrangementer fra Tegneserierådets side, og da jeg bagefter begav mig ud på de våde Tardi-Brosten på Nørrebro, var det som sagt med stor optimisme for tegneseriens fremtid i Danmark. Der er i hvert fald mange gode kræfter, der kæmper for at give den pladsen den fortjener.

Fejring af fremtiden – Fantasticon 2009

Bragt på LitteraturNu

For femte gang arrangerede foreningen Fantastik Fantasticon i weekenden d. 29. og 30. august i Vanløse Kulturhus. Fantasticon er en festival, eller ’convention’, for science fiction, fantasy og horrorlitteratur.

Nogle vil måske gå så vidt som til at kalde det underlødig litteratur, som primært henvender sig til mænd i 20’erne og 30’erne, der klæder sig ud i kostumer og snakker klingonsk. Men her skal man passe på, for selv om deltagerne på Fantasticon ganske vist primært var folk fra selvsamme segment (jeg så ingen udklædninger, men fik både en nøglering og en kuglepen fra den danske Star Trek-fanforening), så kan disse genrer meget mere end blot at underholde mandebørn der bor hjemme i mors kælder. Bevares, der findes naturligvis mængder af bras, men hvis man navigerer omhyggeligt, venter der mange fantastiske oplevelser.

Programmet på Fantasticon var især vægtet mod science fiction, som da også er den mest interessante genre af de tre. De to æresgæster var begge britiske science fiction-forfattere: Charles Stross og Gwyneth Jones, som tilsammen kan fremvise en imponerende række af nomineringer og priser for deres værker. Hvor Gwyneth Jones skriver i den lidt blødere ende af science fiction-spektret (dvs. uden stor fokus på teknologi), skriver Charles Stross hård science fiction, og såkaldte rumoperaer, som er episke fortællinger fra verdensrummet, hvor størrelsesforholdet hedder civilisationer og galakser. Det er vel en naturlig konsekvens at have stort fokus på teknologi, når man har en kandidatgrad i computer science, som Stross har, og desuden er uddannet farmaceut.

Charles Stross blev interviewet af Niels Dalgaard, som har oversat nogle af Stross’ noveller til dansk i samlingen ANTISTOF (Science Fiction Cirklen, 2009). Stross fortalte, at han skriver til folk med en baggrund inden for computere og IT, hvor man før i tiden skrev til ingeniører og fartentusiaster, og hvordan science fiction i fremtiden nok vil blive skrevet af og til biologer.

Stross brød igennem i 2003 med SINGULARITY SKY og har siden produceret omkring 15 titler, som varierer enormt i stil og genre. Han keder sig hurtigt, som han siger, og selv om hans forlæggere gerne så, at han producerede den første succesfulde bog igen og igen, foretrækker Stross at eksperimenterer. Det har blandt andet resulteret i de såkaldte ’Bob Howard – Laundry’ bøger (THE ATROCITY ARHCIVES og THE JENNIFER MORGUE), som formår at blande spionromanen med horrorromanen, inklusiv en humoristisk satirisk tilgang til bureaukrati og ikke mindst rumvæsener hentet fra den amerikanske horrorforfatter H.P. Lovecrafts univers. Stross snakkede også om ideer, han havde med at skrive en blanding af en P.G. Wodehouse- (ham med butleren Jeeves) og en H. P. Lovecraft-horrorroman, som fx kunne hedde ”Scream for Jeeves!”

Alt i alt leverede Fantasticon ’09 mange gode og spændende interviews, oplæg og debatter, og også nogle, der var knap så gode. Der var en tendens til at tale meget indforstået, så os der er knap så velbevandrede blev sat af. Men jeg valgte at tage det som en udfordring, og har nu samlet mig en lang liste med værker, der skal læses til Fantasticon ’10, så jeg kan vise alle de andre, at jeg også kan min science fiction.