Den bedste film fra år 2007, som for få har set: Sydkoreansk perle tager en uventet og brutal drejning

Bragt i Soundvenue
ARTIKELSERIE: I disse uger anbefaler vores anmeldere film fra 2000 til 2015, som alt for få mennesker har set. Vi er nået til 2007, og Christian Jess Mark anbefaler en koreansk guldalderperle med overrumplende twists og en akut appel til tårekanalerne.

Før 4. november 2005 var sydkoreansk film et lukket obskurt land for mig. Jeg tror faktisk aldrig, jeg havde tænkt på, at Sydkorea lavede andet end elektronik og biler.

Men den novemberdag havde Kim Ki-Duks ’Forår, sommer, efterår, vinter … og forår’ premiere i Danmark. Filmen blev en af de skelsættende filmøjenåbnere, hvor en helt ny filmhorisont åbner sig. Kim Ki-Duk blev min adgangsbillet til sydkoreansk film, og jeg så alle hans tidlige film.

Året efter kom der endnu en sydkoreansk filmåbenbaring med Park Chan-Wooks ’Oldboy’. Sydkoreansk film var inde i en guldalder, og filmene gik deres sejrsgang på festivalerne. Den tredje instruktør jeg opdagede, var Joon-Ho Bong, der brød igennem i vesten med monsterfilmen ’The Host’, men hvis virkelige svendestykke var seriemorder-filmen ’Memories of Murder’ (begge film i øvrigt på Quentin Tarantinos liste over de 20 bedste film siden 1992).

Ki-Duk var sydkoreansk art-house, mens Park og Bong bevægede sig rundt i genrefilmens kulørte univers, hvilket gjorde dem forholdsvis let tilgængelige og en god eksportvare – de er begge blevet absorberet af Hollywood-maskinen med blandet succes. Det fjerde navn som ofte bliver nævnt i sydkoreansk sammenhæng er den tidligere forfatter (og kulturminister!) Lee Chang-Dong.

secret-sunshine-1Chang-Dong laver hverken genrefilm eller art house. Tværtimod kan man kalde ham en sydkoreansk Mike Leigh med hans sans for hverdagsdrama og empatisk karaktertegning, tilsat et godt skud sydkoreansk patos. Han brød for alvor igennem med ’Peppermint Candy’, en temmelig virtuos fortælling om en politimands rejse fra good cop til bad cop, fortalt i glimt over 20 år. Hans seneste film ’Poetry’ fra 2010 fortalte rørende om en ældre kvindes liv med tiltagende Alzheimers, et barnebarn, der bliver involveret i en skandale, og et poesikursus, der bliver hendes store lidenskab.

Lee Chang-Dongs forrige film, ’Secret Sunshine’, er mit valg for den film, for få har set fra 2007 – sammen med en opfordring til at se flere sydkoreanske film.

’Secret Sunshine’ er en film, hvor man ikke sådan kan forudse handlingen, og hvor ens forventninger ofte snydes med stor følelsesmæssig effekt til følge. I første omgang dysses man ind i et prosaisk trummerum, med varm hverdagsdramatik. Kvinden Shin-ae (Jeon Do-Yeon) rejser med sin søn Jun fra hovedstaden Seoul til lillebyen Miryang. Shin-aes mand og Juns far er for nyligt død i et trafikuheld, og efter den tragedie har Shin-ae brug for en ny start, et nyt sted, som samtidig har en forbindelse til manden.

Ankomsten til den lille by byder på den slags småkonflikter, som er typisk, når storbymennesket flytter til lillebyen. Både en varm, nysgerrig velkomst, men også bagtalelse fra de lokale sladdertanter. I centrum blandt de lokale står den godmodige mekaniker Jong Chan, som spilles af Sydkoreas hofskuespiller Song Kang-ho (’Memories of Murder’, ’The Host’, ’Sympathy for Mr. Vengeance’). Jong Chan bliver en stædig bejler til Shin-ae og fungerer både som stalker og beskyttende engel, og hans komiske tilstedeværelse smider igen mudder i genremaskinen. Hans konstante tilstedeværelse, uanset hvor Shin-ae befinder sig, bliver både en velsignelse og en forbandelse for hende.

Efter på den måde at være dysset ind i hverdagslivet i Miryang og forventningen om at se en kvinde genopbygge sit liv, rammer tragedien igen Shin-ae – og dermed også seeren – i en så uventet og brutal drejning, at det er umuligt ikke at knibe en tåre for Shin-aes skæbne.

Det hele serveres i så ’normale’ og ustiliserede billeder med en lidt kedelig farvegradering, at det får en dokumentarisk hyper-realistisk effekt, der gør melodramaet des mere hårdtslående. Efter en kort, nærmest thrilleragtig midte udvikler filmen sig til en eksistentialistisk skildring af tro, løgne og selvindbildning. Shin-ae vender sig mod den lokale kristne vækkelsesbevægelse og finder der et brystværn mod hendes altoverskyggende sorg.

secret-sunshine-2Som genfødt kristen får Shin-ae et nyt holdepunkt midt i tragedien. Religion bliver for Shin-ae den løgn, hun må fortælle sig selv for at eksistere, og løgnen rækker kun akkurat så langt. Ikke mindst når den person, der har forårsaget hende ondt, i et bittert ironisk twist også viser sig at have omfavnet Gud. Det bliver anledning til et voldsomt opbrud med Gud for Shin-ae. Selvom det er en kritisk skildring af religion, er det ikke en unuanceret skildring. Her er ingen nemme arketyper, og den religiøse katarsis velunder man selv som ateistisk publikum Shin-ae for den lindring, den giver hende for hendes sorg.

Jeon Do-Yeon portrættering af Shin-ae gav hende meget velfortjent prisen for bedste skuespillerinde på Cannes-festivalen (den første koreaner, der vandt den). Det er en sublim præstation, hun leverer, og ligesom filmen selv rammer den rent på hele følelsesregistreret. ’Secret Sunshine’ starter med et klip af en blå himmel, der igennem filmen optræder som motiv på de usynlige kræfter, der styrer Shin-aes liv, og hendes idé om en kærlig eller ondskabsfuld gud. Selv da hun forkaster kirken, handler hun stadig ud fra ideen om en gud, som hun nu vil provokere med sine synder.

Til slut bliver det ikke de usynlige og flyvske kræfter, der giver Shin-ae ro i sjælen, men den mudrede jord, som hendes hårlokker falder på, da hun i et mere jordbundent katarsisøjeblik, klipper sit eget hår i baggården. Det er endnu et springende punkt for Shin-aes udvikling – og et smukt, poetisk øjeblik i en fantastisk film.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *