Den stille apokalypse. Interview med Raphael van Lierop.

Bragt i Gameplay Magazine, december 2013

TheLongDark_Gameplaydecember13

The Long Dark er en førstepersons, overlevelsessimulator. Du spiller en pilot der strander i vildmarken efter en global katastrofe. Her skal du passe på dig selv, og de få ressourcer du har til rådighed, og du skal især passe på de andre overlevende du møder.

Der er ingen zombier med i The Long Dark. Den er god nok, jeg har læst materialet igen og igen, og endda spurgt creative director Raphael van Lierop om det kunne passe: ”Det er korrekt. The Long Dark har ikke brug for zombier. Vildmarksoverlevelse er allerede udfordrende nok, oven i det kommer så truslen fra andre overlevende, der ligesom dig er sårbare og udsatte, og konkurrerer om begrænsede ressourcer i et ekstremt ubarmhjertigt miljø. I spillet fokuserer vi på rigtige farer, og den rigtige psykologi bag overlevelse, og det er langt mere interessant end at møde en hjernedød zombie, der vil spise din hjerne.”

Det er klar tale fra Raphael van Lierop. I The Long Dark, er vi er i den post-apokalyptiske vildmark. Apokalypsen i dette tilfælde, er en fuldstændig grilning af alle elektriske kredsløb på Jorden, tilsyneladende som følge af massiv solstråling. Holdet hos canadiske Hinterland, som står bag spillet, præsenterer det selv som et førstepersons, post-katastrofe, overlevelsessimulator i den nordlige vildmark.

Det der slår én, når man kigger på personerne der udgør Hinterland, det stjernespækkede hold, der tilsammen har en kilometerlang referenceliste af gode spiltitler. Raphael van Lierop har fx arbejdet på Dawn of War-serien, Company of Heroes og Far Cry 3. Audio director Dave Chan har lavet lyd på Mass Effect og Neverwinter Nights, Marianne Krawczyk har skrevet på God of War 1-3 og L.A. Noire osv. De stemmeskuespillere der allerede nu er blevet castet, er heller ikke nogen vårharer. Både hr. og fru. Commander Shephard fra Mass Effect-spillene – Mark Meer og Jennifer Hale lægger stemme til.

Mark Meer som hovedrollen William Mackenzie, der flyver med post i vildmarken, indtil katastrofen rammer, og hans fly tvinges ned. Der er allerede en video ude med en tidlig demonstration af spillet. Det grafiske udtryk i The Long Dark er rent, minimalistisk og lidt tegneserieagtigt, men utrolig stemningsfuld og særegent. Det der også slår én i demoen, er at der ikke er nogen hjælpemidler på skærmen, ingen HUD, med kompas, health bar og mini-map osv. Raphael van Lierop forklarer at det er en helt bevidst tilgang: ”Vi er ude på at skabe en meget atmosfærisk førstepersons-oplevelses, og lægge vægt på udforskningselementerne i spillet, derfor vil vi gerne kommunikere så meget som muligt til spilleren, gennem information de selv kan se og høre både fra deres karakter og fra omverdenen. Vi har dog en overlevelses-dagbog, der lader spilleren få adgang til forskellige data”.

Survivalists hedder den gruppe mennesker, der forbereder sig på den store katastrofe ved at bygge bunkere ude i ødemarken, og fylde dem med ris og ammunition. De vil helt sikkert elske The Long Dark, fordi under den pæne grafiske overflade, er en kompliceret, teknisk simulator der holder øje med en lang række data: ”Simulatoren kræver at spillerne er opmærksomme på deres mad- og vandforbrug, kropstemperatur, helbred, vejrlig, vilde dyr, tid på dagen osv.” forklare Raphael van Lierop. Derudover er der viljestyrke, der fungerer som en x-faktor, der kan forstærke en andre evner. Spilteknisk bruges den ved at kigge på et gammelt polaroidbillede af familien (William Mackenzie, eller ens egen, hvis man lyster). Ulempen er, at billedet falmer lidt efter lidt, jo mere det bruges.

Selv om Hinterlands med fed skriver DU BLIVER IKKE EN OVERLEVELSESEKSPERT AF AT SPILLE DETTE SPIL, har de dog rekrutteret en overlevelsesekspert, der skal hjælpe med at oversætte overlevelsesevner til sjove spilmekanismer, Raphael van Lierop forklarer ”Det er typiske overlevelsesevner: førstehjælp, jagt, udformning og reparation af værktøjer, langtidsplanlægning af ressourceforbrug osv. Som simulationsspil vægter vi spilfærdigheder som det højeste, spillerne skal altså investerer i spillet og selv tilegne sig overlevelsesfærdigheder. Men af hensyn til gameplay, kommer der også nogle færdigheder, som spilkarakteren udelukkende har adgang til. Fx til at finde ud af hvilke behandlingsmuligheder der er, hvorefter spilleren skal bruge sine færdigheder til at udføre en specifik førstehjælpshandling”.

Det undrer ikke én, at Hinterland er placeret i Canada, at introfilmen er skudt i en hyggelig bjælkehytte hvor man ser holdet spise ved et langbord, eller at Raphael van Lierop har et stort Bon Iver-fuldskæg. Det virker nemlig som om spillet gør meget ud af at formidle naturens skønhed, ensomhed og farlighed, med billeder af det fantastiske nordlys over de majestætiske bjerge: ”Det er helt sikkert en kæmpe del af oplevelsen” forklarer Raphael van Lierop, ”Vi vil bringe spilleren ind i et medrivende miljø, der tilbyder eftertænksomt udforskningsfokuseret gameplay, mod en baggrund af uforglemmeligt smukke naturoplevelser. Vi vil også understrege vores nuværende ubalance med den naturlige verden, ikke på en prædikende miljørigtig måde, men på den måde, at vi vil undersøge hvad der sker, når vores overafhængighed af teknologi bringer os i knæ. Vi bringer et frisk perspektiv på katastrofeoplevelsen, vi vil undersøge den stille apokalypse”.

Christian Jess Rasmussen

I samme genre

The Last of Us

Naughty Dogs lille mesterværk The Last of Us er det seneste i en lang række af stort lancerede overlevelsesspil i FPS-formen. Zombierne er skiftet ud med svampe-inficerede mennesker, der er mindst lige så rædselsvækkende som deres kødædende brødre. Gameplay-mæssigt, er vi langt fra The Long Darks meget tekniske tilgang til overlevelse, i form af et simulatorspil, men i The Last of Us er der også smukke naturoplevelser, førstehjælp, ressourceplanlægning, årstider, og en enkelt jagtscene.

Fallout

Man kan ikke sige post-apokalyptisk overlevelsesspil, uden også at sige Fallout. Spillet er nærmest blevet synonym med genren, siden det første spil udkom i 1997. Fallout-serien placerer sig genremæssigt som Role-playing game i sin tilgang til overlevelsesgenren. Man er en overlevende efter en verdensødelæggende atomkrig, der skal navigere i en nådeløs amerikansk vildmark, hvor man skal undgå bestrålingssyge og maskingeværssvingende mutanter. Fallouts åndelige ophav er spillet Wasteland, hvis kickstarter-finansierede efterfølger netop nu er på trapperne.

Gods Will Be Watching

Indiegogo er andet site, hvor man få crowdfundet projekter, ligesom Kickstarter. Her er spillet Gods Will Be Watching, der startede som et gratis browser-spil, blevet finansieret til udgivelse i februar 2014. Spillet præsenteres i en herlig retro pixelsuppe, og er en blanding af point-and-click adventure og overlevelsesspil. I spillets fremtidssetting er din seks mand store gruppe, strandet uden kontakt til omverdenen. Der er især fokus på moralske valg, gruppedynamik og ressourcehåndtering. Den gratis version kan stadig spilles på nettet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *