En post-apokalyptisk fetichists bekendelser – Cormac McCarthy VEJEN

Bragt på LitteraturNu

Cormac McCarthy har med VEJEN føjet en Pulitzer til sin allerede imponerende samling af priser, men er en af USA’s mest roste forfattere også en af de mest overvurderede, som nogle påstår? Svaret er både-og.

VEJEN ligger i naturlig forlængelse af Cormac McCarthys (f. 1933) forrige bog, den filmaktuelle IKKE ET LAND FOR GAMLE MÆND (dansk premiere 7. marts). Hvor sidstnævnte beskrev et samfund, der var på vej lige lukt i helvede, er dette helvede med nærværende værk nu blevet en realitet. McCarthy lider igen af et noget stiliseret verdenssyn, der kan være irriterende unuanceret og moraliserende, og at belønne den med en Pulitzer-pris er noget af en overvurdering. Men når det nu er sagt, har bogen virkelig mange kvaliteter at tilbyde den hårdføre læser.

VEJEN handler om verdens tilstand efter en uspecificeret dommedag – atomkrig virker oplagt. Solen er forsvundet bag en sky af sort aske, træerne er døde skeletter, al dyreliv er uddødt, og storbyerne ligger øde hen. I dette golde, trøstesløse landskab finder vi manden og drengen, en far og hans søn, som kæmper sig sydpå for at undslippe sulten og kulden, for ikke at nævne morderiske, kannibalistiske bander som hærger landet iført ringbrynje og spyd, med et ’forråd af sodomitiske seksualpartnere’ i hundehalsbånd på slæb.

Som det fremgår, kammer McCarthys beskrivelser over en gang imellem, og bogens problemer slutter ikke her. Der er en tung bibelsk og moralsk tone i romanen, som ofte bliver en smule kvalm. Vi har menneskets syndefald, dommedagen, og det efterfølgende helvede i form at et nukleart vinterlandskab. Så er der Manden og Drengen, det sidste og det første menneske, der som ’bærere af ilden’ er det eneste håb, i et mørke fyldt med djævle med tænderne ’fulde af trævler af menneskekød’. Det er for meget.

Men på trods af alt det gør VEJEN stadig noget ved én. McCarthys prosa er enkel og smuk, nærmest hemingwaysk, en fornøjelse at læse og en imponerende oversættelsesbedrift. Forholdet mellem manden og drengen er skildret varmt og sympatisk, og man bliver nærmest rørt til tårer på deres vegne, da de finder et lager uskadt dåsemad. Der er også en yderst elegant symbiose mellem sproget og handlingen. Den luftige prosa gør, sammen med de mange korte afsnit, at læsehastigheden ryger helt i vejret, og det er, som om man render ved siden af manden og drengen, jagende ned ad vejen på jagt efter et tørt sted at sove. Det er kort sagt en yderst medrivende og overraskende spændende roman.

Det er med VEJEN tydeligt, at forfatteren er en ældre, og meget konservativ mand som er bange for en moderne verden, han grundlæggende ikke forstår eller bryder sig om. Men selvom man ikke er lige så pessimistisk som McCarthy, formår han alligevel at smitte én med den hjerteknugende frygt og paranoia, der gennemsyrer romanen. Man køber, at nogle folk virkelig vil spise spædbørn, hvis de bliver sultne nok, og det er skrækindjagende og forfærdelig læsning – på godt og ondt. Om man kan lide den eller ej er i høj grad afhængig af, om man har maven til den slags post-apokalyptisk litteratur – jeg personligt er fan.