Ghost in the Shell

4/6

Hvis man kender ’Ghost In the Shell’ i forvejen, er det sandsynligvis fra Mamoru Oshiis skelsættende anime fra 1995, der sammen med ’Blade Runner’ og romanen ’Neuromancer’, for alvor satte cyberpunk på landkortet.

Oshiis kultfilm er baseret på en manga, og siden er flere film og tv-serier kommet til franchisen. Filmen viste for alvor, at tegnefilm også kunne henvende sig til voksne som primærmålgruppe med både erotik, vold og filosofiske og eksistentielle temaer.

Nu har ’Ghost in the Shell’ så fået en storstilet liveaction-genindspilning og en tur i Hollywood-møllen, og hvis man er hardcorefan og forventer en 1:1-opførsel af ens yndlingsscener, bliver man sandsynligvis skuffet over Rupert Sanders film. Hvis man derimod går til den som en selvstændig, visuelt eksplosiv sci-fi-actionfilm, bliver man særdeles godt underholdt. Og så indeholder filmen da også adskillige ikoniske scener, så man som gammel fan føler sig godt taget hånd om, uden at det ender som ren fanservice.

Ghost in the shell 2

Præmissen er nogenlunde den samme som i forlægget: I en nær fremtid i en asiatisk megaby er de fleste mennesker cybernetisk forbedrede fysisk og mentalt, en art teknologisk darwinisme, hvor de, der har råd til de bedste cyberimplantater, overlever.

Alle er også opkoblede til et netværk via stik i nakken, hvilket gør dem sårbare over for hacking og erindringsmanipulation. Cyberhackeren Kuze (en både uhyggelig og sårbar Michael Pitt) dræber den ene forsker efter den anden fra Hanka Corporation, der specialiserer sig i at bygge cyborgs.

En sådan er Major (Scarlett Johansson), den ultimative kombination af menneske og maskine, en menneskehjerne i en robotkrop. Bygget hos selvsamme Hanka Corporation under ledelse af Dr. Oulet (en rørstrømsk og naiv Juliette Binoche) er hun antiterrorkorpsets Section 9’s perfekte soldat. Hun bliver sammen med sin makker Batou (Pilou Asbæk) sat ind i jagten på Kuze. Undervejs opdager hun skræmmende ting om sin egen oprindelse.

Scarlett Johansson spiller rollen som Major med den kølige ikke-menneskelighed, hun anvendte så effektivt i ’Under the Skin’, og over for hende stråler vores egen hårdtpumpede Pilou Asbæk i rollen som Batou. Han kontrasterer hendes fremmedhed og robotfacon med sin varme menneskelighed: Han fodrer herreløse hunde, drikker øl og fisker i bugten. I rollen som Section 9’s chef har vi den japanske kultinstruktør og skuespiller Takeshi Kitano, der med sit sædvanlige tickende stenansigt er enhedens patriarkalske beskytter.

Ghost in the shell 3

Filmen sammenstykker plottet fra forskellige dele af franchisene, både filmene og serien ’Stand Alone Complex’, men følger primært historien fra animeen fra 1995. Samtidig låner den rigeligt fra sci fi-klassikere som ’The Matrix’ (som i sin tid blev inspireret af den originale anime) og især ’Blade Runner’.

Den rudimentære detektivhistorie fungerer til trods for en del klicheer, men er først og fremmest et skelet for effektive actionsekvenser og en visuel overdådighed, der fremmaner et inciterende og nostalgisk cyberpunk-univers. Spændingsmæssigt er filmen velkonstrueret, med små afbræk i actionsekvenserne, der giver karakterer og univers en smule mere kød på.

Fra animeen savner man dog den sømløse vekslen mellem action- og spændingsfilm og filosofisk og eksistentialistisk undersøgelse, der til tider næsten gik over i ren artfilm. Og også Kenji Kawais originale, atmosfæriske score, der er blevet erstattet af et lidt anonymt technoscore af den ellers så dygtige Clint Mansell.

Til gengæld taler det til filmens styrke, at den både kigger bagud og fremad i sin fremtidsvision. Der er en 80’er-90’er-vibe over meget af scenografien, både i våben, kostumer og i biler, der ligner varianter af den klassiske DeLorean fra ’Tilbage til fremtiden’-filmene.

Det giver god mening, når man tænker på, at cyberpunkens velmagtsdage var i 80’erne og 90’erne – og det giver universet en stoflighed, man savner i de mere renskurede og hvidkalkede fremtidsvisioner. Det fungerer glimrende i gadescenerne, mindre godt i skylineklippene, hvor storbyen fremtræder for artificiel og computergenereret, inficeret som den er med tårnhøje reklamehologrammer. Men det er i det hele taget en film, der bærer præg af teknisk overskud, og man mærker Rupert Sanders baggrund i reklamefilmverdenen. Både scenografi og de praktiske og computerskabte effekter er nær ved sublime.

Ghost in the Shell 4

Alt i alt er der meget godt at komme efter i ’Ghost in the Shell’, som har givet afkald på lidt østlig mystik til fordel for vestlig ligefremhed. Hvis man anlægger et lidt bredere perspektiv, kan man nemt harcelere over filmen som en del af en gennemgribende økonomisering af fortiden i den nostalgibølge, der præger så meget af vores kulturstof for tiden, og som primært henvender sig til mænd, der var unge i 80-90’erne.

Helt ovre i Disneys ligegyldige live-actiongenindspilninger er vi dog ikke (et projekt, Ruper Sanders ellers også har været en del af med sin genindspilning af Snehvide). ’Ghost in the Shell’ er ingen ’Skønheden og udyret’, alene af den grund at den nok er ukendt for den brede befolkning. Og man kan roligt blive forført af det visuelle festfyrværkeri og lade sig underholde af en glimrende sci-fi-actionfilm. Uanset om man er fan eller ej.


Kort sagt:
’Ghost in the Shell’ er en yderst underholdende sci-fi-actionfilm i et overbevisende cyberpunk-univers. Liveaction-genindspilningen savner lidt af forlæggets mystik og filosofiske ekskurser, men vinder i den grad på det visuelle, som er en fryd på alle måder. Anbefales til både cyberpunks og alle andre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *