Halloween

Bragt på Soundvenue

3/6

’Halloween’: Imødeset slasher-reboot er lidt for oldschool

den store Hollywood-kalender er der en fed rød cirkel om den 31. oktober 2018. Der er det nemlig 40 år siden, handlingen fandt sted i John Carpenters slasher-klassiker ’Halloween’ fra 1978, der også blev startskuddet for en 19-årig Jamie Lee Curtis’ skuespillerkarriere.

Det er selvfølgelig ikke første gang, franchisen malkes, faktisk er instruktør David Gordon Greens film den 11. i ’Halloween’-universet, og flere af forgængerne var (uheldigvis) også med Jamie Lee Curtis på rollelisten, inklusive 20-års-filmen ’H20’.

I det aktuelle reboot er historien i de ni mellemliggende film retconned væk, og den prøver at rense lidt ud i rækken af dårlige efterfølgere ved udelukkende at tage afsæt i den originale film fra 1978, og hvad der nu sker her 40 år senere.

Laurie Strode (Curtis) er blevet en halvskør gammel bedstemor, der lever isoleret i skoven i bedste prepper-stil i et hus spækket med fælder og våben. Det traumatiske møde med psykopaten Michael Myers som 19-årig babysitter har ensporet hendes liv, så det udelukkende handler om at forberede sig og vente på den endelige konfrontation med morderen, som er indespærret på en mentalinstitution.

Man kan sige mange dårlige ting om den nye ’Halloween’, men historien, der skyder fortællingen i gang, er nu meget sjov. Vi følger to britiske undersøgende journalister, der meget oppe i tiden er ved at lave en podcast om gamle kriminalsager. De besøger Michael på institutionen, hvor han har siddet i fire årtier, og møder også hans nye læge Sartain, der ligesom hedengangne Loomis (Donald Pleasance) er lidt for fascineret af sit subjekt. Med sig har de Michaels gamle ansigtsmaske, der vækker et eller andet i ham.

Dagen før Halloween skal Michael flyttes til en mere sikker institution (lol, dårlig timing). Og hvad klokken så har slået, kan man næsten regne ud, den endelige konfrontation mellem de to traumatiserede sjæle er selvfølgelig uundgåelig – selvom jeg sad og håbede, at filmen ville finde på noget andet. Laurie får chancen for at sige »hvad sagde jeg« til alle skeptikerne, særligt sin fremmedgjorte datter Karen (Judy Greer), som de sociale myndigheder tog fra hende, da de ikke fandt, at et liv med våben- og overlevelsestræning var en gunstig barndom for en lille pige. Lauries prepper-hus kommer selvfølgelig i spil, om end den store plan er grinagtigt ringe udtænkt.

Michael Myers i ‘Halloween’

Gysergenren har i dag bevæget sig i en ny fascinerende retning med film som ’The Witch’, ’It Follows’, ’Get Out’ og ’Hereditary’. Man skal ikke forvente, at ’Halloween’ er en af den slags film. Den er en old school slasher-film tilsat en vis moderne genrebevidsthed og et par ret sjove dialog-scener, der falder lidt udenfor. Det handler primært om teenagere, der myrdes én efter én af den altid stille kæmpe Michael Myers. Og Gordon Green gør ikke noget forsøg på at forklare Michaels handlinger, hvilket er en stor fordel for filmen. Som figur er han da også oppe i de kanoniske gyserrækker med Leatherface, Jason og Freddy Krueger.

’Halloween’ formår et stykke hen ad vejen at kopiere Carpenters oplæg (komplet med et opdateret score fra Carpenter og søn), men der mangler desværre spænding i mange af mordscenerne, som udspiller sig på forudsigelig vis. Man må også tåle en række fladpandede dialoger og forbløffende underlige handlinger som det føromtalte, yderst ringe klimatiske møde mellem Laurie og Michael, der tangerer ren fan-service.

Hvis man elsker originalen og 80’er slasherfilm i det hele taget, vil ’Halloween’ sikkert ramme en nostalgisk nerve. Og filmen er måske også god nok til at være en højtidsfilm, man fordøjer med store mængder popcorn for derefter hurtigt at glemme igen. Har man højere forventninger til gysergenren, bør man kigge andre steder hen.