”Hvem har en historie til mig i dag?” – Interview med Jaime Hernandez

Bragt på Nummer9

Jaime Hernandez var én af hovedgæsterne på Copenhagen Comics, hvor Nummer 9 fangede pioneren til en sludder om “Love & Rockets” og om at være nært knyttet til sine figurer.

Da Jaime Hernandez selvpublicerede første nummer af tegneseriehæftet Love & Rocketssammen med brødrene Gilbert og Mario tilbage i 1981, var det begyndelsen på noget helt nyt. Seriens succés blev startskuddet til en decideret “indie-scene” i USA, hvor superhelteforlagene DC og Marvel på dét tidspunkt dominerede seriemarkedet totalt, og i dag er den en amerikansk kulturinstitution.

I de godt tredive år siden Love & Rockets #1 – fraregnet et lille afbræk fra 1996 til 2001 – har Jaime vævet en vidtrækkende soap-fortælling om uheldige, men usænkelige Maggie, kække og punkede Hopey og Hernandez’ eget alter ego, Ray. Et rørende og vittigt hverdagsdrama om søgende unge mennesker, der bliver til søgende voksne mennesker – med alt, hvad dertil hører af tvivl om livet, jobbet, seksualiteten og mere til.

Serieskaberen med den elegante streg var ét af hovednavnene på Copenhagen Comics 2013, og hans 80’er og 90’er-historier fra Love & Rockets udkommer netop nu i samlinger fra Aben maler, seneste “Har du set mig?”, opfølgeren til forrige års “Speedy Ortiz dør”. Nummer 9 fangede Hernandez til en lang snak om sit livsværk, hvordan det bliver til, og om tegneserier i al almindelighed.

Vil du kort fortælle de danske læsere, hvordan Love & Rockets startede tilbage i 1981?

– Jeg har fire brødre og en søster, og som børn tegnede vi alle vores egne tegneserier. Da vi blev teenagere, var det kun mig og min bror Gilbert, der stadig gjorde det. Vi lærte os selv at tegne med blæk, og vi tegnede historierne for os selv, og håbede at finde en lille udgiver. Det var lige meget, om vi fik penge for det.

– På dét tidspunkt var der ingen alternative tegneserier i USA, intet! I de tidlige 80’ere var der Art Spiegelmans antologiserie RAW og Robert Crumbs ditto Weirdo, alt andet var DC Comics og Marvel. Så der var et slags tomrum, som vi kom til at udfylde. Det var i virkeligheden utroligt heldigt med timingen, jeg er ikke sikker på, at vi havde klaret den, hvis vi var udkommet 3-5 år før vi gjorde.

– En dag kom vores ældste bror Mario, som havde kone og børn, forbi vores mors hus, hvor vi stadig boede, fordi vi var unge og dumme punk-rockere. Han så vores tegneserier og udbrød: ”Har I gjort det her hele tiden, lad os lave vores egen tegneserie!” Ok, sagde vi, og så gik vi rundt til forskellige trykkere i San Diego, hvor vi boede. Den første afslog at trykke vores tegneserie, fordi han ikke ville trykke pornografi, ha! Endelig fandt vi en lille trykker, og vi kaldte bladet Love & Rockets – Gilberts forslag – og hæftede det sammen. Men vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre med det, for vi kendte ikke noget til tegneseriebranchen. Til gengæld var vi selvsikre og vidste, vi havde noget godt.

– Så sendte Gilbert et eksemplar til The Comics Journal (tidsskrift med kritik af tegneserier udgivet af forlaget Fantagraphics, red.). Vi håbede, at de ville anmelde det, og var klar på, at de sikkert hadede det! Men vi ville bare have noget omtale. En måned senere ringede Gary Groth fra Fantagraphics og spurgte, om de måtte trykke det. Og vi trykte Love & Rockets #1 hos Fantagraphics, og det har vi fortsat med at gøre i 31 år.

"Love & Rockets" 1 - nu på Fantagraphics

Fortæl os lidt om karakterne og det første blad …

– Jeg havde karaktererne siden starten af high school, især Maggie. Da mit liv begyndte at forandre sig, og jeg kom ind i hele scenen omkring punk-rock, begyndte hun også at forandre sig – hendes hår blev kortere, og hun fik en anden tøjstil. Så skabte jeg Hopey som hendes sidekick. Jeg vidste, at de ville være meget tætte, men jeg vidste ikke, at de ville blive romantisk involverede. Det skete ligesom bare.

– Mens jeg tegnede en historie om dinosaurer, science fiction og raketter (i det første blad er Maggie en “pro-solar mekaniker” i et science fiction-univers, red.), tegnede jeg ting, der skete derhjemme, ting fra det rigtige liv. Det fik jeg lyst til at tegne mere af, det var mere interessant for mig. Som science fiction-tegneserie var Love & Rockets bare ligesom enhver anden science fiction-tegneserie, men når jeg placerede mine karakterer i den virkelige verden, virkede det, som om jeg satte mere på spil og tegnede noget mere personligt.

"Love & Rockets" 01 - volume 2

Har du planlagt at følge Maggie og Hopey helt til enden?

– Helt sikkert, jeg kan sagtens forestille mig Maggie som meget gammel. Jeg er ikke så sikker på Hopey, hun er mere et mysterium, og det kan jeg egentlig meget godt lide. Hun er altid en udfordring af skrive.

Fra "New Stories" 4Love & Rockets: New Stories er hun ikke rigtig dukket op endnu, vi har kun set Maggie snakke med hende i telefonen.

– Ja, de er bedste venner, og har den her forbindelse, selvom de har hver deres liv nu. Jeg holdt en pause med Maggie i det sidste hæfte, og i det, jeg er ved at gøre færdigt – New Stories 5 og 6 – og fandt på nogle nye karakterer. Men engang imellem kommer hun tilbage, jeg tror, hun kommer tilbage i det næste hæfte.

Det tror jeg læserne ville sætte pris på. Historierne ”Browntown” og ”The Love Bunglers” (i New Stories 3 og 4), var et nyt kunstnerisk klimaks for dig.

– Dem var jeg meget tilfredse med, og du ved, ”The Love Bunglers” skulle være en slags slutning. Jeg har sagt før, at hvis jeg blev ramt af en bus i morgen, ville det være ok, for så ville serien have en slags slutning.

Det virker som om Maggie og Ray er et meget godt sted, så vil du ødelægge deres liv igen?

– Jeg er sikker på at jeg finde på noget, ha! Nej, jeg prøver at holde en balance. Hver gang der sker noget godt, er der noget dårligt, som ødelægger det. Det var en af grundene til, at jeg gav dem en pause, historien var færdig og de fandt lykken, hvad kan man ellers gøre? De er lykkelige, det er svært at fortælle en historie om. Det er også sket med andre karakterer, f.eks. karakteren Terry, som blev en succesfuld regional musiker, hende har jeg ikke skrevet mere om, fordi alting fungerer fint. Jeg kan bedst lide, når karakterne leder efter lykken.

Er det derfor du ikke har fortalt noget om Hopey, fordi hun har en partner, et barn og et job?

– Ja, med Hopey er det ikke den totale lykke, men hun er tilfreds. Og så prøver jeg stadig at regne hendes liv ud. Jeg har stadig ikke vist hendes partner, for jeg ved ikke, om det er kvinden, hun mødte hos øjenlægen, eller om det er en anden. Jeg har ikke regnet hendes situation ud, men hun kommer snart tilbage. Jeg vil gerne skrive om hende. Nummer seks, som næsten er færdigt, slutter historien fra nummer fem, men nummer syv, kunne godt være Maggie og Hopey. Jeg har overvejet det.

– Den måde, jeg arbejder på, er at spørge mine karakterer: ”Hvem har en historie til mig i dag?” Og den, der har en historie først, får lov. I fem og seks er det Frogmouths (Vivian, Rays ekskæreste, red.) side af historien, og nogle nye karakterer, der har forbindelse til hende. Og det var sjovt, men jeg er klar til at komme videre.

Hvad med hverdagens drama, når man har fundet ’lykken’, men det hele bliver lidt rutinepræget. Ville du kunne fortælle en historie om det?

– Ja, helt klart, men jeg kunne ikke lave en hel bog om det. Jeg har brug for, at mine karakterer tager på en rejse, og at læserne følger dem. Når de er tilfredse et sted, er det sværere for mig at lave en historie om dem. Jeg viser selvfølgelig en del af det, men det er altid kun en lille del af historien.

 

Du gør noget, som ikke er så almindeligt i tegneserier, nemlig at bruge tid og kontinuitet. Karakterne bliver ældre og skifter ambitioner og drømme osv. Hvordan udviklede det sig?

– Gilbert var stor fan af stribeserien Gasoline Alley (1918- ), fordi karakterne i dén serie blev ældre. Det kunne han godt lide, og det kunne jeg også. Det med, at karakterne bliver ældre, giver historien en fornemmelse for fortiden, nutiden og også fremtiden. Jeg er åbenbart en meget sentimental person, for jeg kigger med glæde på min barndom og på forskellige episoder af mit liv, og endda før min egen livshistorie rigtig begyndte, fortalte min mor og bedstemor mig historier fra fortiden, og dén slags baggrund virker godt i en fortælling. Det hjælper læseren til at tro på, at karaktererne er rigtige mennesker, selvom de bare er linjer på et stykke papir.

Helt sikkert, og man kan heller ikke som læser lade være med at tro, at dine karakterer ikke er rigtige mennesker, at der ikke går en Maggie rundt et sted derude … 

– Ja, og jeg behandler dem som rigtige mennesker. Jeg forestiller mig, at de bor i nabobyen, for at hjælpe mig med at tro, at de er rigtige mennesker. Maggie kommer én million forskellige steder fra, alle mulige ting har givet mig inspiration til hende, og da jeg skabte hende, var hun bare en karakter jeg kunne sætte i en hvilken som helst historie. En dag skal hun f.eks. ud i rummet, og så tager hun en rumdragt på, en dag skal hun ud og handle, en dag møder hun superhelte og så videre.

– Da jeg blev ældre, blev hun ældre sammen med mig, og ændrede sin tøjstil, sit hår, ændrede hvem hun var. Jeg er sikker på, at der er en Maggie derude, men jeg kender hende ikke. Jeg har set Hopeys, fordi Hopey kommer fra et bestemt look, jeg så på punk-scenen i LA.  Andre karakterer kommer fra en frisure, jeg så, eller fordi jeg havde brug for en karakter, der kunne balancere en scene. Sådan opstod Daffy for eksempel.

Det gør du nogle gange, tager en lille karakter eller en linje og bygger en hel ny historie op.

– Ja det var f.eks. sådan, Terry blev til. Hun var en karakter i andet hæfte, Hun var bag i Maggies bil, og senere tænkte jeg okay, jeg laver hende til en rigtig karakter.

Det må være sværere at skrive om karakterne nu, end det var, da du f.eks. var en del af punk-rock scenen, hvor du hele tiden var omgivet af de mennesker, som du skrev om?

– Og det er også en af grundene til, at mine karakterer bliver ældre, for jeg er selv blevet ældre og er ikke længere inde i scenen, derfor kan jeg ikke skrive om den mere. Så det hjælper, at jeg er blevet ældre med dem, for jeg kan se, hvor de er på vej hen, og jeg observerer gamle punk-venner og ser, hvad der sker med dem – dem der overlevede, for mange, mange er døde. Og jeg kigger på dem og tænker, det er livet, ikke, det er livet for dem også.

Nogle gange går du tilbage og fikser en fejl i forhistorien. Det må være meget vigtig for dig, at baggrunden er konsistent og præcis?

– Det er meget vigtigt, men det bliver også sværere og sværere, for jeg læser ikke de gamle ting mere. Nogle gang kan jeg bruge meget lang tid på at finde en enkelt linje, en karakter engang sagde. Og jeg har lavet fejl før, hvor jeg har overset en ting, men nogle af de fejl er blevet omdannet til de bedste slags uheld, så at sige. Som ”Browntown”, der kommer fra en fejl, jeg lavede for lang tid siden.

– Som årene gik, vidste jeg, at Maggie skulle have en familie, så jeg lavede hendes søster, men viste aldrig hendes brødre. Så jeg begyndte at lave de her fem børn, Maggie og Ester og hendes tre yngre brødre. Men så en dag gik jeg tilbage og læste nogle af de gamle, og jeg så, at jeg havde skrevet, at der var seks børn – arrrgh, tænkte jeg. Så lavede jeg en scene, hvor de fem børn var der, og én af dem siger ”Calvin han løb væk, da han var 16”, og så kom jeg af med ham, og dér fik jeg dækket ryggen. Men da jeg fortsatte med at lave tegneserien, tænkte jeg ”Hvorfor løb han væk, hvad skete der?”, og det var sådan, ”Browntown” blev til.

Når du bruger flashbacks, bruger du ingen forklarende tekst eller noget i den stil, du kan godt hoppe frem og tilbage i tid, fra det ene panel til det næste. Det er meget komplekst, men samtidig er det ikke svært at følge.

– Det var godt. Jeg tænker meget cinematisk, jeg tænker i jump-cuts og håber, at læseren kan regne det ud. Jeg starter med et løst manuskript, hvor jeg begynder at tænke på layoutet, men ofte ændrer det sig meget, når jeg så begynder at tegne det. Jeg redigerer hele tiden undervejs. Nogle gange er det præcist, som jeg skrev det ned, men andre gange tegner jeg det, og opdager, at det ikke flyder, og så begynder jeg at rykke rundt på talebobler og paneler, og finder ud af, om jeg skal gøre det i realtid, eller om jeg skal hakke det op i små bidder. Jeg leder primært efter et flow, og at der er plads til, at historien kan ånde. Men nogle gange sidder jeg fast, og så har jeg forskellige tricks.

– For eksempel kan jeg finde på bare at skære historien af, og så have et billede af kvarteret i et panel, og så starter den næste. Nogle gange skærer jeg bare historien af og hopper til den næste, det kommer an på, hvilken effekt, jeg er ude efter, simpelt og let, eller dramatisk.

Har du nogen nye tegneserieskabere, du er glad for?

– Der er en kvinde, der lige har lavet en bog – det er ikke kun tegneserier, men også tegninger – som jeg er virkelig glad for. Hun hedder Lisa Hanawalt (Nummer 9-interview her, red.) og bogen hedder “My Dirty Dumb Eyes”. Jeg kan godt lide hende, fordi hun har en fantastisk humor, hun er virkelig sjov. Hvem ellers? Det er altid et spørgsmål om attitude fremfor kunstnerisk eller fortællemæssigt talent, det er det, der tiltrækker mig. Jeg har set, at Marvel og DC har en masse gode tegnere nu, men indholdet interesserer mig ikke, jeg kigger på det i butikken og tænker: ”Wow, det ser virkelig godt ud, hvorfor har jeg ikke lyst til at læse det?”.

– Jeg kan selvfølgelig godt lide de nye ting, Charles Burns laver. Det er den gamle Charles Burns, med øgler, der kigger på dig og så videre, og det er jeg vild med. Jeg er ikke rigtig ude og lede efter nyt, men en gang imellem kommer der selvfølgelig noget. Jeg har heller ikke noget samlermentalitet mere, nu tænker jeg snarere ”hvordan får jeg plads til det på mine hylder?” På det seneste har jeg været mere vild med genoptryk af tegneserier fra før Frederic Werthams tegneseriekode, hvor alle de dér monsteragtige tegneserier fra EC Comics blev ødelagt. De har altid genoptrykt EC Comics, men nu genoptrykker de også alt B-materialet. Det er totalt langt ude, man kan se, de anstrenger sig mere, og jeg elsker det.

– Faktisk har jeg opdaget, at noget af mit ynglings Steve Ditko og Jack Kirby er fra dengang, de lavede superheltehistorier. Dér havde de sådan nogle backup-historier med monstre og den slags. Og det er nogle af mine ynglings, de havde så travlt og spyttede det ud og det var virkelig wacky, men de var så fantastisk dygtige, at det blev virkelig godt. Det kan jeg virkelig godt lide, B-materialet.