Halloween

Bragt på Soundvenue

3/6

’Halloween’: Imødeset slasher-reboot er lidt for oldschool

den store Hollywood-kalender er der en fed rød cirkel om den 31. oktober 2018. Der er det nemlig 40 år siden, handlingen fandt sted i John Carpenters slasher-klassiker ’Halloween’ fra 1978, der også blev startskuddet for en 19-årig Jamie Lee Curtis’ skuespillerkarriere.

Det er selvfølgelig ikke første gang, franchisen malkes, faktisk er instruktør David Gordon Greens film den 11. i ’Halloween’-universet, og flere af forgængerne var (uheldigvis) også med Jamie Lee Curtis på rollelisten, inklusive 20-års-filmen ’H20’.

I det aktuelle reboot er historien i de ni mellemliggende film retconned væk, og den prøver at rense lidt ud i rækken af dårlige efterfølgere ved udelukkende at tage afsæt i den originale film fra 1978, og hvad der nu sker her 40 år senere.

Laurie Strode (Curtis) er blevet en halvskør gammel bedstemor, der lever isoleret i skoven i bedste prepper-stil i et hus spækket med fælder og våben. Det traumatiske møde med psykopaten Michael Myers som 19-årig babysitter har ensporet hendes liv, så det udelukkende handler om at forberede sig og vente på den endelige konfrontation med morderen, som er indespærret på en mentalinstitution.

Man kan sige mange dårlige ting om den nye ’Halloween’, men historien, der skyder fortællingen i gang, er nu meget sjov. Vi følger to britiske undersøgende journalister, der meget oppe i tiden er ved at lave en podcast om gamle kriminalsager. De besøger Michael på institutionen, hvor han har siddet i fire årtier, og møder også hans nye læge Sartain, der ligesom hedengangne Loomis (Donald Pleasance) er lidt for fascineret af sit subjekt. Med sig har de Michaels gamle ansigtsmaske, der vækker et eller andet i ham.

Dagen før Halloween skal Michael flyttes til en mere sikker institution (lol, dårlig timing). Og hvad klokken så har slået, kan man næsten regne ud, den endelige konfrontation mellem de to traumatiserede sjæle er selvfølgelig uundgåelig – selvom jeg sad og håbede, at filmen ville finde på noget andet. Laurie får chancen for at sige »hvad sagde jeg« til alle skeptikerne, særligt sin fremmedgjorte datter Karen (Judy Greer), som de sociale myndigheder tog fra hende, da de ikke fandt, at et liv med våben- og overlevelsestræning var en gunstig barndom for en lille pige. Lauries prepper-hus kommer selvfølgelig i spil, om end den store plan er grinagtigt ringe udtænkt.

Michael Myers i ‘Halloween’

Gysergenren har i dag bevæget sig i en ny fascinerende retning med film som ’The Witch’, ’It Follows’, ’Get Out’ og ’Hereditary’. Man skal ikke forvente, at ’Halloween’ er en af den slags film. Den er en old school slasher-film tilsat en vis moderne genrebevidsthed og et par ret sjove dialog-scener, der falder lidt udenfor. Det handler primært om teenagere, der myrdes én efter én af den altid stille kæmpe Michael Myers. Og Gordon Green gør ikke noget forsøg på at forklare Michaels handlinger, hvilket er en stor fordel for filmen. Som figur er han da også oppe i de kanoniske gyserrækker med Leatherface, Jason og Freddy Krueger.

’Halloween’ formår et stykke hen ad vejen at kopiere Carpenters oplæg (komplet med et opdateret score fra Carpenter og søn), men der mangler desværre spænding i mange af mordscenerne, som udspiller sig på forudsigelig vis. Man må også tåle en række fladpandede dialoger og forbløffende underlige handlinger som det føromtalte, yderst ringe klimatiske møde mellem Laurie og Michael, der tangerer ren fan-service.

Hvis man elsker originalen og 80’er slasherfilm i det hele taget, vil ’Halloween’ sikkert ramme en nostalgisk nerve. Og filmen er måske også god nok til at være en højtidsfilm, man fordøjer med store mængder popcorn for derefter hurtigt at glemme igen. Har man højere forventninger til gysergenren, bør man kigge andre steder hen.

Shoplifters

’Shoplifters’: Årets guldpalmevinder knuser hjertet indefra

5/6

Bragt på Soundvenue

Hirokazu Koreeda er særdeles feteret herhjemme. Alle hans film bliver vist i de danske biografer, og det er der vist ikke andre japanske instruktører, der kan bryste sig af. Men det er med god grund. Koreeda mestrer den for Japan så karakteristiske slice-of-life-stil, hvor man som tilskuer føler, man træder ind i en anden virkelighed. Hans realistiske dialoger, hvor samtalen flyder som pingpong mellem karaktererne, føles så ægte og impulsive, for eksempel i hans mesterværk ’Still Walking’.

Hos Koreeda er der ofte ingen store konflikter eller en stor plotudvikling, ligesom der er meget lidt eksponering. I stedet fokuserer hans film på det mellemmenneskelige drama, mere end ofte i familiens rammer. Konflikterne er nok fejet under gulvtæppet, men følelserne er store og ægte. Samtidig er der noget helt særligt japansk på spil i Koreedas film, ofte i det voldsomme sammenstød med landets stærke traditioner og en ny globaliseret modernitet, der er helt unik, men også efterlader mange mennesker i randeksistenser på grænsen til eller i ekstrem fattigdom.

I ’Shoplifters’, der vandt Guldpalmen på årets Cannes-festival, følger vi også en familie, om end en umage én af slagsen. Faren Osamu (den evige Koreeda-proletar Lily Franky) og moren Nobuyo bor med deres søn Shota samt morens søster og mor Hatsue (Koreedas evige bedstemor Kirin Kiki), der klipper tånegle, så de lander i nudelsuppen under aftensmaden. De bor i et forfaldent lille hus, der emmer af fortidens storhed, hvor man havde karper i den lille dam i haven, men nu er rodet og trangt. Det står omgivet af modernitetens frontsoldater – de høje betonboligblokke – og er eftertragtet af ejendomsmæglere, der vil rive det ned og bygge etageboliger.

Forældrene har hårdt manuelt arbejde, men familiens lever primært af bedstemor Hatsues pension og så organiserede rapserier i supermarkeder, hvor far og søn i parløb vælter slik og instant nudler ned i rygsække og lommer. Efter et vellykket togt støder far og søn på en lille pige Yuri, der fryser og er sulten. De tager hende hjem for at give hende et varmt måltid, men opdager, at hun er blevet udsat for voldelige overgreb, og hurtigt bliver hun en del af den lille røverfamilie.

Fokus i filmen er, hvad der binder mennesker sammen. Om det er blod, penge, sex eller hemmeligheder. Familien har lavet deres eget lille bolværk mod det moderne liv og det til tider hjerteløse sociale system, og selvom deres moralske kompas nok peger i den forkerte retning (og mere end man umiddelbart tror), har de hjertet på rette sted. De har valgt selv at definere værdierne og grundlaget for deres samvær, ofte på andres bekostning.

Filmens store trick er dog at glide ubemærket ind i hjertet for at knuse det indefra til sidst. Man kan i starten følge sentimentaliteten, strygerne og den lille pige Yuris store våde mangaøjne op afstand, men før man har opdaget det, har man fuldstændig accepteret den virkelighed, man ser udfoldet på lærredet.

Måske dvæler Koreeda lidt for meget i de samme sætstykker. Men det tager ikke fra ’Shoplifters’, at det er en af de mest følelsesmæssigt overrumplende film, jeg har set længe.

Hold the Dark

Bragt på Soundvenue

’Hold the Dark’: Stortalents voldelige Netflix-film taber tråden

3/6

Instruktør Jeremy Saulnier er efter sine to første film – de mørke, genreeksperimenterende thrillere ’Blue Ruin’ og ’Green Room’ – blevet udråbt som en nyt stort instruktørtalent. Forventningerne til hans tredje film ’Hold the Dark’, som for nyligt blev vist på Toronto Film Festival, og som nu kan ses på Netflix, er derfor også høje. Filmen er Saulniers mest ambitiøse og dyre produktion hidtil og er baseret på William Giraldis roman af samme navn fra 2014.

I filmen kontaktes naturforfatteren Russell Core (Jeffrey Wright direkte fra ’Westworld’-berømmelse, selvom han altid vil være Belize fra ’Angels in America’ for mig) af den unge mor Medora Slone (altid gode Riley Keough). Hun skriver, at hendes seksårige søn af blevet taget af ulve i en lille flække i Alaskas ubarmhjertige ødemark. Core, som er ulveekspert, har skrevet en bog om en ulv, der tog et barn, som han slog ihjel. Nu er Slone ude efter hævn over ulvekoblet, som efter sigende også har taget andre børn i området.

Alaska er et ubarmhjertigt, mørkt og koldt sted i ’Hold the Dark’. Ikke ulig Wyoming i Taylor Sheridans ’Wind River’, en film ’Hold the Dark’ har en del til fælles med. Der er noget uforståeligt og mørkt på spil i forholdet mellem Core og Slone – i det hele taget er der noget inciterende over mystikken i filmens start. Filmens problem er mere svarene på de mystiske spørgsmål, den stiller. Eller manglen på samme.

Der er en eksplosiv voldelighed i filmen, ikke mindst katalyseret af Medora Slones mand Vernon Slone (en usædvanligt kold Alexander Skarsgård), der er udstationeret soldat i Irak. Han vender hjem efter at være blevet såret i en overraskende sekvens, hvor vi pludselig kommer fra Alaskas kulde til Iraks hede ørken i tiden omkring slaget ved Fallujah under krigen. Efter sig trækker han et blodigt spor af død, illustreret i foruroligende og effektfulde voldsscener.

Han har, modsat de andre ’hvide’ amerikanere i området, den originale stammebefolknings respekt. En af hans allierede, Cheeon (Julian Black Antelope), har en temmelig sublim skududveksling med en hær af lokale politibetjente. Filmen er fyldt med suveræne enkeltscener, men formår ikke rigtigt at binde dem sammen på tilfredsstillende vis. Og mystikken, der virker som en voldsomt velkørende motor til at begynde med, løber efterhånden tør for benzin, kulminerende i en ærgerlig slutning.

Man mærker Saulniers håndværksmæssige tæft, og måske er det manus og romanoplæg, der er stukket af med filmen. Forhåbentligt samler han det hele sammen i sin næste film.

2001: A Space Odyssey

Bragt på Soundvenue

2001: A Space Odyssey’: Kubricks klassiker i IMAX-format sender gåsehud ned af ryggen

6/6

2018 har stået i den amerikanske instruktør Stanley Kubricks tegn. Han ville være fyldt 90 i år, i Cinemateket i København er de fleste af hovedværkerne blevet vist, og i kunstforeningen Gl. Strand har der været en stor udstilling med manuskripter, modeller og rekvisitter fra hans film. Kubrick bliver af gode grunde betragtet som en af verdens største instruktører. Hans perfektionistiske tilgang til filmmediet brød nye grænser, både genremæssigt og teknologisk, og hans film rakte endda ind i den virkelige verden og påvirkede design, mode og sprog.

Kubricks monumentale science fiction-værk ’2001: A Space Odyssey’ fylder også rundt i år. 50 år er der gået, siden filmen havde premiere i 1968 til en blandet modtagelse. Siden er filmen blevet hyldet som en af verdens bedste film og et sci-fi-hovedværk, der stadig påvirker genren i dag. Hvem kan således lave en film med en menneskelignende AI’er uden at forholde sig til HAL 9000, supercomputeren i ’2001’ – fra ’Ex Machina’ og ’Alien’ til ’Moon’ og Christopher Nolans sci-fi-epos ’Interstellar’, der på mange måder er 2001’s åndelige efterfølger, hvor rumrejsen tager en uventet filosofisk og surrealistisk drejning, og hvor grænserne mellem tid og rum ophæves.

Nolan har passende stået bag en restaurering af ’2001’ i 4K og IMAX, der er en del af årets CPH PIX-festival. Og for os, der kun har set filmen på fjernsyn i varierende kvalitet, er det en oplevelse, man bør unde sig selv. Filmen er ikke specielt lettilgængelig. Dens tempo er adstadigt, men der er en utrolig selvtillid i dens langsomhed. Dens hypnotiske kraft virker utvivlsom bedst i biografsalens aflukke.

Det må have været mindblowing at opleve filmen i 1968, et år før mennesket satte fod på månen. Og filmen rådyrker da også det rum-æstetiske, i hvad man næsten kan betegne som space porn. Langsomt svævende rumfartøjer, en vægtløs fyldepen og rumstewardesser med ’grip shoes’, der pludselig går på loftet (et klip som man også kan se på Louisianas aktuelle udstilling om Månen). Alt sammen ledsaget af Johan Strauss’ klassiker, den lystfulde og legende ’An der schönen blauen Donau’.

Det er nærmest kun i netop de langsomme rumsekvenser, at filmen virker en smule bedaget. Hvilket faktisk er imponerende for en 50 år gammel film, der ellers virker usædvanligt frisk og tidssvarende i sine fantastiske praktiske effekter. Det undrer ikke, at effektmageren Douglas Trumbull har en finger med i spillet. Trumbull var også effektmand på ’Blade Runner’, nok højdepunktet for praktiske effekter.

For dem, der ikke kender filmen, er den opdelt i fire sekvenser. Vi starter millioner af år tilbage i den afrikanske ørken, hvor en stamme menneskeaber kæmper for overlevelse mod rovdyr og konkurrerende stammer. En morgen står en perfekt rektangulær sort monolit i ørkensandet.  Efter at have rørt den finder abestammen ud af at bruge knogler som våben, hvilket gør dem i stand til at besejre de konkurrerende stammer. Og her følger filmhistoriens mest ikoniske match-cut, hvor der klippes fra en knogle, der snurrer rundt i luften, til en satellit, der hænger i verdensrummet millioner af år senere. I næste sekvens, der især dyrker føromtalte rumæstetik, findes en ny monolit på overfladen af månen, og i tredje og fjerde sekvens følger vi en ekspedition i rummet, der prøver at klarlægge monolitens oprindelse.

Det er i den tredje sekvens, hvor vi følger ekspeditionens start, at der er mest plot og action. Det er også her, vi præsenteres for filmens egentlige stjerne, supercomputeren HAL, som hjælper de to astronauter Poole og Bowman med at navigere til Jupiter med rumskibet Discovery One. Resten af besætningen er nedfrosset (endnu en genremæssig nyopfindelse). Den ufejlbarlige computer har en funktionsfejl, der gør, at den vurderer, at det mest rationelle er at slå besætningen ihjel.

AI’eren, der beslutter, at menneskeheden er en trussel mod missionen, er, som så meget andet i ’2001’, yderst aktuelt i dag. »I’m sorry Dave, I can’t do that«, som HAL høfligt formulerer sig, mens han planlægger at tage livet af hele besætningen. Det er en elementært spændende del af filmen, der også indeholder lange klaustrofobiske rumvandringer, hvor man kun kan høre vejrtrækningen i rumdragten og den sivende ilt. ’Sunshine’, ’Gravity’ og alle andre film med pirrende rumvandringer må vedkende sig arven fra Kubrick.

Som flere af Kubricks film iscenesætter ’2001’ et lidt koldt univers, og kritikerlegenden Roger Ebert kaldte ikke helt unfair HAL for fortællingens mest menneskelige karakter. Alligevel står filmen stadig som en uomgængelig klassiker, der er en nydelse i IMAX-formatet, også i lydbilledet. Åbningsscenen, hvor Richard Strauss’ storladne ’Also sprach Zarathustra’ med de rystende pauker akkompagnerer Månen, Jordens og solens dans i rummet, sender gåsehud ned ad ryggen.

Don’t Worry, He Won’t Get Far On Foot

Bragt på Soundvenue

‘Don’t Worry, He Won’t Get Far On Foot’: Joaquin Phoenix leverer et dybt og indfølt portræt

4/6

Hvis man skulle være lidt streng, kan man godt sige, at Gus Van Sant ikke har lavet en god film i 10 år. Ikke siden ’Milk’ i 2008, hvor Sean Penn spillede Harvey Milk, San Franciscos første homoseksuelle borgmester, har Van Sant haft et rigtigt publikums- og kritikerhit.

I det hele taget har man aldrig kunnet være sikker på, hvad man fik, når man så en ny film af Van Sant. Det er da også ofte de tidlige film ’Drugstore Cowboy’ og ’My Own Private Idaho’ fra henholdsvis 1989 og 1991, der nævnes i forbindelse med hans navn.

Nu er han heldigvis tilbage med en film, der godt nok ikke er et rent hit, men heller ikke et miss – en gedigen film, der tydeligt bærer Gus Van Sants fingeraftryk: en følsom portrætfilm af en amerikansk original og en historie om afhængighed, fald og oprejsning i den marginaliserede del af USA. Filmen, med nok årets længste titel ‘Don’t Worry, He Won’t Get Far On Foot’genforener Van Sant med Joaquin Phoenix, de arbejdede sidst sammen i 1995 på filmen ‘To Die For’. Phoenix spiller John Callahan, en alkoholiker, der som 21-årig bliver lam i det meste af kroppen i et trafikuheld, hvor en drikkefælle (spillet af Jack Black i filmen) under stærk påvirkning totalsmadrer Callahans bil.

Filmen hopper fragmentarisk frem og tilbage i Callahans liv som lammet og kørestolslænket. I kørestolen opdager han et talent for at tegne humoristiske tegneseriestriber – ofte med lidt kontroversielt indhold om handicappede, nonner og den slags – som bliver hans redningsanker ud af depressionen og alkoholen (det, og en smuk svensk stewardesse, spillet af Rooney Mara). Filmen er baseret på den rigtige John Callahans selvbiografi af samme navn (Callahan døde i 2010 under en operation), Callahan fik i 27 år bragt sin stribe i en lokalavis i Portland, Oregon.

Det er en opløftende og inspirerende historie, som man samtidig har set mange gange før – om et menneske, der kæmper sig op at et dybt, sort hul og får skabt et liv for sig selv. Callahans alkoholmisbrug sender ham i armene på Anonyme Alkoholikere og deres 12-trins program. Hans sponsor bliver Donnie, en homoseksuel rigmandssøn, der ligner en slags Bee Gees-Jesus med dybt nedknappet skjorte og langt hår. I sin kæmpevilla holder han private møder med en gruppe blandt andet bestående af Corky, den rige forstadshustru, der en dag blev træt af det hele (spillet af Kim Gordon fra Sonic Youth), og tyskeren Hans (Udo Kier fra blandt andet ‘Riget’).

Callahans historie bliver derfor også en hyldest til AA og sponsorordningen, Donnie vifter alle sine grislinges (som han kalder sin sponsorbørn) undskyldninger for misbruget bort og trænger direkte ind i problemernes kerne. Det er ganske smukt at se Callahan komme igennem de 12 trin.

Joaquin Phoenix og Jonah Hill i ‘Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’.

Filmen er sjov, det er fornøjeligt at se Joaquin Phoenix komme drønende ned ad fortovet i sin elektriske kørestol med hovedet hoppende som en bobbelhead-figur på instrumentbrættet. Men det er først og fremmest castet, og især Phoenix, der løfter materialet op. Phoenix beviser endnu engang sit store talent og leverer et dybfølt og indfølt portræt. Også Jonah Hill leverer en god figur i den lakoniske, men varme Donnie, der flittigt citerer Lao-Tzu og kalder gud for Chucky (efter dræberdukken), fordi han er så uberegnelig. Filmen giver også sympatisk indblik i en marginaliseret gruppe – handicappede – og deres udfordringer med eksempelvis sex.

Nogle vil nok finde filmen for sentimental, men man skal være ualmindeligt kynisk for ikke at lade sig smitte af John Callahans livsglæde og triumf over handicappet og alkoholen. Callahans striber er heldigvis også hyppigt til stede i filmen som små animerede vignetter – og de er morsomme. Og om ikke andet så se den for det fantastiske 70’er-tøj og -farver. Trompetbukser til alle!

Bergman – et år, et liv

Bragt på Soundvenue

’Bergman – et år, et liv’: Svensk filmmester ville have haft adskillige #MeToo-skandaler på halsen

4/6

1957 er i fokus for Jane Magnussons to timer lange dokumentar om Ingmar Bergman. Året er skelsættende for både den 38-årige Bergman og for filmhistorien som sådan, da to absolutte hovedværker ser dagens lys: Middelalderdramaet ’Det syvende segl’ er allerede filmet og har premiere i starten af året, mens erindringsdramaet ’Ved vejs ende’ med den aldrende filmlegende Viktor Sjöström i hovedrollen bliver både skrevet, filmet og har premiere i slutningen af året.

Som om det ikke var nok, har Bergman fire andre premierer det år, to teateropsætninger (’Peer Gynt’ og ’Misantropen’), en tv-film og et radiodrama. Det er også året, hvor Bergman kan gøre, hvad han vil takket være ’Det syvende segl’s store succes. Han begynder i højere grad at lave mere eksperimenterende og personlige film og opnår også herfra status som en genial auteur, der gør det, der passer ham.

Samtidig har Bergman seks børn med tre forskellige kvinder. Han er gift, men har en affære med en af sine hofskuespillerinder Bibi Andersson, og møder også både sin fjerde og femte hustru samme år. Børnene ser han ikke, og både hustruer og elskerinder inviteres til filmoptagelserne. Det overrasker ikke, at han i denne periode lider af blødende mavesår og udelukkende lever af tykmælk og mariekiks.

Filmen lægger ikke fingre imellem, når den skildrer Bergmans forhold til kvinderne, og der er ingen tvivl om, at Bergman ville have adskillige #MeToo-skandaler på halsen, havde han levet i dag. I et slettet udsnit af Bergmans selvbiografi ’Laterna Magica’ skriver han selv, hvordan han slår en tidlig kæreste med en skammel og voldtager hende, mens hun ligger halvt bevidstløs. Samtidig slås det fast flere gange i filmen, at Bergman har en ret løs tilgang til fakta.

Der er ingen tvivl om, at Bergman var utroligt magtfuld, og at han udnyttede magten til både at komme i seng med mange af sine skuespillerinder og til at få fjernet konkurrerende elementer. Om hans tid i 90’erne som chef for den svenske nationalscene Dramaten udtaler tidligere kolleger, hvordan der var både en frygt for mesteren og et fedteri, der betegnes som »monumentalt røvslikkeri«. Her kommer filmen også ind på den psykiske terror, han kunne udøve mod sit cast, idet han decideret prøver at knække hovedrollen i genopsætningen af ’Misantropen’.

Grebet med at fastholde blikket på 1957 bliver dog hurtigt udvandet, for filmen hopper ubesværet frem og tilbage i Bergmans biografi og bør snarere ses som en overordnet biografi end en fortælling med et snævert dogmatisk greb. Der slås ned på en række emner, Bergmans barndom, hans flirten med nazismen, hans instruktion, kvinderne og utroskab, hans selvvalgte eksil i Tyskland osv. Der er ikke nogen logisk sammenhæng mellem emnerne, selvom de er interessante nok i sig selv.

Der interviewes en del forfattere og folk, der arbejdede sammen med Bergman, selvom det kun er Liv Ullman og Gunnel Lindblom fra det klassiske Bergman-ensemble, der giver deres besyv med. Tilsat et par arbitrære valg, som Barbra Streisand, som engang var på et set og vist nok synes, ’Det syvende segl’ var flot, eller Lars von Trier der kalder ham et dumt svin og erklærer ham sin kærlighed.

’Bergman – et år, et liv’ er en fin film, der giver et godt portræt af sin hovedperson. Man savner nogle deciderede filmhistoriske kilder, der kan sætte værkerne i en kontekst, og så er filmen for lang med sine fulde to timer. Den er vigtigst gennem sin belysning af Bergmans mørke sider, og man finder ud af, hvilket enormt personligt offer det var at frembringe den stribe filmhistoriske mesterværker, han står bag, både for ham selv og for de mennesker, der omgav ham.

Alligevel er det ikke et karaktermord, der står tilbage. Filmene kommer ham til undsætning. Bergman pøser sit eget liv ind i karaktererne og holder ikke tilbage med at fremstille sine egne mangler.

»Som historiker kan man blive helt misundelig over, at historie kan fortælles så godt, kort og intelligent«

Bragt  i Information

Historieformidling har haft et lidt støvet ry, men sådan er det ikke længere. Podcasts om historie formår både at underholde og gå i dybden med et område, så selv forskerne er begejstrerede. Det inviterer os ind i en auditiv tidsmaskine, der tilbyder overraskelser med alt fra historien om USA’s første bøssebar til døberbevægelsen i Münster

https://www.information.dk/kultur/2018/07/historiker-kan-helt-misundelig-historie-kan-fortaelles-saa-godt-kort-intelligent?lst_cntrb

Spildesigner bag dokumentarisk koldkrigscomputerspil: »For mig er spillet en succes, når spilleren kan genkende sit eget liv i spillet«

Bragt i Information

Computerspil er ved at modnes ud af ren underholdningsambition. Nu tør både smalle og kommercielle spil tage fat i personlige historier og sociale problemstillinger. Herhjemme har Trine Laier lavet det prisvindende ’Cosmic Top Secret’, et personligt dokumentarisk spil om at have forældre, der arbejder for Forsvarets Efterretningstjeneste

https://www.information.dk/kultur/2018/07/spildesigner-bag-dokumentarisk-koldkrigscomputerspil-spillet-succes-naar-spilleren-kan-genkende-eget-liv-spillet?lst_cntrb

Jeg gamer: ’Pludselig kom alle de her politiske typer kravlende ud af tapetet’

Bragt i Information

»Det første computerspil, jeg rigtig kan huske, var Civilization 1 på min overbos computer, da jeg var omkring 10 år. I dag spiller jeg primært ældre singleplayer RPG’ere (rollespil) som Baldur’s Gate, Planescape: Torment eller moderne spil i samme stil som Pillars of Eternity.De andre spil, jeg spiller, er konkurrenceprægede multiplayerspil som League of Legendsog Path of Exile, og så har jeg en Blood Bowl 2-turnering med andre politiske og journalistiske typer.«

Blood Bowl er et brætspil, som er overført til computerspil. Det er en kombination af amerikansk fodbold og Warhammer fantasy – så du har et fodboldhold med spillere fra en fantasyrace som elvere, orker osv.

Det er så også noget mere voldeligt end amerikansk fodbold. Du kan træne en stjernespiller op i flere år, men en dag glider han i græsset eller bliver sparket ned af modstanderen og dør og er væk for evigt. Det er turbaseret, så man skiftes til at vælge et træk.

»Vores liga hedder Kartoffelbowl og har kørt i fem sæsoner. Jeg har oprettet den sammen med en journalist fra BT, og pludselig kom alle de her politiske typer kravlende ud af tapetet. I dag er vi 24, hvor jeg vil gætte på, at 16 har at gøre med politik eller kommunikation, hvilket er overraskende for sådan et nichespil. De fleste kommer faktisk fra Liberal Alliance.«

»Vi har to ligaer: En turneringsliga med tre divisioner, hvor man spiller én kamp om ugen. Det skal man koordinere via Facebook med sin modstander, for en kamp tager 1-2 timer. Derudover har vi en åben liga, hvor man kan spille så meget, man vil.«

»Mit primære hold er Skavens, det er en slags store rotter. De er hverken særligt stærke eller har god rustning på, så de dør rigtig nemt, til gengæld er de vanvittigt hurtige. Mit hold hedder Dungeon Masters TV-guide, og temaet er at kombinere navne på monstre fra Dungeons & Dragons med tv-serier – jeg har f.eks. en spiller, der hedder Game of Trolls. Et andet af mine hold hedder De små lyncher, og der har spillerne navne som Tingelingelater psykopater og den slags. Jeg har også holdet FC Snapstinget, hvor man finder Marianne HelvedeSøren Skade osv.«

»Ligesom i de gamle RPG-spil, er Blood Bowl meget systemtungt, og ens spillere kan også stige i levels. I denne her sæson har jeg været meget heldig med mine level-up slag. Tre af mine Gutter Runners, som er de rigtig hurtige spillere, er alle steget i smidighed, hvilket er meget usædvanligt. Nu kan de løbe igennem rækker af forsvarsspillere, uden at blive stoppet.«

»Appellen ved Blood Bowl for mig er, at den kombinerer nogle af de ting, jeg elsker: konkurrencen, nørderiet og rollespilselementet. Typisk har man venner med forskellige interesser, og de overlapper sjældent. Her er Blood Bowl det sweetspot for os, der både kan lide at se VM og spille brætspil og computerspil. Den tilfældighed, der er i Blood Bowl, er meget høj, så man bliver nødt til at arbejde med risikostyring, som i en rigtig sport.«

»Den sidste type spil, jeg spiller, er de virkeligt gode artsy-fartsy spil som Papers, Pleaseeller Transistor. Computerspil har desværre en ret lav kvalitet, når de prøver at være kunstneriske, fordi det er sådan en drengerøvshobby. Computerspil havde højere ambitioner før i tiden. Når et medie skal have masseappel og udelukkende betragtes som noget rekreativt, hvor man skal slå hjernen fra, så bliver spillene ligesom Horton Sagaen, og når det så er unge mænd, der laver spillene, bliver det sådan noget med store bryster, hurtige biler og skydespil det hele. Det har aldrig sagt mig noget.«

»Jo ældre, jeg bliver, jo mindre går jeg op i historien. De fleste computerspil har en virkelig dårlig og teenageagtig måde at fortælle historier, der er langt bagefter andre medier. Til gengæld bliver jeg mere og mere glad for konkurrencelementet i computerspil. Jeg synes, det er fedt at kunne se sig selv blive bedre og bedre og skubbe grænserne for ens evner. Det er virkelig noget Blood Bowl tilbyder, det handler om positionering ligesom skak, og detaljerne. Det er virkeligt kompliceret og meget svært at blive rigtigt god til. Hvis man ser en mester spille mod en nybegynder, har den uerfarne ikke en chance, det er to forskellige verdener. Der kan computerspillet virkelig banke til hjernen. Det er ikke noget, jeg kan bruge ellers i mit liv, men noget, jeg synes er vigtigt at nyde for dets egen skyld.«

Jeg gamer: På et tidspunkt prøvede jeg at se, hvad der skete, hvis jeg spærrede en sim inde i et rum uden døre eller vinduer

Bragt i Information

Den 29-årige podcast-producer Christine Runøe får noget struktur på sin hverdag via computerspillet ’The Sims’. Hun prøver at holde 20-25 sims lykkelige i deres hverdag, men det er også en sur pligt, og engang imellem siver spillets logik ind i hendes egen. Så glemmer hun, at man ude i virkeligheden ikke kan købe flere penge, når man mangler penge, og at det ikke tager fem timer at lave nachos

»Fra jeg var omkring ti år, spillede jeg The Sims på computeren hver dag i en årrække. Jeg var fuldstændig besat af det og tænkte på det hele tiden, mine forældre måtte sætte en grænse på én times spil om dagen. Så voksede jeg lidt fra det, men her i foråret havde jeg en periode, hvor jeg ikke havde noget arbejde om morgenen og ikke rigtig nogen struktur på hverdagen, og så hentede jeg The Sims Freeplay på telefonen og blev grebet af den samme narkomani igen.«

»I spillet har jeg nogle mennesker, som jeg skal sørge for. Jeg skal sørge for, at de kommer op om morgenen og kommer i bad, at de opretholder deres personlige hygiejne, at de spiser morgenmad, at de har familieliv, at de hygger sig lidt, inden de skal på arbejde og have karriere og være gode i skolen. Når de kommer tilbage igen, skal de have nogle fritidsaktiviteter og have aftensmad, som ikke er det samme som dagen før. Jeg skal have 20-25 hverdage ved siden af min egen.«

»Det der er så vildt er, at det foregår i real time, så hvis de skal på arbejde i otte timer, så er de væk i otte timer, hvor man ikke kan spille med dem. Der er nogle ting, der tager uforholdsmæssigt kort eller lang tid i forhold til normalt. Det tager f.eks. fire-fem sekunder at tage et bad, hvor jeg tænker: ’Gud, hvor ville det være nemt, hvis jeg kunne tage et bad på fire sekunder’. Så er der andre ting, der kan tage superlang tid, det kan f.eks. tage fem timer at lave en portion nachos. Hvis jeg ser en tallerken nachos i virkeligheden, kan jeg tænke, det tager supermeget længere tid at lave en portion nachos end at bage en quiche, det hele bliver sådan lidt surrealistisk.«

»I starten var det, fordi jeg selv manglede noget struktur, at det blev så inciterende at styre nogle andres mennesker strukturerede hverdag. Nu er det faktisk blevet helt vildt stressende, jeg føler, at det er et stort ansvar at sørge for, at de er lykkelige. Nogle gange sætter jeg dem på hibernation mode, hvor de sover ét døgn, fordi jeg ikke kan overskue at sørge for dem hver eneste dag. Jeg overvejer lidt at slette det, men jeg er blevet meget investeret i dem følelsesmæssigt og kunne godt tænke mig at se, hvor de ender karrieremæssigt, jeg har f.eks. én, der arbejder på at blive Hollywood-stjerne. Jeg er også kommet til at bruge nogle penge på det, og så bliver man jo endnu mere investeret.«

»Jeg har brugt penge på at købe penge til dem, så de kan bygge nye huse og udvide byen. Det kom faktisk så vidt, at jeg i den periode, hvor jeg spillede mest, kunne sidde og mangle penge og kigge på min netbank og tænke, at jeg bare kunne købe nogle flere penge til mig selv. Så det har virkelig infiltreret min tankegang på en måde, som måske ikke er helt sund.«

»Jeg prøver gerne at lave noget romantisk drama, hvor den samme sim dater flere forskellige mænd, og så kommer der et showdown, hvor én af dem finder ud af, at hun også har set andre mænd, og så skal de komme op og skændes. Det, der er anstrengende ved de her scenarier, er, at de ikke har nogen emotionel respons i sig selv, så selv når denne her mandlige sim kommer ind på værelset, hvor hans kæreste er sammen med en anden, så føler han ikke noget, han står bare og kigger og venter, og så er det mig, der skal sørge for, at der er en eller anden handling. Så skal jeg fornærme den anden, indtil de begynder at skændes, og næste gang de ser hinanden, har de glemt det igen. Det er altså mig, der skal styre deres følelser og handlinger.«

»På den måde bliver dramaet en lille smule fladt. Jeg skal selv iscenesætte det og tolke følelserne ind i dem. I virkeligheden er det ikke meget anderledes end at sidde med nogle insekter og forestille sig, at de har en samtale med hinanden – i det lange løb er det temmelig utilfredsstillende.«

»Hver af de 20-25 sims, jeg styrer, har forskellige behov. Det kommer til udtryk i en rombeformet figur, der hænger over hovedet på dem. Den er grøn, hvis de er glade. Hvis de skal tisse rigtig meget eller er socialt understimulerede, begynder den at blive gul og til sidst rød. På et tidspunkt prøvede jeg at se, hvad der skete, hvis jeg spærrede én af dem inde i et rum uden døre eller vinduer, bare for at se hvad han ville gøre, når jeg ikke var der til at styre ham. Så stod han der i tre uger og bare græd og tissede i bukserne, til sidst synes jeg, det var så ynkeligt, at jeg lukkede ham ud igen. Jeg fik også ret dårlig samvittighed, jeg tænkte: ’Det er mig, der gør det her ved ham,’ det var på en måde simulationsplageri.«

»Det, jeg får ud af The Sims, er helt sikkert en måde at udøve omsorg på, at skabe kontrol og at have en struktureret hverdag på. Det bedste ved spillet for mig er, når de er glade, og jeg kan lægge dem i seng om aftenen glade, det giver mig en følelse af mening, at det gør en forskel. Når jeg har løst det, så kan jeg lægge telefonen fra mig, til de står op ti timer senere.«