Absurd Realisme – Gary Shteyngart ABSURDISTAN

Bragt på LitteraturNu

ABSURDISTAN er en herlig rabelaisk og vulgær bog fra endnu en jødisk wonderboy fra New York City. Forfatteren Gary Shteyngart blev født i Rusland, men flyttede til USA som 7-årig.

Hovedpersonen i ABSURDISTAN er den russiske jøde Misja Vainberg aka Snack Daddy, som med en kampvægt på 147 kilo er godt stillet som søn af den 1.238. rigeste mand i Rusland. Misja elsker USA – ’Jeg er en amerikaner fanget i en russers krop’ – en forelskelse der startede da han var indskrevet på multikulturelle studier ved Accidental College i det amerikanske midtvest, og han elsker ikke mindst sin kæreste, den sorte ghettoprinsesse med skraldemunden, Rouenna. Misja nægtes dog adgang tilbage til USA, fordi hans far i mellemtiden myrdet en forretningsmand fra Oklahoma.

Da Misjas far i romanens start selv bliver dræbt af en rivaliserende oligark, sætter Misja sig for at gøre alt for at vende tilbage til sit elskede USA og kæresten Rouena. Muligheden byder sig med et belgisk EU-statsborgerskab, han skal blot lige rejse igennem det østeuropæiske land Absurdistan, en tidligere sovjetstat, for at ordne formaliteterne. Uroen ulmer dog lige under overfladen i den lille fiktive olierige stat. En borgerkrig er lige på trapperne, primært fordi to fraktioner – svanïerne og sevoerne – er uenige om hvilken side fodstøtten på det ortodokse kors skal vende.

Misja bliver selvfølgelig fanget midt i begivenhedernes centrum, og må langsomt se sine drømme om en genforening med USA glide ud af hænderne på ham, efterhånden som situationen bliver mere og mere farlig, og ikke mindst absurd, i Absurdistan.

Misja er fanget i sin luksussuite i Hyatt hotel, som midt i borgerkrigen bestemt ikke slækker på førsteklasses-betjeningen. Her sidder han som nyudnævnt Minister for Multikulturelle Spørgsmål og finder på koncepter, der kan trække de rige jødisk-amerikanske sponsorer til, som fx ’Holocaust for Kidz!’.

Samtidig forlader hans kæreste Rouenna ham til fordel for Gary Shteyngarts satiriske alter ego forfatteren Jerry Shteynfarb, der ’tror han er jødernes svar på Nabokov’ og hvis debutroman hedder ’Den Russiske Opkomlings Håndjob’.

ABSURDISTAN er en sproglig tour de force, Shteyngart skriver så siderne sitrer. Det er herligt vulgært og frastødende, og frem for alt rablende og hysterisk morsomt. Underholdningsværdien er altså i top, hvis man har maven til at læse om Snack Daddys tunge mandebryster og hans ’knuste violette insekt’ mellem benene (skyldes en fejlslagen omskæring da han var 18, foretaget af nidkære hasider).

Samtidig er Shteyngart fuldstændig nådesløs i sine satiriske skildringer. Både Putins Rusland, som fremstår som et mareridtsagtigt Disneyland, hvor korruption er en selvfølge, og vestens hovedløse jagt efter den almægtige dollar står for skud. Ingen slipper helskindet ud af den satiriske spærreild, men hårdest rammes Absurdistan, der fremstår som en blanding af Tjetjenien, Irak, Eksjugoslavien og helt aktuelt Georgien, og krigen, der er iscenesat af korrupte ledere og amerikanske firmaer af udelukkende økonomiske årsager. Noget af det mest fascinerende (og skræmmende) er at jo mere absurd det bliver, jo mere tror man på det. Shteyngarts forfatterskab lover bestemt godt.

En post-apokalyptisk fetichists bekendelser – Cormac McCarthy VEJEN

Bragt på LitteraturNu

Cormac McCarthy har med VEJEN føjet en Pulitzer til sin allerede imponerende samling af priser, men er en af USA’s mest roste forfattere også en af de mest overvurderede, som nogle påstår? Svaret er både-og.

VEJEN ligger i naturlig forlængelse af Cormac McCarthys (f. 1933) forrige bog, den filmaktuelle IKKE ET LAND FOR GAMLE MÆND (dansk premiere 7. marts). Hvor sidstnævnte beskrev et samfund, der var på vej lige lukt i helvede, er dette helvede med nærværende værk nu blevet en realitet. McCarthy lider igen af et noget stiliseret verdenssyn, der kan være irriterende unuanceret og moraliserende, og at belønne den med en Pulitzer-pris er noget af en overvurdering. Men når det nu er sagt, har bogen virkelig mange kvaliteter at tilbyde den hårdføre læser.

VEJEN handler om verdens tilstand efter en uspecificeret dommedag – atomkrig virker oplagt. Solen er forsvundet bag en sky af sort aske, træerne er døde skeletter, al dyreliv er uddødt, og storbyerne ligger øde hen. I dette golde, trøstesløse landskab finder vi manden og drengen, en far og hans søn, som kæmper sig sydpå for at undslippe sulten og kulden, for ikke at nævne morderiske, kannibalistiske bander som hærger landet iført ringbrynje og spyd, med et ’forråd af sodomitiske seksualpartnere’ i hundehalsbånd på slæb.

Som det fremgår, kammer McCarthys beskrivelser over en gang imellem, og bogens problemer slutter ikke her. Der er en tung bibelsk og moralsk tone i romanen, som ofte bliver en smule kvalm. Vi har menneskets syndefald, dommedagen, og det efterfølgende helvede i form at et nukleart vinterlandskab. Så er der Manden og Drengen, det sidste og det første menneske, der som ’bærere af ilden’ er det eneste håb, i et mørke fyldt med djævle med tænderne ’fulde af trævler af menneskekød’. Det er for meget.

Men på trods af alt det gør VEJEN stadig noget ved én. McCarthys prosa er enkel og smuk, nærmest hemingwaysk, en fornøjelse at læse og en imponerende oversættelsesbedrift. Forholdet mellem manden og drengen er skildret varmt og sympatisk, og man bliver nærmest rørt til tårer på deres vegne, da de finder et lager uskadt dåsemad. Der er også en yderst elegant symbiose mellem sproget og handlingen. Den luftige prosa gør, sammen med de mange korte afsnit, at læsehastigheden ryger helt i vejret, og det er, som om man render ved siden af manden og drengen, jagende ned ad vejen på jagt efter et tørt sted at sove. Det er kort sagt en yderst medrivende og overraskende spændende roman.

Det er med VEJEN tydeligt, at forfatteren er en ældre, og meget konservativ mand som er bange for en moderne verden, han grundlæggende ikke forstår eller bryder sig om. Men selvom man ikke er lige så pessimistisk som McCarthy, formår han alligevel at smitte én med den hjerteknugende frygt og paranoia, der gennemsyrer romanen. Man køber, at nogle folk virkelig vil spise spædbørn, hvis de bliver sultne nok, og det er skrækindjagende og forfærdelig læsning – på godt og ondt. Om man kan lide den eller ej er i høj grad afhængig af, om man har maven til den slags post-apokalyptisk litteratur – jeg personligt er fan.

Parapsykologi med osteånde – Palle Vibe ORIUAGORS PROFETI – BOGEN DER DRÆBER

Bragt på LitteraturNu

Parapsykologen Adam Hewlett jagter gåden om dræberbogen (og sin sekretærs trusser) i en dårlig genskrivning af en gyser fra 1978.

Palle Vibe er nok ukendt for de fleste. Men hvis du nogensinde har købt et hæfte om computervirus eller Sim City 3000 på posthuset, er der en god chance for, at du er stødt på ham. Ud over hæfterne indbefatter hans forfatterskab også bøger om spøgelser, rumvæsener, Loch Ness uhyret og… højtalere. Det er altså i den kulørte ende af faglitteraturen, Vibe har begået sig, siden han sidst prøvede kræfter med romangenren i 1978.

Med ORIUAGORS PROFETI har Vibe vovet sig tilbage til skønlitteraturen, eller nærmere betegnet til sin sidste bog. Romanen er nemlig en genskrivning af hans debut, OIUFAELS BOG, som dengang for 29 år siden fik dårlige til middelmådige anmeldelser. En ny vokalspækket titel og inkluderingen af mobiltelefoner og internettet, har dog ikke formået at trække værket over den kvalitetsmæssige spærregrænse.

Vi følger den engelske parapsykolog Adam Hewlett, som forsøger at opklare mysteriet om bogen Oriuagors Profeti, der har for vane at slå sin læser ihjel gennem ’spontan selvforbrænding’ – hvad det så end betyder. Hewlett kommer på sporet af dræberbogen gennem den eneste overlevende læser: en gammel engelsk mand, der på en nat skriver en dagbog på 1700-tals dansk (ja, du læste rigtigt), med den grusomme beretning om profetien.

Det lyder som en halvskidt ungdomsthriller, men er vist ikke ment sådan.
Hewlett er nemlig en kinky parapyskolog. Han nyder at give sin privatsekretær ’en ordentlig blussende endefuld’, og tage hende i avancerede Kama Sutra-stillinger, så hun undgår hans ’almindeligvis dårlige ånde … ost hjalp selvfølgelig ikke på friskheden’. For at bidrage til forvirringen har vi desuden en megalomanisk ph.d.-studerende, der planlægger at overtage verdensherredømmet. Nyd her en af ”skurkens” replikker, som siger alt om Vibes fornemmelse for sprog:
– Troede du stadig, jeg var optaget af telepati og tankeoverføring? Grineren! Hvad er den slags amatørparapsykologi mod en psykokraft der kan ændre alt?

Præmissen med bogen, der dræber, kunne måske bære en novelle, men bestemt ikke en roman – i hvert fald ikke fra Vibes hånd. Det bliver gentagelse på gentagelse, og spændingen og mysteriet fiser ud af ballonen, inden historien egentlig kommer i gang. Endnu værre bliver det af, at fortællingen konstant brydes op af lærde foredrag om sære nicher, fx om Aleister Crowleys livsforløb, eller om hvordan grid computing fungerer. Det er Vibes nørdede interesser, der fravrister ham kontrollen over romanen og sender den ud i en håbløs nedadgående spiral.

Hvis det ikke er nok til at skræmme læseren væk, er der desuden nogle helt elementære fejl, en redaktør burde have fanget. Den værste er kvinden, der først omtales som død, men pludselig er levende igen – og nej, hun er ikke blevet til en zombie. 29 års yderligere genskrivning, ville ikke være nok til at redde ORIUAGORS PROFETI.

Oprindelig bragt på LitteraturNu 4. december 2007