Jeg gamede: Jeg spillede al den tid, jeg ikke sang, var på scenen eller smurte madpakke

Bragt i Information

»Jeg har været meget afhængig gamer, men er ikke gamer mere. Hvis jeg går i gang igen, så går det galt.

Jeg spillede World of Warcraft for 5-6 år siden og var med i et guild (gruppe af spillere, der fast spiller sammen, red.) og var mere optaget af den verden end den virkelige verden. Det var første gang, jeg spillede computerspil. Det var min nuværende mand, jeg så sidde og spille, og jeg er sådan en person, der gør tingene 150 procent, så jeg overhalede ham indenom.

Jeg købte et højtalersystem, der hedder Ventrillo, der gjorde. at jeg kunne snakke med de andre i guildet, der kom fra hele verden. Så sad vi og lagde strategier og blev enige om, hvordan vi skulle nakke denne her kæmpe.«

»I dag tænker jeg: ’Hvad fanden skete der lige der.’ Jeg var med i Nykøbing Falster Revyen i 2008, der var der ikke noget internet i det sommerhus, jeg havde fået tildelt. Så jeg investerede i, at der kom en telefonledning derud, alene og ene af den grund, at så kunne jeg spille World of Warcraft. Det fyldte en stor del i mit liv.

Jeg spillede al den tid, jeg ikke sang, var på scenen eller smurte madpakker. Det var stort set al min fritid. Når min datter var blevet lagt i seng om aftenen, så spillede jeg til klokken var 3-4 om morgenen, og så gik jeg i seng og stod op kl. 7 og fik hende i skole, og så spillede jeg videre.«

»Det opstod også nogle gode venskaber, jeg har stadig kontakt til nogle af dem, jeg var i guild med. Jeg har også besøgt nogle af dem. Der var mange englændere, skotter, tyskere og hollændere.

Jeg fik en forståelse, for hvad det vil sige at være gamer. Og når jeg møder unge mennesker i dag, der tror, at sådan en gammel dame på snart 50 ikke ved, hvad World of Warcraft er, så kan jeg sige, at det ved jeg lige præcis, hvad er. Jeg kan sikkert også banke dem sønder og sammen, hvis det var det. Hvis jeg lige øvede mig igen.«

»Hvis man kan holde det nede, så er det faktisk også meget lærerigt. Jeg lærte om strategi, holdånd og planlægning. De der slag tog måske under 10 minutter, når det kørte, det var alt det op til, der tog tid f.eks at planlægge hvordan man fik den store trold i det underjordiske skib. Og så gav det en fantastisk lykkefølelse, når det lykkedes, og 20 mand fra hele verden råbte i røret »yeaaah! We did it!«.

Jeg fik også nogle sprogfærdigheder og lærte nogle computernørdede forkortelser.

Jeg spillede en Paladin – en halv kriger/halvt healer – hun hed Jasmin og var level 80. Der er to veje at gå med en Paladin, man kan opøve skills, hvor man bliver kriger, eller opøve skills, hvor man bliver healer.

Jeg blev healer, jeg var ligesom en Moderhealer, der gik i baggrunden og holdt liv i alle de andre. Så havde man nogle, man skulle sørge for, nogle af de absolut vigtigste krigere, skulle jeg holde liv i. Så inden man skal på sådan et togt om aftenen, skal man gå om dagen og sørge for, at man har alle de ting, man skal bruge, så man kan lave healing potions og alle de der ting.

Så det var noget med at gå og samle ting i skoven og rundt omkring, og finde ud af at lave nogle små daglige rutiner, så man havde nok til at tæske healing ind i folk om aftenen.«

»Jeg kan godt forestille mig, at hvis jeg ikke havde mand og barn og nogle hunde og et arbejdsliv, så ville jeg nok hurtigt kunne blive en af dem, der kunne sidde hjemme i min stue med min computer og bare forsvinde ind i den verden. Alt, hvad jeg havde brug for, fik jeg opfyldt med World of Warcraft, på nær fysisk kontakt med andre mennesker.

Min datter var en af grundene til, at jeg stoppede. Man skynder sig jo at lave det der aftensmad, og så skynder man sig så ind og spiller videre. Jeg kunne se, at hun begyndte at kræve min opmærksomhed mere og mere. Til sidst var det ved at tage overhånd. Det var jo dumt, jeg skulle jo have brugt sommeren på noget andet.

Jeg kunne mærke, jeg brugte for meget tid på det. Det er det samme som med at holde op med at ryge, man tror, man kan være selskabsryger og bare lige tjatte til det, men det kunne jeg ikke. Så jeg sagde til de andre i guildet, at jeg gik offline i en periode, og så har jeg ikke været tilbage.«

Patrick Melrose

Bragt på Soundvenue

4/6

Jeg har kun set et af fem afsnit af HBO’s nye miniserie ’Patrick Melrose’, baseret på engelske Edward St. Aubyns kritikerroste og selvbiografiske romanserie. Det er, hvad HBO har stillet til rådighed. Jeg kan derfor kun udtale mig forsigtigt om serien og de første indtryk, jeg har fået.

Jeg kan ikke sige, om historien bliver forløst tilfredsstillende, om den radikalt skifter stil, eller om der introduceres nye interessante motiver senere i plottet.

Jeg kan heller ikke sige, om Benedict Cumberbatch på et tidspunkt udskifter den junkieenergi, han formidler i første afsnit, med en mere stabil og afdæmpet fremtoning.

Men jeg kan sige, at han spiller forrygende som titelfiguren. Som Sherlock i serien af samme navn har Cumberbatch allerede demonstreret, at han behersker den overgearede iver drevet af kokain, og her overgår han sig selv med en perfekt blanding af det tragiske, det sårbare og det komiske.

Han inkarnerer en mand, der, til trods for at han har en stor familieformue i bagagen, er en dybt ulykkelig stofmisbruger. Melrose er nemlig blevet seksuelt misbrugt af sin tyranniske far, spillet af Hugo Weaving med en drævende, næsten Agent Smith’sk sadisme, siden han var lille dreng, mens hans amerikanske mor (Jennifer Jason Leigh) holdt sig for øjnene. Det er en historie og en genre, der har sin helt egen hyldeplads hos boghandlerne i dag, hvor man finder ’Painful Lives’-sektioner, men det er sjældent, man hører den fra en overklassevinkel. Patricks sørgelige skæbne leder tankerne hen på en anden tragisk britisk overklassefigur, Sebastian, fra ’Brideshead Revisited’.

Serien er rig på veloplagt sort humor, hvilket er helt nødvendigt i en så hård og tragisk historie. Patricks stofeventyr, hvor han prøver at droppe heroinen og fylde hullet med piller og alkohol, hans totale fornedrelse, da han indser, at han må have heroin for enhver pris – hans blackouts, nedture, selvmorderiske impulser, uforklarlige sår og skrammer – vækker mindelser om ’Fear and Loathing in Las Vegas’ eller ’Trainspotting’.

Tidsbilledet er også finurligt: Vi er i 1982, hvor kontanter hersker, og man kun snakker i telefon i sit hjem. På et tidspunkt møder Patrick en veninde til sin kæreste, spillet af Allison Williams (’Girls’ og ’Get Out’). Williams bærer en blå kjole, der ligner en collegedrengs våde drøm komplet med meterhøje skulderpudder. Patrick gør sig selvsagt til grin.

Første afsnit træder vande enkelte steder, og jeg kan godt blive lidt nervøs for, om der er fremdrift nok i historien til fem afsnit. Men det er muligt, der er en pointe med det, at det skal bruges som kontrast til noget, der kommer senere. Foreløbigt er interessen pirret.

Anmeldelsen er baseret på første afsnit.

Howards End

4/6

Bragt på Soundvenue

Den amerikanske instruktør og dramatiker Kenneth Lonergan lavede sidste års bedste film med ’Manchester By the Sea’. Et på samme tid absolut nedslående og opløftende mesterværk, der tumultarisk førte sin seer gennem hverdagens drama og tragedier.

Senest har han kastet sig over E.M. Forsters klassiker fra 1910 ’Howard’s End’, som nok kendes bedst fra James Ivorys tredobbelte Oscar-vinder fra 1992 med Helena Bonham Carter, Emma Thompson og Anthony Hopkins. En skøn film ud af en lang række af glimrende Forster-filmatiseringer og andre periodeoplæg med grund i England i starten af det 20. århundrede. Ivory (og manuskriptforfatter Ruth Prawer Jhabvala) findyrkede en helt speciel sensibilitet, æstetik og nostalgi, der rækker langt ind i vores årtusind med periodeværker som ’Downton Abbey’, ’Atonement’ og ’Pride & Prejudice’ (2005-udgaven forstås).

Samme periodesensibilitet og -æstetik pustede James Ivory ind i manuskriptet til (dette års bedste film?) ’Call Me by Your Name’, som også blev en tilbagevenden til den angelsaksiske forestilling om det romantiske Italien med vin, buster og anspændte kærlighedsaffærer.

Nærværende miniserie i fire dele har alt, hvad vi forventer af periodeværker af britisk art. En skøn scenografi, en udpræget æstetisk sans, der dyrker datidens kjoler, jakkesæt, landskaber og bygninger, kombineret med karakteristisk kameraarbejde og farvefiltre og selvfølgelig et absolut stabilt og forventeligt godt skuespillerensemble. Lonergan har overladt instruktørstolen til Hettie Macdonald og udelukkende stået for manus.

Det er en meget ufarlig filmatisering, der ligger utrolig tæt på udgaven fra 1992, og selvom det menneskelige drama i den grad er præsent, er jeg ikke overbevist om, at det er Lonergans og ikke Forsters menneskekundskab, jeg mærker. I det hele taget er det svært at mærke en auteurs fingeraftryk her. Det er en stabil og god periodefilmatisering, men vil nok falde mere i ’Downton Abbey’-fans smag end dem, der elskede ’Manchester By the Sea’.  

Historien følger tre forskellige familier, der varierer i klasse, verdenssyn og ansvarlighedsfølelse:

De to søstre Helen (Philippa Coulthard) og Magaret (Hayley Atwell) og den dilettantiske boheme Tibby (Alex Lawther fra ’The End of the F**ing World’) udgør den intellektuelle og fremsynede familie Schlegel, der er velstillede, men med stort samfundsansvar. Den kapitalistiske Wilcox-familie, med patriarken Henry ved roret som den alvidende (i hvert fald for sig selv) Henry (Matthew Macfadyen fra førnævnte ’Pride and Prejudice’), loyalt støttet af Mrs. Wilcox (Julia Ormond), som lader herrerne om at tænke og træffe beslutninger. Og endelig de forarmede forlovede Leonard (Joseph Quinn) og Jacky Bast (Rosalind Eleazar), hvor vi mest ser til Leonard, der må vende hver en mønt som skriver, men ikke mangler hverken dannelse eller ære.

De tre familiers skæbne vikles ind i hinanden, på både elegant og overraskende facon – og kommer ud på den anden side, forandrede i mødet med hinanden. Det er en stærk historie, som ræsonnerer den dag i dag. Men selvom serien aldrig bliver kedelig, føles den alligevel en smule langstrakt, og man må erkende at Ivorys økonomisering med materialet i 90’erne, var fornuftig.

For sammenlignes skal den selvfølgelig med filmen fra 1992, der desværre for Lonergan og co. på hvert et punkt fremstår både mere stram og tiltalende. Så hvad formålet har været med denne udgave, ved jeg ikke – man kan undre sig over, at det netop er dette værk, der bliver genbesøgt i stedet for så mange andre, der ikke allerede har en ikonisk filmatisering i ryggen.

Macfadyen og Atwell er dog glimrende hovedroller og fremstår måske mindre støvede end Anthony Hopkins og Emma Thompson. Nye Forster-fans kan derfor roligt begynde her.


Kort sagt:

Kenneth Lonergan har skrevet manuskriptet til seriefilmatiseringen af E.M. Forsters klassiker ’Howards End’, der fremstår velspillet og elegant, om end en kende langstrakt.

Silicon Valley 5

4/6

Bragt på Soundvenue

Mens Mark Zuckerberg bliver grillet i den varme stol foran en høringskomité i det amerikanske senat, kæmper Richard Hendricks og de andre æggehoveder i ’Silicon Valley’ med at decentralisere internettet og give magten tilbage til forbrugeren. Timingen og Richards projekt kunne næsten ikke være bedre, nu hvor Cambridge Analytica, datasikkerhed og den slags er på alles læber.

Men ’Silicon Valley’ er selvfølgelig stadig en serie, man skal se, fordi den er sjov, og det er den heldigvis stadig, også selvom en af de mest lattergenererende karakterer, T.J. Miller der spillede Erlich, har måttet forlade serien på grund af uoverensstemmelser. I Erlichs fravær, forsøger den sære kinesiske Jian Yang, der har været fast inventar i Erlichs ’incubator’, at kræve retten til Erlichs hus og hans aktieandel i Pied Piper.

Imens har Richard endelig fået fuld kontrol over Pied Piper, men har lidt svært ved at finde sig til rette i CEO-rollen. Heldigvis har han stadig altid loyale Jared med sig. Jared spillet af Zach Woods har altid været min favorit i serien – med sin neurotiske hyperempati, selvnedsættelse og sensitivitet er han et godt modanker til resten af karakterernes lidt koldere fremtoning. Med sig har Richard selvfølgelig også de altid konkurrerende programmører Gilfoyle (Martin Starr) og Dinesh (Kumail Nanjiani), der denne gang blandt andet strides om en parkeringsplads.

Serien er stadig eminent i at sætte sjove scener op, og castets (som primært er erfarne stand-uppere) humoristiske talent og timing lader sig tydeligt mærke i hver en scene. Hvis man har bare en lille smule viden og/eller interesse i tech-miljøet, er det en serie, som kontinuerligt vil frembringe kluklatter – ikke bare for de humoristiske set-pieces, men også i satiren over tech/startup-miljøet. Det gælder for eksempel de konstante udvekslinger af arbejdskraft firmaerne imellem. Da Richard og en COO (Chief Operating Officer) fra et andet større firma indgår i forhandlinger om, at COO’en skal komme og arbejde for Pied Piper, fremstilles det som en utroskabsaffære med hemmelige beskeder og midnatsrendezvouser.

I de tre første afsnit, som jeg har set, er der lagt lidt i ovnen til, at Richard skal blive en hjerteløs CEO ligesom ærkefjenden Gavin Belson fra Google/Facebook-pendanten Hooli. Efter i så lang tid at have holdt Richard væk fra CEO-positionen ville det ikke være dårligt, hvis der skete noget helt andet. For ’Silicon Valley’ sæson 5 er mere af det samme og vil nok ikke vinde nye fans. Det er langt hen af vejen også godt nok, selvom man får fornemmelsen af, at serien har peaket.

Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.

Ud af intet

5/6

Bragt på Soundvenue

Tysk-tyrkiske Fatih Akin kan noget med følelser, de store melodramatiske vibrationer i forholdet mellem mennesker. Og hans nyeste film ’Ud af intet’ er endnu en tur i en velorkestreret vridemaskine, der efterlader én temmelig deprimeret og kun en lille smule manipuleret.

Filmen, der fortjent vandt en Golden Globe for bedste udenlandske film, er delt op i tre dele: En familietragedie, et retssalsdrama og en hævnthriller. Den første del er så klart den bedste. I en hjemmevideo-sekvens ser vi, hvordan den tyrkisk-tyske narkohandler Nuri (Numan Acar) gifter sig med tysk-blonde og tatoverede Katja. Seks år senere er Nuri fuldstændig resocialiseret med sin egen oversættervirksomhed/rejsebureau i Hamborgs kulørte handelsdistrikt. Parret har fået sønnen Rocco, og alt ånder idyl i den lille familie.

I denne korte sekvens før tragedien uundgåeligt rammer, etableres der på imponerende vis et yderst troværdigt forhold familien imellem med en lethed og naturlighed i dialogerne, de små hverdagssnakke og en varm kærlighed karaktererne imellem. 

Den nærhed, man får til familien, gør tragedien desto mere effektiv. For faren og sønnen dør af en bombeeksplosion foran Nuris forretning, og Akin og Kruger formår her virkelig at løfte tragedien, så den går direkte i maven. Sorgprocessen kan bedst sammenlignes med Naja Marie Aidts sublime roman ’Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage’, en sjældent rørende skildring af et tab. Da Katja ligger i sin søns køjeseng og stortuder blandt modeller af universet og al børneinventaret, mærker man i den grad hendes smerte.

Huset fyldes af familiemedlemmer og næsvise detektiver, der vil spore bombeårsagen tilbage til narkokriminalitet eller muslimsk terror, alt i mens Katja falder tilbage i de gamle narkovaner og fastholder, at det må være nynazister, der står bag.

Hun får ret, og i filmens anden del følger vi retssagen mod et nynazistisk par, der åbenlyst er skyldige. Det fortællemæssige knirker lidt mere her, og det bliver klart, at vi skal opleve en stor uretfærdighed og det moderne retssystems magtesløshed over for hjemmedyrket national terror. Det store trusselsbillede udgøres af forsvarsadvokaten (Johannes Krisch), der på alle måder giver den som skurk. Han fremstår mere som en kz-lejrkommandant end advokat.

Filmens tredje og sidste del udvikler sig til en spændende forløst thriller, selvom slutningen undrer lidt. Diane Kruger, der vandt prisen for bedste kvindelige hovedrolle i Cannes, spiller den altdominerende hovedrolle, og hun gør det eminent i sin vist nok første tysksprogede film. Hun føjer virkelig lag til sit spil, som jeg ikke har oplevet i de amerikanske blockbustere, jeg ellers har set hende i. Hun er er nærmest oppe i Nina Hoss-klasse.

Akin kobler igen det personlige med det politiske, ikke så godt som i mesterværket ’Auf der anderen Seite’, for denne gang strander det politiske spor lidt i en blindgyde. Men han formår stadig som få at give en stemme til immigranters virkelighed og ophøje det til bevægende og vedkommende filmkunst.

A Quiet Place

4/6

Bragt i Soundvenue

Er det stilleleg, eller hvad sker der?

I starten af ’A Quiet Place’ følger vi en familie på fem, der gennemsøger et apotek i et mennesketomt postapokalyptisk landskab, hvor bevoksningen er ved at overtage kørebanen, gaderne forladte og butiksruderne fyldt med falmede efterlysningsplakater. De træder forsigtig gennem butikken på bare tæer, kommunikerer med tegnsprog og sørger ellers for ikke at lave nogle høje lyde. Og som publikum bliver man øjeblikkeligt revet med af den nervøsitet, der ligger i deres lydløse færden, og da storesøsteren Regan (Millicent Simmonds) griber et stykke legetøj, inden det larmende rammer gulvet, ånder man lettet op.

Konsekvensen ved at lave en høj lyd forbliver selvfølgelig ikke uforklaret. Men de første 10-20 minutter er filmens mest intense. Hver en knitren med slikposer og popcorn fra de andre biografgængere vil nok mere end sædvanligt sende nervesystemet i rødt. Da det uundgåelige endelig sker, og den yngste dreng kommer til at larme, springer et monster ud af det blå.

For ’A Quiet Place’ er en monsterfilm, i skæringspunktet mellem familiedrama, sci fi og horror med en særdeles interessant præmis. Monstrene er her blinde men med en yderst veludviklet høresans, der gør, at al kommunikation foregår med tegnsprog, familien spiser på blade og ikke tallerkener, og på stierne strøer de sand, så kviste og andet ikke larmer, når de bevæger sig.

Emily Blunt og Millicent Simmonds i ‘A Quiet Place’.

Et år efter tragedien venter familien på nu fire en ny tilføjelse, da moren Evelyn (en altid god Emily Blunt) er højgravid. Patriarkfaren Lee (John Krasinski selv) forsøger at få kontakt med andre overlevende over kortbølgeradioen og at lave et høreapparat til den døve datter Regan, mens han indvier den modvillige ældste søn Marcus i jagt og overlevelsesprincipper. Som i den fremragende indiegyser ’It Comes At Night’ er kernefamilien postapokalypsens bedste bolværk, og ligesom i den film er det ret interessant at følge de ritualer og den disciplin, det kræver at overleve apokalypsen. Hvor klaustrofobien i ’It Comes At Night’ var rumlig, er den her auditiv, og det bliver helt forløsende, når der er mulighed for en samtale maskeret af en vandfalds larm. 

Det superinteressante udgangspunkt begynder også at slå lidt revner her. Familien har både rindende vand og elektricitet, men hvem er det lige, der driver de værker? Hvorfor skal de partout rende rundt i bare tæer, kunne man ikke overveje en termosok eller et par bløde maosko? Hvem i hulen vælger at blive gravid i en sådan dystopi, hvor selv den mindste lyd er lig med en hurtig død?

Faren Lee vil af uvisse årsager ikke lade datteren Regan komme ned i sin mancave i kælderen, hvor han lodder høreapparater og leger med radioen, eller lade hende komme med på jagt – selvom hun er meget ivrig og sønnen Marcus ivrig for at slippe. Det skaber skår i forholdet mellem far og datter, og da kernefamiliens integritet begynder at smuldre, rammer katastrofen som en familiekonservativ hammer.

Filmens tredje akt udvikler sig til en regulær monsterjagt a la ’Alien’. Det er en skam, for denne del er ikke forløst lige så godt som første del. Krisen mellem far og datter, som hele tiden har føltes noget forceret, forløses her, men desværre uden den store emotionelle gevinst. Og trods de virkelig gode monstereffekter er en film som denne bare mest effektiv, når monsteret ikke vises for meget frem. Endelig er slutningen tacky og b-films-agtig, hvilket overhovedet ikke passer sammen med resten af stemningen.

Alligevel er ’A Quiet Place’ en særdeles effektiv gyser, der følger i slipstrømmen på de meget vellykkede alternative gysere, vi har set de sidste par år, med titler som førnævnte ’It Comes At Night’, ’Get Out’, ’The Witch’ og ’It Follows’.


Kort sagt:
Selvom sidste del af John Krasinskis gyser udvikler sig i en lidt for regulær blockbuster-retning, er det stadig et yderst interessant bekendtskab med intense scener og en suveræn præmis.

Pacific Rim Uprising

Bragt i Soundvenue

2/6

En af verdens bedste såkaldte mecha animeer (japansk tegnefilmsserie om kæmperobotter) er Neon Genesis Evangelion fra 1995, hvor man følger en række teenagere, der synkroniserer deres nervesystem med kæmpemæssige robotter, for at besejre en række invaderende monstre.

Den indeholder en række super intense og meget dramatiske slag, men er samtidig et medrivende karakterstudie af teenagerne og deres forhold, personlige problemer, traumatiske fortid og fremtidige udvikling – og et stykke genrefiktion, der hæver sig op over genrekonventionerne og på det nærmeste dekonstruerer dem. Altså kort sagt et højdepunkt for fiktion om kæmperobotter og monstre. Og derved det absolut modsatte af ’Pacific Rim Uprising’.

Filmen er efterfølgeren til ’Pacific Rim’ fra 2013, en af Guillermo del Toros middelmådige genrefilm, der dog havde en vis charme. Det er ’Transformers’ fusioneret med ’Godzilla’, tilsat lidt tentaklet havuhyre a la Lovecraft og med ikke så få elementer fra førnævnte Neon Genesis Evangelion og mecha animé-genren generelt. Her hedder kæmpemonstrene Kaijuer, og robotterne er Jägers, som det kræver to piloter i perfekt tankesynkronisering at styre.   

I den første film reddede Jäger-piloten Stacker Pentecost verden ved at ofre sig selv for at lukke den interdimensionelle åbning i Stillehavet, hvor Kaijuerne kom fra. I ’Uprising’ følger vi Stackers søn Jake (altid oplagte John Boyega), der modvilligt presses ind i forsvaret igen for at optræne nye unge Jägerpiloter. En sådan er den anden hovedrolle, teenagepigen Amara Namani (Cailee Spaeny), der er lidt af et mekanisk geni, der har bygget sin egen Jäger.

Historien rasler afsted og kræver mere end sædvanlig suspension of disbelief for at give nogen som helst form for mening. Plot og karakterer er generiske, en del af replikkerne er tåkrummende eller latterfremkaldende, og filmens tiltag til humor er pinagtige og platte.

Hovedfokus er alle de dygtige asiatiske animationsfolk, der har lavet robotter og klamme monstre på deres computere, så vi kan nyde at se for eksempel Tokyos højhuse jævnes med jorden i en regn af glassplintrer på Imax-skærme med 3d-brillerne på. Kampsekvenserne vil muligvis være nok for den første films fans, og hvis de seks ’Transformers’-film har vist os noget, er det da, at plot, karakterer og dialog kan være nok så ringe, så længe der er kæmpeting, der smadrer andre kæmpeting.

Filmen haster afsted mod tredje akt, det store slag, som varer næsten halvdelen af filmens spilletid, og det gør den godt i. For der er da (stadig) et vist rush i at se en storby blive smadret, og glimtvis er actionsekvenserne underholdende, inden det hele bliver uoverskueligt og uvedkommende.

Personligt vil jeg til enhver en tid foretrække at bunde en flaske lunken Jägermeister eller bare sætte mig ned og se Neon Genesis Evangelion igen.

You Were Never Really Here

Bragt i Soundvenue

5/6

Den skotske filmauteur Lynne Ramsay er endelig tilbage med en ny film efter ’We Need to Talk About Kevin’ fra 2011, og ’You Were Never Really There’ er på alle måder den Ramsay-film, jeg har gået og ventet på.

Den kombinerer Ramsays nærmest klaustrofobiske psykologiske portrætter af især det forstyrrede og traumatiserede menneskesind med en overvældende billede- og lydside, der til sammen giver en sjælden, nærmest hallucinerende biografoplevelse.

Historien om Joe er en historie om hverdagens helt taget ud i sin mest brutale potens – og en historie om en mand, der lider af PTSD i mere end én forstand. Joe er veteran fra Afghanistan og er vokset op med en brutalt voldelig far, der har terroriseret både ham og hans mor. Baghistorien præsenteres i ultrakorte og foruroligende flashbacks, der efterlader flere spørgsmål end svar. Nu er han sådan én, man hyrer til at finde kidnappede børn uden at indblande myndighederne, og til samtidig at udøve sød hævn på bagmændene, som Joe uddeler med sin hammer (også farens yndlingsvåben). 

Joe spilles af Joaquin Phoenix, der igen giver os en absolut pragtpræstation. Phoenix har taget kilovis af fedt og muskler på til rollen, og hans massive, arrede korpus minder om en tank, der er klar til at rulle henover the bad guys. Kameraet kan slet ikke slippe ham, og det samme gælder for publikum. Der er en farlighed, der gennemsyrer hans væsen, han har rejst sig fra den bange lille drengs skygge og gjort sig selv til et hævnende våben mod andre, der gør børn fortræd.

Men farligheden kan lige så hurtigt erstattes af sårbarhed. I det ene øjeblik er han som en hjælpsom, sympatisk dreng, der hjælper sin gamle mor (Judith Roberts) og putter hende i seng i barndomshjemmet, hvor de bor sammen. I det næste øjeblik ser vi ham med en plastpose over hovedet, kæmpende med sine indre dæmoner. Phoenix’ fysik og skuespil går her i fuldstændig symbiose med Ramsays vision, og den guldpalme, Phoenix vandt i Cannes for bedste skuespiller, var i den grad velfortjent.

Joaquin Phoenix og Ekaterina Samsonov i ‘You Were Never Really Here’.

Joe får til opgave at redde en ung senatordatter Nina (Ekaterina Samsonov) ud af kløerne på en magtfuld pædofiliring. Det går ikke helt så glat som normalt, og pludselig er Joe selv en jaget mand. Joe vil for alt i verden beskytte Nina, hvilket leder både tankerne hen på Luc Bessons ’Léon’ og Scorseses ’Taxi Driver’, som har samme konstellation: en voldelig mand med intet at tabe, der påtager sig beskytterrollen for en teenagepige. Undervejs får vi et mørkt billede af storbyen som slagmark, der konstant larmer og skurrer på nerverne og står som et trist sjælforladt purgatorium, der får mig til at tænke på Safdie-brødrenes ’Good Time’.

Lyddesignet er i det hele taget fænomenalt, vi opsluges af Joes martrerede sind og hans turbulente indre liv. Alting larmer aggressivt, som om enhver lyd er en fjende, både i storbyen og i skoven, hvor cikaderne larmer foruroligende aggressivt. Indover lydene kører Jonny Greenwoods soundtrack, der mest består af lydbidder af elektronisk variant og små mere klassiske kompositioner, blandet med støj og samplinger. Det agerer perfekt ledsager til billedsiden og får mig til at tænke på samarbejdet mellem Nicolas Winding Refn og Cliff Martinez i ’Drive’ og ’The Neon Demon’.

Ved siden af Greenwoods score kører forskellige tyggegummisøde popsange, der understreger Lolita-temaet og står i stærk kontrast til den voldelige virkelighed, der udfolder sig. Også billedside og klipning står skarpt som et barberblad. Det er i det hele taget en af de sjældne film, hvor alle elementerne løfter sig sammen mod det samme mål og harmonerer perfekt med hinanden.


Kort sagt:
Med sine 85 minutters spilletid og minimalistiske fortællestil står ’You Were Never Really Here’ som et gnistrende isbjerg, der røber akkurat nok, til at man fornemmer dybden under overfalden. Arthouse møder hævnthriller og får det bedste ud af begge verdener. En kultfilm til kommende generationer.

Loving Vincent

3/6

Bragt på Soundvenue

Der er 65.000 filmframes i ’Loving Vincent’, og hver og én er et oliemaleri malet af et internationalt hold af 125 malere over fire år. Det gør den Oscar-nominerede film til noget absolut unikt, verdens første malede spillefilm. At den også er delvist finansieret via crowdsourcing på Kickstarter, gør kun projektet endnu mere særligt.

Et år efter Vincent van Goghs død dukker et uafleveret brev adresseret til Vincents bror Theo op hos Vincents gode ven, postmesteren Joseph Roulin. Han sender sin søn Armand, en lapset, drikfældig slagsbror, ud for at aflevere brevet. I Paris finder Armand ud af, at Theo døde kort efter sin ældre bror, og sporet fører ham til den lille by Auvers-sur-Oise, i hvis marker Vincent efter sigende begik selvmord ved at skyde sig i maven med en pistol.

Armands opgave med at finde den rette arvtager til brevet udvikler sig til en jagt på sandheden om Vincents sidste tid og død, som han optrevler blandt Auvers-sur-Oises brogede personager. Plottet er skruet sammen som en detektivhistorie med Armand som film noir-detektiven, der konstant ryger, drikker, rager uklar med de lokale og flirter med smukke kvinder. Desværre er fortællingen det absolut svageste punkt i ’Loving Vincent’, hvor historien knirker afsted, så man hele tiden tror, at den skal til at gå helt i stå. Selv med sine blot 94 minutter føles filmen lang.

I centrum for filmen står dog den fascinerende teknik. I filmens første mange minutter sidder man i ærefrygt og ser, hvordan de malede filmframes danser i projektorens lysstråle. Det er en magisk oplevelse. Da hver enkel frame er unik, sitrer og pulserer penselstrøgene konstant. Teknikken er allermest effektiv i baggrunde og overgangsbilleder, der som oftest er fra van Goghs egne motiver.

Mindre imponerende udfolder det sig i de mange dialogscener med close-ups af talende hoveder. Her er det rigtige skuespillere, der har opført scenerne, som malerne så har malet over bagefter. Det er en teknik, der hedder rotoscoping, og det minder desværre mere om et Photoshop-filter, end det imponerende håndarbejde som det er. Det samme gælder en række flashback-sekvenser i sort-hvid og med den samme, lidt kedelige computereffekt-kvalitet.

Der er dog en god stemning i ’Loving Vincent’. Det skyldes ikke mindst et stærkt lyddesign, der virkelig gør de locations, Armand besøger, levende, og et stemningsskabende soundtrack fra altid gode Clint Mansell. Det svage plot trækker desværre ned, især når man har valgt at skrive en detektivhistorie, og malereffekterne ender desværre lidt med at blive en gimmick, man glemmer hen ad vejen, som i enhver 3D-film.

’Loving Vincent’ er absolut en imponerende bedrift, men vil ikke stå tilbage som en egentlig stor film.