Jeg gamer: På et tidspunkt prøvede jeg at se, hvad der skete, hvis jeg spærrede en sim inde i et rum uden døre eller vinduer

Bragt i Information

Den 29-årige podcast-producer Christine Runøe får noget struktur på sin hverdag via computerspillet ’The Sims’. Hun prøver at holde 20-25 sims lykkelige i deres hverdag, men det er også en sur pligt, og engang imellem siver spillets logik ind i hendes egen. Så glemmer hun, at man ude i virkeligheden ikke kan købe flere penge, når man mangler penge, og at det ikke tager fem timer at lave nachos

»Fra jeg var omkring ti år, spillede jeg The Sims på computeren hver dag i en årrække. Jeg var fuldstændig besat af det og tænkte på det hele tiden, mine forældre måtte sætte en grænse på én times spil om dagen. Så voksede jeg lidt fra det, men her i foråret havde jeg en periode, hvor jeg ikke havde noget arbejde om morgenen og ikke rigtig nogen struktur på hverdagen, og så hentede jeg The Sims Freeplay på telefonen og blev grebet af den samme narkomani igen.«

»I spillet har jeg nogle mennesker, som jeg skal sørge for. Jeg skal sørge for, at de kommer op om morgenen og kommer i bad, at de opretholder deres personlige hygiejne, at de spiser morgenmad, at de har familieliv, at de hygger sig lidt, inden de skal på arbejde og have karriere og være gode i skolen. Når de kommer tilbage igen, skal de have nogle fritidsaktiviteter og have aftensmad, som ikke er det samme som dagen før. Jeg skal have 20-25 hverdage ved siden af min egen.«

»Det der er så vildt er, at det foregår i real time, så hvis de skal på arbejde i otte timer, så er de væk i otte timer, hvor man ikke kan spille med dem. Der er nogle ting, der tager uforholdsmæssigt kort eller lang tid i forhold til normalt. Det tager f.eks. fire-fem sekunder at tage et bad, hvor jeg tænker: ’Gud, hvor ville det være nemt, hvis jeg kunne tage et bad på fire sekunder’. Så er der andre ting, der kan tage superlang tid, det kan f.eks. tage fem timer at lave en portion nachos. Hvis jeg ser en tallerken nachos i virkeligheden, kan jeg tænke, det tager supermeget længere tid at lave en portion nachos end at bage en quiche, det hele bliver sådan lidt surrealistisk.«

»I starten var det, fordi jeg selv manglede noget struktur, at det blev så inciterende at styre nogle andres mennesker strukturerede hverdag. Nu er det faktisk blevet helt vildt stressende, jeg føler, at det er et stort ansvar at sørge for, at de er lykkelige. Nogle gange sætter jeg dem på hibernation mode, hvor de sover ét døgn, fordi jeg ikke kan overskue at sørge for dem hver eneste dag. Jeg overvejer lidt at slette det, men jeg er blevet meget investeret i dem følelsesmæssigt og kunne godt tænke mig at se, hvor de ender karrieremæssigt, jeg har f.eks. én, der arbejder på at blive Hollywood-stjerne. Jeg er også kommet til at bruge nogle penge på det, og så bliver man jo endnu mere investeret.«

»Jeg har brugt penge på at købe penge til dem, så de kan bygge nye huse og udvide byen. Det kom faktisk så vidt, at jeg i den periode, hvor jeg spillede mest, kunne sidde og mangle penge og kigge på min netbank og tænke, at jeg bare kunne købe nogle flere penge til mig selv. Så det har virkelig infiltreret min tankegang på en måde, som måske ikke er helt sund.«

»Jeg prøver gerne at lave noget romantisk drama, hvor den samme sim dater flere forskellige mænd, og så kommer der et showdown, hvor én af dem finder ud af, at hun også har set andre mænd, og så skal de komme op og skændes. Det, der er anstrengende ved de her scenarier, er, at de ikke har nogen emotionel respons i sig selv, så selv når denne her mandlige sim kommer ind på værelset, hvor hans kæreste er sammen med en anden, så føler han ikke noget, han står bare og kigger og venter, og så er det mig, der skal sørge for, at der er en eller anden handling. Så skal jeg fornærme den anden, indtil de begynder at skændes, og næste gang de ser hinanden, har de glemt det igen. Det er altså mig, der skal styre deres følelser og handlinger.«

»På den måde bliver dramaet en lille smule fladt. Jeg skal selv iscenesætte det og tolke følelserne ind i dem. I virkeligheden er det ikke meget anderledes end at sidde med nogle insekter og forestille sig, at de har en samtale med hinanden – i det lange løb er det temmelig utilfredsstillende.«

»Hver af de 20-25 sims, jeg styrer, har forskellige behov. Det kommer til udtryk i en rombeformet figur, der hænger over hovedet på dem. Den er grøn, hvis de er glade. Hvis de skal tisse rigtig meget eller er socialt understimulerede, begynder den at blive gul og til sidst rød. På et tidspunkt prøvede jeg at se, hvad der skete, hvis jeg spærrede én af dem inde i et rum uden døre eller vinduer, bare for at se hvad han ville gøre, når jeg ikke var der til at styre ham. Så stod han der i tre uger og bare græd og tissede i bukserne, til sidst synes jeg, det var så ynkeligt, at jeg lukkede ham ud igen. Jeg fik også ret dårlig samvittighed, jeg tænkte: ’Det er mig, der gør det her ved ham,’ det var på en måde simulationsplageri.«

»Det, jeg får ud af The Sims, er helt sikkert en måde at udøve omsorg på, at skabe kontrol og at have en struktureret hverdag på. Det bedste ved spillet for mig er, når de er glade, og jeg kan lægge dem i seng om aftenen glade, det giver mig en følelse af mening, at det gør en forskel. Når jeg har løst det, så kan jeg lægge telefonen fra mig, til de står op ti timer senere.«