Jonathan Safran Foer & Jeffrey Eugenides LOUISIANA LITERATURE 2012 – lørdag

Bragt på LitteraturNu

Det var et imponerende program, den spæde litteraturfestival Louisiana Literature lagde for dagen den forgangne weekend. Som altid i de smukke rammer i Humlebæk med Øresund i baggrunden.

Patti Smith, Jonathan Safran Foer, Nicole Krauss og Jeffrey Eugenides var de store trækplastre, men hele programmet var præget af enorm litterær kvalitet. Det var da også en utrolig succesful festival og vel nok den mest besøgte udgave, siden de startede i 2010. Det gjorde desværre også, at der var en sand horde af gæster, der havde valgt at tage til Nordsjælland, og desværre ødelagde de konstante køer oplevelsen ikke så lidt.

Jeg ankom med en kollega lørdag formiddag for at fange et glimt af Patti Smith i samtale med Henning Mankell, inden hun fløj videre. Det foregik ved parkscenen, som trods lidt småregn fungerede glimrende. Her var luft og plads og ikke mindst det fantastiske hav som bagtæppe. Desværre og uforståeligt blev denne samtale det eneste arrangement, der foregik ved parkscenen. Resten af dagen – foruden nogle lydperfomances – foregik i de mindre scener inde på museet.

Og her var ganske enkelt for mange mennesker. En lang kø til koncertsalen slangede sig igennem museets trange passager, og langt størstedelen af de fremmødte måtte gå forgæves til en samtale med Foer og Eugenides. Os der ikke var kommet tidligt nok, måtte derfor trække ud i haven og se samtalen på en ’storskærm’. Storskærmen var imidlertid i virkeligheden et ikke voldsomt stort lærred med en bagprojekter, som ikke klarede sollyset særlig godt. Og behøver jeg nævne, at der også var kø her? Til gengæld var lyden så høj, at jeg måtte isætte ørepropper for ikke at forværre min tinnitus.

Ja, de praktiske forhold var ikke helt i orden, og det ødelagde desværre også lysten til at gå på opdagelse i arrangementerne. Man blev nødt til at gå målrettet efter de arrangementer, man på forhånd havde udset sig. Der er ikke andet tilbage end at håbe, at de praktiske forhold bliver tilpasset til næste års festival, for hvor er det dejligt, at så mange mennesker har lyst til at fejre og dyrke litteraturen.

Foer & Eugenides
Samtalen mellem Jonathan Safran Foer (ALT BLIVER OPLYST, EKSTREMT HØJT OG UTROLIGT TÆT, OM AT SPISE DYR) og Jeffrey Eugenides (JOMFRUSELVMORDENE, MIDDLESEX, BRYLLUPSINTRIGEN) bliver med hård hånd modereret af journalisten Martin Krasnik fra Weekendavisen. Krasnik skriver ofte om amerikanske forhold og kan da også hive et underholdende Philip Roth-citat op af hatten: ”at være forfatter er at være angst, ensom og nervøs”. Hans spørgsmål er imidlertid ikke super interessante og han virker ikke specielt velbevandret eller entusiastisk omkring de to forfatteres værker. Det til trods får de to forfattere ofte vendt spørgsmålene i en interessant retning. Eugenides mere end Foer, som virker lidt muggen over situationen/spørgsmålene eller hvad ved jeg og svarer ganske kort og brysk på Krasniks spørgsmål.

Krasnik prøver at tegne nogle tendenser omkring de to forfatterskaber. ”I skriver om familier,” siger han. Det synes Foer ikke. ”I er postironiske forfattere?” Der findes ikke nogen ironiske forfattere, svarer Foer, at skrive er en grundlæggende oprigtig handling, mener han. Her går Eugenides ham dog imod, han klassificerer gerne sig selv som postironisk forfatter, modsat de ironiserende postmodernister (Thomas Pynchon, Don DeLillo m.fl). Eugenides mener, at ironi nogle gange er den eneste måde at udtrykke sig om livet på, og det var især Vietnamkrigen og USA’s statustab, der nødvendiggjorde den retning. I dag er der en tendens til mere dybfølte og inderlige forfattere, foruden de to nærværende, tælles også Jonathan Franzen og afdøde David Foster Wallace. Det skriver Tore Rye Andersen også om i sin bog om den amerikanske roman.

Krasnik spørger ind til de tos litterære vækkelse. Foer fik sin med Italo Calvinos DE USYNLIGE BYER. De er begge enige om de russiske realisters fortræffeligheder og i særdeleshed ANNA KARENINA, som er fantastisk på grund af sine karakterer. Foer forklarer, at for at skrive naturalistisk, bliver man nødt til at afvige fra virkeligheden. En ting repræsenterer ikke nødvendigvis sig selv bedst. Man må bruge en umulig stemme for at komme til hjertet af historien uddyber Eugenides.

Krasnik spørger, om det er svært at skrive som en kvinde, henvendt til Eugenides. ”Det er ikke svært,” svarer han, ”jeg tænker på mine karakterer som persontyper, ikke nødvendigvis som kønsvæsener”. Det er sværere at skrive om afro-amerikanere, bryder Foer ind. Eugenides eneste problem med at skrive om kvinder er, at han skal sætte sig ind i ting, han ikke kender noget til, som fx urinvejsinfektioner. Men det klarer han på biblioteket.

En fantastisk roman er mere interessant end livet, slutter Eugenides samtalen. Og man har bagefter stor lyst til at fortære både de to amerikaneres romaner (igen) og al den skønne litteratur, der er blevet namedroppet. Litteraturen fortjener bestemt fejring.