Krig er helvede – Garth Ennis WAR STORIES VOL. 1

Bragt på LitteraturNu

Den irske tegneserieforfatter Garth Ennis er langt fra færdig med 2. Verdenskrig, som han også udforskerede i den glimrende KÆRE BILLY fra sidste år. Ennis har allieret sig med fem forskellige tegnere, til at illustrere de fire fortællinger fra den blodige konflikt.

Krigstegneserien som genre ramte sit populære højdepunkt under 2. Verdenskrig, hvor selv superhelte gik ind i kampen. Således kunne man se Kaptajn Amerika give Hitler en ordentlig kæberasler. Siden da er krig faldet drastisk i popularitet, men den simple fremstilling af de gode allierede mod de onde nazier, får vist altid drengehjerter til at slå lidt hurtigere. Således husker jeg selv de billige sort/hvide hæfter, Commando og hvad de ellers hed, og selvfølgelig den knaldhårde Sgt. Flint, som med skægstubbe og cigarånde splittede den ene Tiger-tank efter den anden ad.

En sådan slags tegneserie er WAR STORIES ikke. Ennis skildrer krig, som den også bliver skildret i film som SAVING PRIVATE RYAN og serien BAND OF BROTHERS: Krig er helvede, men soldaten fortjener vores dybeste sympati og respekt.

De fire fortællinger breder sig både hvad angår nationalitet, værn, front, tid og stil. I den første, JOHANNS TIGER, får vi således et sjældent tysk perspektiv på en kampvognsbesætning, som i krigens sidste dage forsøger at kæmpe sig vej til den amerikanske front for at overgive sig. De vil for alt i verden ikke fanges af russerne, som har mange gode grunde til at tage en blodig hævn. Historien illustrerer fint, det familiære bånd der opstår mellem soldater i krig. Kommandøren ønsker blot at bringe sine ’børn’ i sikkerhed, inden han selv kan sone for sine forbrydelser på østfronten, ved at møde døden på slagmarken. Den er illustreret af Chris Weston og Gary Erskine, som har leveret pæne, men noget anonyme, tegninger.

I D-DAGSSNYDERNE har vi et klassisk scenarie, med en ung, uerfaren britisk officer, der kommer ind i en enhed af desillusionerede og erfarne mænd og skal bevise sit værd. Det foregår på den italienske front, som offentlighedens søgelys for længst har forladt til fordel for D-Dags kampagnen. Ja, der går rygter om, at soldaterne i Italien ikke bestiller andet end at drikke vin og kysse pigerne! I et eksemplarisk eksempel på militær stupiditet beslutter overkommandoen, at skabe nogle avisoverskrifter ved at arrangere en hovedløs offensiv. John Higgins, mest kendt for sin farvelægning af WATCHMEN, har leveret nogle flotte tegninger, der især bruger skygger flot. Serien slutter med 11 helsidestegninger, ledsaget af sangen om ’D-Dagssnyderne’ (se citatboks), som rammer stærkt.

DE SKRIGENDE ØRNE, illustreret af Dave Gibbons (WATCHMEN), handler om faldskærmskompagniet Easy, som også er skildret i førnævnte BAND OF BROTHERS. Det er krigens sidste dage, og alle er mest optaget af at samle så meget krigsbytte sammen som muligt. En lille flok veteraner, der sprang ned over Frankrig i D-Dags første dage, bliver sendt til et østrigsk slot, som de skal sikre for en general. Da de ankommer, beslutter de sig for at tage et par dages ’ferie’ med den omfattende vinkælder og et par villige Heidi’er, som kommer forbi. Tegningerne er ikke i top, og historien formår ikke helt at ramme tonen.

Bedst i samlingen er den sidste historie NIGHTINGALE, om en britisk skibsbesætning på en torpedojager. Historien bliver fortalt, hinsides den kolde våde grav på bunden af Middelhavet, af et dødt besætningsmedlem, som fortæller om skibets sidste dage. David Lloyds (V FOR VENDETTA) grafiske og dunkle tegninger, kombineret med Ennis’ stemningsfulde og spændende historie, løfter historien om den dødsdømte torpedojager op til søværnspoesi, der er DAS BOOT værdig.

WAR STORIES VOL. 1 er en smal, men fin genretegneserie.