Kurt Vonnegut

Vonnegut, Kurt
Foto: Brat Barket / Scanpix

Indledning

Kurt Vonneguts værker optræder jævnligt på lister over de bedste engelsksprogede bøger gennem tiden, oftest med hans magnum opus ”Slagtehal fem”, som kombinerer antikrigsromanen med science fiction og postmodernisme. Igennem satiriske og absurde scenarier om verdens frosne undergang eller rumvæsener der sætter mennesker i zoologisk have undersøgte han filosofiske temaer og moralsk grænseland. Han skrev med en sorthumoristisk og ironisk stemme og i et flydende og simpelt sprog.

Hans litterære indflydelse har været enorm og hans værker bliver taget op af generation efter generation, uden at virke forældede i stil eller emner.

 

Blå bog

Født: 11. november 1922, Indianapolis, USA.

Død: 11. april 2007.

Uddannelse: Kandidatgrad i Antropologi fra University of Chicago, 1971.

Debut: Player Piano, 1952.

Priser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: En mand uden fædreland. A-Office, 2012.

Inspiration: Leon Trotsky.

Baggrund

”Alt det her skete, mere eller mindre. I hvert fald er krigsdelene stort set sande. En fyr jeg kendte, blev virkelig skudt i Dresden for at tage en tekande der ikke var hans. En anden fyr jeg kendte, truede virkelig med at få sine personlige fjender dræbt af lejemordere efter krigen. Og så videre.”
”Slagtehal fem”, s. 1.

Kurt Vonnegut Jr. blev født i Indianapolis, Indiana i USA 11. november, 1922 som den sidste i en børneflok på tre. Hans forældre var begge tyske tredjegenerationsindvandrere. Hans far var en succesfuld arkitekt og hans mor datter af en brygger og millionær. Bryggeriet gik fallit i depressionen i 1929, og farens firma fik ingen ordrer. I 1940 bestod Vonnegut high school og lod sig samme efterår indskrive på Cornell University i Ithaca, New York. Hans hovedfag på universitetet var fysik og kemi, men han var samtidig aktiv som redaktør på universitetsavisen. Mens han gik på universitetet, indskrev han sig i hæren, som sendte ham til Tennessee for at blive maskiningeniør.

Natten til mors dag i 1944 begik hans mor selvmord med en overdosis sovepiller. Vonnegut blev sendt til Europa, og i december samme år blev han taget til fange af tyskerne. Som fange blev han sendt til Dresden i arbejdslejr og overværede i februar 1945 det luftbombardement af byen, som dræbte omkring 25.000 civile indbyggere. Vonnegut overlevede sammen med andre amerikanske krigsfanger i en slagtehal, og de oplevelser danner grundlaget for hans mest berømte roman ”Slagtehal fem” og går igen i mange af hans andre værker.

Efter krigen læste Vonnegut antropologi på universitetet i Chicago, mens han arbejdede som journalist for et nyhedsbureau. Han blev gift med sin barndomskæreste, som han fik tre børn med. Hans speciale blev i første omgang afslået som uprofessionelt, senere accepterede universitetet hans roman ”Cat’s Craddle” (1963) som speciale og gav ham kandidatgraden i 1971. Vonnegut rejste til Schenectady, New York efter Chicago, hvor han begyndte at arbejde med PR for General Electric, hvor hans bror Bernard arbejdede som forsker. I 1951 blev han forfatter på fuld tid.

I 1958 adopterede Vonnegut sin søsters tre børn, efter hun døde af kræft to dage efter, at hendes mand var død i en togulykke. Vonnegut blev gift igen i 1970 og adopterede et barn med sin nye kone. De levede sammen på Manhatten, hvor Vonnegut døde i 2007.

Alle citater er i egen oversættelse.

Mother Night

”(…) jeg vil vove holdningen, at løgne fortalt med henblik på kunstnerisk effekt (…) kan være, i en højere forstand, de mest fortryllende former for sandhed.”
”Mother Night”, s. IX.

I romanen ”Mother Night”, 1962 (ikke oversat) iscenesætter Vonnegut historien som autentisk ved at skrive sig selv ind som redaktør af hovedpersonen Howard Campbells tilståelser, skrevet fra et fængsel i Israel i 1961.

Campbell er født i USA, men vokser op i Berlin, hvor han bliver dramatiker og gifter sig med skuespillerinden Helga Noth. Da krigen kommer, begynder Campbell at arbejde for Goebells propagandaministerium som radiovært på et program, der spreder nazistisk propaganda til den engelsksprogede verden. Uden nazisternes eller de fleste amerikaneres viden indfletter Campbell i udsendelserne skjulte beskeder til den amerikanske efterretningstjeneste, en opgave pålagt ham i Berlin af agenten Wirtanen.

Efter krigens afslutning bliver Campbell anholdt som krigsforbryder af amerikanske styrker. Hans højtelskede kone er formodet død under en tur på østfronten. Gennem Wirtanens indflydelse bliver Campbell anonymt installeret i en billig lejlighed i Greenwich Village i New York City, hvor han lever i ensomhed i 15 år, indtil han bliver ven med maleren George Kraft, som i virkeligheden er sovjetisk agent. Han røber Campbells identitet for at lokke ham til USSR, hvilket leder til, at Campbell bliver kontaktet af en fascistisk organisation i USA, som anser hans propagandavirke som en heltedåd. Han bliver også tilsyneladende genforenet med sin formodet afdøde hustru Helga.

I ”Mother Night” lægges mange spor ud, som bliver typiske for Vonneguts forfatterskab. Hans metafiktive leg med romanen og biografiske brug af sin egen person, hvad der senere stemplede ham som postmodernistisk forfatter, går igen i mange af hans senere værker. Det gør omdrejningspunktet om Anden Verdenskrig også, ligesom afsøgningen af et moralsk grænseland bliver et gennemgående tema. Vonneguts karakteristiske forfatterstemme er samtidig nonchalant kynisk, satirisk og sorthumoristisk, og man fornemmer, at han bruger karaktererne som talerør til at afsøge filosofiske og moralske dilemmaer. Romanen er på samme tid rablende fjollet og alvorlig og underholdende og tankevækkende.

Da verden gik under

”Efter at det var sikkert at USA kunne udslette en by med bare en enkelt bombe, vendte en videnskabsmand sig mod far og sagde, ’videnskab kender nu til synd’. Og ved du hvad far sagde? Han sagde, ’hvad er synd?’.”
”Da verden gik under”, s. 21.

”Cat’s Craddle” fra 1963 (”Da verden gik under”, 1969) blev Vonneguts litterære gennembrud. Den handler om John, som vil skrive en bog om, hvad berømte amerikanere gjorde den dag, atombomben faldt over Hiroshima i 1945. Omdrejningspunktet er (den opfundne) opfinder af atombomben, Felix Hoenikker og hans tre børn. John lærer, at Hoenikker arbejdede på et andet projekt for hæren med kodenavn Ice-Nine, et stof der kunne fryse vand til is ved normaltemperatur og derved gøre det nemmere at lave en landgang i mudret terræn. Ice-Nine er egentligt et dommedagsvåben, da den frosne tilstand vil sprede sig til alle forbundne vandmasser i verden.

John lærer, at de tre Hoenikker-børn hver har deres del af Ice-Nine. Han bliver inviteret til øen San Lorenzo, et ø-diktatur i det Caribiske Hav sammen med to af børnene, den ældste søn Frank er allerede på øen som General for diktatoren Præsident ”Papa” Monzano. ”Papa” Monzano er døden nær af kræft og begår selvmord med et stykke Ice-Nine, der fryser hans krop. Ved et uheld havner kroppen i havet og fryser derved hele jordens vandforsyning.

I ”Da verden gik under” får Vonneguts verdenspessimisme fuld udblæsning. Han skildrer et absurd dommedagsscenarie, ansporet af forskere, som ikke overvejer konsekvenserne af deres opfindelser, men som er drevet af en uudslukkelig videnskabelig tørst. Baggrunden er de voldsomme destruktive kræfter Vonnegut, så udløst på menneskeheden under Anden Verdenskrig, både personligt i Dresden og med de to atombomber over Japan. En anden inspirationskilde er det absurde og potentielt verdensødelæggende politiske i den kolde krigs og den store teknologiske fremdrift, der fandt sted i 60’erne.

Kynismens anden side er religion, i Bokonismen der har sit udspring i San Lorenzo. Religionen erkender åbenlyst, at alt den indeholder er løgn, men at det er ok at tro på løgnene, hvis man bliver glad. Samtidig tror tilhængere, at alt der sker er determineret, og at eksistensen desuden ikke har nogen mening. Det tosidede angreb på videnskab/teknologi og religion er leveret med satire og galgenhumor, og indbyder samtidig læseren til at grine og græde over verdens absurditeter.

Slagtehal fem

“Billy havde set den største massakre i europæisk historie, som var bombardementet af Dresden. Sådan går det. Så de prøvede at genopfinde sig selv og deres univers. Science fiction var en stor hjælp.”
”Slagtehal fem”, s. 73.

Vonneguts hovedværk ”Slaughterhouse Five” fra 1969 (”Slagtehal fem”, 1970) handler om Billy Pilgrim, som er ”kommet løs i tiden”. Han oplever sit liv som et langt overskueligt forløb han kan overskue i sin helhed, og følgelig springer romanens kronologi frem og tilbage fra vigtige scener i hans liv. Han er soldat under Anden Verdenskrig, men bliver taget til fange af tyskerne og overværer som krigsfange bombardementet af Dresden, som han overlever i slagtehal fem. I hans civile liv er han optiker og gift med en svært overvægtig kvinde. Og så bliver han kidnappet af rumvæsener, Tralfamadorians, som placerer ham i deres zoologiske have sammen med en kendt kvindelig skuespiller.

Det er Tralfamadorianerne, som giver Billy evnen til at se tiden i fire dimensioner. ”Slagtehal fem” er Vonneguts mest berømte roman, og den der mest direkte afspejler den store formative begivenhed for forfatteren: bombardementet af Dresden. Som i ”Mother Night” indleder den biografiske Vonnegut romanen og forklarer, at han i lang tid har prøvet at skrive en roman om den oplevelse. Undervejs optræder han, i korte bemærkninger, som en krigsfange ved siden af Billy.

Vonnegut er igen ude i metafiktionen, hvor virkelighed og fiktion bliver blandet sammen. Metafiktionen og den ikke-lineære kronologiske fortælleform placerer romanen i postmodernismen, såvel som i science fiction-genren. Som i ”Da verden gik under” undersøges fri vilje versus determinisme. Billy kan se hele sit liv, inklusiv sin egen død, men i stedet for at prøve at ændre noget, accepterer han sin skæbne.

Hver gang Vonnegut skriver om døden, slutter han med vendingen ”Sådan går det”, som optræder ikke mindre end 106 gange i den 157 side lange roman. Den lakoniske vending understreger det fatalistiske spor, der underlægger ”Slagtehal fem” såvel som det meste af Vonneguts anden produktion, nemlig at krig og ødelæggelse er uundgåeligt, at menneskeheden vil destruere sig selv.

Genrer og tematikker

Kurt Vonneguts store formative oplevelse var hans oplevelser under Anden Verdenskrig og i særdeleshed hans overværelse af bombardementet af Dresden. Den tilsyneladende meningsløse destruktion af en hel by og dens indbyggere placerede Vonnegut på venstrefløjen som krigsmodstander og humanist. Men i stedet for at blive idealist blev han kynisk realist, der antog, at de iboende destruktive kræfter i menneskeheden en dag med teknologiens hjælp ville udslette sig selv.

I sine senere år sagde han, halvt i spøg, at Jordens immunsystem prøvede at komme af med menneskeheden gennem naturkatastrofer mm. og med god ret: ”Jeg talte om det faktum, at antibiotika ikke virkede, og at uhelbredelige sygdomme begyndte at dukke op, AIDS, og jeg kom til den konklusion at planetens immunsystem forsøgte at komme af med os [griner].” (Frank Houston: The Salon Interview: Kurt Vonnegut. Salon, 1999-10-08).

Hans store succes som forfatter skyldes bl.a., at han formidler disse budskaber ikke med prædiken og opsang, men med ironi, satire og galgenhumor, i scenarier der både er absurde og genkendelige.

Han skrev ofte i science fiction-genren, hvis frie rammer var optimale for hans fantastiske og absurde scenarier. Han blev dog ikke stemplet som science fiction-forfatter, fordi det stempel ofte blev forbundet med noget underlødigt, men han var med til at hive genren op som en anerkendt litterær genre, ikke mindst med den samtidige Philip K. Dick. Som anmelderen afsluttede sin anmeldelse af ”Slagtehal fem” i New York Times i 1969: ”Du vil enten elske den, eller skubbe den tilbage i science fiction-hjørnet” (Christopher Lehmann-Haupt: Slaughterhouse Five, Or the Children’s Crusade. New York Times, 1969-03-31).

Science fiction-forfatteren Kilgore Trout går igen i flere af Vonneguts romaner og bliver en slags alter ego for Vonnegut, og via ham udtrykker han en slags poetik for science fiction-genren: ”Rosewater sagde engang en interessant ting til Billy, om en bog som ikke var science fiction. Han sagde at alt hvad der var at vide om livet, var i ”Brødrene Karamazov” af Fjodor Dostojevskij. ’Men det er ikke nok længere’ sagde Rosewater.” (”Slagtehal fem”, s. 73).

På det formalistiske plan blev Kurt Vonnegut senere placeret i den første bølge af postmodernistiske forfattere. Både i sin ironiske tone og i sin satiriske og sorthumoristiske omgang med alvorlige emner. Det metafiktive er også karakteristisk for postmodernistisk litteratur, og en strategi Vonnegut ofte benytter. F.eks. i ”Slagtehal fem”, hvor han i indledningen peger på sig selv som forfatteren og fortæller om, hvordan værket kom i stand, ligesom han optræder som karakter i selve fortællingen. Han blander elementer, der åbenlyst er selvoplevede, som Dresden, med oplevelser der åbenlyst er fiktive, som rumvæsener og tidsrejser, og gør derved læseren opmærksom på det artificielle og opfundne ved skrivning og litteratur.

Beslægtede forfatterskaber

Kurt Vonnegut har været en stor inspirationskilde for en lang række forfattere. I 60’ernes USA var hans bøger uomgængelige, hvis man var ung (sandsynligvis venstreorienteret) collegestuderende, og mange senere forfattere er derfor vokset op med Vonneguts værker.

Mere direkte kan man nævne science fiction-forfatteren Douglas Adams, hvis store satiriske science fiction-værk ”The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy” 1979-1992 (”Blafferens galakseguide” m.fl., 2005) har meget til fælles med Vonnegut, ikke kun genremæssigt, men også med den ironiske og satiriske fortællerstemme, der anvendes. Det er især Vonneguts ”The Sirens of Titan” fra 1959, som har inspireret Adams: ”Kurt Vonnegut, som jeg synes er absolut fantastisk. Jeg har læst The Sirens of Titan seks gange nu, og den bliver bedre hver gang. Han er en indflydelse jeg må vedkende mig” (Ian Shircore: Douglas Adams: The First and Last Tapes. Darker Matter – Online Science Fiction Magazine, 1979).

Vonnegut har også meget tilfælles med allerede nævnte science fiction-forfatter Philip K. Dick. De brugte begge den spekulative fiktion for at udforske menneskets skæbne i en ukontrollerbar verden. De var begge med til at hive science fiction-genren op i mere finkulturelle kredse og ikke mindst ind på universiteterne, hvor der til stadighed bliver forsket i de to. Dick har udtalt: ”Jeg elsker Kurt Vonnegut” (Spaceling: Philip K. Dick on Kurt Vonnegut. Mog, 2007).

Vonnegut kom fra en generation af forfattere, som (for mændenes vedkommende) kæmpede i Anden Verdenskrig. Det gjorde, at Vonnegut skrev antikrigsromaner baseret på personlige erfaringer. Det samme gjorde samtidige Joseph Heller, som var besætningsmedlem på et bombefly. Han skrev i 1961 den satiriske antikrigsroman ”Catch-22” (”Punkt 22”, 1961), som både er beslægtet tematisk med Vonneguts værker og formalistisk med den satiriske og ironiske fortællerstemme. Den klassificeres da også som postmodernistisk ligesom Vonneguts værker. Begge forfattere er i øvrigt inspireret af den franske forfatter Louis-Ferdinand Céline, som også skrev mørke og absurde antikrigsromaner om Første Verdenskrig, bl.a. ”Rejsen til nattens ende”.

En anden berømt antikrigsroman med et personligt udgangspunkt er Norman Mailers ”The Naked and the Dead” fra 1948 om de amerikanske kamphandlinger i Stillehavet, som også udstiller krigens absurditeter og gru.

Bibliografi

Romaner
Vonnegut, Kurt:
Player Piano. Charles Scribner’s Sons, 1952.
Vonnegut, Kurt:
Sirenerne på Titan. Stig Vendelkær, 1970. (The Sirens of Titan, 1961).
Vonnegut, Kurt:
Da verden gik under. Stig Vendelkær, 1969. (Cat’s Cradle, 1963).
Vonnegut, Kurt:
Perler for svin eller gud velsigne Dem, Mr. Rosewater. Gyldendal, 1970. (God Bless you Mr. Rosewater or Pearls Before Swine, 1965).
Vonnegut, Kurt:
Slagtehal fem eller børnekorstoget: en pligtdans med døden. Gyldendal, 1973. (Slaughterhouse Five or The Children’s Crusade: A Duty-Dance with Death, 1969).
Vonnegut, Kurt:
Mestrenes morgenmad eller farvel blå mandag. Gyldendal, 1973. (Breakfast of Champions or Goodbye Blue Monday, 1973).
Vonnegut, Kurt:
Slapstick. Luna-B, 1994. (Slapstick, 1976).
Vonnegut, Kurt:
Tugthuskandidat. Vindrose, 1982. (Jailbird, 1979).
Vonnegut, Kurt:
Lige i øjet. Vindrose, 1984. (Deadeye Dick, 1982).
Vonnegut, Kurt:
Galapagos. Vindrose, 1985. (Galapagos, 1985).
Vonnegut, Kurt:
Blåskæg. Schønberg, 1992. (Bluebeard, 1987).
Vonnegut, Kurt:
Hokus Pokus. Schønberg, 1991. (Hocus Pocus, 1990).
Vonnegut, Kurt:
Tidsskælv. Schønberg, 1998. (Timequake, 1997).
Noveller
Vonnegut, Kurt:
Canary in a Cathouse. Gold Medal Fawcett, 1961.
Vonnegut, Kurt:
Welcome to the Monkey House. Delacorte Press, 1968.
Vonnegut, Kurt:
Bagombo Snuff Box. G.P. Putnam’s Sons, 1999.
Vonnegut, Kurt:
Armageddon in Retrospect. G.P. Putnam’s Sons, 2008.
Vonnegut, Kurt:
Look at the Birdie. Delacorte Press, 2009.
Vonnegut, Kurt:
While Mortals Sleep. Delacorte Press, 2011.
Vonnegut, Kurt:
Basic Training. RosettaBooks, 2012.
Essays
Vonnegut, Kurt:
Wampeters, Foma and Granfallons. Delacorte Press, 1974.
Vonnegut, Kurt:
Palm Sunday. Delacorte Press, 1981.
Vonnegut, Kurt:
Fates Worse than Death. G.P. Putnam’s Sons, 1991.
Vonnegut, Kurt:
God Bless You, Dr. Kevorkian. Seven Stories Press, 1999.
Vonnegut, Kurt:
En mand uden fædreland. A-Office, 2012. (A Man Without a Country, 2005).

Om forfatterskabet

Link
Biografi, bibliografi, merchandise, nyheder om udstillinger, publikationer om Vonnegut osv.
Dansk side om Kurt Vonnegut.
Film
Hill, George Roy:
Slaughterhouse-Five. Universal Pictures, 1972. Filmatisering af ”Slagtehal fem”.
Baggrund
Shields, Charles J:
Kurt Vonnegut: A life. Henry Holt & Company, 2011.
Hayman, David et al.:
Kurt Vonnegut, The Art of Fiction No. 64. The Paris Review no. 69, forår 1977.
Søgning i bibliotek.dk
Emnesøgning på Kurt Vonnegut

Kilder citeret i portrættet

Kilder
Lehmann-Haupt, Christopher:
Slaughterhouse Five, Or the Children’s Crusade. New York Times, 1969-03-31.
Shircore, Ian:
Douglas Adams: The First and Last Tapes. Darker Matter – Online Science Fiction Magazine, 1979.
Houston, Frank:
The Salon Interview: Kurt Vonnegut. Salon, 1999-10-08.
Spaceling:
Philip K. Dick on Kurt Vonnegut. Mog, 2007.