Livet på 11 kvadratmeter – Emma Donoghue RUM

Irsk/canadiske Emma Donoghue fik sit store gennembrud sidste år med romanen RUM, som både blev kåret til en af 2010’s fem bedst bøger af New York Times og blev nomineret til Man Booker Prize. Det er ikke svært at forstå, historien om Jack og hans mor er gribende.

RUM handler om en 26-årig kvinde, der sammen med sin 5-årige søn Jack er indespærret i et 11 kvadratmeter stort rum med kun et enkelt ovenlysvindue. Kvinden (vi får aldrig hendes navn at vide) blev som 19-årig kidnappet på en parkeringsplads af manden ’Gamle Nick’ og ført til rummet, som er et ombygget redskabsskur i Gamle Nicks baghave. Plottet er inspireret af den autentiske Fritzl-sag, hvor en svejtsisk mand holdt sin datter indespærret i 24 år og fik adskillige børn med hende.

Under sin indespærring har Gamle Nick voldtaget kvinden næsten dagligt, og sønnen Jack er resultatet af disse seksuelle overgreb. Jack er født og opvokset i rummet, og dens genstande og rutiner er alt, hvad han kender. For Jack er det derfor ikke bare et rum, det er det singulære Rummet, ligesom det er Klædeskab, Lampe og Tagvindue. For ham er hele universet i Rum, og dens genstande de eneste af sin slags.

Moderen gør sit bedste for at holde Jack sund og rask med undervisning og rutiner som ’Gymnastik’ og ’Vaskedag’. De har også mere dystre rutiner som ”Skrig”, hvor Jack og moderen skriger, alt hvad de kan mod det pansrede ovenlysvindue. Når Gamle Nick kommer ind af den tunge dør om aftenen, skal Jack ligge i klædeskabet, hvor han tæller ”sengeknirk” og venter på, at han kan komme op i sengen hos moderen igen.

Da Jack bliver fem år i begyndelsen af romanen, beslutter moderen sig for at fortælle ham, at der findes en verden udenfor Rum. Det er uforståeligt for Jack, og først efter meget overtalelse lykkes det hende at få ham med på en dramatisk flugtplan. Jack spiller syg og efterfølgende død, pakket ind i et gulvtæppe. Moderen overtaler Gamle Nick til at køre ham væk og begrave ham, og undervejs lykkes det Jack at stikke af. Moderen kommer også ud, og de får et nyt værelse på en psykisk anstalt. Livet udenfor Rum er ikke nemt. Jack er overvældet af alle de nye indtryk og savner rummet, og moderen falder ned i en dyb depression.

RUM er udelukkende fortalt fra Jacks synsvinkel. Det er et spændende eksperiment at fortælle en hel bog gennem en 5-årig, og heri ligger også bogens særegenhed og største styrke. Jacks barnestemme er så besnærende og troværdig, at man hurtigt holder op med at tænke på ham som en konstruktion, men i stedet som et lille menneske af kød og blod. Man forstår langsomt, hvilket mareridt Jack beskriver som en helt normal hverdag, og kun denne barnlige naivitet og distance gør bogens uhyggelige tema om indespærring og isolation udholdeligt.

RUM er også en roman om kærligheden mellem mor og barn. I forholdet mellem Jack og moderen er der en diskrepans i de tos afhængighedsforhold. Jack har mere brug for moren, end hun har for Jack, som det ofte er mellem barn og forælder. Dette til tider klaustrofobiske forhold understreges af de klaustrofobiske liv, de lever, indespærret i et lille rum.

RUM er en medrivende og spændende bog, der er flot og koncist skrevet og som varmt kan anbefales.