Love is Strange

5/6

Bragt i soundvenue 

Man opdager det ikke med det samme, men ’Love Is Strange’ er faktisk en vaskeægte hverdagstragedie. Den amerikansk-fransk producerede film er instrueret af Ira Sachs, mest kendt for det rørende forholdsdrama ’Keep the Lights On’ med danske Thure Lindhardt.

Forholdet står også i centrum i Sachs’ nye film, om end et ganske andet og mindre kompliceret et af slagsen. Det aldrende bøssepar Ben og George har efter 39 års samliv besluttet sig for at udnytte den nye lovgivning i New York og gribe chancen for at blive gift. Ben (John Lithgow) er en 71-årig kunstner, som ikke har opnået kommerciel succes med sine malerier, som partneren George dog elsker. George (Alfred Molina) er musiklærer på en katolsk skole og ham, der betaler regningerne i den lille husholdning.

Tragedien rammer, da den hykleriske katolske skoleledelse på Georges arbejdsplads fyrer ham som følge af ægteskabet med Ben, til trods for at de var vidste, at de to var samlevende. Ægteskab mellem homoseksuelle er nok blevet lovligt i staten New Yorks øjne, men ikke i den katolske kirkes øjne. Fyringen bliver det springende punkt, der sætter tragedien i gang. Ben og George har nu ikke længere råd til at blive boende i deres hyggelige lejlighed, som de tvinges til at sælge. En billig og god lejlighed på Manhatten er ikke sådan lige at få fingre i.

Ben og George spørger venner og familie om hjælp med logi, indtil boligsituationen er løst. Desværre er der ingen, der har plads til at tage dem begge, så de tvinges for første gang i årtier til at bo hver for sig. Maleren Ben flytter ind hos sin nevø Elliot og hans kone Kate (Marisa Tomei), et kreativt powerpar, der er henholdsvis filminstruktør og forfatter. Sammen har de den fremmedgjorte søn Joey, som må dele sin køjeseng med Ben, hvilket forståeligt nok ikke er det sjoveste i verden for en teenagedreng.

George flytter ind hos naboerne, et festglad homoseksuelt politibetjentpar, der konstant har folk rendende til fester og rollespilsseancer, til stor irritation for den stilfærdige George, der sover på sofaen.

Historien foldes ud i et roligt tempo, ledsaget af et behageligt, hovedsageligt klassisk soundtrack og med New York City som velkendt og skøn bagkulisse. Filmens helt store force er Ben og George – John Lithgow og Alfred Molina. De to yderst rutinerede skuespillere leverer begge en indfølende præstation, der meget vel kunne være noget af det bedste, vi har set fra de to herres lange karriere.

Det homoseksuelle aspekt er naturligvis ikke uvæsentligt, men for mig bliver det først og fremmest en hyldest til kærlighedsforholdet og ægteskabet. Tilsyneladende er Ben og Georges forhold noget nær ideelt, med varme, respekt og ikke mindst lidenskab efter knap 40 år. Der ligger dog noget utroskab, år tilbage, der – selvom det nu bare er en genstand for spøgefulde bemærkninger om fladlus – alligevel tegner et billede af et forhold, hvor ikke alting har været en dans på roser. Som forhold sjældent er.

I portrættet af det moderne bohemeliv på Manhatten tester filmen grænserne for, hvor langt venner og familie er klar til at gå for parret og forskellen på generationerne. Det er måske nok cool at kende sådan et gammelt festbøssepar og skåle for deres lykke til en progressiv vielse i en park på Manhatten, men mindre belejligt er det at have sådan en ældre mand sovende i sit hjem.

Politibetjentparret fortsætter deres livsstil uforandret, uden hensyn til George. Elliot og Kate prøver at være mere imødekommende over for Ben, men især Kate, der skriver sin næste roman fra hjemmekontoret, sættes på prøve af den småsenile og konstant plaprende pensionist. Det er en ny vinkel på ’ældrebyrden’ – selvom Ben og George er progressive er de stadig fra en generation, som får sværere og sværere ved at navigere i den moderne verden, og som i stigende grad oplever sig selv som uønskede og til besvær.

Der opstår en uventet forbindelse mellem den uregerlige teenagedreng Joey og Ben, som ellers har et noget anstrengt forhold. Joey og hans ven Vlad har en hemmelig interesse for fransk litteratur, som George med sin klassiske dannelse sagtens kan identificere sig med.

Joeys udvikling fra at synes, at onkel George er megairriterende, til en uventet forståelse for ham og hans verden, kulminerer i en smuk afslutningsscene, der er noget af det mest rørende i ’Love is Strange’.


Kort sagt:
’Love Is Strange’ er en lille filmperle, som foruden at sige noget smukt og klogt om livet, kærligheden og alderdommen også er behændigt skruet sammen og med det store trumfkort i John Lithgows og Alfred Molinas stjernepræsentationer.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *