Murakami power – Haruki Murakami EFTER SKÆLVET

Bragt på LitteraturNu

Murakamis novellesamling fra 2008 er en delikat sag og en fremragende indføring i japanerens forfatterskab.

Forlaget Klim har sikret sig en rigtig lille guldgrube med udgivelserne af japaneren Haruki Murakamis bøger, forhåbentligt kommercielt og i hvert fald kunstnerisk. Det er ikke mindst oversætteren Mette Holms fortjeneste. Hun har bl.a. oversat størstedelen af Murakamis bøger til et syngende dansk, og fik i 2008 – særdeles velfortjent – Dansk Oversætterforbunds Ærespris.

EFTER SKÆLVET er nummer otte i rækken af danske udgivelser, og der er siden kommet to værker til på dansk: EFTER MIDNAT (2008) og HVAD JEG TALER OM NÅR JEG TALER OM AT LØBE.

Samlingen indeholder seks korte noveller, der alle foregår en måneds tid efter Kobe-jordskælvet som den 17. Januar 1996 tog over 6000 liv. Jordskælvet indgår i alle novellerne om end kun i en perifer rolle, og ingen af novellerne foregår i Kobe. Men i lighed med interviewbogen UNDERGROUND – om gasangrebet i Tokyo undergrundsbane i 1995 – er novellesamlingen en undersøgelse af den japanske nationalsjæl.

Jordskælvet bliver, i stedet for en reel fysisk trussel, nærmere en følelsesmæssig katalysator for karaktererne, som opdager en eksistentiel tomhed, som de forsøger at overkomme på forskellig vis. I den forbindelse bliver det en metafor for et indre jordskælv, der slår sprækker og revner på sjælen, og for den pessimisme og melankoli, japanerne oplevede efter den økonomiske nedtur i 90’erne.

Novellerne er et sandt minefelt af ’sorte huller’, som man falder i så pludseligt, at maven ryger helt op i halsen. Det bliver dog aldrig den rene elendighed, for Murakami er mester i en finurlig og absurd humor, som ligeledes rammer overraskende som en mavepuster.

Kun en af novellerne indeholder eksplicit overnaturlige elementer, hvilket er usædvanligt for Murakami, der ellers er kendt for sin version af den magiske realisme. Det er ’Frø redder Tokyo’, der så til gengæld også absolut er overnaturlig, ja nærmest symbolsk. Frøen er en kæmpe superfrø, der rekrutterer pengeopkræveren Katagiri til at bekæmpe Orm, en gigantisk regnorm, som lever langt under Tokyo. Orm truer med at ødelægge hele byen i et enormt jordskælv, medmindre den umage duo stopper den. Derudover er Frø, som så mange af Murakamis karakterer, også litterært velbevandret, og kan således både citere Tolstoj og Dostojevski.

Novellen “Honningkage” er, som Murakamis mesterværk NORWEGIAN WOOD et trekantsdrama. Den besidder også noget af den samme magiske stemning som ovennævnte, og må siges at være samlingens bedste novelle. Formlen er velkendt: de to venner: Takatsuki og Junpei, den første selvsikker og overfladisk, den anden genert og oprigtig (og tydeligvis et af Murakamis hyppige alter egoer), forelsker sig begge i pigen Sayoko under deres universitetstid. Det ender med, at Takatsuki finder sammen med Sayoko, selvom Junpei tydeligvis er den rigtige for hende. De tre fortsætter med at være gode venner, og Junpei bliver Sayokos betroede, og litterære allierede. Sayokos og Takatsukis ægteskab varer dog ikke ved, og Junpei får endelig chancen, endda med Takatsukis velsignelse. Han bliver lammet i tvivlen og handler ikke, og så rammer jordskælvet. Det er en eksemplarisk novelle, som er både elegant og rørende.

EFTER SKÆLVET er en glimrende og delikat bog, og en god indføring i Murakamis forfatterskab, men det er dog stadig i romanlængden, at Murakami til fulde kommer til sin ret.