På med (sten)handsken! – Mike Mignola: Hellboy: Troldheksen og andre historier

Bragt på Nummer9

Mike Mignola og Hellboy er tilbage med syv historier fra rodeskuffen. Det er for det meste en lidt skuffende affære, med et par opløftende indslag.

Hvad er det Mike Mignola kan? Først og fremmest er han en god historiefortæller.

Alle historierne i ’Troldheksen og andre historier’ ledsages af en lille tekst om, hvor Mignola fandt inspirationen til netop den historie. De opstår oftest ikke ud af den blå luft, men med inspiration i gamle folkesagn og myter, rejser til stemningsfulde steder, eller ungdomsfantasier. Mignolas tegnestil er utrolig stemningsfuld, grafisk og ekspressiv.

Tegneserieforfatteren Alan Moore har kaldt hans stil ’tysk ekspressionisme møder Jack Kirby’ – hvilket er en fin og rammende beskrivelse. Han sløser godt med tegneserierammerne for at opbygge en stemning og fokuserer ind på stemningsunderbyggende detaljer, men formår samtidig yderst effektivt at opbygge en setting, en tid og en stemning på meget få sider.

Historierne i ’Troldheksen’ står alle selvstændigt – uden for den ’store’ Hellboy-fortælling, om djævlebarnet som blev vækket til live af nazier, for siden at kæmpe i menneskehedens tjeneste i Bureau for Paranormal Efterforskning og Forsvar, med andre kulørte og fantastiske personager. Når det nu er det syvende bind i serien, er det ligesom givet at man kender karakteren Hellboy, som der derfor ikke bruges yderligere plads til at uddybe. Det hele står og falder altså med historierne og stemningen, som ofte er spot-on.

Der er fx titelhistorien ’Troldheksen’ – baseret på et norsk folkesagn om en smuk og en grim søster, som på kun 10 sider fortæller en fin lille historie om de to søskendes møde med nogle trolde, inklusive et ridt ned til Trollheim på en ged, svingende en magisk ske! Kun en lidt moraliserende slutreplik trækker ned. En anden god er samlingens længste historie ’Makoma’, tegnet af Richard Corben. Det er nærmest en fabel, hvor Hellboy i skikkelse af den afrikanske Makoma kæmper mod det ene fabeldyr efter det andet på Afrikas sletter, for til sidst at se verden ende.

Desværre rammer Mignola også helt ved siden af, og desværre i størstedelen af samlingens historier. Blandt nogle af de dårligste fortællinger finder man ’Vampyren fra Prag’, tegnet af P. Craig Russell , hvor både tegningerne og historien er temmelig kedelige, ikke mindst en lang jagtscenes klimaks, hvor Hellboy vinder ved at have fuldt hus i poker…Jovist, måske en udvikling fremfor at tæve sin fjende til underkastelse med stennæven, men stadig. En anden slem fortælling er ’Hydraen og løven’ hvis historie nærmest ikke giver nogen mening.

Når Mignola er bedst, fortæller han en yderst stemningsfuld historie, men det gør han bedre i stort set alle andre Hellboy-udgivelser end i ’Troldheksen og andre historier’.

Karakter: 2 ud af 5
Værkets titel: Hellboy: Troldheksen og andre historier
Forlag: G Floy Studio
Forfatter: Mike Mignola
Tegner: Richard Corben, Duncan Fegredo og P. Craig Russell
Form: Paperback, 136 sider, farve
Pris: Vejledende pris. 198 kr.
Udgivelsesår: 2011
ISBN: 978-87-91630-67-5
Udgivelsesland: Danmark