Preacher

4/6

Bragt i Soundvenue

’Preacher’ en serie, der sætter krogen i dig fra allerførste minut. Garth Ennis’ og Steve Dillons tegneserieforlæg fra 1995-2000 virker indledningsvist perfekt oversat til tv-mediet, og som fan af tegneserien klappede jeg i mine hænder, da det første afsnit rullede over skærmen. Desværre viser serien sig at være lidt gumpetung på den lange bane.

I ’Preacher’ følger vi tre spraglede karakterer i det vestlige Texas i lillebyen Annville: seriens navneforlæg, prædikanten Jesse Custer (Dominic Cooper), der efter et liv i kriminalitet er vendt hjem til fødebyen for at prædike guds ord. Dernæst har vi Jesses barndomsven og ekskæreste, Tulip O’Hare (Ruth Negga), der kommer fra den forkerte (læs: sorte) del af byen. Tulip er en cirka 1,5 meter høj slå-på-tæven kvinde med en følsom side, som i sin første scene skyder en helikopter ned med en hjemmelavet bazooka.

Endelig er der en alkoholiseret irsk narkoman og vampyr med lokumstatoveringer over hele sin splejsede krop, Cassidy (Joseph Gilgun). Første gang vi møder ham, dræber han et bundt vampyrjægere i et privatfly og splatlander midt i det texanske støv.

Serien har friskhed og virtuositet i billederne, og flere sekvenser er ikke helt ulig den smågeniale ’Fargo’. Der tænkes ud af boksen for, hvordan en serie kan se ud, fra startsekvensens syrede 1950’er sci-fi homage til slow motion og zoomklipning. Ikke mindst i actionsekvenserne viser ’Preacher’ en blodtørstig nytænkning.

Der er skruet op for tempoet, blodmængderne og de improviserede våben, når Tulip dræber en mand med en majskolbe, eller Cassidy dræber en mand med en smadret champagneflaske og efterfølgende bruger flasken som tragt til at hælde sig en blodig cocktail. Det er absurd humoristisk, grotesk og – fristes man til at sige – tegneserieagtigt.

Desværre foldes historien alt for langsomt ud. De grundlæggende konflikter mellem karaktererne sættes fint i spil i første afsnit, men så rokker de sig nærmest ikke ud af stedet de næste mange afsnit. Selv de tre hovedpersoner møder først hinanden et par afsnit inde.

Det lover godt for fremtiden, hvis plottet altså nogen sinde kommer i gang (og serien er heldigvis forlænget med en ny sæson), ikke mindst fordi de stilistiske elementer fungerer så godt. Men det ændrer ikke på, at første sæson plotmæssigt er en gumpetung sag, der kræver stor tålmodighed fra sin seer.


Kort sagt
Med en blanding af overnaturligt southern gothic, tegneserievold, et spraglet persongalleri og et brag af et første afsnit var der lagt i ovnen til en serieoplevelse ud over det sædvanlige. Desværre er første sæson meget længe om at komme i gang, men vi krydser fingre for, at serien bare skal ud af starthullerne.

Anmeldelsen er baseret på hele første sæson.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *