Rejsen fortsætter. Interview med Ragnar Tørnquist.

Bragt i Gameplay Magazine, april 2013.

Dreamfall Chapters Artikel i Gameplay april 2013 1 af 2

Dreamfall Chapters – Artikel i Gameplay april 2013 2 af 2

FAKTA

DREAMFALL CHAPTERS

Format

Pc, mac

Udvikler og udgiver

Red Thread Games

Udkommer

November 2014

Endnu en adventurespil-serie vækkes til live via crowdfunding. Folkene bag de klassiske adventurespil The Longest Journey (1999) og Dreamfall: The Longest Journey (2006) har startet deres eget spilfirma Red Thread Games og fået finansieret det næste spil i serien via Kickstarter. Dreamfall Chapters er planlagt til release i november 2014. Gameplay har interviewet norske Ragnar Tørnquist, som er manden bag alle tre spil.

Da spildesigner Tim Schafers (Day of the Tentacle, Full Throttle, Grim Fandango m.fl.) spilfirma Double Fine Adventure brød igennem på Kickstarter med deres adventurespil – arbejdstitel: ”Reds” – i marts 2012, åbnede de vejen for en lang række af adventurespil-franchises fra 90’erne. Det var et stort købelystent, nostalgisk publikum derude, som savnede adventurespillene fra den gyldne tid i første halvdel af 90’erne. Genren har ellers nærmest været uddøende de sidste år. Distributørerne har ikke troet på at der var penge i genren længere, og det har stort set kun været små indieproduktioner der har udgivet adventurespil, foruden de nye fortolkninger af adventuregenren, som Heavy Rain.

Men med Double Fine Adventures kampagne, som indkasserede over 3 mio. Dollars, kom alle de gamle adventurespildesignere frem med hver deres kampagne: Broken Sword, Leisure Suit Larry, Tex Murphy, Space Quest, Gabriel Knight m.fl. Alle er blevet finansieret, og det ser ud til at vi er på vej mod en ny æra for adventurespillet.

I september 2012 startede nogle af folkene bag de to første spil i The Longest Journey-serien, produktionsselskabet Red Thread Games. Hovedmanden bag både firma og spillene, spildesigner Ragnar Tørnquist siger ”Vi startede Red Thread Games primært med det formål, at lave Dreamfall Chapters”. Holdet arbejdede intenst med at forberede Kickstarter-kampagnen for Dreamfall Chapters: ”Vi brugte en masse tid på at researche og analysere tidligere Kickstarter-kampagner. Vi kiggede på tallene, og interaktionen mellem udviklere og bidragsydere, vi så og genså videoerne, analyserede belønningssystemet, alt! Vi brugte månedsvis på det, og opbyggede langsomt vores kampagne. Da vi startede kampagnen i tidligt februar, havde vi allerede puttet 4-5 måneders arbejde ind i kampagnen. Vi ville ikke efterlade noget til tilfældighederne, da dette var så vigtig en del af vores finansiering, og jeg synes vi klarede det meget godt, alt taget i betragtning.

Holdet klarede det sandeligt meget godt. Efter kun to dage, havde de allerede opnået 2/3 af målet på 850.000$ og på lige omkring en uge var spillet finansieret. Til spørgsmålet om de havde regnet med at få finansieret spillet så hurtigt, svarer Ragnar: ”Nej slet ikke. Det var fuldstændigt overvældende. Vi forventede at sidde og bide negle i alle 30 dage, så at være fuldt finansieret på bare en uge var fantastisk”.

Holdet har ikke ligget på den lade side, siden de nåede deres mål. I skrivende stund, er kampagnen netop slut. Holdet har sendt 31 updates ud, omtrent én om dagen, heriblandt en del videoer. Det faste cast i videoerne er Ragnar Tørnquist, forfatter og instruktør, Dag Scheve, medforfatter og lead designer Martin Bruusgaard. Nordmændene mangler måske Tim Schafers showmanship og humor i deres videoer, men der er bestemt lidenskab og entusiasme, hvilket også passer godt til den alvor og modenhed der har karakteriseret de to første spil.

Kampagnen sluttede med over 1,5 mio. dollars i støtte, overfor de nødvendige 850.000, og nåede i alt otte såkaldte stretch goals, mål udviklerne har sat, som opfyldes hvis man når et forudbestemt beløb udover minimumsmålet. Nogle af de vigtigste stretch goals var mac og linux-versioner af spillet, en interaktiv graphic novel, der fortæller forhistorien fra de to første spil, bedre soundtrack, og en længere version (Director’s cut), med kommentarspor.

I videoerne har man også allerede kunnet se klip fra en virkende prototype. De er altså allerede kommet ret langt i præproduktionen. ”Vi fik et legat fra det Norske Filminstitut på 1 mio. norske kroner, og var i stand til at begynde noget indledende designarbejde. Prototypen kom først i produktion i januar i år, og er altså resultatet af halvanden måneds hårdt arbejde. Det er kun muligt når man har sådan et dedikeret og erfarent hold som vi har” siger Ragnar.

Ragnar og hans hold har da også haft fortsættelsen af historien om Zoë Castillo, hovedpersonen fra Dreamfall: The Longest Journey, klar siden 2006: ”Vi ved præcis hvor historien skal hen og hvordan den slutter. Men selvfølgelig, når vi sætter os ned og skriver dialogen og udarbejder spilmekanismerne, ændrer tingene sig måske en smule. De forskellige stretch goals vil tillade os at udvide historien og tilføje nye lokationer, som måske ikke påvirker den store historie, men som vil give spillerne en højere grad af frihed og glæde ved at gå på opdagelse.”

At historien om Zoë altid var tænkt i to dele, fremgik tydeligt for spillere af Dreamfall: The Longest Journey, som slutter med en ordentlig cliffhanger og en masse uløste ender. Til spørgsmålet om Dreamfall Chapters bliver det sidste spil i serien, svarer Ragnar: “Dreamfall Chapters bliver det sidste spil i The Dreamer Cycle, det sidste spil om Zoë, men det betyder ikke at vi ikke kan eller vil lave flere spil i sagaen”.  Holdet vil også gerne fortælle historien om hovedpersonen fra det første The Longest Journey, April Ryan, færdig. Der var et stretch goal på 2 mio. Der hed The Longest Journey Home, som skulle være Aprils historie, fortalt i 2D med håndmalede baggrunde. Kampagnen nåede ikke herop, men holdet håber stadig at komme derop via ’slacker-backers’, folk der støtter spillet efter Kickstarteren er lukket via PayPal.

Udover at fortsætte Zoës eventyr i Chapters, vil man også kunne styre to andre karakterer.  Den tredje er endnu ikke blevet annonceret, men den anden bliver Kian Alvane, en snigmorder som man også kunne styre i Dreamfall. Ham og Zoë vil man kunne styre i et univers opdelt i to verdener; Ragnar forklarer: ”Der er Stark, vores verden, en verden af videnskab, fornuft og orden. Spillerne vil få mulighed for at udforske adskillige spændende, futuristiske lokations, bl.a. Europolis, en mørk og beskidt cyberpunk-udgave af Europa. Så er der Arcadia; en verden af magi, mysterier og kaos. Dette er en high-fantasy-setting og her kan man bl.a. opleve den magiske og farverige by Marcuria og eventyrskoven Riverwood. Endelig er der Storytime, drømmenes og mareridtenes sted.” I videoer fra prototypen, har holdet allerede fremvist både Arcadia og Europolis. Europolis imponerer især, med et Blade Runner-agtigt bylandskab, komplet med flyvende biler, konstant regn og farverrige neonreklamer.

De to første spil i serien har været kendetegnet ved nogle fantastiske karaktertegninger (en kvindelig, troværdig heltinde!), god stemmedubbing og to suveræne soundtracks. Der er intet nyt om komponisten til Chapters, men Sarah Hamilton, som lagde stemme til April Ryan er tilbage, dog er det ikke sikkert hun skal spille April siger Ragnar, og Ellie Conrad-Leigh, som lagde stemme til Zoë er endnu ikke bekræftet.

De to tidligere spil har også været karakteriseret af en moralsk komplekst og modent univers, der især udmærkede sig ved at primært at henvende sig til voksne spillere, i stedet for at forsøge at omfavne en større aldersgruppe. Chapters vil også udforske det samme moralske territorium ”Dette bliver et spil for modne, intelligente spillere. Der vil selvfølgelig stadig være en masse humor og lys, men der er også mørke, voksne temaer og sprog, langt-ude karakterer og udfordrende indhold. Og det bliver ikke bare en sort-hvid verden, der er masser af gråzoner og spillerne bliver nødt til at tænke og dømme selv.” Det kunne andre spiludviklere lære noget af, i stedet for at opdele alting i ’gode’ og ’onde’ valg. Noget jeg personligt er træt af.

Dreamfall benyttede sig, udover de traditionelle adventurespil-mekanismer, også af snige- og actionelementer, der var mildest talt…forfærdeligt frustrerende. Til spørgsmålet om Chapters har tænkt sig at inkorporere alternative spilmekanismer, svarer Ragnar: ”Ingen snige- eller kampelementer. Ingen af de mekanismer folk klagede over i Dreamfall. Der vil stadig være spænding og drama i historien, men vi vil håndtere det helt anderledes. Dreamfall Chapters er udelukkende et adventurespil.”

Spillet vil blive bygget i den spilmotor der hedder Unity, hvilket vil sige at holdet ikke skal bruge tid på samtidig at udvikle deres egen motor. ”Den seneste udgave af Unity, tilbyder tonsvis af features, såsom forbedret belysning, fysik og animationer. Derudover planlægger vi at bruge motion capture, inklusiv facial capture”.  Spillets spilmekanismer er dem vi kender fra traditionelle adventurespil: ”Det vil blive et miks af forskellige mekanismer og puzzles. Der vil bestemt være klassiske inventory puzzles, forgrenede samtaler, udforskning, objektmanipulation og endda mini-games. Vi sigter efter et mere udfordrende spil end Dreamfall, men er samtidig bevidste om at vi skal holde en fin balance, så man kan spille uden at sidde fast ved en obskur og umulig puzzle”.

Andre nyere adventurespil der har inspireret Ragnar er Heavy Rain og The Walking Dead-serien. Og så er han vild med det japanske RPG Ni No Kuni ”Det kan jeg varmt anbefale til alle der kan lide historiedrevne spil, RPG og Studio Ghibli-film” og det lille indiehit Journey ”Det fik mig til at tænke på spilmekanismer og historiefortælling på en helt ny måde”.

Fremtiden for adventurespil er lovende, slutter Ragnar Tørnquist. ”Jeg tror ikke dette er slutningen på traditionelle spiludgivere, de kan stadig tilbyde investering og sikkerhed, såvel som andre tjenester som marketing, pr og distribution, men for et spil som vores, med et erfarent hold, er en udgiver bestemt mindre vigtig. En udgiver ville måske komme i vejen for vores vision og nedlægge begrænsninger og kompromisser over produktionen. Så længe du har et lille hold, fantastisk projektstyring og du er realistisk omkring mængden af arbejde og den påkrævede finansiering, tror jeg at crowdfunding er vejen. Jeg tror dette er starten på en ny gylden æra for adventurespil, og vi vil være en del af den!”.

Og fremtiden virker lovende for norske Red Thread Games, som nu har fået finansieringen til Dreamfall Chapters. Nu skal de bare lave spillet.

Christian Jess Rasmussen

FAKTABOKS

The Longest Journey (Funcom, 1999). Det første spil i serien. Spilleren styrer April Ryan, en ung kunststuderende der lever i fremtidsbyen Newport. Hun opdager hun kan rejse til en anden verden Arcadia, og opdager at hun er nøglen til at genoprette balancen og redde begge verdener. Blev modtaget med stor ros, og især prist for sin komplekse historie, gode karaktertegning og fantastiske stemmedubbing og soundtrack.

Dreamfall: The Longest Journey (Funcom, 2006). Foregår 10 år efter begivenhederne i det første spil. Spilleren styrer primært Zoë Castillo, en ung pige der bor i Casablanca i fremtidsverdenen Stark. Hendes kærestes forsvinder og i eftersøgningen bliver hun ledt til Arcadia og April Ryan. Spillet blev igen rost for karaktertegningen, stemmerne og musikken, men blev kritiseret for snige- og actionelementer og en utilfredsstillende slutning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *