Star Wars: The Last Jedi

5/6

Bragt i Soundvenue

Lad det være sagt med det samme: ’Star Wars: The Last Jedi’ – den ottende officielle film i franchisen – indeholder alt det bedste fra universet og er på alle måder en værdig efterfølger til ’The Force Awakens’: Ja, i hænderne på Rian Johnson (’Looper’) er det faktisk blevet en endnu bedre film end ’The Force Awakens’, som J.J. Abrams gjorde til en drømmestart på den nye trilogi. Det spejler udviklingen i den originale Star Wars-trilogi, hvor ’The Empire Strikes Back’ toppede ’A New Hope’.

Det er ikke den eneste måde, ’The Last Jedi’ minder om ’The Empire Strikes Back’. Allerede i den ikoniske gule kravletekst i starten fornemmer man sammenfaldene mellem de to film, når en evakuering af den sidste rebelbase beskrives. Det er åbenbart blevet besluttet et eller andet sted, at den nye trilogi (VII – IX) skal spejle den originale (IV – VI), da sammenfaldene mellem ’The Force Awakens’ og ’A New Hope’ da også var åbenbare. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, måske noget med den cykliske natur i universet eller måske mere kyniske indtjeningshensyn.

I alle tilfælde trækker det kun en smule fra historien. Det er stadig sin helt egen film, bare på en måde i den samme skabelon.

’The Last Jedi’ er dog også en film, der kan overraske selv superkendere af universet, og den kommer fint bag den stereotypiske karaktertegning. Tag Reys (Daisy Ridley) overdragelse af lyssværdet til Luke, slutscenen i ’The Force Awakens’, som vi har ventet i to år på at se. Hvad Luke gør og siger, skal ikke afsløres, men det er på alle måder uventet.

 

Daisy Ridley og Mark Hamill i ‘Star Wars: The Last Jedi’.

På samme måde har filmen en herlig metahumor, der tør tage lidt af gassen ud af den selvhøjtidelige Star Wars-ballon. I en scene ser man et close-up af et rumskib, der lander i røg og damp, og som fuldstændig ligner et strygejern. Hvor kikset, nåede jeg at tænke, inden kameraet trækkes tilbage og afslører, at det faktisk er et strygejern, der glatter First Order-officerernes uniformer. Et genialt og sjovt forventningsspil, som også gør, at filmen føles mere frisk og original end ’The Force Awakens’, hvis humor lå i den mere platte afdeling. Man kan mærke fingeraftrykket fra Rian Johnson, som både har skrevet og instrueret, og det er ikke så ringe at kunne sige det i en så veletableret og kolossal filmmaskine.

Samtidig formår ’The Last Jedi’ også at skifte gear til klassisk Star Wars-tråd, hvor det er de gode mod de onde, og hvor emner omkring liv og død skildres højstemt og naivt. En svær balanceakt, som Johnson mestrer. Som enhver Star Wars-film er tempoet højt, og vi går hurtigt fra det ene storslåede actionspektakel til det næste. Men tempoet er en anelse mere adstadigt end i ’The Force Awakens’, og det giver filmen ro til at udfolde en mere kompleks og tvetydig karaktertegning, end hvad man forventer fra universet. Det klæder filmen. 

Det absolut bedste er Adam Driver – som altid en lysende stjerne. Hans mangefacetterede skildring af Kylo Ren er mageløs. I filmens mange close-ups af ansigter fremstår Drivers dystre skikkelse som en teenager med fedtet hud, der minder mere om en af Columbine-morderne end en superskurk.

Kylo Ren og Rey er ved kraftens hjælp forbundet på tværs af tid og rum i scener, som giver begge figurer dybde og gør det afsluttende actionpayoff desto mere tilfredsstillende, fordi det er motiveret i karaktertegningen. Og selve actionscenerne er som altid medrivende og intense, med hver deres unikke visuelle udtryk og farvetema og med øje for både de små konflikter og de store episke konfrontationer. I et slag på en hvid saltplanet bliver overfladen rød, når den forstyrres, en sindssygt flot effekt med blodige konnotationer i det ellers blodløse univers.

Adam Driver som Kylo Ren.

Mest intense er stadig lyssværdsduellerne, men også de store slag er medrivende. Det gælder i den grad anslaget med evakueringen af rebelbasen i en af de mest følelsesmæssigt stærke slagscener, jeg har set i en blockbuster. Intenst og spektakulært, sjovt og tragisk med en heltedød, der anslår et tema om offervilje eller -lyst vs. overlevelse, der forfølges i resten af filmen.

Midterdelen bliver en lidt ligegyldig ekskurs. Finn (John Boyega) teamer up med et nyt ansigt, mekanikeren Rose (Kelly Marie Tran), for at finde en person, der skal hjælpe rebellerne, i et miljø, som er meget anderledes, end hvad vi hidtil har mødt. Det er stadig ok underholdende, men føles både amputeret fra resten af historien og akavet politisk moraliserende over forholdet mellem rig og fattig.

Hvis Adam Driver giver os et nuanceret portræt af ondskab, er Supreme Leader Snoke den gammeldags superskurk. Han spilles af Andy Serkis, som jeg er lidt træt af, og her ser hans ellers detaljerede CGI-fremtoning kunstig ud. Laura Derns mindre rolle som en lillahåret officer synes underudviklet og overflødig, mens Benicio Del Toro gør en lidt for skæv entré, og Domhnall Gleesons General Hux er lidt for campy til min smag.

Men det er detaljer. ’The Last Jedi’ er en nærmest perfekt Star Wars-film: Sjov, rørende, intens, flot og spektakulær, med ægte menneskelige dramaer i kernen. Det er en imponerende bedrift at få en så sprudlende og frisk film ud af en 40 år gammel franchise.


Kort sagt:
Rian Johnson har sat sit klare fingeraftryk på Star Wars-universet og skabt en film, der er både rørende, sjov og med eminente actionsekvenser. Det er også en Star Wars-film, der tør gøre grin med sig selv, samtidig med at de store følelser behandles passende ærbødigt. En noget nær perfekt Star Wars-film.

Knightfall

2/6

Bragt i Soundvenue

I kølvandet på successen med ’Vikings’ har The History Channel endnu engang taget historien under lemfældig behandling med ’Knightfall’ om Tempelridderordenens sidste dage i Europa i slutningen af Middelalderen. Der er ingen tvivl om, at historien om Tempelridderne, som vel efterhånden er en fast bestanddel af vores populærkulturelle kanon, er fascinerende og dragende, og rent æstetisk er synet af krigermunken i hvid kjortel med det røde kors, fuld rustning og sværd og skjold da også et stærkt billede.

Det er også et billede, der i den grad bliver gennempryglet i ’Knightfall’, de stoiske riddere i fuldskæg og rustning, der står og ser alvorlige og højtidelige ud. De bliver anført af den meget pæne mand Tom Cullen (’Weekend’) i rollen som Landry, stormester af Tempelriddernes parisiske afdeling og god ven af den franske Kong Filip d. 4.

I de tre første afsnit ser vi, hvordan ordenen taber slaget om Akko i 1291 og mister deres mest hellige relikvie: Den hellige gral. 15 år senere i Paris kommer der nyt om gralen, som bliver jagtet af både Tempelridderne og saracenerne, alt imens den politiske situation og holdningen til Tempelridderne tilspidser. Det er et miskmask af historiske fakta og anekdoter, der har til hensigt at underholde frem for at være bare en smule korrekt.

Det er der jo sådan set ikke noget galt med, det samme gøres med den meget underholdende ’Vikings’. Problemet er bare, at hypermaskuline krigere, ultravold og et soap-agtigt plot ikke er en garanti for succes.

’Knightfall’ vil gerne være en actionserie med mange små og store slag. Desværre har den ikke budgettet, der matcher ambitionerne – og den bruger en del CGI, der ser en smule tarvelig ud. Det er en udfordring her post-’Game of Thrones’, der havde filmbudgetter til actionafsnittene – forventningerne til action i en tv-serie er simpelthen løbet fra ’Knightfall’, der på den måde og mange andre føles som en tv-serie fra en svunden tid. Det hjælper heller ikke, at koreografien for slagene er rodet, så man ikke rigtigt har en fornemmelse for, hvad der sker.  

Det forsøger den at opveje med små brutale klip, for eksempel af et sværd, der (utroligt utroværdigt) stikkes igennem baghovedet og kommer ud af munden. Det virker bare infantilt og lidt latterligt, når det ikke begrundes af plottet. GoPro-kamerastilen bruges ukonventionelt, for eksempel til at filme riddernes ansigter inde bag hjelmens visir, og det fungerer til gengæld udmærket.

Budgettet røber også sin utilstrækkelige størrelse i produktionsdesignet, der foruden de glimrende tempelridderkostumer ikke formår at skabe en troværdig udgave af middelalderen. Det hele er simpelthen for pænt, der er ikke spor af skrald, lort og al det, der ellers hører Middelalderen til i gadebillederne. Her er kun statister i pletfri gevandter og ren hud at se. Hvis Lars Mikkelsen pludselig dukkede op og fortalte ’Historien om Tempelridderne’, kunne jeg acceptere det, men for en historisk dramaserie er det simpelthen ikke godt nok længere.

Dramatisk og plotmæssigt er serien desværre også intetsigende og uoriginal. Karaktertegningen er firkantet og forudsigelig, og de gennemgår generelt ingen udvikling. Plotmæssigt er det meget soap-agtigt: intriger, sex og affærer. Det løfter sig ikke op på et tilpas højtideligt niveau, som passer til materialet. På et tidspunkt kommer Pave Bonifatius VIII forbi Paris, og han spilles utroligt hyggeonkelagtigt af Jim Carter, men her savner man bare en lille smule katolsk mysticisme og højstemthed. Serien tager også den ene fortællemæssige genvej efter den anden.

Med ’Knightfall’s budget skulle man nok have lavet serien mere kammerspilsagtigt med nogle få velproducerede actionsekvenser – som ’Jeg, Caligula’. Alt i alt er der ikke meget at komme efter i ’Knightfall’.


Kort sagt:
Tempelridderserien ’Knightfall’ føles som en serie fra en svunden tid. Sådan en slags serie, BBC kunne have lavet før HBO og ’Game of Thrones’. Tempelridderne tager sig flot ud, men hverken action-, karakter- eller plotmæssigt er der meget at komme efter bag det røde kors.

Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.

The Square

5/6

Bragt i Soundvenue

Sjældent har jeg følt mig sig nedslået over menneskelig dårskab som efter svenske Ruben Östlunds Guldpalmevinder ’The Square’. Samtidig følte jeg mig utroligt godt underholdt, uden et øjeblik at have kedet mig i de 2 timer og 22 minutter filmen varede – og endelig taknemmelig for at have set nogle geniale scener, som jeg aldrig vil glemme.

’The Square’ er en utroligt ambitiøs film, der videreudvikler mange af de temaer, Östlund også præsenterede i ’Play’ og ’Force Majeure’, men som samtidig gerne vil sige noget om moderne kunst, pr-industrien, vores forhold til tiggere og det moderne menneskes apati. Det er en film, der især revser den politisk korrekte skandinaviske mands selvbillede, især hvis denne tilhører den kreative klasse, og derfor føler jeg mig da også lutret af Östlunds nådesløse, satiriske forstørrelsesglas.

Ambitionsniveauet gør dog også, at filmen kommer til at stå lidt i øst og vest med et mindre stærkt plot end den fantastiske ’Force Majeure’, simpelthen fordi den vil lidt for mange ting. Filmen følger den kreative direktør Christian (en forrygende Claes Bang), der står i spidsen for et museum for moderne kunst i Stockholm. Museets seneste værk hedder The Square og er en lysende firkant på en plads, hvor alles rettigheder er lige, og alle har et ansvar for at hjælpe hinanden.

Christopher Læssø og Claes Bang tracker lommetyven i ‘The Square’

Christian med rødt brillestel, åbenstående skjorte, jakkesæt og halsklud fremstår med det samme som en genkendelig type i Östlunds satiriske fremstilling. Han er en mand, der lever i en verden af bløde, politisk korrekte humanistiske værdier, men da hans indre alfahan dukker op af urdybet, da han vil forsvare en kvinde på gaden mod hendes voldelige kæreste, starter hans deroute. Det viser sig i virkeligheden at være et mesterligt orkestreret tricktyveri, der frarøver Christian hans mobiltelefon og pung. I museets mikrokosmos breder denne begivenhed sig som ringe i vandet og afstedkommer blandt andet en fæl, meget politisk ukorrekt viral pr-video for The Square-installationen, lavet af et par slikkede SoMe-typer. Den sender museet og Christian ud i en sand shitstorm.

Der er et hav af scener, nogle en del af plottet, andre vist bare, fordi Östlund op til Cannes-festivalen har haft svært ved at slå sine darlings ihjel. Og heldigvis, selvom filmen får et næsten antologisk udtryk, tæt beslægtet med landsmanden Roy Anderssons surreelle tableauer, der løst bindes sammen, er det også nogle af de scener, der ikke stramt hænger sig på plottet, som står stærkest.

Eksempelvis et kunstnerinterview med den besøgende kunstner Julian (Dominic West aka McNulty fra ’The Wire’), som en tilhører med tourettes bliver ved med at afbryde med obskøniteter (»Vis patterne!«), eller en gallamiddag for kulturspidserne, hvor performancekunstneren Oleg (spillet af den brillante bevægelseskoreograf Terry Notary), giver en mildest talt grænseløs gorilla-performance. Det starter med at være sjovt, så ubehageligt og til sidst fuldstændigt forstyrret.

Dominic West og Terry Notary i ‘The Square’.

Filmen bliver her nærmest en naturdokumentar om det interessante, men latterlige dyr mennesket. Samtidig med der tematisk er et spil mellem det tamme flokdyr og det farlige individuelle rovdyr og en undersøgelse af akavethed og grænsen for politisk korrekthed i sociale interaktioner. Det er nærmest, som om Östlund ikke selv tilhører menneskeracen med den distancerede og nådeløse måde, han formår at dissekere os. Det er rent ud sagt vildt imponerende, at scenerne her fungerer på så mange niveauer, samtidig med at de er hylende morsomme.

Her er også en foregribelse af hele #metoo-bølgen, da den midaldrende dandy Christian anklages af den amerikanske journalist Anne (Elisabeth Moss) for at misbruge sin magtposition til at komme i bukserne på kvinder (og hende). »Indrøm det nu bare, du tænder på magt« er Christians svar. Tydeligvis er #metoo endnu ikke blevet internaliseret i hans politisk korrekte dna.

Der er en utrolig naturlighed i skuespillet i ’The Square’, på trods af at replikkerne nogle gange er en anelse karikerede. Det skyldes nok de oftest mere end 30 takes, Östlund bruger på hver scene. Samtidig er der ofte en klaustrofobisk følelse i kameraarbejdet, som har tendens til at låse fast på reaktioner og ikke, hvad der reageres på.


Kort sagt:
I ’The Square’ hudfletter Ruben Östlund endnu engang det skandinaviske menneskes dobbeltmoral, hykleri, apati og politiske korrekthed, samtidig med at der langes ud efter den moderne kunstverden og et væld af andre ting. Det hele serveres på enormt underholdende vis, i nogle lidt løsrevne, men geniale enkeltscener. En absolut værdig (og sjældent sjov) Guldpalmevinder.

Den røde skildpadde

4/6

Bragt i Soundvenue

Animationsstudiet Ghibli er nærmest synonym med animé-mesteren Hayao Miyazaki, men har nogle få gange lavet film af andre instruktører – for eksempel ’Only Yesterday’, ’Whisper Of the Heart’ og ’The Cat Returns’. Nu har studiet i et internationalt samarbejde med den Oscar-vindende hollandske instruktør og animator Michaël Dudok de Wit lavet filmen ’Den røde skildpadde’, som også var nomineret til en Oscar og var med på programmet i Cannes 2016 i underserien Un Certain Regard.

Filmen handler om en skibbruden mand, der i en storm skylder i land på en øde ø. En tropisk ø med en høj klippe, hvide strande, en bambusskov og en ferskvandssø. På øen er der et hold nuttede små krabber, der nøje følger mandens bestræbelser filmen igennem. Når natten falder på, bliver alting gråt i månens hvide lys. En sådan nat ser manden et kuld babyskildpadder klække i sandet og ile mod havets beskyttende omfavnelse. Senere, da han forsøger at undslippe øen i en bambustømmerflåde, angriber titlens mystiske røde skildpadde tømmerflåden og sænker den, hver gang han prøver.

Skildpaddens modstand over for hovedpersonen er et mysterium, og efter en konfrontation mellem de to udvikler filmen sig i en mere magisk-realistisk drejning, der måske eller måske ikke er en feberdrøm eller hallucination.

Filmen er fuldstændig ordløs, foruden ordet »Hey!«, der får én til at tænke på Robert Redford i ’All is Lost’, der kæmper mod elementerne kun ytrende ordet »fuck!«. Men ellers er det selvfølgelig sammenligningen med Robinson Crusoe, der ligger lige for: Manden virker da også til at være sådan cirka fra samme tid som Crusoe. Man mærker tydeligt Ghiblis hånd i animationerne, som er så livagtige og flydende, som man kan forvente, næsten udelukkende i 2D. Man lever sig i den grad ind i mandens kamp for overlevelse, som da han pludselig sidder fast i en trang klippetunnel under vandet, og man næsten ikke selv kan få vejret.

Den europæiske indflydelse mærker man tydeligt i tegnestilen og farverne, der her er temmelig naturalistiske med en noget mørk og grumset farvepalet. Hvis man er vant til Ghiblis klare og simple stil, fremstår ’Den røde skildpadde’ en smule kedelig og ensformig.

Efter filmens stærke anslag og medrivende første halvdel bliver anden halvdel desværre en smule søvndyssende – man kunne have ønsket sig, at de Wit havde arbejdet i et lidt kortere format. Anden halvdel bliver også en smule new age/øko-mystisk, der engang imellem kammer over, ikke mindst på grund af soundtracket, hvor der bliver skruet lige højt nok op for violinerne.

Hvis man har det helt ok med en allegorisk magiske realisme og en rimelig minimalistisk historie, vil man sikkert elske ’Den røde skildpadde’, der da også i de to sidste minutter hæver sig flot op og siger noget smukt og universelt om livet og eksistensen.

Mindhunter

5/6

Bragt i Soundvenue

De tre bedste seriemorderfilm efter min mening er ’Silence of the Lambs’, ’Seven’ og ’Zodiac’. 66 procent af de film er skabt af David Fincher, som nu endelig vender tilbage til genren med den nye Netflix-serie ’Mindhunter’.

Serien er baseret på på bogen ‘Mind Hunter: Inside the FBI’s Elite Serial Crime Unit’ af FBI-agenten John E. Douglas. En legende indenfor the bureau, hvor han arbejdede i den legendariske Behavorial Analysis Unit, der med kriminalpsykologi forsøgte at forstå motiverne for den kriminelle gerning. Det var også her, at begrebet seriemorder blev født.

Douglas revolutionerede enhedens arbejde ved at begynde at arbejde med psykologiske profiler på blandt andet seriemordere for bedre at kunne forudse deres handlinger og fange dem. I ’Mindhunter’ hedder han Holden Ford og spilles af Jonathan Groff. Groff er nok mest kendt for den fantastiske homoserie Looking, og det kræver en lille smule tilvænning at se den følsomme og spagstemmede Groff som FBI-agent. Men Holden er heller ikke en typisk politimand.

Holden underviser i seriens begyndelse i 1977 i gidselforhandlingsteknik på FBI-akademiet. Han overhører et foredrag om seriemorderen David ’Son of Sam’ Berkowitz, hvor der snakkes om de nye tider, FBI står i, hvor ekstrem vold finder sted mellem fremmede, og hvor motiver ikke er gennemskuelige. Det sætter ham på en rejse, der skal lede frem til udviklingen af psykologisk profilering som værktøj til at fange seriemordere. Han sættes sammen med Bill Tench (Holt McCallany), en del af FBI’s enhed for adfærdspsykologi. Han er på mange måder Holdens diametrale modsætning, en machomand med crew cut, som er mere optaget af sit golfspil end Holdens ideer.

Holt McCallany og Anna Torv i ‘Mindhunter’.

I de to afsnit, vi har fået adgang til, lægges grundstenene til Holden og Tenchs udarbejdelse af psykologisk profilering. Vi snuser lidt til nogle konkrete sager, men har endnu ikke set metoden i brug. Det gør det ikke mindre medrivende. Det gavner Fincher og manusforfatterne at have så meget tid at folde historien ud på, hvilket giver tid til virkelig at komme i detaljerne.

Der er samtidig denne her let truende, ulmende stemning, som også kendetegner den over to en halv time lange ’Zodiac’. Den foregik også i 70’erne og havde også en spændstig friktion i mellem mødet med det traditionelle USA baseret på moralske dyder og dets fremkommende, irrationelle mørke side, hvor mordene er uden klassisk motiv.

De mest intense scener i de to afsnit kommer i Holdens interview af en indespærret seriemorder. Ed Kemper, den såkaldte coed-morder, der foruden sine bedsteforældre og sin mor og hendes elsker myrdede otte unge piger og dyrkede nekrofili med deres døde kroppe og afhuggede hoveder. En ekstremt skræmmende mand, der tilmed er kæmpehøj og tung, men samtidig ekstremt høflig og veltalende.

Kemper (Cameron Britton) fortæller gerne om sig selv og sin opvækst, og på spørgsmålet om, hvad han selv synes, der skal gøres ved ham, svarer han lobotomi – og hvis det ikke virker så død ved tortur. Fincher er mester i at skabe ubehagelig spænding i scener som disse, så man mærker, hvordan ondskaben ulmer under den civiliserede overflade, som da Kemper med et greb på Holdens hals udreder, hvor dårligt det er at bolle med en hals på grund af alle musklerne. Yrk.

Produktionsmæssigt er ’Mindhunter’ en lækker serie at se på, holdt i de grå og blå nuancer som også kendetegnede ’House of Cards’, punkteret af 70’ernes pastelfarver. Ved andet afsnits afslutning har Holden og Finch fået grønt lys af chefen til at fortsætte deres eksperimentelle program, forvist som Mulder & Scully til kælderen under akademiet. En konkret sag med en ældre overfaldet kvinde og hendes dræbte hund venter på, at de med Kempers hjælp bruger deres nye indsigter til at fange forbryderen.

Det er svært at forestille sig at Fincher & co. ikke holder det tårnhøje niveau, de har udstukket i de to første afsnit i resten af sæsonens 10 afsnit. ’Mindhunter’ er indtil videre, lige præcis den seriemorderserie man håbede på fra David Finchers hånd. Mesteren er tilbage.


Kort sagt:
David Fincher er tilbage til seriemorderne med historien om opbygningen af FBI’s berømte enhed for psykologiske profiler af kriminelle i slut 70’erne. I Finchers hænder bliver det en fuldstændig fængslende historie og tegner til at blive endnu en fascinerende og frastødende rejse ind de syge seriemorderes hoveder.

Anmeldelsen er baseret på de to første afsnit.

Snemanden

3/6

Bragt i Soundvenue

Det er ikke nemt at være fan af den svenske instruktør Tomas Alfredson. Siden den mesterlige debut ’Lad den rette komme ind’ fra 2008, er det kun blevet til én anden film, den næsten lige så gode engelsksprogede ’Tinker, Tailor, Soldier, Spy’ fra 2011.

Seks år har vi måttet vente på nyt fra Alfredsons hånd, og nu – med ’Snemanden’ – er ventetiden endelig forbi.

Som med hans to første film har Alfredson igen filmatiseret et bogforlæg, denne gang af den norske krimikonge Jo Nesbø. Krimien ’Snemanden’ er Nesbøs syvende i serien om den alkoholiserede politimand Harry Hole, som blev Nesbøs store engelske gennembrud. Historien foregår hovedsageligt i Oslo og Bergen med afstikkere til telemarken. Og karakteristisk for den visuelt stilsikre Alfredson forkæles vi med lækre monokrome billeder af  de smukke norske byer, dramatiske bjerglandskaber og den snedækkede ødemark. Sneen er konstant til stede i filmen, og Alfredson har en helt speciel fornemmelse for det iskolde vejrlig.

Michael Fassbender som Harry Hole i ‘Snemanden’.

Snefaldet er også det, der sætter vores seriemorder i gang, for så kan han bygge uhyggelige snemænd, både for at skræmme livet af sine kvindelige ofre og for siden at sætte deres afhuggede hoveder på dem, det er ligesom hans signatur, forstår vi. Men måske skulle jeg hellere starte med begyndelsen: Vi får nemlig at vide, hvem morderen er, i allerførste scene. Han er en dreng, der bor alene med sin mor langt ude i ingenting. Hans ’onkel’ kommer forbi, hører drengen i norsk historie, giver moren nogle flade og voldtager hende. Det en dag bliver for meget for moren, der katatonisk kører Volvoen i den frosne sø, og dermed fødes en seriemorder med seriøse daddy issues.

Vi får selvfølgelig ikke at vide, hvad drengen hedder, og undervejs i filmen præsenteres vi for en myriade af mistænkte, som alle kunne passe profilen. Harry (Michael Fassbender) kommer på sagen med en ny kvindelig kollega, Katrine Bratt, netop overført fra Bergen, som ved mere om Snemanden, end hun først vil ud med.

Snemanden har før slået til i netop Bergen, finder vi ud af i en række sekvenser, som udspiller sig ni år før filmens hovedhandling. Mordene i Bergen efterforskes af en anden alkoholiseret politimand, Rafto. Han spilles af en næsten uigenkendelig gummiagtig Val Kilmer, der tilsyneladende er blevet eftersynkroniseret, og som jeg mistænker udelukkende er castet, fordi hans kaldenavn i ’Top Gun’ var Iceman.

Michael Fassbender og Rebecca Ferguson skal opklare sagen sammen i ‘Snemanden’.

Undervejs støder vi også på industrimagnaten Arve Stop (J.K. Simmons), der fører kampagne for at få Oslo valgt til vinter-OL, en temmelig lummer fertilitetslæge i David Denciks skikkelse og Harrys eks (Charlotte Gainsbourg) og eks-papsøn Oleg. Der er sådan set ikke noget at udsætte på castet, det skulle da lige være, at de ikke snakker norsk.

Det føles på mange måder, som om ’Snemanden’ kommer for sent til festen. Bølgen med nordic noir har skyllet ind over os med et utal af serier og filmatiseringer, i hvert fald i vores del af verden.

’Snemanden’ giver os tilmed ikke meget nyt under solen, plottet er skåret over en efterhånden velkendt skandinavisk skabelon. En antihelt af en politimand med et tumultarisk privatliv, en seriemorder med barndomstraumer, en køn ung kvindelig kollega, et menageri af suspekte personligheder, et overraskende twist og andre plotdele, der ikke kan røbes her. Filmen bruger som romanoplægget en del horrortræk i sin fortælling, men rigtig uhyggelig bliver den aldrig.

Man kunne også ønske sig, at plottet var noget strammere. Jeg undrede mig flere gange over, hvorfor vi egentlig overværede en scene, hvad der motiverede vores hovedpersoner, hvorfor de gik sådan til opklaringsarbejdet. Det er fatalt for en krimifilm, hvor plottet er gud – og en kæmpe skuffelse for en Alfredson-fan. Visuelt er det en flot film, men historien er kun ok. Og det er ikke ok.


Kort sagt:
Den stilsikre svensker Tomas Alfredson er efter seks års pause tilbage med en filmatisering af Jo Nesbøs krimibestseller. ’Snemanden’ kommer lidt for sent til Nordic noir-festen, og til trods for at den er en visuel lækkerbisken med et stærkt cast, er plottet simpelthen ikke stærkt nok for en genre, der lever af sit plot.

Blade Runner 2049

Bragt i Soundvenue

6/6

Ridley Scotts ’Blade Runner’ fra 1982 er én af mine absolutte yndlingsfilm. Og som for alle fans var det med en vis ængstelse, at jeg hørte om planerne for en efterfølger til denne legendariske og dystopiske cyberpunk-noir-sci-fi-thriller.

Da canadiske Denis Villeneuve blev koblet på projektet som instruktør, lettede meget af ængstelsen. Han har en imponerende track record og har så længe, jeg har fulgt ham – siden mesterværket ’Incendies’ fra 2010 – lutter lavet gode film. Med sidste års ’Arrival’ viste han endda, at han også har styr på sci-fi-genren. Og nu kan jeg så slå fast: ’Blade Runner 2049’ er på alle måder den film, fansene har fortjent, en fortælling, der på fornem vis løfter arven fra originalen og dykker dybere ned i de filosofiske spørgsmål.

Vi befinder os 30 år efter begivenhederne i ’Blade Runner’. I mellemtiden forsøgte Tyrell-koncernen efter Nexus-6 replikanternes blodige oprør at skabe replikanter uden den indbyggede fire års levetid. Efter en gruppe Nexus-8’ere detonerede en bombe over L.A., der slettede alt lagret data, blev replikantfremstilling dog fuldstændig forbudt. I hvert fald indtil industrimagnaten Niander Wallace (Jared Leto) opkøbte resterne af Tyrell og begyndte fremstillingen af en ny serie replikanter, der tilsyneladende er 100 procent loyale mod deres menneskelige overherrer.

Der ligger dog stadig en dyb mistro i befolkningen til ’skin jobs’, der behandles som en underlegen slaverace. Og samtidig er der stadig Nexus-8’ere på fri fod, camoufleret blandt civilbefolkningen. Der er således stadig brug for Blade Runners, en politienhed, der jagter og dræber ulovlige replikanter.

En sådan Blade Runner er K (Ryan Gosling). Han kommer i pensioneringen/likvideringen af en Nexus-8 i filmens begyndelse på sporet af et komplot, som hans politichef Joshi (en iskold Robin Wright) for enhver pris vil have fejet under gulvtæppet for at bevare ro og orden, som hun siger. K sættes på det beskidte arbejde, der både sender ham ud på de neonoplyste regnvåde gader i Los Angeles, den kæmpelosseplads, der engang var San Diego, og det radioaktivt orange Las Vegas. Det bliver også en rejse ind i K’s egen identitet og i, hvad det vil sige at være menneske. En rejse, der forbindes med hændelserne omkring Harrison Fords Deckard i den originale film.

Californien i 2049 er ikke blevet et meget bedre sted på de 30 år, der er gået. Det regner stadig konstant. Væk er det mørke Hades-landskab, erstattet af bleggrå karré efter karré, der murer de neonoplyste hovedstrøg inde. De allestedsnærværende reklamer (også for de nu lukkede selskaber PanAm og Atari) suppleres af kæmpehologrammer. Uden for byen ligger kæmpemæssige proteinfarme, hvor man dyrker ormekolonier, der skal brødføde den del af befolkningen, der ikke har fundet et bedre liv på de sagnomspundne kolonier uden for Jorden.

Det er et fantastisk stykke worldbuilding, Villenuve og hans stjernehold har orkestreret – akkurat som holdet ledet af Ridley Scott før dem. Der er en rå fysik og taktilitet, fra det slidte interiør i K’s flyvende politibil til hver enkelt kulisse. Den gamle ’Blade Runner’ var en svanesang for de praktiske effekter og produktionsdesign, inden ubehjælpsom CGI kom til at dominere. Og den praktiske tilgang er Villeneuve og production designer Dennis Gassner gået tilbage til. Alle sets er så vidt muligt opbygget fysisk og ellers forbedret med nærmest usynlige special effects. Det føles i den grad som at træde ind i en virkelig verden, hvilket også skyldes den mesterlige fotografering, som Villeneuves faste kameramand Roger Deakins leverer.  

Deakins er mest kendt for ikke at have modtaget en Oscar til trods for 13 nomineringer, og hvis det ikke lykkes denne gang, er den helt gal. Hver kameraindstilling er et lille kunstværk i sig selv. Den smukke farvepalette udvider originalens noir-stemning, som i de fantastiske orange landskaber i Las Vegas, hvor kæmpestatuerne bryder det radioaktive støv. Det vækker associationer til Andrej Tarkovskijs sci-fi-epos ’Stalker’, som filmen deler flere ligheder med.

Lyddesignet imponerer næsten lige så meget som billedsiden. Der er kælet for lydsiden i imponerende grad. Lyden af en blaster, der bliver affyret, en flyvebil der letter, laf små elektroniske dingenotter – alt sammen giver kød på denne dystre verden. Det er en film, der skal opleves i biografen med et ordentligt lydanlæg, gerne i IMAX. Hans Zimmers og Benjamin Wallfisch’ technoscore er effektivt og buldrende, men jeg havde dog gerne hørt, hvad islandske Jóhann Jóhannsson, som blev fyret undervejs, ville have bibragt.

Bag manuskriptet står Hampton Fancher, der sammen med David Peoples også skrev manus til den originale ’Blade Runner’. Her får Fancher hjælp fra Michael Green (’Logan’, ’Alien: Covenant’).

I ’Blade Runner’ var både plot og karakterer en anelse underudviklede – de indtog en sekundær position i forhold til det visionære visuelle udtryk. ’Blade Runner 2049’ har på alle måder et bedre plot og bedre karakterer. Selv med sine to timer og tre kvarters spilletid er der ikke et kedeligt sekund. Scenerne udspiller sig i et roligt tempo med få voldsomme actionscener (heriblandt en suveræn sekvens, hvor en flyvende bil bliver nedlagt med en harpun). Det er en nærmest transcendental tilgang til blockbusterformularen.

Goslings K minder om hans rolle i ’Drive’. Han røber nærmest ingen følelser bag stenansigtet. Nogle af de bedste præstationer kommer dog fra kvinderne Luv og Joi (ja, det hedder de!). Replikanten Luv spilles perfekt af Sylvia Hoeks, der giver rollen både sårbarhed og voldsomhed. Joi (Ana de Armas) er K’s hologramkæreste, der som en servil (og meget sexet) husmoder fra 50’erne står klar med maden i det helt rigtige outfit, når han kommer hjem efter en hård dag på arbejde.

Hun afslører dog flere facetter efterhånden og giver filmens varmeste og mest menneskelige præstation. Her bygges der oven på temaerne fra ’Her’, ligesom vi får også en meget øm (og visuelt imponerende) trekantsscene med K, Joi og en surrogatkrop.

’Blade Runner 2049’ lykkes med det samme som ’Mad Max: Fury Road’: Den står på skuldrene af en kæmpe, men leverer et mere helstøbt og visuelt inciterende værk.


Kort sagt:
’Blade Runner 2049’ er på alle måder en triumf og en film, der teknisk sætter nye standarder. Visuelt leverer den måske det flotteste sci-fi-univers nogensinde, samtidig med karakterer og plot står stærkere end i den originale film. ’Blade Runner’-fans kan ånde lettede op. Villeneuve har givet os endnu et mesterværk.

68 Kill

Bragt i Soundvenue

3/6

CPH PIX: I USA ville ’68 Kill’ blive kaldt en ’midnight special’, betegnelsen for den slags trashy b-film med masser af vold og sex, som en helt bestemt type publikum dyrker fanatisk.

I ’68 Kill’ er Chip (Matthew Gray Gubler) alle tiders største tøffelhelt, der lever af at skovle lort, og lader sig køre rundt af sin smukke white trash kæreste Liza (AnnaLynne McCord). Åbningsscenen af en flue fanget i en pøl honning er et rimelig præcist billede.

Liza tjener penge på at prostituere sig til sin og Chips udlejer, som en dag afslører, at han har 68.000 dollars liggende i pengeskabet. Liza ser en vej ud af de fornedrende jobs, og lokker en modvillig Chip til at røve pengeskabet om natten.

Det er en nem sag, lover Liza, og pistolerne er kun med for en sikkerheds skyld. Fem minutter senere har hun dog slået både udlejeren og hans kone ihjel, og kidnappet parrets sexkilling Violet (Alisha Boe fra Netflix-serien ’13 Reasons Why’) og smidt hende i bagagerummet.

Da Liza vil sælge Violet til sin bror Dwayne, som har nogle pænt syge tilbøjeligheder, bliver det alligevel for meget for Chip, som stikker af sammen med Violet. Hun er endnu en hårdtslående smuk kvinde, som Chip selvfølgelig forelsker sig i.

’68 Kill’ er selvsagt ikke en film, der lover store skuespilpræstationer eller stærke psykologiske portrætter, men søger i stedet at give film som ’Pulp Fiction’ og ’True Romance’ en sorthumoristisk b-films-overhaling.

Desværre er tempoet bare ikke særligt godt, og volden doceres ikke ud i de mængder, der er nødvendige for at holde spændingen oppe og interessen fangen i netop denne specielle genre. Efter et godt anslag kommer der et langt og lidt kedeligt midterstykke med vakkelvorne replikker inden vi når til det ganske tilfredsstillende afsluttende voldsorgie.

Der er lyspunkter. I rollen som Chip gør Matthew Gray Gubler det godt, og hans sympatiske everyday-Joe-portræt af en amerikansk dreng der handler uden at tænke, men som har en solid moralsk kerne er ganske glimrende.

Filmen har også humor, både i de obskøne voldsscener og visse absurde situationer – som da Chip afpresses til at slikke fisse på en tankpasser, før hun vil give ham de oplysninger, han efterspørger.

Hvis man generelt er til midnight specials har ’68 Kill’ noget at byde på, men der er lidt langt mellem volds-snapsene.

Gælden

Bragt i Soundvenue

2/6

CPH PIX: Det er jo på mange måder positivt, at danske film og især genrefilm også spirer udenfor København. Således er debuterende instruktør Stefan Kjær Olsens ’Gælden’ sponsoreret af et mæglerfirma fra Vejle. Filmen startede egentlig som en kortfilm, men er siden blevet trukket ud til spillefilmlængde.

’Gælden’ handler om brødreparret Johnny (Magnus Bruun) og Michael (Mads Koudal), der vokser op med en alkoholiseret, voldelig far (Kurt Ravn). De drømmer om at komme til USA, og muntrer sig ellers med smårapserier og knallertkørsel.

Klip til nutiden, hvor Michael er faldet til ro som mekaniker med kæresten Sofie (Marie-Louise Damgaard Nielsen), mens den ældre Johnny – som altid har rodet sig ud i snavs – har været forsvundet i to år. Pludselig dukker Johnny imidlertid op på Michaels dørtrin med en lang europarejse bag sig og en gæld på 100.000 til den lokale gangster ’Rotten’ (Bjarne Henriksen). Og så bliver Michael ellers viklet godt og grundigt ind i storebror Johnnys problemer i et kapløb om at skaffe pengene, inden det er for sent.

Under tilblivelsen af ’Gælden’ har nogen i Vejle givetvis kigget misundeligt over sundene på den københavnske filmindustri, der før har markeret sig med lignende slags spændingsfilm. Senest Fenar Ahmads højeksplosive ’Underverden’.

Desværre er ’Gælden’ en kedelig og tam affære, der lirer sit klichefyldte manuskript af i et så langsommeligt tempo, at selv 80 minutter føles som en evighed. Filmen tynges yderligere af hovedrolleindehaveren Mads Koudal, hvis følelsesregister foran kameraet er aldeles utroværdigt.

Selvom de støttende roller indtages af erfarne navne som Morten Suurballe, Bjarne Henriksen og Flemming Jensen, og uagtet at Magnus Bruun gør det fint som Johnny, er skuespillet generelt stadig præget af en vis amatørisme, som nok må tilfalde manuskriptets lidt gumpetunge replikker og instruktøren, som ikke formår at få det bedste ud af sit cast.

Emotionelt er filmen for ujævn til, at man bliver rigtigt investeret i nogle af karaktererne, så det afsluttende twist (selvfølgelig er der et twist) virker næsten melodramatisk komisk.

Desværre for Vejle og mæglerfirmaet får man endvidere heller ikke nogen synderligt god fornemmelse for byen og det ellers naturskønne område omkring den. Et par panoramaer ud over Vejle by og fjord filmet fra helikopter er, hvad det kan blive til.

’Gælden’ ligner en kopi af en rigtig film og kan måske nok gøre et par byrådsmedlemmer stolte. Men ellers er der ikke meget at komme efter.

God’s Own Country

Bragt i Soundvenue

5/6

Man kunne forledes til at tro, at ’God’s Own Country’ er titlen på en kampagnefilm for Trump, men det er nærmest det modsatte. Francis Lees debutfilm er en rørende og langsomt overvældende film om kærlighed og det barske landliv i West Yorkshire.

Johnny Saxby (Josh O’Connor) er en ung mand som arbejder som fårefarmer. Han bor med sin bedstemor, 70-årige Deidre (Gemma Jones), der står for husholdningen og sin far Martin (Ian Hart), der er delvist lammet efter et hjerteanfald. Johnny er frustreret over at skulle tage den hårde tørn på gården alene, at se alle hans venner forlade hjemstavnen og tage på universitetet og med at komme ud af skabet som homoseksuel. Det bliver til kolde engangsknald med en fyr fra landsbyen.

Han bedøver sig selv med druk hver nat og kæmper sig op hver morgen gennem tømmermændene for at tage sig af dyrene. Da læmmeperioden nærmer sig, hvor fårene skal nedkomme, hyrer familien hjælp, der ankommer i form af den smukke, rolige og mørke rumæner Gheorghe (Alec Secareanu).

Johnny føler sig truet af Gheorghe, der modsat Johnny har talent for fåreavl og landliv, og som også tvinger Johnny til at konfrontere sine egne følelser og seksualitet som homoseksuel. Jeg røber vist ikke for meget ved at sige, at forholdet mellem de to udvikler sig på en tur ud med soveposer og et ordentligt lager cup noodles for at hjælpe fårene med at føde.

Sammenligningen med ’Brokeback Mountain’ ligger lige for, men vi er alligevel langt fra Ang Lees romantiske epos. Det bliver klart allerede fra starten, at vi er i sekreternes rige, alene i de første fem minutter bliver vi udsat for bræk, spyt, urin og fostervæske. Vi er mere over i en beskidt og rå skildring af livet på landet a la Andrea Arnolds ’Wuthering Heights’, blandet med Andrew Haighs fintfølende og realistiske homoerotiske skildringer i ’Weekend’ og ’Looking’. 

Selvom det er beskidt, og vi endda får en scene, hvor Johnny og Georghe ruller nøgne rundt i mudderet, er der også en sanselig hyldest til naturens uendelige smukhed. Både i små vignetter, der i lyd og billede fremstiller naturens skønhed, og i Gheorghes sensibilitet, når han for eksempel åbner Johnnys øjne for det fantastiske hedelandskab, de står midt i hver dag. Men også i naturens små mirakler, når et får føder, og den omsorgsfulde Gheorghe næsten på magisk vis gnider liv i de små lammekid.

Gheorghe er modsat Johnny i fuld kontakt med sine følelser og hjælper Johnny med at komme i kontakt med sine. Han viser Johnny, hvordan sex også kan dyrkes med ømhed og intimitet, at det ikke er en skamfuld handling, der skal overstås, at han har ret til kærlighed og til at vælge det liv, han har lyst til. Den ømhed kommer også Johnny til gode i sit komplicerede forhold til sin far, der er skuffet over Johnnys indsats og frustreret over sin egen situation.

’God’s Own Country’ er primært en homofilm, men det er også en film om at være ung på landet, hvor der ikke er mange muligheder end at overtage familieforretningen. Her er dem, der flygter, og dem, der bliver tilbage. Instruktør Francis Lee er selv opvokset i West Yorkshire og én af dem, der flygtede, men har her undersøgt, hvordan det ville være at blive tilbage.

Her ligger filmen i forlængelse af Jeppe Røndes ’Bridgend’ (som Josh O’Connor også spillede en hovedrolle i) og Lukas Moodysons ’Fucking Åmål’. Gheorghe spiller en dobbeltminoritet, som både østeuropæisk arbejder og homoseksuel. Vi ser også dilemmaet, landbruget står i, at de eneste, der gider at arbejde på gårdene, er udlændinge, mens der modsat i Gheorghes hjemland Rumænien kun er gamle damer tilbage, som han udtrykker det.

Josh O’Connor og Alec Secareanu (som debuterer på engelsk) giver begge nogle aldeles forrygende præstationer. Johnny er nærmest konstant hængeøjet tømmermændsramt med en tyk Yorkshire-accent og en indædt hooligang-bitterhed.

Gheorghe er modsat rolig og stoisk, med en tyk rumænsk accent, han svinger ubesværet fra den omsorgsfulde og empatiske elsker til en aggressiv slagsbror, der beskytter sig selv mod landsbyboernes xenofobiske provokationer.


Kort sagt:
’God’s Own Country’ fortjener at blive en nyklassiker inden for homofilm, på linje med ’Weekend’ og ’Brokeback Mountain’. Det er et dybfølt og sanseligt portræt af kærlighedens frigørende potentiale med suveræne præstationer og en historie, der sniger sig ind under huden på én.