War Machine

3/6

Netflix-filmen ’War Machine’ er en sort, absurd satire om moderne krigsførelse, med Brad Pitt i hovedrollen som General Glen McMahon, en all-american cowboy-general, der sover fire timer hver nat, løber syv mil hver morgen og går under kælenavnet ’Glenimal’.

Rollen er løst baseret på virkelighedens General Stanley McChrystal, der blev fyret fra posten som leder af den amerikanske militærindsats i Afghanistan, da han og hans stabsmedlemmer kom med stærkt kritiske kommentarer om Præsident Obama og hans administration.

Det er en film, der blander satiren med realismen uden helt at overbevise på nogen af fronterne. McMahon og hans stab introduceres som et rent ratpack eller en superheltegruppe, der nu skal rydde op i det rod, der hedder Afghanistan, og sparke noget røv (»USA! USA! USA!«). Det viser sig dog hurtigt, at de er de eneste, der er interesserede i at vinde en krig. Politikerne, præsidenten, lokalbefolkningen, de andre allierede nationer og de menige amerikanske soldater vil bare gerne have soldaterne ud og hjem.

Filmen giver et portræt af en bestemt slags general, der tror så meget på sine egne evner og er i stand til at lukke virkeligheden ude i en grad, at det nærmer sig sindssyge, en general, der har en nærmest magisk aura blandt sine underordnede, som igen og igen bekræfter ham i hans forvrængede selvbillede.

Efter en ret sjov introduktion af personerne følger en lidt langtrukken midterdel, hvor holdet turnerer rundt i Europa for at rekruttere tropper fra deres allierede nationer. Det leder dog til nogle af filmens bedste scener: I en tale til de tyske politikere konfronteres McMahon af en skeptisk politiker (Tilda Swinton), som ikke er i tvivl om, at McMahon er en god person, men stiller spørgsmålstegn ved hans selvindsigt. Det fører til en mindre eksistentiel krise, indtil hans omgivende sykofanter igen puster hans ego op.

I Paris møder vi også generalens kone (en særdeles konet Meg Tilly), kendt som Mrs. Boss af staben. Hun lever livet som forsømt græsenke, med undtagelse af 30 dage om året, hvor hun flankerer generalen til officielle arrangementer. Da hun for en sjælden gangs skyld er på tomandshånd med McMahon, siger hun, at hun er stolt af ham, og hun er i øvrigt også stolt af sig selv, hvortil McMahon grynter lidt og kigger ned i bordet.

Det viser sig selvfølgelig, at man ikke kan vinde krigen i Afghanistan med militærmagt. Som voiceoveren, der skal vise sig at tilhøre Rolling Stone-journalisten, som får lov at følge Generalen og hans stab, bemærker: »Du kan ikke vinde et lands tillid ved at invadere det, du kan ikke opbygge et demokrati med militærmagt«.

I filmens sidste del kommer der endelig deciderede kamphandlinger, desværre uden meget indblanding fra General McMahon. Scenerne har vi set mange gange før, ligesom problemstillingerne er kendt terræn. Denne del, som fremstår helt realistisk, virker frakoblet fra resten af filmens hovedageligt satiriske tone.

Og her er filmens største problem, den går ikke all-out absurd (som ’Dr. Strangelove’), men vil gerne være både virkelighedstro og absurd. Det betyder også, at Brad Pitts ellers ret sjove portræt næsten virker for tegnefilmsagtig mod filmens realistiske baggrund.

Filmen fremstiller igen det absurde ved en krig, der hovedsageligt lever på politikernes og mediernes præmisser. Og den fremstiller det politiske spil, man må mestre, og som soldaten altid vil tabe til fordel for de professionelle aktører. McMahon udspilles fuldstændig af Præsident Obama på landingsbanen foran Air Force One, i København ikke mindre.

Endelig må Ben Kingsley roses for sit virkelig morsomme portræt af Afghanistans Præsident Karzai, der resigneret har spærret sig inde i sit palads, hvor han ser blu-rays. Da McMahon konfronterer ham (i sygesengen, med ’Dum & Dummere’ kørende på fjernsynet) med, at han skal opføre sig mere som en leder, svarer Karzai: »Men jeg opfører mig jo som en leder! Jeg er lige så utilgængelig som din egen præsident«.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *